Forført på ungarsk

For et par måneder siden var jeg på vej til Bock Bistro, men havnede på en italiensk restaurant. Nu var det omvendt. Min ledsager og jeg havde misset et bord på en fransk restaurant og gik i stedet ind på Bocks for at vente på, at vi kunne få et bord på den franske senere. Der var et helt lille rundbord ledigt, som meget galant blev tørret af med en klud for os, der, selvom vi kun skulle have et glas vin, ikke behøvede sidde i baren. Vi fik to glas Rhein Riezling fra Mór (55 kr.) med let violsmag, som vi prøvede at koncentrere os om til lyden af skramlende teskeer. Et familieselskab var ved at rengøre nogle dessertglas til sidste krumme. Her var overvejende unge mænd med skæg, bryster i loftet, effektfulde spejlvægge med kloge påskrifter, som »du skal ikke kaste med sko, når du selv er en sut«, en god tjener med de rigtige briller og den rigtige accent og et gennemført interiør i varmtlødet træ. Centraleuropæisk i en maskulint sanselig udgave med læder og fresker og flirtende spejle.

Uformel anretning

Bocks Bistro er den københavnske aflægger af den oprindelige Bock Bisztro i Budapest med vine fra Bocks vingårde. Den har ligget her i ambassadekvarteret på Østerbro siden sidste år og er blevet meget rost af mandlige madanmelderkolleger i nærmest lotofagisk, erotiske vendinger om fristende blodpølser og lykke i munden. Forståeligt nok, for Bock Bistro er virkelig en lille ø, man fortaber sig i og ikke lige kommer fra på grund af den autentiske stemning, der tager én langt væk fra hjemme. Jeg ville heller ikke videre og fik lov at bestemme, at dette blev aftenens spisested.

Altså bestilte vi en charcuteritallerken (95 kr.) og en lille gryde Lecso (85 kr.) til at starte med. Charcuteritallerkenen lignede lige præcis en simpel omgang pålæg af skinke og pølse og agurkeskiver og andet pålægspynt i en uformel anretning. Til gengæld gammeldags velsmag af skinker og pølser af en mere germansk tradition end det, der er blevet den danske standard. Udsøgt og langt fra mainstream lige fra Bocks egne gårde. Og så var det prosaiske grøntsagsvedlag opsigtsvækkende friskt og sprødt, så man kan tale om velsmagende, torvefrisk agurk og rød peber. Vi bestilte to glas hvidvin mere. Et glas Bocks Chardonnay (55 kr.) til min ledsager og et glas Bocks Harslevelü (50 kr.) til mig. Jeg smagte på druen med det sjove navn, og den smagte rigtig sjovt af hønsegård, men Chardonnay smagte alligevel bedre. Lecsoen, en paprikakrydret gryderet med peberfrugt og tomat og krydret pølse, var smuk i en lille rød gryde og med dejlige hjemmeflåede tomater og en røget pølse, der ikke var for fed. På grund af vort sene ankomsttidspunkt var en del retter udsolgt, hvilket vi også var blevet høfligt gjort opmærksomme på, inden vi bestemte os for at spise, men det bidrog bare til den torvefriske stemning og en taknemmelighed over køkkenets fleksibilitet og forlængede åbningstid denne lørdag aften. Det er i høj grad herreretter, der præger menukortets hovedretter med foie gras-onduleret nakkefilet, ribeye steak og svineduo med mørbrad og kotelet. Vi fandt dog en perlehøne til min ledsager og en dagens fisk til mig (begge 185 kr.). Udenfor stod rygere og grønne træer i junikulden, og man havde udsigt til noget så sjældent i København som et bredt fortov. Det herskabelige ambassadekvarter klæder den herskabelige Budapest-bistro eller omvendt, og man føler sig tæt på en fremmed, kultiveret verden og længere væk fra hjemlige trends og genkendeligheder her, hvor den gamle, gule Porsche holder parkeret bag den moderne Mercedes og der er højt til loftet og plads til et ordentligt indgangsparti.

Smørsovsorgie

Min fisk havde bøfstørrelse, et tykt firkantet stykke filet med en let paneret skindside, og svømmede i en perfekt legeret beurre blanc med rouge, en fin stribe rødvinsreduktion. Jeg følte mig så hensat til det centraleuropæiske, at jeg forestillede mig, jeg fik sandart, bare i en overordentlig frisk og velsmagende udgave, hvilket blev forklaret ved, at det var torsk. Der var nye kartofler og let dampede grøntsager på gammeldags manér til fisken, så jeg kunne støve endnu mere af den gode sovs op. Min ledsager var glad for sin svampefarserede, saftige perlehøne med ærtesovs og foi gras-krokette. En Burgunder igen fra Bocks egen vinavl (60 kr.) smagte perfekt til begge retter med smag af lavendel og anis og kornmarksblomster. Udvalget af glasvine fra hele det ungarske land er usædvanlig stort og usædvanlig billigt med mange glaspriser omkring de 50-60 kroner. Glasset serveres i en lille deciliterkande, man selv hælder op fra, mens flasken professionelt bliver stående på bordet til nærmere studering.

På trods af mit smørsovsorgie ville jeg rigtig gerne have smagt den ungarske specialitet, Somlói Galuska, en kage serveret i glas, men den var desværre blandt det udsolgte på menuen, og jeg genkaldte mig lyden af de skrabende teskeer, da vi ankom. Vi tog i stedet et fremragende glas Pinot Noir fra Villány (65 kr.) til dessert og en god kop kaffe bagefter.

Bock Bistro har på alle planer noget, der får én til at blive hængende og støvsuge både glas og tallerkener.

Betjeningen er udsøgt og kultiveret og standarden på både mad og vin er højere end prislejet. Man må sige, at den ungarske mad- og vinkultur præsenteres som en centraleuropæisk kulturarv, der har fundet sin plads på verdensmenukortet og som det er varmt anbefalelsesværdigt at lade sig beværte af. Jeg strander gerne snarest på Østerbro igen.