Læsetid: 3 min.

Ned til neuronerne og fortrængningerne

Nobelpristager i neurobiologi rejser mentalt tilbage i tiden til sin hjemby Wien for at give Sigmund Freud genoprejsning – som forbillede for moderne hjerneforskning
2. juni 2012

Han, om nogen, er naturvidenskabsmand. Han har skrevet neurovidenskabens standardlærebog Principles of Neural Science, og han har fået Nobelprisen for sin kortlægning af hjernens mekanismer til lagring af hukommelse. Han styrer sit institut for forskning i neurobiologi og adfærd ved Columbia University iført hvid kittel, med butterfly og mildt, videnskabeligt væsen.

Men i al den tid, hvor Eric Kandel har rodet med neuronerne, har han også rodet med noget andet. Siden han som barn måtte flygte fra nazisternes indtog i Wien har han båret på en intens fascination af den metropol, som han blev født i, og som gik under med indtoget. Siden han har kunnet, har han samlet på den intensive ekspressionist Oskar Kokoschka og anden kunst fra Wiens kunstneriske og erkendelsesmæssige storhedstid omkring år 1900.

Selv om hans oprindelige inspiration til forskningskarrieren kommer fra ungdommens læsning af Sigmund Freuds psykoanalyse og trangen til at forstå den menneskelige bevidsthed, er det imidlertid først i 2001, hvor han holder et oplæg om sin hobby, Wiens modernister, for en medicinsk læsegruppe, at Kandel ser forbindelsen mellem de to hovedspor: bevidsthedsudforskningen og den østrigske modernisme.

Storværket

The Age of Insight, et gigantisk, illustreret værk, er den modne videnskabsmands ambitiøse forsøg på at genforene det humanistiske og det naturvidenskabelige ved at trække trådene fra Wiens eksplosive kunstneriske miljø omkring år 1900 frem til vore dages hjerneforskning og dens forsøg på at forstå den menneskelige bevidsthed.

Groft sagt især gennem en slags genoprejsning af især Sigmund Freuds indsigter og psykoanalyse, som ellers i dag ikke har opnået den status som grundforskningsdisciplin, som var grundlæggerens hensigt. Eric Kandel ser Freud som grundlægger af selve den kognitive psykologi, hvis syn på bevidstheden er central også for hjerneforskningen. Han gør det gennem læsninger af Freud selv, hans samtidiges kunstneriske værker såvel som grundige opdateringer på neuroforskningens nyeste kortlægninger af hjernecentrene og deres egenskaber.

Det virker som et vildt forsøg, for hvilke hjerneforskere gider læse om Gustav Klimts byzantinske mosaikker, og hvilke humanister orker at kæmpe sig igennem 500 siders hjernecentre med tilhørende funktioner? Men hvad, spørger professor Kandel retorisk i bogens sidste kapitel, er videnskaben overhovedet værd, hvis den ikke samler trådene?

»Man kan faktisk hævde, at hele videnskabens historie er historien om forsøg på at forene viden.«

Det centrale er forsøget på at skabe en bevidsthedsteori. Sigmund Freud gjorde et forsøg allerede i Drømmetydning, hvis hovedprincipper ifølge Kandel stadig står:

1. mentale processer opererer primært ubevidst. 2. intet aspekt af mental aktivitet er alene støj i hjernens maskinrum. 3. irrationalitet som sådan er ikke anormal. 4. normale og anormale mentale funktioner er trin på samme kontinuum.

Modernisme

Dét er for Kandel en revolution, der henter bevidstheden ud af filosofiens tåger og ind i biologiens og videnskabens. Den sker i kontekst af samtidens modernistiske »vending mod det indre« og fokusskiftet mod mennesket som drift og natur frem for oplysningstidens tro på den rene rationalitet. Freuds indsigter følges op af forfattere som Schnitzler og kunstmalere som Klimt, Kokoschka og Egon Schiele, hvis expressionistiske stræben gentager den freudianske mod en sandhed, der befinder sig under overfladen.

Samme bevægelse, hævder Kandel, er neurovidenskabens. Og disciplinerne er slet ikke så langt fra hinanden. De arbejder alle med modeller: kunsten, videnskaben og for den sags skyld bevidstheden. »Videnskabsfolk laver modeller af elementære egenskaber ved verden, der kan testes og omformuleres.

Disses tests er funderet på muligheden for at fjerne observatørens subjektive bias og bero på objektive målinger eller evalueringer. Kunstnere laver også modeller af verden, men de er ikke empiriske tilnærmelser; de er derimod subjektive indtryk af den tvetydige virkelighed, de møder i deres hverdagsliv.«

Det, der ifølge Kandel gør kunsten eminent egnet til at bruge som filter for forståelsen af hjernen og kognitionen, er, at kunstens fortællen gennem modeller imiterer selve den måde, hjernen opererer på: »Det at lave modeller af verden er også kernefunktionen i den menneskelige hjernes perceptuelle, emotionelle og sociale systemer.«

Lykkes det på bogens 636 rigt illustrerede og eksemplificerede sider at føre dokumentation for det store, forenende erkendelsesprojekt? Få ud over Eric Kandel har vel kompetencen til at afsige den dom. Men ambitionen er fantastisk, og rejsen mod målet er vild, nørdet og smuk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu