Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den personlige frihed blev en fælles virkelighed

Den tyske socialfilosof Axel Honneth har skrevet et meget langt og meget omfattende værk om, hvordan vi i Vesten blev frie i fællesskab
Moderne Tider
30. juni 2012

Det vigtigste i den moderne verden er frihed. Lov og orden er godt, kampen mod fattigdom er vigtig, og solidaritet er strålende, men de er alle midler til at realisere det højeste mål:

»Den individuelle frihed er den normative grundsten i alle vores forestillinger om retfærdighed,« skriver den tyske socialfilosof Axel Honneth i sin seneste bog Retten til Frihed (das Recht der Freiheit). Det er en lang bog, som det tager lang tid at læse – og derfor kommer anmeldelsen først længe efter, bogen udkom...

Honneths anliggende i bogen er kolossalt: Han vil skrive den moderne friheds historie. Det er ikke bare en lang fortælling om frigørelse fra undertrykkelse, men derimod en kompleks fortælling om forbindelsen mellem tre forskellige former for frihed.

Tre slags frihed

Den første form frihed kalder Honneth for »negativ frihed«: Det er friheden fra undertrykkelse, som svarer til vores hverdagslige forståelse, når vi hævder, at vi vil være fri for, at nogen blander sig i vores liv eller bestemmer over os. Den frihed er institutionaliseret som rettigheder, der beskytter os mod overgreb.

Den anden for frihed kalder han »refleksiv frihed«: Det er friheden til at handle, som man ville ønske, at alle andre handlede og til at følge almene regler. Frit er mennesket i denne definition, hvis det er at give sig selv regler for, hvordan man skal opføre sig og bagefter følge dem. Det er friheden til at handle fornuftigt og forbilledligt. Den første frihed er minimal og negativ, mens den anden frihed er positiv og refleksiv.

Den tredje form frihed er det store tema for Honneths bog: Den kalder han for »social frihed«.

Grunden til, at frihed kan blive grundlaget for en moralsk og juridisk kultur, som det er sket i Vesten, er ifølge Honneth, at begrebet leverer en forbindelse mellem det personlige selv og den sociale orden. Hvis man opbygger et fællesskab, som handler om at forsvare den personlige frihed, kan man på samme tid sikre det fælles bedste. Man kan kombinere hensynet til det enkelte menneske med henblikket på den sociale orden.

Realisering af principper

Det store studie i Honneths bog er afdækningen af, hvordan den personlige frihed bliver institutionaliseret i den sociale virkelighed. Det handler med andre ord om, hvordan principper for det enkelte menneske bliver realiseret i fælles institutioner, praksisser og forventninger. Honneth betegner den sociale kultur, der baserer sig på personlig frihed som en »demokratisk livsform« (på tysk Sittlichkeit). Hans præmis for undersøgelsen er en polemik imod opfattelsen af, at frihed sikres oppefra og udbredes gennem almene principper.

Tværtimod hævder Honneth, at frihed realiseres på forskellige måder på forskellige felter. Den udvikles først i den sociale praksis, inden den konsolideres af juridiske rettigheder:

»Motoren og mediet for den historiske realisering af frihedsprincipper i institutioner er ikke i første linje retten, men derimod sociale kampe om den rette forståelse og de følgende holdningsændringer,« skriver Honneth til sidst i bogen.

De kampe afdækker han på forskellige livsområder som familien, venskabet, intime forhold, markedet og i den demokratiske offentlighed. Det vigtigste for Honneth er at fremstille, hvordan det moderne menneske på disse felter forsøger at gå fra den personlige friheds »jeg« til den sociale friheds »vi«. Mod mange kulturpessimistiske antagelser om familien og venskabets forfald hævder Honneth således, at respekten for det enkelte menneske og det gensidige hensyn mellem mennesker er blevet udviklet i det sociale livs varme relationer. Vi er i de nære forhold blevet friere og mere hensynsfulde.

Han er anderledes pessmistisk på markedets og demokratiets felter, hvor globaliseringen af økonomisk kraft og politiske magt har betydet, at det enkelte menneske ikke længere kan slutte fra »jeg« til »vi«. Der er blevet for langt fra individniveau til det niveau, hvor magten udøves. Det bliver bogens endelige samtidsdiagnose.

Retten til frihed eller Frihedens ret er tænkt og skrevet i forlængelse af Hegel:

Den er fremragende som forsøg på en stor fortælling om den vestlige frihed og de demokratiske livsformer. Men som før hos Honneth er det, som om han ikke ser kampe, konflikter og drama i den sociale verden, som han ellers gør til verdenshistoriens omdrejningspunkt. Menneskene bliver reduceret til små demokratiske agenter, som søger gensidighed i parforholdet, anerkendelse i venskabet og liberal selvrealisering i den demokratiske offentlighed. Honneth er en stor humanist, men han savner forståelse for alt det, der gør, at mennesket også producerer humor, tilgivelse og kunst. Men det demokratiske menneske har med Honneths store værk fået et imponerende manifest.

Axel Honneth: Das Recht der Freiheit. Grundriss einer demokratischen Sittlichkeit. Suhrkamp Verlag, 624 sider. 34.90 Euro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

...altså endnu en gang moderne filosofi for den velhavende hvide middel-overklasse - og deres imperialistiske netværk af landssvigende undertrykkelsesaktører - Gaaaab

Jens Peter Bregnballe

De moderne former for institutionaliseringer i kampen for mediering mellem individ og fællesskab - er selvsagt abstrakta - men et forsøg på at læse deres genese- er for mig at se et sympatisk projekt, der kan give os nødvendige argumenter i forsvaret for vores demokrati og offentlige medierede forvaltning.