I Norge er børn blevet ramt af præstationsangst. Det er ikke unge elitesportsudøvere eller særligt genibørn, som bliver præget af frygt for, at de ikke kan præstere. Det er ordinære elever i den norske folkeskole, der klarer sig godt, men alligevel er bange for, at det ikke er godt nok. De er produkter af en skole, hvor man måler eleverne med test, evaluerer skolerne på elevernes karakterer og giver skolelederne løntillæg efter resultaterne.
Det er den norske skole, som journalisten og forfatteren Magnus Marsdal beskriver i bogen Kunnskapsbløffen. Den daværende borgerlige undervisningsminister Kristin Clemet fik i starten af 2000’erne gennemført en skolereform, der blev annonceret som ’kundskabsløftet’. Den blev til som svar på PISA-målinger, der afslørede, at norske skolebørn ikke var så dygtige til at læse og regne, som man havde troet. De var i en europæisk kontekst middelmådige. Den politiske reaktion var, at man måtte fokusere på de basale færdigheder i skolen, og det krævede et opgør med lærerens selvstyre i klasselokalet. Tankerne fra reformen er radikaliseret i hovedstaden, som i en alliance mellem Høyre og Fremskrittspartiet bliver regeret borgerligt. Den politik, som de har gennemført på skoleområdet i Oslo, resumerer Marsdal i følgende punkter: Skolerne bliver betalt pr. elev og ikke pr. klasse eller lærer. Forældrene har frit skolevalg, og ’kvaliteten’ i undervisningen skal sikres af kontinuerlige test. Skolens testresultater skal offentliggøres, så forældrene kan sammenligne ydelser fra de konkurrerende institutioner på markedet. Rektorerne bliver ansat på lederkontrakter med konkrete resultatmål, og de bliver ligesom lærerne honoreret med individuelle løntillæg. Oslo-skolen er blevet forbillede for resten af Norges skolepolitik på grund af fortællinger om, at man her har opnået ekstraordinære resultater. Det er Marsdals vurdering, at denne skole fungerer som ideologisk spydspids for et nyt borgerligt skoleregime. De siger, de vil øge elevernes færdigheder, men Marsdal forsøger i bogen at overbevise om, at der er tale om et kundskabsbluff. Bogen er en ideologikritisk analyse, som sammenligner de borgerlige løfter med resultaterne i den sociale virkelighed.
En journalistisk intellektuel
Magnus Marsdal er en slags journalistisk intellektuel. Hans bog bygger på omfattende interviews med især mange norske skolelærerne, men også med andre aktører i skolesystemet. Scenerne i bogen er opbygget sådan, at en magthaver konfronteres med udsagn fra vidnerne i bogen. Men hvor en journalist, som laver et indslag til tv eller skriver en artikel til en avis, måske har talt med fire-fem lærere om arbejdsvilkårene, inden de går til magthaveren med kritikken, har Marsdal talt med mange flere lærere fra alle dele af skolen og alle dele af Norge. Han kommer med en knytnæve af dokumentation, når han stiller spørgsmål til dem, der regerer.
Men bogen kan ikke læses som en lang, journalistisk artikel: For Marsdal veksler mellem at gengive andres ord og slå sin egen holdning fast. Han prøver på at rekonstruere konflikten mellem markedslederne og skolelærerne redeligt, men han skifter synsvinkel blik og fælder dom:
»Jeg er ikke længere så sikker på,« skriver han til sidst, »at lærerne vil være i stand til at forsvare vores skole mod det mere og mere kyniske samfundsklima, mod en overdreven tro på forretningslivet resultatmoral, som ikke er klart afgrænset fra foragten for svaghed. Lærerne har brug for flere støtter.«
Sådan en støtte bliver forfatteren til bogen: Han skriver for lærerne imod markedsideologerne, og han forsvarer skolens autonomi over for markedets evalueringer. Men han understreger, at det ikke er en bog om et »moralsk forfald« og heller ikke en systematisk afdækning af den nye skole. Han beskriver kritisk ideologiske dominerende tendenser i den norske folkeskole.
De to greb
Marsdal betjener sig af to kritiske strategier: Den ene handler om at vise, hvad resultatorienteringen gør ved skolens kultur, og den anden handler som sagt om at sammenligne skolens løfter med skolens realiteter.
Den første viser, hvordan lærerne bliver bange for at udtale sig kritisk om deres egen arbejdssituation, fordi skolelederen frygter, at det vil koste institutionen anseelse og dermed penge. Når skolen bliver til en fabrik, som producerer kundskab, bliver intern kritik set som dårlig omtale. Det koster kunder.
Det afdækkes også, hvordan børnene reagerer på testklimaet i skolen: De bliver nervøse for, om de nu også klarer sig. Man konkurrerer både med sig selv og de andre, hvilket skaber en ubehagelig eksistentiel og social kultur.
Et tredje problematisk aspekt er, at skolerne fritager de svageste elever for at deltage i tester, for at det ikke skal gå ud over den samlede score. Der er en regel om, at de svageste elever kan blive friholdt, så de ikke bliver tilføjet ydmygelser, men flere og flere elever bliver efterhånden fritaget for test. Det kan enten forklares med, at skolen producerer flere svage elever, eller at flere bliver defineret som svage, for at skolen kan opnå en højere score. En fjerde tendens er, at de bedste lærere flyttes fra arbejdet med de svage elever til øvelser med de gode elever. Testregimet giver incitament til, at de, der skal testes, er dem, som bliver løftet.
Endelig fremhæves en femte konsekvens af testregimet: Undervisning bliver målrettet testene. Det afgørende bliver ikke, at eleverne lærer det, der er vigtig for dem, men at de kan klare sig så godt som muligt i en test. Det springende punkt bliver naturligvis, om der er en sammenhæng mellem det, testen måler, og det, eleven skal kunne.
Kundskabsbluff
Marsdal konsulterer forskning, som viser, at det kræver en minutiøs tilrettelæggelse af testindholdet, hvis der skal være en forbindelse mellem det, testen måler, og det barnet skal kunne. Han sammenligner testen med en ansættelse på et tidsskrift: Hvis han tester alle ansøgerne på, om de kan fyrre specifikke fremmedord, har han ikke fundet ud af, om de kan sætte ordene rigtigt sammen eller tænke dem i en relevant kontekst. De kan øve sig på de fyrre ord og præstere en fremragende test, men det siger ikke noget om, hvorvidt de er gode journalister.
Forfatteren opsøger også de amerikanske og engelske erfaringer med det testregime, som i USA og England har været etableret i tyve år. Han taler med forskere, som var med til at anbefale det, men som nu er blevet testskeptikere. De anfører også, at man sagtens kan præstere godt i en test uden at vide eller kunne særligt meget andet.
Marsdal konkluderer til slut, at det, der skulle have været et kundskabsløft, bliver til et kundskabsbluff. Hvis manglende færdigheder var problemet, er testregimet ikke løsningen.
Hans bog er ikke nøgtern eller neutral. Han tager fra starten parti, men han prøver at styrke sin position ved at interviewe dem, han er uenig med, og gengive deres standpunkter nogenlunde redeligt.
Men det er ikke redeligheden, der er styrken ved bogen. Bogen er ikke analytisk stærk nok til, at man kan sige, at den borgerlige skolekultur er afdækket og undersøgt til bunds. Men den er god som afdækning af forfaldstendenser og som en kulturkritik, der starter der, hvor den administrative magt rammer borgernes tilværelse. Der er en grim sammenhæng mellem de politiske reformer og så de børn, som ikke kan sove om natten, fordi de frygter den test, de ved, de vågner op til.
Haves:
Bog om den kognitive og følelsesmæssige udvikling. Fra omslaget:
Den kognitive og følelsesmæssige udvikling foregår således i en snoet dobbeltspiral, hvor børnene i positive omgivelser finder på ideer, skaber et projekt baseret på ideerne, leger med det, deler ideer og skabelser med andre, reflekterer over erfaringerne og derfra finder på nye ideer og projekter.
Ønskes:
En bog om kinesiske eller amerikanske tigermødre.
Deprimerende læsning om tilstande, som vel også er stærkt på vej herhjemme. De norske lærere har ellers en stolt historie om at gøre modstand mod uretfærdighed...
"Det afdækkes også, hvordan børnene reagerer på testklimaet i skolen: De bliver nervøse for, om de nu også klarer sig. Man konkurrerer både med sig selv og de andre, hvilket skaber en ubehagelig eksistentiel og social kultur."
Og sådan fortsætter det gennem hele livet. Velkommen til vanviddet!
20 timers arbejdsuge til børnefamilier med børn under 10 år - tror stadig det kunne være en ide - også i disse arbejdsløsheds tider.
Det børn har brug for er nærværd, tilstedeværelse og fuld opmærksomhed og masser af kærlighed, kys og kram fra velafbalacerede forældre.
Børn ved idag ikke hvor prioriteringen af deres skrøbelige liv ligger.
selvmord, sove og nervemedicin, angst, stigende allergi, overvægt og buttethed, spiseværing, usikkerhed. Forkvaklet og perverse udsendelser i børnenes prime-time TV sendetid.
Rent ud sagt - vi kan faneme ikke være det bekendt!
Hele stemningen omkring skolenområdet er blevet en vigtighed. Læs Ken Robinson. Her er et klip af hans analyse af skolen. http://www.youtube.com/watch?v=zDZFcDGpL4U
Kinesiske tigermødre min røv, med 1.4 milliarder mennesker at tage af vil der altid være 50 millioner genier der klarer sig fint .
Leve konkurrence-samfundet, den der har raget mest skrammel til sig når vi dør har vundet !
Kære Rune Lykkeberg
hvori består det ikke-helt-så-redelige i Magnus Marsdals bog ?
Så vidt jeg forstår på din anmeldelse, er hans pointer velfunderede i undersøgelser, der både hvad angår kvalitative og kvantitative aspekter er på højde med den gængse skoleforskning. Det forhold, at han tillader sig nogle personlige vurderinger, der lægges åbent frem, gør vel ikke hans bog mindre redelig?
Pædagogik er mildest talt ikke en eksakt videnskab. Personlige vurderinger findes i al pædagogisk faglitteratur. Megen af den fagkundskab, Marsdal går op imod, vælter sig uhæmmet i politiske præmisser opstillet af fx OECD eller profileringshungrende politikere. Hvis han er uredelig, hvad er så PISA?
Så hvorfor har du brug for at sige, at Marsdals bog er 'ikke helt så redelig'?
Mvh
Niels Chr. Sauer
Lykkeberg er en amatør. Når han udtaler sig, så regner jeg det personligt som ret sandsynligt, at han tager fejl.
Jeg er dog glad for, at han gør opmærksom på bogens eksistens. Men tænk hvis man i stedet for havde fået et interview med forfatteren til bogen!
Til dig Sauer - så har jeg lige kopieret en lang kommentar ind fra 2011, hvor jeg forklarer lidt om PISA projektets problemer. De danske politikere er blot alt for intellektuelt svage til at kunne forstå en sådan kritik. Og de danske universiteter har - som bekendt? - ikke brug for kritisk tænkende folk. Derfor har jeg indtil videre måttet kommunikere på sådanne steder som i denne tråd:
PISA har intet med videnskab (sand viden) at gøre.
PISA indeholder ikke en eneste videnskabelig kausal forklaring. Dermed kan PISA ikke forklare noget som helst om, hvilke sammenhænge der giver fornuftige/gode henholdsvis dårlige resultater i form af fx elevers læse- eller regne resultater.
Egelund og andre af projektets bureaukrater forklarer ofte, at PISA er interessant, fordi det er muligt at lave alle mulige sammenligninger mellem elever, lande osv. Det er muligvis interessant for Egelund og dem, der bliver betalt i dyre domme for at lave dem - samt den almene ukritiske presse.
Men sådanne sammenligner er dybt uinteressante for al seriøs diskussion af uddannelsesforhold, resultater og mål. For statistiske sammenhænge er ikke kausale sammenhænge. Mange af de ‘sammenhænge’ som Egelund og andre fører sig frem på er selvfølgelig umiddelbart plausible - ting som man skulle tro hænger sådan sammen. Men det er netop de mest farlige sammenhænge at føre sig frem på, når tingene ikke er videnskabeligt undersøgt (dvs. kritisk gennemtænkt og testet på kausalitet mv.).
Projektet er tomt på videnskabelig redelighed. Det lyder uden tvivl vanvittigt, men man kunne lige så vel føre projektet frem på - at alle verdens børn burde lære finsk, fordi der er en krystalklar sammenhæng mellem gode resultater i PISA og evnen til at tale finsk.
Projektet er så videnskabeligt uvederhæftigt, at det er nærmest u-troligt, at mange samfund og regeringer har taget det alvorligt i mange år.
For mere begrundelse for min kritik se evt. mine kommentarer til artiklen PISA mig i øret - bragt her i information: http://www.information.dk/257468
Her et uddrag fra en af mine kommentarer med lidt fra en artikel, jeg skrev om PISA til HEXIS (dansk Bourdieuforerning) i 2005:
“I forbindelse med et debat møde i 2005, mellem Egelund og Lindeskov fra Pisa på den ene side og Staff Callewaert og Erik Jørgen Hansen på den anden, skrev jeg et længere indlæg til (dansk Bourdieuforening) HEXIS’ hjemmeside. Det er (for) langt men kan findes på http://www.hexis.dk/hexis-nyhedsbrev-nr22.pdf. Nedenfor findes nogle relevante uddrag fra teksten:
En måde at demonstrere forskellen til hvordan en sand videnskabsmand tænker er at sammenstille Egelund med Carsten Elbro, der tydeligvis er tynget af sin viden om sin uvidenhed, om den komplekse virkelighed og sin forståelse for videnskabeligt metode, når han udtaler sig om forskellen på videnskabelige forklaringer og løsrevne statistiske sammenhænge, og om hvor vanskeligt det er at afklare hvilke faktorer, der påvirker læsefærdighederne:
“Elever, der får hjælp til læsningen derhjemme, er dårligere læsere end andre, viser international
læseforskning. Tidlig skolestart giver ikke bedre læsere, viser internationale sammenligninger. Og hvad kan vi så bruge det til? Ikke til ret meget, siger Carsten Elbro, læserforsker og professor ved Københavns Universitet. For sammenligninger viser ganske vist noget. Men de forklarer det ikke. Og i dag – ti-tolv år efter at internationale læsesammenligninger placerede danske elever i bunden – ved vi stadig uhyre lidt om, hvordan forskellige måder at undervise i læsning på virker. Men tilbage til paradokset med svage læsere, der
får hjælp hjemme: Det kunne se ud, som om lektiehjælp giver svage læsere. I hvert fald viser internationale undersøgelser, at der er en sammenhæng. (…) »Tallene viser, at elever, der modtager meget lektiehjælp hjemme, klarer sig dårligere end andre elever. Der er en negativ korrelation – et negativt talmæssigt sammenfald mellem meget lektiehjælp og dårlige læseresultater«, siger Carsten Elbro. »Men«, understreger han, »talsammenhængen forklarer ikke noget. Den viser ikke, hvad der er årsag, og hvad der er virkning«. Kunne forklaringen være, at hvis mit barn klarer sig godt, slapper jeg af og hjælper ikke med lektierne? Men hvis mit barn klarer sig dårligt, så forsøger jeg at hjælpe? »Det er muligt«, svarer Elbro. »Men det er en
fortolkning«. »En anden forklaring kunne være, at forældre, der gør meget ved hjemmearbejdet, ødelægger barnets skolelyst. Det er også en mulighed. Tallene kan ikke forklare os, hvilken fortolkning der er rigtig. De viser bare, at der er en negativ sammenhæng«. Og den slags fælder går vi nemt i, når vi diskuterer, hvad der bør gøres ved læseproblemerne og bruger internationale sammenligninger som »beviser«, advarer Carsten Elbro. »Lektie-eksemplet demonstrerer, at disse korrelationer er livsfarlige, fordi de ikke fortæller, om
der er årsagssammenhænge«.” (fra Fagbladet Folkeskolen, 13. 08. 2004; LJ fremhævning)
Hvis korrelationerne er livsfarlige, hvad siger det så om de folk, der fører dem frem som beviser?”
PISA er et rent (neoliberalistisk) politisk projekt, hvor man har bildt sig ind, at man fremmer elevers færdigheder ved hele tiden at måle dem - og i det hele taget ved at få ‘konkurrenceaspektet’ højnet overalt i uddannelsessystemerne.
Det er som sådan i højeste grad et amerikansk inspireret ‘uddannelsesprojekt’ (uanset at det fx var Margrethe Vestager, der indførte det i Danmark). Men amerikanerne har ikke noget at prale med i uddannelsesmæssig sammenhæng, i hvert fald ikke i grundskolen. Filosofien bag PISA virker modsat læringsmæssigt og den virker tilsvarende negativt socialt og udviklingsmæssigt. Se evt. mine bedre argumenterede kommentarer til dette ved artiklen PISA mig i øret.
http://www.information.dk/265522
I den danske folkeskole plejer vi at arbejde på at fremme elevernes personlige og alsidige udvikling (som jeg lige nu husker formuleringen).
I den amerikanske folkeskole medfører den evige testning af eleverne, at kun de øverste tre fire elever føler, at de er noget værd. Mens resten føler sig som en mere eller mindre fiasko. Det er en logik, der går igang allerede i de mindste klasser i USA og så blot fortsætter med at sætte sit præg på børnenes personlighed i resten af deres skoletid. Det er ikke opbyggende men nedbrydende - og i øvrigt på mange flere måder falsk alene fordi, en succesfuld plads i folkeskolen på ingen måder siger noget om nogen som helsts elevs potentiale. Slet ikke efter folkeskolen...
Det er samme tåbelige præmis, der ligger bag PISA projektet, hvor kun de tre fire øverste lande kan føle, at de er noget værd.
Og det ud fra en rangstige baseret på totalt overfladiske præmisser - der samtidig totalt overser al den enorme udvikling, der rent faktisk sker med alle børn i alle verdens skoler i alle de år, de går i skole. En rangstige lavet af 'forskere' i PISA - der tydeligvis ikke på nogen som helst måde er hæmmede af fagligt videnskabelige standarder - der end aldrig har interesseret sig det mindste for de kausale sammenhænge, der skaber gode resultater i blot et skolesvæsen, i blot en skole blot et sted i verden...
Men hvor 'forskerne' som bekendt alligevel overalt i verden føler sig kaldede og kompetente til at rådgive alverdens regeringer, befolkninger og skolefolk om, hvad der bør gøres....
Jeg tillader mig at indsætte endnu en ældre kommentar - i forsøget på at få lærernes arbejdsindsats bedre repræsenteret:
Dansklæreren tester dagligt sine elevers ‘standpunkt’ som det hed i gamle dage afhængigt af klasseniveau ift. læsning, skrivning, stavning, analyse osv.
Matematiklæreren tester dagligt sine elevers standpunkt ift. tilsvarende relevante ting indenfor det område. osv.osv.
Læring og bedre ‘standpunkter’ øges ikke gennem mere testning, men ved at gøre eleverne mere interesserede i fagene - og vel at mærke sørge for, at de kommer med så tidligt som muligt og ikke bliver sat af mht. kompetencer og (dermed også) motivation.
Børn er jo også en slags mennesker, så de elsker også at lære og se, at de bliver stadig dygtigere og kan stadig mere. Den bedste naturlige måde børn lærer det vanskeligste i verden - nemlig at tale og tænke på deres modersmål - sker ved at børnene ser en succes, ved de ting som de udtaler rigtigt. Det skader børns udvikling og selvtillid, hvis man hele tiden retter dem. Fejlene i sproglig udtale mv. forsvinder af sig selv med tiden indtil stort set alle børn lærer at tale perfekt.
Testning indebærer præcist den modsatte strategi - på nær for de allerdygtigste, der ikke oplever negative rettelser. For alle de børn med en del eller mange fejl mister både modet, selvtilliden, lysten og troen på, at de faktisk er i fuld gang med at udvikle sig. Og da ingen lærer noget ved testning, så er det et skidt regnestykke rent læringsmæsigt, motivationsmæssig og selvfølgelig også kognitivt at indføre stadig mere testning. Hvem skal det gavne?
Den sociologisk og læringsmæssige konsekvens af mere testning er, at man sætter nogle dybt kontraproduktive processer igang.
Eleverne og lærerne har en særdeles udmærket fornemmelse for elevernes ‘standpunkt’ for det testes sådan set hver dag. Forældrene bliver informeret ved møder og kan selvsagt selv følge med, hvis de kigger på deres børns lektier en gang imellem. At der så helt klart er en del elever (alle), der har et langt større potentiale end både de selv, deres forældre og lærerne er klar over (mens de går i skole) ændrer ikke ved denne pointe.
Spørgsmålet er, hvordan man gøre børnene interesset i det ‘boglige’. Sådan at man kan få dem til at arbejde med interesse og sådan, at lærerne kan få grunde til at rose dem. Det er den gode cirkel. At ikke alle kommer ind i denne cirkel - Det er hverken noget nyt og selvsagt ikke en let ting at løse… Men det er skolens evige udfordring. Og jo mere tid og midler lærerne har til det, jo bedre kan de løse den. Uanset om der er tale om uddannede lærere, vikarlærere fra universitetet eller andre.
Men testning er absolut ikke vejen frem her. Testning fjerner fokus fra læring og udvikling. Istedet kommer skolen til at handle om at undervise og lære ift.de ting, som testene snævrer hele intellektet ind til. Det er fantasiløst og det skaber en McDonaldsmotivation af fantasiløs motivation. Samtidig med at testning som nævnt ikke medfører nogen som helst læring…
# 28. januar 2011 kl. 17:41
Og en genbrugskommentar om det teknokratiske og menneskefjendske i PISA - versus Kolds menneske- og skoletænkning:
vis man vil beskrive, hvor skævt projektet er, så er det et fint billede at betragte Pisa som et forsøg på at måle kvaliteten af en stol med en linial.
Problemet med linialen er, at fx Danmark jo har hele folkeskolens undervisning bygget op omkring historiske kulturelle traditioner om, hvad det er vi som samfund mener børn skal lære i skolen. Det eneste fornuftige er så selvfølgelig at lave en ‘linial’, der er skabt så præcist som muligt til at teste ift., hvor godt eleverne opnår de ting, der er indeholdt som værdifulde netop ift. vores historiske kulturelle tradition og altså ift., hvad eleverne har arbejdet på at lære hver eneste skoletids time.
Til det har vi jo netop folkeskolens afgangsprøver, hvor vi tester elevernes ‘standpunkter’. Man kan diskutere om disse prøver skal gøres bedre eller ændres. Men de er grundlæggende altid skabt ud fra hele folkeskolens historie, kultur og undervisningsmål. Dermed er de et mere eller mindre ganske rimeligt og fornuftigt testredskab.
Det kan jo netop kun være rimeligt og fornuftigt at teste ift. de mål og værdier, som eleverne er blevet undervist til og har arbejdet på at lære.
Nu kommer Pisa så med deres (slipsedrengenes abstrakte) helt egen ‘linial’, der er totalt uvidende om hele fx den danske folkeskoles undervisningsmål, idé og værdigrundlag og stjæler eller underminerer hele meningen med hele folkeskolens rationale - et rationale alle skolebørn har brugt hver eneste dag i 9 eller 10 år på at tilegne sig.
Pisa linialen er skabt af lille hold slipsedrenge fyldt med den uforgribelige selvsikkerhed, der kommer af ikke at vide noget som helst - om skoletraditioners betydning for at kunne skabe en fornuftig linial tilpasset det specifikke skolesystems undervisningsmål og mening.
Pisalinialen er grebet ud af luften og totalt uvidende om den danske folkeskoles tradition, værdier og mål og dermed et rent spekulativt eksperiment, hvor alle skolelæreres og skolebørns bestræbelser på at lære og undervise ift. folkeskolens undervisningsmål bliver mindre vigtigt end Pisas linial. Men det er et forræderi imod alle skolelæreres og skolebørns daglige bestræbelser hver dag i ni til ti år - og endda nu også fra nulte klasse.
Hvis Pisa vil være lige så fornuftig i sin testning som folkeskolens afgangsprøver, så skal hele folkeskolens undervisningsmål tænkes om ift. Pisas linial. Det kan selvfølgelig godt lade sig gøre.
Men her er så et andet basalt problem ved Pisa, nemlig at undervisningsmålene er så indskrænkede og fantasiløse, at de ikke når folkeskolens formålsparagraffer og undervisningsmål til sokkeholderne med hensyn til fornuftige mål for skolebørns psykologiske, sociale og kognitive udvikling.
Lad dog for guds skyld skolelærerne og skolebørnene være i fred og lad dem koncentrere sig om det arbejde, som folkeskoleloven strengt påbyder dem. Ld være med at stresse dem med en ekstra dybt stressende dagsorden, der underminerer hele det daglige arbejde og hele meningen med det, som loven påbyder.
Pisa er slipsedrenges spekulativt udtænkt linial skabt uden den mindste respekt eller forståelse for alle nationale skolers historiske meningsfulde rationaler. Pisa bliver derfor totalt overfladisk (mindste fællesnævner) og skæv ift. ethvert lands gennemtænkte lovgivnings formål og mål. Måske med undtagelse af USA, hvis skolelovgivning og praksis måske ligger nær Pisas overfladiske testtænkning.
Grunden til at det er så vanskeligt for almindelige mennesker (herunder slipsedrengene i ministerier mv.) at forstå kritikken af Pisa er uden tvivl netop, at de generelt har så lidt forståelse for, hvor uhyre megen historisk fornuft og intelligens som hele skolesystemet er bygget op af. Dermed kan lægman let tro, at det selvfølgelig er en god idé at teste og teste. Almindelige mennesker har jo kun oplevet at være i folkeskolen og har derfor kun en flygtig anelse om hele det dybere faktisk filosofiske grundlag, som skolen bør teste på. Og som skolen jo allerede tester på ved folkeskolens afgangsprøver.
Kritikken af folkeskolen og af dens testmetoder - eller mangel på samme - må nødvendigvis ske i relation til folkeskolelovens historiske idégrundlag. Det er vanvittigt at se bort fra dette (fx fine danske) gennem generationer gennemarbejdede, kritiserede og gennemarbejdede rationale. Det er præcist, hvad Pisa gør.
Men det er selvfølgelig så uhyre og forjættende fristende at se bort fra historiske tradition, fordi det giver plads til alle og ikke kræver den mindste forståelse for vores skolesystem. Så kan nutidens overfladiske ‘generalister’ djøfere mv. (netop den type folk som er Pisas grundlæggere) kloge sig på, hvordan man bedre og bedste tester skoleelever. De aner ikke, at de ikke aner noget om skolesystemets dybereliggende filosofi og funktionsmåde. Ligesom fx Egelund der intet forstår om videnskabelig metode. Og som jo som bekendt i årevis har været ude med sine uforgribelige private meninger om skolelærer og skoleelever forklædt som ‘videnskabelig forskning’. Den mand (som så mange ministreslipsedrenge) er så overfladisk, at han slet ikke ved, at der er mere (videnskab og kultur) at forstå. Derfor er det er fejl at skyde ham andre negative motiver i skoene, såsom at han ikke er interesseret i at det skal gå DK godt i Pisa. Selvfølgelig vil han som alle andre, at det skal gå Pisa godt. Poroblemet er, at han ikke aner, at det er ligegyldigt om det går DK godt i Pisa.
Det vigtige spørgsmål om det danske skolesystem handler absolut ikke om, hvorvidt det går godt i slipesdrengenes overfladiske Pisalinial. Det virkelig vigtige spørgsmål handler om, hvorvidt skoleeleverne lærer det, som den danske folkeskolelov påbyder; og dermed også om hvordan det går vores elever tll folkeskolens afgangsprøver.
Under alle omstændigheder kræver det langt , langt mere videnskabelig og kulturel forståelse samt uddannelsesmæssig indsigt at kritisere og udvikle det uhyre intelligente eksisterende folkeskolegrundlag end slipsedrengenes tyveri af hele grundlaget og deres spekulative linial som erstatning.
De fleste skoleelever får så megen ballast med hjemmefra og udefra, at de nok skal klare sig. Men når Pisa går ind og saboterer folkeskolens arbejde, så er de mindst ressourcestærke elever, der kommer til at betale prisen. Og så vil vi vedblive med at få problemer på ungdomsuddannelserne, kriminalitet, stoffer og andre former for negativ ‘social arv’.
Forestil dig en samtale mellem Kold og Egelund. Hvad vil Kold betone som vigtigt for en skole og hvad vil Egelund og Co. forklare, at vi er i gang med med Pisa undersøgelserne?
Det er muligt, at det lyder romantisk - fordi vi idag har så klart behov for, at børn har nogle ‘tekniske’ kompetencer, som Pisa tilsyneladende er bedst til at måle. Men den indvending er lige så totalt overfladisk som den falder let. For idag som på Kold’s tid handler skole om hele mennesker. Vi kan umuligt - dengang som nu - indpode tekniske kompetencer, hvis vi ikke har hele menneskets sociale og kognitive udvikling indedholdt i vores uddannelsestænkning og i skolesystemets mål og formål.
Pisa ligner måske et rationelt projekt. Men det er et teknokratisk projekt, der er totalt ude af stand til at gennemskue folkeskolens nødvedige sociale og menneskelige præmisser herunder gennemskue sine egne rent teknokratiske præmisser. - og faktisk menneskefjendske præmisser. De Max Webers, Wright Mills og Bourdieus ‘mareridtsrationelle’ bureaukrater.
Drop diskussionen af Pisa - drop Pisa og lad bedre vidende folk med forstand på videnskab, menneskelig og kognitiv udvikling komme til med diskussioner af folkeskolelovens funktionsmåder, problemer, mål og formål.
Og lad os istedet bruge penge på at udforske, hvordan vi får de mindst interesserede børn fra de mindste klasser komme bedre med fra starten. Den dagsorden - ved vi fra de sidste halvtreds års uddannelsessociologisk forskning - handler om elevernes ‘socialt arvede’ kulturelle kapital. Det vil være en dagsorden på de mindst priviligeredes præmisser, der er helt modsat den herskende dagsorden, der handler om, hvor synd det er for de dygtigste og mest privligerede skolebørn.
Men det vil være en dagsorden, der vil gavne både skolens lærere, både de mindst og de mest priviligerede, forældrene, erhvervslivet og nationen.
I sidste ende vil det også gavne verden - for vi med verdens bedste folkeskole (endnu mere kritiseret, gennemforsket og udviklet) vil kunne vise resten af verden vejen. Vi har faktisk en tradition for, at skolebørnene i Danmark generelt er glade for at gå i skole. Hvilket er et fantastisk udgangspunkt - som vi desværre er ved at undergrave med Pisa.
Hvis vi følger en sådan opskrift vil vi kunne underminere den amerikanske testideologi i en grad, så man i resten af verden vil blive inspireret af den danske folkeskole.
# 29. januar 2011 kl. 13:18
Her en ældre kommentar om konsekvensen for børnenes udvikling:
Hvordan vil Pisa forholde sig til, at danske skoleelever skal lære at fortolke folkeviser, forstå Steen Steensten Blicher , Per Højholt samt fortolke reklamer og en for børnene aktuel sangtekst af fx Nick og Jay?
Ja, så glemmer jeg jo alt om de ‘hårde tekniske’ kompetencer. Men læsning og virkelighedsfortolkning indebærer jo netop en evne til at læse og tænke sig til en dybere forståelse og et dybere virkelighedsnivea.
Jeg er en fanatisk tilhænger af læringsteknik og teknologi - hvis det er virker. Fx findes de dygtigste læselærere ofte blandt ældre lærerinder i læsehjælpen. Send dog nogle af disse superdygtige lærerinder på seminarierne de sidste ti femten år af deres arbejdsliv, så de kan undervise nye lærere og øse af deres viden og erfaring med at få de bogligt svageste med og til at tro på deres egne evner for udvikling.
Udforsk tilsvarende hvordan man lærer lærere bedste muligt at undervise i regning og matematik, så alle kan komme med så hurtigt som muligt. Det er simpelthen en falliterklæring, når en del skolebørn ikke kan procentregning, når de skal afgangsprøve i niende. Det er simpelthen for pinligt for os alle sammen….
Men drop alle de formelle test - forstå dog at lærere tester hver elev hvert minut! - for formelle test lærer ikke nogen noget som helst. Og lad børnene ‘nøjes’ med folkeskolens afgangsprøver, når der ikke er længere tid tilbage til at arbejde med at udvikle børnene i folkeskoleregi.
Test lærer ikke nogen noget, men er ofte direkte kontraproduktiv fordi alle på nær vinderne får en fornemmelse af, at de ikke er gode nok.
Der er ingen grund til at skabe mere konkurrence i folkeskolen. Der er rigelig konkurrence, sådan som skolen fungerer automatisk. Børn - som andre mennesker - måler konstant sig selv i forhold til dem, som de omgås. De hehøver (absolut) ikke nogen ekstra tyngende ‘objektiv’ formalia test til at slå fast, at de elever som plejer at have flest rigtige og blive mest rost af lærerne har det bedste standpunkt.
Mens de dygtigste på den måde ekstra, ekstra roses for, at de kommer fra hjem med mest kulturel kapital, oplever resten af klassen sig selv som mere eller mindre mindreværdige mennesker.
Problemet er desuden, at test grundlæggende lyver i den måde, som de opfattes på. For test prætenderer at måle standpunkter, men praktisk talt alle mennesker opfatter test som målere af udviklingspotentiale om ikke ‘intelligens’. Det er den dybeste fejlagtige positivisme, for test tager ikke det mindste hensyn til social og kulturel (priviligeret) baggrund. Netop det som en virkelig objektiv test ville medregne, hvis man skulle ‘udregne’ udviklingspotentiale og ‘intelligens’ på - for så vidt dette er muligt (hvilket jeg personligt ikke tror, at det er).
Især børn opfatter let test som sandheden om, hvad de kan udvikle sig til. Men sandheden er den omvendte, at test kun måler, hvad de har været udsat for af fornuftig og rammende læring. En test er hensynsløs i forhold til om et barn kommer fra et totalt (uddannelses- eller ‘kulturelt) upriviligeret henholdsvist totalt priviligeret hjem - men det ser desværre hverken, børn, forældre eller skolelærere. Jeg har erfaret dette som tidligere praktiserende skolelærer - oven i købet med en sociologieksamen fra universitetet i baghovedet. For dagligdagen for en skolelærer er så hektisk, at man praktisk talt kun når at registrere, at der er nogle elever, der er klart mere interessede og dygtige end andre…
Den udfordring . hvordan vi får alle med - er fremtidens udfordring, hvis vi vil arbejde for verdens bedste skole.
Men netop den udfordring er - paradoksalt - helt modsat den herskende dagsorden med stadig flere test. For test smadrer selvtilid og motivation hos dem, der har mest behov for hjælp.
Selv de bedste intentioner om at test skal hjæle især de svagest elever går totalt i opløsning, når de virkelige uintenderede konsekvenser af testene rammer især de bogligt svageste som tunge hamre i hovedet. Dårlige testresultater fortæller de ‘dårlige’, at de ikke er dygtige - og bliver oven i købet underforstået som at der er tale om, at de dårligste resultater ikke har potentiale.
Testenes resultater er på den måde løgnagtige og kontrarproduktive ift. at skabe motivation og udvikling hos de børn, der (socialt) tilfældigvis kommer fra mindre priviligerede hjem.
# 29. januar 2011 kl. 14:08
Her en lille forklaring om mine kommentarers status - som ikke holdninger men forsøg på analyse ud fra viden og erfaringer:
Det er ikke holdninger.
Det er en sociologs forsøg på at forklare og give mening til den sociale historiske kulturelle skolevirkelighed.
I 1962 blev der udgivet en bog af den engelske filosof Michael Oakeshott ‘Rationalism in Politics’, der havde set at moderne politik havde en tendens til at udstikke nye ‘rationelle’ projekter uden forståelse og respekt for den sociale virkelighed.
Der er intet lettere end at udstikke nye planer og projekter forklædt som fornuft. Fra oplysningstidens tænkere til de fremmeste sociologer som Norbert Elias og Pierre Bourdieu handler en fornuftig politik om, at man først begriber den sociale historiske virkelighed, så man har et oplyst vidensgrundlag at skabe en fornuftig politik på,.
Hvis man blot udstikker planer og projekter uden en sådan dybere forståelse for, hvem vi er og hvad vi kommer fra, så svarer det til, at vi som samfund hele vågner op til en ny dag, hvor vi skal opfinde alt forfra (som i filmen med Bill Murphy).
Det lyder måske ikke slemt, men på den måde kommer nye planer, der ikke indeholder den eksisterende erfaring til at gentage alle gamle fejltagelser. Og vi går så hele tiden hundrede år tilbage mv.
Nye projekter og planer er at betragte som - med Durkheims ord - rene ideologiske ‘analyser’. Til forskel fra det levede livs tendens til at hæge sig fast i sine ‘værdier’ og sikre overbevisninger handler Sociologi om at overgive sig til realiteterne; undersøge, forstå og forklare dem.
Pisa er et sådant nyt projekt, hvor ophavsmændene intet forstår af den sociale og kulturelle historiske virkelighed. De aner endda ikke, at de ikke aner det. Thi de ikke vide…
Det lyder måske heller ikke så slemt. Men det er i så fald fordi, at man slet, slet ikke medtænker de sociale realiteter. Jeg var tilfældigvis skolelærer i de år, da Haarder og Co. begyndte at indføre nye test i folkeskolen. Også fordi ministeriet aldrig havde styr på tingene inden, de sendte nye ordrer ud til skolerne var alle de højere klasse i hele Danmark i årevis vildt forvirrede og frustrerede over, at det var umuligt at gennemskue, hvad der skulle prøves i og hvornår. Vi taler om tusinder af lærere og titusinder af elever, der blev holdt i usikkerhed og frustration i årevis…
Det var for mig en dybt rystende oplevelse. At et ministerium i den grad kunne optræde så uansvarligt og irrationelt.
Men det var ‘rationalism in politics’ når det er værst. Derfor taler jeg om ‘slipsedrengene’ med en let hånlig undertone…
Jeg har jo læst sammen med flere af de slipsedrenge, som i dag befolker ministerier, rigsrevision mv. Så jeg ved, hvor lidt social forståelse og sociologisk forstand man som regel slipper ud af universitet med.
Den moderne Djøf’er er en overfladisk ‘generalist’, der generelt ikke forstår den sociale virkelighed - men er tilfreds med at få en god løn og være en del af den nye ‘statsadel’, som Pierre Bourdieu kalder fænomenet.
Djøf’ere - uhæmmede af forståelse og respekt for de sociale realiteter og konsekvenserne af deres handlinger - har skabt New Public Management og PISA mv. Alene de to ‘rationelle’ projekter skaber til stadighed problemer, ufornuft og mistillid overalt i det offentlige system og i skolesystemet - så vores børns skolevirkelighed bliver langt mindre fornuftig og mere usikker end den burde være.
Djøferne skaber og befolker ‘Rationalitetens jernbur’ som Max Weber kaldte problemet. Behøver jeg at minde om, at Djøfere også befolker folketinget?
Hvordan så skabe en mere fornuftig og tillidsfuld (offentlig) verden?
Ja, det kan kun lade sig gøre, hvis vi får erstattet slipsedrengenes spekulative projekttænkning med videnskabeligt velfunderet viden som grundlag for al politik. Men det kræver selvsagt en kulturkamp og et opgør for fornuftige ‘systemer’ og for ‘bedre viden’…
# 30. januar 2011 kl. 11:30
Og slutttelig en ældre kommentar, hvor jeg med link-hjælp citerer den tidligere undervisningsminister i Clintons regering for, at den amerikanske skolepolitik har været helt og aldeles forfejlet - samt lidt kritik af den socialiserin og uddannelse som vi djøf'ere har været udsat for:
Tak for linket - Interessant artikel.
Det største problem for os universitetsuddannede er måske, at vi bliver bildt ind af ‘systemet’, at vi per definition er mere ‘rationelle’ end alle andre længere ned i uddannelses- og positionshierarkiet. Dermed mister vi tilliden til andre menneskers fornuft på alle andre poster i systemet - og vi lærer at tro, at når fx folkeskolen ikke skaber den ene klasse fyldt af ‘professormateriale’ (med et iidt ringe billede), så må det være fordi, at lærerne ikke er kloge og dygtige nok.
Men vi overser, at det faktisk er noget af en kunst fx at være en dygtig lærer, der er istand til at lære og motivere sine elever. Det er absolut ikke en kunst, som nogen - heller ikke en universitetsuddannet automatisk besidder. Det kræver uddannelse, engagement og længere erfaring som underviser. Hvis det blot i en nogenlunde fornuftig grad skal lykkes. Men den respekt og forståelse for ‘praktisk viden’, hvad det kræver fx at være skolelærer er klinisk udrenset fra de universitære uddannelser. Derfor lærer vi implicit, at når den sociale verden ikke fungerer perfekt, så er det fordi folk generelt ikke er ‘rationelle’ nok. Rationelle som ‘os’ med en universitetsuddannelse. Alle universitetsstuderende burde sendes i praktik i folkeskolen og andre steder, så de lærer, at verden ikke er så enkel.
Homo akademikus uden forståelse for den sociale virkeligheds problemer, social arv mv. oplæres til at mistro alle andre faggrupper og til at tro, at hvis blot DE laver tilstrækkeligt rationelle planer, så kan alle andre længere ‘nede’ løse alting mere ‘rationelt. Men der er jo lige den sociale virkelighed knudrede og rubbede tyngdekræfter, der stiller sig på tværs….
Når der er grund til at nævne denne implicitte læring på universitetsuddannelserne som et alvorligt socialt problem, så skyldes det, at rigtig mange af vor tids problemer kan henføres til en overdreven ‘rationalitetsopfattelse’ og en overdreven mistillid til alle mulige faggrupper i det offentlige system. Dermed har vi den sociale historiske baggrund for, at vores offentlige systemer er dybt infiltreret af new public management: ‘Rationelle’ planer, testning, kontrol - og altså mistillid…
Problemet er ‘blot’, at man ikke kan passe sit arbejde særligt godt i en atmosfære, hvor ‘big brother’ hele tiden følger med. Dertil kommer, at det er et totalt forrædderisk menneskesyn, der overser det antropologiske faktum, at alle mennesker har brug for mening i deres arbejde (i modsat fald er der tale om ‘sygdommen til døden’ som Kierkegaard kaldte det). Rengøringsdamen finder mening i at alt skinner, sosu’en i at hjælpe den ældre, skolelæreren i at se elever lyse op, vokse i intellekt, præstere osv. osv.
Den almindelige mistillid til alle mulige faggrupper udtrykker med andre ord et falsk, sygt og kontraproduktivt menneskesyn. Og det er med til - for så vidt som det bygges ind overalt i det offentlige system - at skabe en stadig dårligere kvalitet i arbejdet og underminere meningen med tilværelsen for diverse faggrupper.
Nedenfor har jeg kopieret de konkluderende linjer fra den anbefalede artikel (Gert Hjembæks) af den tidligere amerikanske undervisningsmiister, fordi de viser, at dette problem også gør sig gældende i USA:
“Ingen av de skolepolitiske tiltakene som fokuserer på testing og ansvarliggjøring av lærere, vil gi oss en bedre offentlig skole. Vi trenger en langsiktig plan som styrker offentlig utdanning og gjenreiser læreryrket. Vi trenger bedre utdannede lærere som faktisk har utdanning i de fagene de underviser i. Vi trenger skoleledere som selv har lærerbakgrunn, ettersom det er de som skal evaluere og støtte lærerne. Og vi trenger inspek-tører som er kunnskapsrike på utdanningsområdet, siden de skal ta viktige avgjørelser når det gjelder pensum, opplæring og personale.
Vi må sørge for at alle elever får undervisning i et sammenhengende pensum, et pensum som omfatter historie, litteratur, geografi, sam-funnsfag, naturfag, kunst, matematikk og gymnastikk. Og vi må være opptatt av hvilke forhold barna lever under, fordi deres evne til å gå på sko-len og lære henger nøye sammen med hvordan familiene deres har det.”
# 30. januar 2011 kl. 14:14
Her fra en anden interessant artikel - en artikel hvor Egelund i øvrigt som sædvanligt gør sig så uendeligt dårligt i forhold lidt kritisk tænkende faglighed og fornuft:
»Kina er ingen undtagelse fra en tilsyneladende verdensomspændende optagethed af kreativitet og innovation som afgørende egenskaber i en konkurrencepræget global vidensøkonomi, og siden 1980’erne er det kinesiske uddannelsessystems prioritering af udenadslære frem for kreativitet og kritisk tænkning blevet, og er til stadighed, genstand for ophedet debat,« skriver Bregnbæk i sin ph.d.-afhandling. Og hun har, siden hun kom tilbage til Danmark fra feltarbejdet, slået til lyd for en nuancering af ‘Kina’ som eftertragtelsesværdigt eksempel på uddannelsesorganisering.
»For mine egne børns skyld,« siger Bregnbæk som en eftertanke, »håber jeg ikke, at PISA-hypen fortsætter i Danmark.«
Det skal dog ikke forstås sådan, at Bregnbæk er nostalgisk omkring 1980’ernes og 90’ernes partnerskab mellem progressiv pædagogik og neoliberal uddannelsestænkning:
»Når danske børn eksempelvis får ‘ansvar for egen læring’ og skal sætte sig selv mål for, hvad de gerne vil blive bedre til, så er det også en problematisk form for magtudøvelse.«
Forbilleder? Vi skal ikke sigte efter kinesiske standarder, når det gælder uddannelse, mener Susanne Bregnbæk. Hun peger på, at man i Kina faktisk ikke er så begejstrede for placeringerne i toppen af f.eks. PISA-undersøgelserne. I Kina er de nemlig i stigende grad optaget af at uddanne ‘kreative borgere frem for testmaskiner, siger hun. Og selv om det ofte bliver ved snakken i et ekstremt hierarkisk og terperi-opbygget uddannelsessystem, så siger det noget om ‘globaliseringens’ mærkværdige veje, at mens Vesten ser mod Østen, ser Østen mod Vesten.
Kilde: http://www.information.dk/275155
Sådan kan man også slå en 'tråd' ihjel :)
Jeg beklager... jeg forsøgte blot at få mit budskab ud. I en relevant forbindelse. :)