Læsetid: 5 min.

’Tyskland har ikke brug for euroen’

Tyskland er ikke forpligtet til at redde et økonomisk dødfødt projekt. Sådan lyder diagnosen fra Tysklands mest kontroversielle politiker, Thilo Sarrazin, i en ny bog om eurokrisen
/h4> Tysklands genvundne status som økonomisk stormagt er  ikke euroens fortjeneste, siger Sarrazin. Euroen har i sine første 13 år ikke medført fordele, som kan underbygges med data eller fakta, siger han.

/h4> Tysklands genvundne status som økonomisk stormagt er ikke euroens fortjeneste, siger Sarrazin. Euroen har i sine første 13 år ikke medført fordele, som kan underbygges med data eller fakta, siger han.

Ina Fassbender

2. juni 2012

Rollen som tabubryder passer tilsyneladende i Thilo Sarrazins fremragende. Europa har ikke brug for Euroen: Hvordan politisk ønsketænkning har ført os ind i krisen, hedder den tidligere socialdemokratiske finanssenators seneste bog, der i et frontalangreb går direkte i clinch med de etablerede tyske politikeres vedtagne sandheder om euroens lyksaligheder.

I bogen hævder Thilo Sarrazin, der er tidligere bestyrelsesmedlem i den tyske centralbank og endnu medlem af det tyske socialdemokrati, at det tyske ansvar for Europas ulykkelige skæbne i det 20. århundrede ikke nødvendigvis betyder, at Tyskland er forpligtet til at agere redningsmand for det kuldsejlede valutafællesskab. En opløsning af valutafællesskabet, påstår Sarrazin, er ikke ensbetydende med Europas opløsning, og netop den slags udtalelser er sprængfarlige i den offentlige debat i Tyskland, der siden Konrad Adenauer har været domineret af en særdeles proeuropæisk politisk elite.

Kansler Angela Merkels understregning af, at Europas skæbne er nært sammenvævet med kontinentets fælles valuta, kalder Sarrazin som »skræmmebillede«, og han langer samtidig ud efter eurotilhængernes hyppige påstande om, at euroen har været en hovedingrediens i den mirakelkur, der i første halvdel af 00’erne har transformeret Tyskland fra lettere skrøbelig til øjeblikkets absolutte økonomiske supermagt.

»I de første 13 år af dens levetid har fællesvalutaen ikke medført økonomiske fordele, som kan underbygges ved data eller fakta«, hævder Sarrazin i bogen, der igen har bragt forfatteren i fokus.

Økonomisk sagkyndighed

I bogen gør Sarrazin først og fremmest gældende, at euroen trods sine løfter har været med til at slå en kile mellem Nord- og Sydeuropa, når det gælder beskæftigelse, bruttonationalprodukter og eksportrater.

»Økonomisk sagkyndighed kan man ikke frakende Sarrazin«, skriver Tysklands tidligere finansminister Peer Steinbrück, SPD, anerkendende i en anmeldelse af bogen i avisen Frankfurter Allgemeine. Til gengæld angriber Steinbrück sin partifælle for at være i besiddelse af et historieløst tunnelsyn, der med store omkostninger ser bort fra de politiske resultater af den europæiske integration.

»Europa og dermed også euroen som fælles valuta hverken må eller kan lade sig begribe med en ren økonomisk rationalitet og fiksering på betalingsbalancer og statsunderskud. Den europæiske integration er svaret på det 20. århundredes katastrofer og på det 21. århundredes«, skriver Steinbrück, der som finansminister især nød Angela Merkels respekt.

I en historisk gennemgang af Tysklands fortsatte forpligtelse i Europa henviser Steinbrück til risikoen for en politisk renationalisering, som Sarrazin slet ikke tager højde for. »Flere steder i bogen forsøger Sarrazin at underminere hele spørgsmålet om tysk solidaritet med Europa (og stabiliseringen af eurozonen) ved at definere et tysk bidrag som en offergang, der udspringer af en skylds- og syndsbevidsthed og ved at banalisere det 20. århundredes historie.«

Afstand til euroidealister

Sarrazin har ikke altid været en åbenmundet euroskeptiker. I 1997 skrev han som daværende finansminister for delstaten Rheinland-Pfalz sin første bog om den fælleseuropæiske valuta. I bogen Euroen – chance eller eventyr? analyserer en lidt skeptisk, men grundlæggende positiv Sarrazin blandt andet Maastricht-traktatens konvergenskriterier. Den gang skrev Sarrazin, at det for så vidt kun gav mening med en streng udlægning af konvergenskriterierne, hvis eurozonen stadig ville kunne bestå af en »meningsfuld deltagerkreds«.

Dermed lagde Sarrazin sig på linje med mange af de tyske euroidealister, han i dag lægger afstand til. For nylig kastede magasinet Der Spiegel eksempelvis lys over den idealisme, der kendetegnede Helmut Kohl, der som tysk kansler bl.a. var ansvarlig for opgivelsen af den tyske D-mark. Under de indledende forhandlinger om valutafællesskabets fremtidige udformning ignorerede Kohl ved flere lejligheder sine egne embedsmænds advarsler mod Italiens gennemhullede økonomi. Det skete med henvisning til euroens betydning for europæisk fred.

I Europa har ikke brug for euroen derimod, er Sarrazins vurdering af de sydeuropæiske økonomier og samfund en ganske anden: »Fremsynede overvejelser og rationel argumentation hører ikke til den væsentligste drivkraft i dette samfund«, skriver Sarrazin om dagens Italien. I det hele taget er Sarrazin ikke bleg for at krydre sine politiske analyser med kulturelle holdninger. Grækenlands økonomiske problemer, hedder det eksempelvis i bogen, har »dybe rødder i det græske samfunds mentalitet og traditioner.«

Hvor det tyske etablissement gyser ved den slags udsagn, er flere kommentatorer mere begejstrede: »Hans stil vil ikke falde i sarte læseres smag. Men nogen må sige det. Tyskerne har i syv årtier forsøgt at bevise over for verden, at de ikke er umennesker. Det gør dem dog ikke til overmennesker. Eller udstyrer dem med uendelig tålmodighed«, skriver den amerikanske islamkritiker og europaskeptiker Cristopher Caldwell i en klumme for The Financial Times.

Allerede med sin indvandringskritiske bestseller, Tyskland afskaffer sig selv, lagde Sarrazin sig ud med det politiske etablissement i hjemlandet. Med en række demografiske teser – bygget på et tvivlsomt fundament af statistisk manipulation og genetiske postulater om migranters intelligens – advarede Sarrazin mod omfanget af især den tyrkiske indvandring til Tyskland, som han beskrev som en tikkende bombe under den tyske socialstat. I løbet af 2010 blev bogen en af de mest omdiskuterede udgivelser i tysk politik i adskillige årtier, og stormen om Sarrazin fik den tyske centralbank, såvel som SPD, til i flere omgange at gøre seriøse tilløb til at skaffe sig af med problembarnet, der på rekordtid er blevet symbolet på den højrepopulisme, som efterkrigstidens Tyskland ellers i vidt omfang har været forskånet for.

En stor del af dealmindelige tyskere har dog sympati for Sarrazin viser flere meningsmålinger. De ser ham som en længe ventet tabubryder i et politisk landskab, der af historiske grunde ikke har levnet plads til den mere grovkornede kritik på indvandringsområdet. Forbundsbanken endte med at indgå et fratrædelsesforlig med det uregerlige bestyrelsesmedlem, mens SPD har måttet sande, at forsøget på at ekskludere Sarrazin, der fortsat holder stædigt fast i partibogen, blot fik adskillige menige socialdemokrater til at støtte det uønskede medlem.

Protester mod tv-debat

Sandsynligvis som et forsøg på at begrænse eventuelle skadevirkninger har SPD denne gang været hurtige til at at imødegå ballademageren Sarrazin, og Sarrazin gæstede for nylig talkshow-værten Günter Jauch sammen med Peer Steinbrück. Adskillige kritikere havde inden talkshowet raset mod beslutningen om at stille en platform til rådighed for Sarrazin. »Nationalistisk vrøvl hører ikke til en offentlig tv-kanals public service-formål,« udtalte Renate Künast fra De Grønne.

»Enten taler eller skriver han sine himmelråbende tosserier ud fra overbevisning, eller også er der tale om en foragtelig kalkule,« udtalte finansminister Wolfgang Schäuble om bogen og benyttede samtidig lejligheden til at betegne Peer Steinbrücks tv-optræden med Sarrazin som led i den igangværende magtkamp om posten til socialdemokratisk kanslerkandidat for SPD ved næste års forbundsvalg. Uden for tv-studiet protesterede unge socialdemokrater mod debatten, mens Sarrazin gik i rette med SPD’s støtte til de fælleseuropæiske obligationer, de såkaldte eurobonds, der senest efter Hollandes valgsejr i Frankrig har fået fornyet medvind som en mulig vej ud af krisen. Ifølge Sarrazin er de tyske tilhængere af eurobonds imidlertid drevet af »en meget tysk refleks, der først ser Holocaust og Anden Verdenskrig som endegyldigt sonet, når vi har lagt alle vores ansvarsområder, også vores penge, i europæiske hænder.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

hehe .. der ryger saftsuseme nogle "bullets" ud af løbet på den mand. Tror ikke han har mange SPD venner emre på Facebook.

Per Torbensen

Thilo Sarrazin er ligeglad med Facebook,et ligegyldigt medie for selvstændig tænkende mennesker.
En rigtig god artikel .
Tyskerne regner stadig i d-mark og er træt af teuroen,det er tydeligt hernede.

Han har helt misforstået det. Tyskland havde brug for at få udbredt Marken ud over hele EU, den skiftede så navn undervej. Men det er stadig den tyske model der råder, de glemte bare hvad de ville stille om med donorene når de havde suget alt blodet.

Per Torbensen

Søren Lom.
Grækerne er donorerne -tyskerne har suget alt blodet ,er det rigtigt forstået??????? i din kommentar