Læsetid: 6 min.

Krigen om krigen i Afghanistan

Den amerikanske journalist Rajiv Chandrasekarans ’Little America’ er obligatorisk læsning for alle, der interesserer sig for den uafsluttede og dybt deprimerende krig i Afghanistan
En ny bog stiller sig kritisk over for USA’s krigsindsats i Afghanistan. ’For få soldater blev beordret til at forlade deres baser med aircondition og leve blandt afghanere i insektplagede landsbyer. For få diplomater investerede kræfter i at forstå sproget og kulturen på de steder, hvor de var udstationeret,’ skriver Rajiv Chandrasekaran i bogen ’Little America’, der heller ikke har meget godt at sige om amerikanernes europæiske allierede.

En ny bog stiller sig kritisk over for USA’s krigsindsats i Afghanistan. ’For få soldater blev beordret til at forlade deres baser med aircondition og leve blandt afghanere i insektplagede landsbyer. For få diplomater investerede kræfter i at forstå sproget og kulturen på de steder, hvor de var udstationeret,’ skriver Rajiv Chandrasekaran i bogen ’Little America’, der heller ikke har meget godt at sige om amerikanernes europæiske allierede.

Romeo Gacad

21. juli 2012

I foråret 2002 ankom den amerikanske hær for fuld musik til Afghanistan. Dens hovedbase var den gamle flyveplads i Bagram, en kort køretur nord for Kabul. Først på sommeren stod der rækker af telte i støvet, et felthospital var blevet etableret, og den vigtige købmandsbutik, hvor soldaterne kunne købe chokolade, vingummi, cd’er og bibler med ’taktisk’ camouflageindbinding.

I de måneder, jeg tilbragte på basen, løb jeg om aftenen på landingsbanen forbi helikoptere, transportfly, artilleri og den barak, hvor fangerne blev holdt indespærret. Hele vejen rundt langs indhegningen stod amerikanske soldater og testede deres våben, som sendte en strøm af lysende fosforammunition ud i mørket.

I de følgende år voksede basen i Bagram hurtigt. Den gamle landingsbane blev renoveret og udvidet, det interimistiske arresthus blev konverteret til et af de mest berygtede fængsler for fanger, der var mistænkt for at være medlemmer af al-Qaeda og Taleban. Der blev bygget kraftværker og åbnet store spisesale. Teltene blev først udskiftet med præfabrikerede huse og derefter solide betonbarakker. Under et nyligt besøg spiste jeg aftensmad fra Burger King, og da jeg næste morgen ventede på en helikopter, så jeg Tropic Thunder, en parodi på en krigsfilm fra Vietnam, som blev projiceret op på væggen i en hangar. Den gamle luftbase var blevet en lille by med omkring 10.000 indbyggere, et lille stykke Amerika midt på den afghanske slette.

Little America er en velvalgt titel til denne omfattende, indsigtsfulde og detaljerede fremstilling. Det er den anden bog af Rajiv Chandrasekaran, der er blandt de bedste af de modige, kloge og flittige journalister, som amerikansk journalistik lykkeligvis producerer til overflod. Hans første og fortjent roste bog, Imperial Life in the Emerald City, var en beskrivelse af tåbeligheder, udskejelser, naivitet og slendrian blandt de amerikanere, der med katastrofale resultater forsøgte at styre Irak mellem 2003 og 2004.

Hårdknude

I sin nye bog ser han ser på amerikanernes erfaringer i Afghanistan med fokus på perioden fra 2009 til 2011. At hans bog allerede reelt er historie – omend i eminent grad samtidshistorie – siger en del om den hast, hvormed Vestens mål og metoder i løbet af de seneste år har ændret sig i dette tragiske land.

Little America fokuserer på præsident Obamas beslutning fra 2009 om at sende omkring 30.000 soldater mere til Afghanistan og dens konsekvenser. Denne ’bølge’, som var delvis modelleret over en lignende, men mere vellykket indsats i Irak, er nu overstået. Om det virkede eller ej, er blandt de mange temaer, som Chandrasekaran udforsker i bogen. CIA har tilsyneladende vurderet, at det i bedste fald fik situationen til at gå i hårdknude:

»Der, hvor vi kom, gjorde vi en forskel. Men ikke hos naboen,« fortæller en amerikansk befalingsmand forfatteren: »Indsatsen virkede lokalt, men fik ikke den landsdækkende virkning, som var blevet lovet.«

Men i sidste ende er svaret, at debatten ikke længere er relevant. Navnlig på grund af faktorer, som har meget lidt med Afghanistan at gøre – den amerikanske økonomis tilstand, generel krigstræthed i USA og andre steder, Osama bin Ladens død sidste år, al-Qaedas fragmentering og regionalisering – er den internationale tilstedeværelse i landet nu nedtrappet. I 2009 spurgte jeg den daværende amerikanske ambassadør i Kabul, om en leder kan love evig opbakning, når nu USA er et demokrati.

»Kan vi sige, at vi er forpligtet til at blive i hele solens levetid? Nej,« svarede han.

»Men bortset fra det vil vi blive her.«

Det var ikke sandt.

Omkostninger

Som Chandrasekaran bemærker, kostede det en million dollars at holde en amerikansk soldat et år i Afghanistan. Den årlige regning for krigens sidste år løb op i mere end 100 mia. dollars. Var det at opnå et marginalt mindre ringe resultat i Afghanistan omkostningerne værd? Med andre presserende sikkerhedspolitiske udfordringer – Iran, Nordkorea og de politiske omvæltninger i Mellemøsten – var det så klogt at afsætte så mange ressourcer til at skabe stabilitet i fjerntliggende afghanske landsbyer? USA brugte hvert år mere på at have bataljoner af marinesoldater i to fjerntliggende landdistrikter i den sydligste del af landet, end Egypten samlet fik i militær- og udviklingshjælp, påpeger Chandrasekaran.

Krigen i Afghanistan startede med mål, der alene havde med amerikansk sikkerhed at gøre: Behovet for at udradere de baser, hvorfra angrebene den 11. september 2001 blev iværksat. Nu er vi nået hele vejen rundt. Den eneste debat handler nu om, hvorvidt de resterende tropper er nok til at forhindre et gendannet al-Qaeda i at vinde en slags fodfæste.

I den mellemliggende periode var det vestlige projekt i Afghanistan langt mere ambitiøst og handlede om at oprette et velstående, stabilt demokrati med betydeligt forbedrede menneskerettigheder for kvinder og minoriteter. Kontrasten til nutidens mere beskedne mål er ikke opløftende. Og man kunne godt bruge stærkere ord.

Hvad gik der så galt? Først og fremmest ville det aldrig være let at vinde i Afghanistan, uanset hvordan man definerer en sejr. Den internationale indsats kom efter en lang række stadigt mere ambitiøse – og til tider endda succesfulde – forsøg på ’liberalt humanitære’ interventioner. Det var en periode med ekstraordinært overmod og med store traumer efter angrebene den 11. september. Det skabte en giftig blanding af forbavsende selvtillid og dyb usikkerhed. Så kom distraktionen Irak.

Uafsluttet

Chandrasekaran mener, at Afghanistan er »langt den mest komplicerede krig, USA nogensinde har udkæmpet«, hvilket visse militærhistorikere måske vil være uenige i. Men at konflikten var en stor udfordring, kan der næppe herske tvivl om. Amerika kunne ikke leve op til den, argumenterer han. Chandrasekarans anklage er hård:

»For få generaler erkendte, at militær overmagt kan give bagslag (...) For få soldater blev beordret til at forlade deres baser med aircondition og leve blandt afghanere i insektplagede landsbyer. For få diplomater investerede kræfter i at forstå sproget og kulturen på de steder, hvor de var udstationeret. For få eksperter i udviklingshjælp var interesseret i andet end at tjene en skilling. For få embedsmænd i Washington var villige til at løbe de risici, som er nødvendige for at skabe en varig fred (...) generaler og diplomater var for ambitiøse og arrogante. De uniformerede og civile bureaukratier var plaget af intern rivalisering. Vores udviklingseksperter var uduelige. Vore ledere blev distraheret.«

Resultatet blev uundgåeligt, at »den gode krig blev til en dårlig krig«.

Og hvis nogen europæere er selvtilfredse efter at have læst dette, så er det uden grund. Når USA’s allierede overhovedet bliver nævnt, bliver de fremstillet som inkompetente, uduelige, feje eller selvtilfredse. Briterne, hvis ineffektive forsøg på at opnå kontrol med Helmand-provinsen og forfærdelige forhold til både lokalsamfund og amerikanere bliver beskrevet i alle pinlige detaljer, tager sig særlig uheldige ud. Dog ikke helt så skidt som den pakistanske sikkerhedstjeneste, hvis strategisk vigtige støtte til oprørerne, både passivt og aktivt, tilsyneladende ikke er blevet fuldt forstået af de amerikanske militærplanlæggere før for ganske nylig.

Der findes nu tusindvis af bøger, fra lufthavnslitteratur til ekspertundersøgelser, om den seneste krig i Afghanistan. Mange af bøgerne er gode, andre er dårlig. Little America er stærk og vigtig og bør læses af alle, der interesserer sig for denne uafsluttede og dybt deprimerende krig – især af dem, der venter på helikoptere eller spiser slik i Bagram.

 

 

 

 

© Guardian & Information 2012. Oversat af Mads Frese

 

Rajiv Chandrasekaran: Little America – The War Within the War for Afghanistan, Knopf, 384 sider, 18,26 dollar på amazon.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu