Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En sjælden japansk original

Domo arigato. Det meste sushi i København er ikke værd at bide i, men omme bag Det Kongelige Teater gemmer sig et sted, der – mod klækkelig betaling – serverer japansk mad, når det er allerbedst
Velkomstdrink. Det kan anbefales at indlede sit besøg på Damindra med en grøn æbledrik med hjemmelavet ingefærcognac. Det kan også anbefales at nøjes med en enkelt, for den er ganske stærk.

Velkomstdrink. Det kan anbefales at indlede sit besøg på Damindra med en grøn æbledrik med hjemmelavet ingefærcognac. Det kan også anbefales at nøjes med en enkelt, for den er ganske stærk.

Bax Lindhardt

Moderne Tider
28. juli 2012

Japansk mad i København har sine lysende højdepunkter – og så er der hele sushi-cirkusset, som i 75 procent af tilfældene ikke er værd at sætte sine fiskeglubske tænder i. Men de resterende steder er der god grund til at opsøge igen og igen. Ifølge pålidelig kilde (min svigerfar) er Damindra i Holbergsgade et af disse lyspunkter. Bevæbnet med en sund sult og en fornuftig tørst tog Mads og jeg hinanden under armen og slentrede i mod kvarteret mellem Nyhavn og Det Kongelige Teater.

Damindra lover »uforglemmelige japanske madoplevelser i hjertet af København«, og det er jo lidt af en mundfuld, men de lægger ganske fornuftigt ud. Vi bliver modtaget af et rasende behageligt og nærmest lidenskabeligt personale, som straks hælder dagens drink på os. En herlig, og overordentlig stor, grøn æbledrik med en hjemmelavet ingefærcognac. Meget forfriskende og ganske stærk. En mere af dem og jeg ville ikke have været i stand til at huske, hvad jeg havde spist. Det var jeg gudskelov, for nu begyndte retterne at strømme ind i et behageligt tempo.

Vi lagde ud med et lille tårn af avocado, taskekrabbe og lime-ponzu, den særlige japanske sirup, med en lille skefuld kaviar på toppen. Jo jo, så er man i gang. Det var et par dejlige mundfulde. Kaviaren har det godt med fedmen i avocadoen. Krabbekødet og lime-ponzuen, som også havde en fin smag af peber og koriander, var mild og afdæmpet. I glasset fik vi en smuk blommesake, rig på abrikos og marcipan. Flot start.

Dernæst blev der hældt en sake i glasset, lavet på den japanske bitter lemon, yuzu. Og på bordet imellem os stod to dybe tallerkener og lyste ganske grønt. En kold suppe på koriander med to slags sake i. I suppen lå skiver af knaldrøde, danske øko-tomater overdrysset med ristet sesam. Topkarakter for farverne. Suppen var meget syrlig, det gjorde naturligvis tomaterne sødere, men med den meget, nærmest limoncella-agtigt, syrlige sake til blev det meget syre i syre. Kunne man have fået den ristede sesam til at fylde mere, havde det været hensigtsmæssigt, da den klæder syren mægtig godt.

Herefter sashimi på hamachi, eller yellowtail, som de store lyse fisk også hedder, med en mild myntepesto til. Perfekt og pivfrisk fisk. Ingen dikkedarer. Mens vi guffede den delikate Hamachi, blev der hældt en kraftigt destilleret sake på 16 pct. i glasset. Den var meget klassisk og rå, men jo altså stadig fløjlsblød, som risbrændevin er det. Til den klassiske sake blev serveret en nigiri på snow crab med en gul wasabimayo smurt på toppen. Snekrabben var flamberet, uden at det dog var særligt tydeligt, men den var kunstfærdigt anrettet som en frø i spring, og wasabimayoen havde fået et kraftigt skud yderst klædelig syre. Den lidt rå sake klædte det anonyme krabbekød overordentlig godt.

Tid til klassisk sushi. Urumaki, eller populært kaldet inside out, da risen er rullet uden på nori-tangen, med laks og tun. Det er vel så godt som byens bedste sushi, man får på Damindra. Florlette, men stramme og fulde af struktur, poppede ris og velkrydrede med en forkærlighed for frisk koriander og de mynteagtige shisho-blade, lakseæg på toppen. Fremragende. Til sushien drak vi en ny yuzu-sake, denne gang tør, men stadig meget sød. Jeg ved godt, at der hersker en forkærlighed for eksempelvis søde hvidvine til sushien i hele stillehavsområdet og også mange steder herhjemme, men jeg forstår det ikke. Jeg vil til enhver tid hellere drikke øl eller noget andet med dominerende bitterstof til sushien. Smag og behag.

Sake med marcipannuancer

Efter sushien var den første spæde mæthed så småt ved at indfinde sig, men både Mads og jeg er meget dygtige til at ignorere slige inferiøre kropsignaler – specielt når vi, som denne aften, ved, hvad vi har i vente: hummer toban yaki. Toban yaki vil sige, at alle råvarerne er tilberedt på en keramisk plade og serveret med et keramisk låg over. Hummeren havde været en tur på grillen først for at give den en kraftig røget smag og derefter en tur på den keramiske plade sammen med spæde danske grøntsager og en herlig yuzu-sauce, som spillede fremragende sammen med røgsmagen fra grillen og det søde hummerkød. Det er en overdådig servering. Til hummeren drak vi en stærk, ufiltreret og meget karakterfuld sake med kraftige marcipannuancer. Det hele gik vist op i den noget så berømte højere enhed, og Mads og jeg suttede løs på kræet.

Tid til dessert på japansk. En herlig kirsebærsorbet med sæsonens friske frugter og små stykker gelé på henholdsvis røde bønner og grøn te. Som resten af retterne var også denne ret en ren farveeksplosion og meget smukt anrettet. Geléstykkerne på de røde bønner, med den grynede konsistens, er noget man skal vænne sig til, men jeg holder meget af det og synes, det giver selv ’vestlige’ desserter noget kærkommen og overraskende struktur og eksotisme. En rigtig god afslutning. Til desserten drak vi desværre endnu en yuzu-sake, denne gang med bobler i, og nu skal der gå meget lang tid før, jeg skal have yuzu igen.

Vi slap 2.700 kroner for en glad aften i meget sikre og kompetente hænder på Damindra. Ser man bort fra det fuldstændigt overdrevne forbrug af yuzufrugten, er der ikke mange fingre at sætte på det kulinariske niveau, om end 2.700 kroner også er en slat penge. Skal Damindra tage et lille skridt i den, efter denne anmelders mening, rigtige retning så skal stedets sakemenu have en overhaling. Det tilbudte er for ens, og det er en skam, når man nu ved, hvor righoldigt det japanske sake-skatkammer er. Damindra er, det til trods, et besøg værd, da det er et af de få helt originale steder i byens spraglede restaurantudvalg.

 

 

Damindra, Holbergsgade 26, 1057 København K, tlf. 3312 3375, www.damindra.dk, lukket søndag og mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

2.700 er vel også en slat penge. Ja, det tør antydes. Jeg kender nogen (en familie på 3), for hvem dette beløb er en halv måneds kostbudget - uden at der kræses eller er råd til nogen dikkedarer.