Læsetid: 5 min.

Beværtet Tisvilde Bistro

Husk bikerbrillerne. Stedet er meget mere end et spisehus, men det er absolut værd at komme bare for madens skyld
Mangler en kant. Alt er perfekt – næsten for perfekt. Men der mangler en overraskelse, en kant – bare en lille ting, der støder.

Mangler en kant. Alt er perfekt – næsten for perfekt. Men der mangler en overraskelse, en kant – bare en lille ting, der støder.

18. august 2012

Svigermor havde hen over sommeren lejet første sal i en villa med udsigt til Tisvilde Bygade. Hun havde inviteret os op for at se sommerhabitatet, så vi pruttede af sted i den lejede Fiat 500 og blev budt velkommen med et let traktement af Lambrusco og kokoskager. Svigermor har mange kvaliteter, men sådan direkte at tilberede mad selv er ikke én af dem. Således lyder en af familiehistorierne, at hun en juleaften i mangel på nelliker pyntede flæskestegen med små blå søm. Så vi havde bestilt bord til aftensmaden bagefter på Tisvilde-klassikeren Bio-Bistro.

Jeg tog vores datter Trille på skuldrene, Tone i hånden og slentrede op til Hovedgaden, hvor Bio-Bistro ligger. Vi drejede ind på gårdspladsen, hvor der var dækket op udendørs, og champagne og hvidvin lå på køl i en stor bowle i baren. En tjener med sløjfer tatoveret på anklerne spurgte, om vi havde bestilt bord, og jep, det havde vi, heldigvis. Vi var nogle af de første, der satte os til bords, og da vi fik menukortet, var det ikke svært at vælge. Vi bestilte begge en tre retters menu, der kostede 325 kr. (søndag-onsdag er prisen 295 kr.), selv om en omgang husmandskost til 95 kr. også lød lækkert. Til maden bestilte vi en karaffel af husets rosé – 195 kr.

Kortet taler dansk og fransk

Anders Buhl og Kenn Meier – kendte fra Skovridderkroen og adskillige andre steder – der driver stedet og står for maden, kører et simpelt menukort, der taler dansk og et nogenlunde fransk.

Jeg tog et rent fransk spor, foie gras terrin, steak-frites og crème brûlée. Tone tog et mere dansk med dampede muslinger, stegt sandart og tre slags is. Børnemenuen er de samme retter bare halv størrelse, men Trille fik bare lidt fra os hver. Simpelt og lige til.

Sidste år på sommerferie, fandt vi os selv på et sted der vist hed Bøffen, et sted i affalds-Danmark, hvor der var så grimt, at man ikke kunne tage et foto af ungerne, der spiste skod-is uden at få kæmpe plastikskraldespande eller hæslige reklamer med i billedet. Sådan er der ikke på Bio-Bistro, her er rart med hvide duge på bordene, en lille sti med krydderurter, og et smukt træ sørger for skygge. Selv om det ligger ved siden af en lille parkeringsplads og ud til Hovedgaden, så får man ikke betændelse i hjernen, som man normalt ellers får af alt det, som vores yndige land rent faktisk spejler i bølgens blå. På Bøffen var der ingen harniskklædte kæmper, men bare overvægtige danskere i løst sort nylonfritidstøj og biker-solbriller.

Igang

Der gik ikke lang tid, før vi fik rigtig dejligt surdejsbrød og smør på bordet, vand og karaffelen med husets uspecificerede rosé. Trille kastede sig over brødet, vi over vinen (glimrende), og egentlig skal der jo ikke mere til. Summertime and the living is easy.

Foie gras-terrinen blev serveret med friske hindbær, hindbærsirup, frisée salat, frisk estragon og perfekt ristede brioche-trekanter til. Små overskudsdetaljer, der sad lige i det franske klædeskab. Tone fik hvidvinsdampede muslinger, blev meget stille, så op og sagde: »De kender virkelig de kræsne ganer her i byen, det smager sygt godt det her, cremet og friskt på én gang, det er de bedste muslinger, jeg nogensinde har smagt.«

Wouw! Det var en god start, og det forsatte i samme niveau. Min steak-frites blev serveret på en varm tallerken, hvor kødet lå elegant i en sovs af sky og dækket af en ærte-francaise – friske ærter, babysalat og små spændstige spækstykker. Min mund løb i vand ved synet, og da skålen med frites og den pornografisk svulstige bearnaise også blev sat på bordet, havde jeg tårer i øjnene. Fritterne var mindst dobbeltfritterede og totalt sprøde. Bearnaisens fedme og friske estragonsmag klædte det saftigt stegte kød, der fik godt modspil af det kvikke indtryk fra ærterne og salaten, der igen blev sat i kontrast af de små salte spækstykker.

Tone fik den skindstegte sandart, der ligesom mit kød var vanvittigt elegant serveret i en skum med friske asparges, dild, spæde gulerødder og papirtyndt skåret blomkål til. Mundvandet løb over, og selv snobberne ved nabobordet, der sad og diskuterede kvaliteten af sengelinned på forskellige franske hoteller, de havde været på for nylig, kunne vi ikke høre mere. Vi sad i en boble af sommerlykke alle tre og spiste på kryds og tværs af tallerknerne.

Der er ganske afslappet på Bio-Bistro, og selv om der ved det ene bord diskuteres kongesuiter på pariserhoteller, sidder almindelige folk, svedige i cykeltøj, ved det andet bord. Der hentes dagens husmandskost som take-away i brune poser, børnene løber rundt mellem bordene og ja …

Det blev tid til desserterne. Min crème brûlée og Tones 3 x is blev serveret samtidigt. Selvfølgelig var crème brûlée’ens øverste sukkerlag varmt og sprødt og den nederste del lækker og kølig – som det skal være. Selvfølgelig var isen hjemmelavet af årstidens bær, syrlige og søde på én gang. Selvfølgelig spiste Trille alle de friske jordbær, der også var til, og hvis englene skulle synge om det hele, ville de få selv Chet Baker til at lyde som en rusten cementblander, der havde en dårlig dag.

Bio-Bistro er meget mere end et spisehus og en biograf, der er intimkoncerter, bingobango, foredrag og temaaftener om mad, kunst, sex og det gode liv. Alt er perfekt, alt er lækkert, solbrillerne sidder på den rigtige måde og … aaaarrgggg.

Nu må der godt snart komme en boogieman og råbe bøøhhhh!, eller svigermor må komme med sine små blå søm eller ...

Min veninde Maria har det her billede af Smittekilde a.k.a. Zven Balslev på sin væg, der forestiller en nøgen kvinde, der skamrider en omskåren blodig arm. Det er ikke særlig kønt at se på, men det er netop pointen, der skal være noget, der skærer i øjnene, så man vågner op en gang i mellem, og det mangler der måske i hele set-uppet på Bio-Bistro. Men maden var så absolut en tur værd, selv om alt det øvrige kunne være noget Alt For Damerne havde udtænkt i en hvidvinsbrandert på et nedsmeltet redaktionsmøde inden sommerferien. Tag eventuelt biker-solbriller på, hvis du er bange for, at nogen skulle tro du er kulturradikal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu