Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Når det tvetydige ikke er til at håndtere

Jean-Claude Mareval viser med sin bog om autistens stemme, at man for at få autisten i tale må tage udgangspunkt i de objekter, autisten selv har fundet
Moderne Tider
18. august 2012

Den højfunktionelle autist Donna Williams spurgte, da hun var midt i 20’erne og allerede havde skrevet en verdenskendt bog om autisme, sin læge og terapeut, hvad der egentlig skal til for at tænke og føle? Terapeuten, der af Donna selv havde fået besked på udelukkende at udsige fuldkommen sikre sætninger, fordi de andre var for angstfremkaldende, svarede konkret og tørt: »For at tænke og føle skal et levende væsen være udstyret med et centralnervesystem.«

Den franske psykoanalytiker Jean-Claude Maleval har skrevet en dybt indsigtsfuld bog om autisme, L’autisme et sa voix (Autisten og hans stemme). Det er Maleval, der i sin udredning om autismens kun knap 50-årige historie gengiver historien om Donna Williams og prøver at analysere, hvad der sker for Donna Williams netop her.

De tænkende – og de andre

Og har man svært ved at forstå autisme, selv når det er på det niveau, der kaldes Asperger, som alle efterhånden kender via ’Lisbeth’ i Stieg Larssons bøger eller andre filmpersonager, giver Donna Williams reaktion på dette udsagn et lille hint om en verden hinsides de flestes.

Donna Williams beskriver selv, hvordan hun indtil da har levet i en verden, hvor reglerne for, hvad der er subjekter og objekter, mennesker og ting, overhovedet ikke gælder. Der er ting-objekter, og der er menneskeobjekter, og de sidste er de værste på grund af deres uforudsigelighed.

Med terapeutens stensikre udsagn om centralnervesystemet, begynder Williams verden for første gang siden hun var tre, at dele sig i to dele: de tænkende/følende og de andre.

»Hun følte sig forfulgt af tanken om at et objekt var dødt, uden viden og følelser. Indtil da havde hun levet i en verden, hvor alt havde en vilje om end begrænset,« skriver Maleval. Terapeutens logisk totalt afklarede, men også følelsesmæssigt tomme sætning kaster Donna ud i en verden af »materielle kadavre«. De objekter, hun havde valgt som beskyttelse virker ikke længere, for ganske vist er de beskyttende, men de er døde. Donna Williams er på dette ret sene tidspunkt i det terapeutiske arbejde nået til et punkt, hvor det er muligt for hende at kapere dette tab, og hun vælger at gå ind i sin nye angst og videre.

Enhver, der har arbejdet med autisme, kender fornemmelsen af et menneske, det er umuligt at nå. Et typisk aspekt af dette er autisten, der holder sig for ørerne, ikke vil tale, men også til tider lægger hånden på den andens strube, for at finde en anden vej til talens mysterium.

Autisten er lukket inde i sig selv, og utallige har forsøgene været på at lukke op, at få det menneske i tale som har gemt sig indeni. Maleval gør i indledende kapitler omhyggeligt rede for disse forskellige terapeutiske indfaldsvinkler og deres teoretiske udgangspunkt.

Stemmen som objekt

Der har været utallige faglige kampe om, hvad man så gør. Om man skal gribe ind eller lade være. Om der skal opdragelse til, eller om det er et overgreb på autisten at begynde at trænge ind i alt det, som beskytter. For folk, som arbejder med autisme, er det kendt, at indgreb kan forværre tilstanden. Donna Williams beskriver således selv, hvorledes visse terapeutiske forsøg på at få fjernet imaginære ’venner’ kun havde fået hende til at flygte tilbage i sig selv.

Malevals fortjeneste i denne bog er at undersøge det ’objekt’, som stemmen er for den autistiske. De fleste kender mere eller mindre vagt til de andre ’objekter’ man må slippe, det orale og det anale, som på neurotisk plan bliver til alt fra alkoholisme til tvangsmæssigt forhold til verden.

Men for autisten er det stemmen som objekt, der ikke kan slippes. Det sprog, man skal forstå, skal jo deles op i lyd – som kan være kærlig eller sur, og så i den betydning, man også hører.

For autisten er det for angstfuldt at lade denne spaltning ske, en spaltning midt i lyden som materialitet. Det er for uudholdeligt at give slip på selve stemmen, men dermed forbliver den også for voldsom både at høre og selv at tale.

Derfor finder autisten andre indgange til verden, at læse, at koncentrere sig om andre aspekter af sproget, som for eksempel det logiske, reglerne. Det tvetydige er i bogstaveligste forstand ikke til at håndtere.

Jean-Claude Mareval får med denne bog og ud fra autisters egne udsagn vist, hvordan man for at få autisten i tale, må tage udgangspunkt i de objekter autisten selv har fundet. Det er derfra autistens verden går og en kontakt kan finde sted.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her