Læsetid 5 min.

Selvhjælpsbøger til universitetsansatte med skriveblokade

Det er ikke kun de depressive eller overvægtige, der kan finde hjælp i selvhjælpslitteraturen. Turen er nu kommet til universitetsansatte, der har fået skrivekrampe og ikke længere kan levere artikler til de fastsatte minimumskrav
Det er ikke kun de depressive eller overvægtige, der kan finde hjælp i selvhjælpslitteraturen. Turen er nu kommet til universitetsansatte, der har fået skrivekrampe og ikke længere kan levere artikler til de fastsatte minimumskrav
25. august 2012

Umiddelbart skulle man tro, at universitetsansatte ville gå fri af selvhjælpsbølgen, men nej, og der bliver heller ikke lagt fingre imellem, når det gælder om at fange dem, som er gået i stå. Titlerne på bøgerne er lige så poppede som nogle af de mest populære selvhjælpsbøger: Write to the top. How to become a prolific academic af W. Brad Johnson og Carol A. Mullen, How to write a lot. A practical guide to productive academic writing af Paul J. Silvia eller Writing your journal article in 12 weeks. A guide to academic publishing success af Wendy Laura Belcher. Ikke langt fra slankeopskriften: Loose Weight in 10 Easy Steps af Shelley Vij

Der er ingen tvivl om, at bøgerne er kommet for at blive, for den akademiske konkurrence er blevet intensiveret. De såkaldte 0-forskere er en uddøende race. Nu bliver alle publikationer nøje registreret, og der uddeles midler til de enkelte universiteter efter, hvor mange publikationer der produceres pr. år. Læresætningen publish or perish (udgiv eller forsvind) har eksisteret længere end forskningsregistreringen, men med registreringen, hvor hver eneste forsker indtaster sine publikationer, er der også kommet større gennemsigtighed, for nu kan enhver se, hvor produktiv den enkelte forsker er. Det betyder imidlertid også, at de uproduktive bliver langt mere synlige – og her er i hvert fald en af forklaringerne på tilsynekomsten af de nye selvhjælpsbøger for forskere.

Bøgerne er hård kost at komme igennem på grund af de mange selvindlysende sandheder, som alle kan nikke genkendende til, og ikke mindst de banale råd, som alle hverken kan eller vil følge. Men som det gælder alle andre selvhjælpsbøger, må man også her krybe til korset og erkende nogle styrker. Nogle bøger er bedre end andre, og der er også gode råd og afsløringer af myter, som er svære at sluge for selv de mest sejlivede universitetsansatte.

Rig på almindeligheder

Write to the top er skrevet af et par – efter eget udsagn – succesfulde forskere med over 200 udgivelser tilsammen. I fællesskab præsenterer de 65 såkaldte »fundamentale hemmeligheder om, hvordan man bliver en produktiv akademisk forfatter«. Der er dog ikke tale om mange hemmeligheder, men derimod om mange almindeligheder. Råd som at tage papir og blyant med, når børnene er til fodbold- eller tennistræning, eller udnytte uventede huller i kalenderen til at skrive mere, er ikke ukendte metoder for den, som vil udnytte den knappe tid bedre. Der er også gode, velmenende råd som at strukturere skrivetiden og ikke ligge under for e-mails og kolleger, der vil hyggesnakke, men det er ikke alle råd, der synes at være videnskabeligt begrundet, og det er måske det, der gør Write to the top svær at komme igennem. De mange velmenende råd virker nok for forfatterne, men om de gør det for andre, er sværere at svare på.

Writing your journal article in 12 weeks af Wendy L. Belcher er ved første øjekast den værste af dem. F.eks. foreslås det, at de, der har problemer med skriveblokade, skal indgå kontrakter med enten en skrivepartner eller en forskningsgruppe om at overholde den aftalte skrivekvote, og Belcher foreslår oven i købet, at medlemmerne i en skrivegruppe f.eks. smider 20 dollars i en pulje, og at de, der får sendt deres artikler af sted, kan dele puljen.

En udbredt lidelse

Der er imidlertid andre ting, der fanger ved Belchers selvhjælpsbog, for den er meget gennemarbejdet, og der refereres også til en skræmmende dokumentation for, hvor mange der lider af skriveblokade. ’Lidelsen’ er faktisk så omsiggribende, at man må mistænke universiteterne for at være særligt indrettet til at nedbryde forskeres evne til skrive. I et stort survey viste det sig, at 26 procent af ameri kanske professorer slet ikke skrev i løbet af en uge, og at næsten 27 procent aldrig havde udgivet en artikel i et peer review-tidsskrift. Herudover havde 43 procent ikke publiceret noget de sidste to år, og 62 procent havde aldrig udgivet en bog. De forfærdende tal dækker umiddelbart ikke over, hvad vi kan forvente om danske eller europæiske universiteter, og det viser sig da også, at den reference, Belcher trækker på, tilsyneladende handler om amerikanske college teachers – altså snarere undervisere ved seminarier/university colleges end på universiteter i traditionel forstand. Hvor misvisende tallene end må være, dækker de dog over en sandhed, som mange forskere må nikke genkendende til, nemlig at det er overordentlig svært at få skrevet hver dag. Her er Belchers bog god. Hun tager fat på et problem, som mange forskere tumler med – angsten for at være gået i stå.

Skriveblokade er tabu

Belcher refererer i denne sammenhæng til et andet studie, som påviser, at akademikere har lettere ved at tale om deres sexliv eller personlige problemer end om deres skriveblokader. Myten om, at den autentiske forfatter eller videnskabsmand skriver i ensomhed – gerne et afsondret sted – og ryger og drikker sig sanseløst beruset for til sidst at vende tilbage til civilisationen med en tekst, som er helt uimodståelig og kun kan fremkalde den absolut ypperste anerkendelse, er så stærk, at de fleste universiteter ikke har nogen politik for, hvad de skal gøre, når en eller flere ansatte er holdt op med at skrive. Tankevækkende.

En anden god pointe i Belchers bog er, at forfattere og forskere ikke skal lade sig kue af redaktionelle afvisninger. De er, som Belcher ganske rigtigt påpeger, ofte subjektive, og en anden redaktion kan lige så vel være positiv. Belchers pointe er, at alt for mange lader sig kue af afslag, og at det her er vigtigt at forstå såvel skrive- som redaktionelle processer. De, der bliver til noget ved musikken, er dem, som bliver ved med at sende deres manuskripter til nye redaktører eller tidsskrifter, mens de, der opgiver, men som måske har et bedre manus, bliver taberne på grund af deres manglende ihærdighed.

Kan siges i én sætning

Den sidste af bøgerne er af Paul J. Silvia med titlen How to write a lot er slem at komme igennem, men det er til gengæld en bog, som kan levere dokumentation for, hvordan man kan komme til at skrive mere. Det handler om at skrive kontinuerligt. De, der skriver løbende og i faste tidsrum, skriver ganske enkelt mere og har større succes.

Dette er pointen fra alle tre selvhjælpsbøger for forskere, der har ondt i skrivemusklen. Gør skriveriet til det strukturerende princip. Alt andet skal struktureres uden om skriveprocessen – det være sig toiletbesøg, check af e-mails etc. Afsæt f.eks. én time hver dag til at skrive, så bliver skrivemusklen trænet – og omvendt bliver den slap, hvis den holder en måneds pause. Det gode råd kan formuleres i én sætning. De omtalte bøger bruger desværre godt 700 sider på det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu