Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

De kommende måneder fordrer vine, der kan modstå lidt af hvert

Moderne Tider
29. september 2012

»Good cooking takes longer,« råbte en rockmusiker engang fra scenen. Publikum havde i utålmodighed efter 10 minutters ulidelig guitarstemmeri tilladt sig at pifte, og nogenlunde sådan er det, når det gælder sæsonens kulinariske højdepunkt: simremad. Det tar’ tid.

Simremad må endelig ikke forveksles med begrebet en ’sammenkogt ret’, der som bekendt består i at maltraktere noget ikke særlig egnet kød og så håbe på, at koncentreret tomat, paprika og piskefløde kan redde skidtet. Det kan det som regel ikke.

Næh, simremad kræver indsigt, velegnede kødstykker som oksehaler eller lammeskank, lidt kærlighed og meget tålmodighed. Det kræver også drikkelig vin – men her går det galt for de fleste. Fordi de forveksler simremad med sammenkogte retter, tror de, at man kan slippe af sted med en lidt kraftig konsumvin i store mængder, men det er en synd. Når man nu har brugt buler af tid på at frembringe måltidet, hvorfor så ikke vise det respekt? I virkeligheden kalder kraftig kost mest på omtanke og ringere mængde.

Græsk krisevin – og fransk

Vil man bidrage til at løse den europæiske finanskrise, kan man passende gøre et forsøg med en græsk 2009 Oenodea. Allerede her vil mange, der holder sommerferie på græske øer, stikke i et hyl og minde om, at det værste ved Grækenland er den elendige vin, men det er ikke altid sandt. I græsk Makedonien (hvilket er en ordsammensætning, der i sig selv kunne udløse en krise), findes for eksempel distriktet Drama, og her gør de det ganske godt. Med moderne dyrknings- og behandlingsmetoder har de fremstillet en solid, velsmagende rødvin med cabernet sauvignon og Syrah som de dominerende druer. Sammen med en sjat lokal agiorgitiko er resultatet en mørk, velsmagende vin med stor fylde og rund og behagelig eftersmag langt fra feriens retsina.

Vil man ikke bidrage til at redde den græske økonomi, kan man naturligvis vende sig mod Rhône. Ugens to Rhône-Villager er rigtige sjove at smage op imod hinanden. En 2009 Rastau fra det bundsolide firma M. Chapoutier eller en 2010 Domaine de la Biscarelle. Begge er Rhône Villages i den kvalitetsmæssigt pæne ende. Rastauen med lidt mere brændt karamel og mere peber, og Biscarellen med lidt mere sødme i eftersmagen. Begge er elegante, velkomponerede og frem for alt super velsmagende og netop derfor sjove at smage sammen.

Vil man drikke Chateauneuf-du-Pape til de dampende simreretter, må man op i kvalitet, ellers kan vinen ikke stå imod. En 2008 Chateau la Nerthe er et fint bud. Den bruger alle de tilladte 13 druetyper i distriktet på at nå frem til en elegant og sødmefuld vin med fornem bouquet og udtalt Chateauneufsmag.

Ikke for de sarte

Hører man til dem, der ikke kan få sovs og kød kraftigt nok, skal der skues op for ventilerne i vinvalget. Laudrupvin importerer et stærkt modstykke i australske Parker Favourite Son fra Coonawarra. Her har man den overflod af sol, der skal til for at få så meget smag ned i en flaske, men også evnerne til at bevare en vis elegance. Den er formidabelt god – men ikke for sarte sjæle.

Det samme kunne man med nogen ret sige om Avalons 2010 Zinfandel, der nok skal findes frem som en smageflaske mod måltidets afslutning. Det er en vin til de garvede Zinfandelfans med sin store smag af mørke, nærmest overmodne, bær og en lidt chokoladeagtig eftersmag, der fik husfruen til at stå af. Den er lidt barsk men passer på en måde til sæsonen: Der skal noget til at stå imod kulde og fugt i Danmark de kommende måneder

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her