Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Multikulturel patriotisme skal vise nye veje for Labour

Efter den nationale eufori over Londons olympiske lege forsøger de britiske socialdemokrater udvikle en ny og bred nationalfortælling – med hjælp fra den australsk-franske filosof, Tim Soutphommasane
Ny mulighed. Danny Boyles storslåede olympiske ceremoni gav de britiske socialdemokrater en enestående lejlighed til at genoverveje, hvilken positiv værdi national identitet kan have i Storbritannien i dag.

Ny mulighed. Danny Boyles storslåede olympiske ceremoni gav de britiske socialdemokrater en enestående lejlighed til at genoverveje, hvilken positiv værdi national identitet kan have i Storbritannien i dag.

Gary Lee

Moderne Tider
15. september 2012

Det er bemærkelsesværdigt, at der skulle en filminstruktør til for at give os et frisk blik på, hvad det vil sige at være britisk. Når politikere har forsøgt at fremmane en følelse af britisk identitet, har de som oftest været komisk uduelige. Margaret Thatcher byggede sin markedsrevolution op på et glansbillede af landet, som det kunne have set sig selv i 1950’erne.

Tony Blair forekom altid at være på nippet til at henvende sig til sine landsmænd som my fellow Americans. Ved at præsentere en inspirerende vision om Storbritannien, der er forankret i de nuværende realiteter, gav Danny Boyles storslåede olympiske ceremoni de britiske socialdemokrater i Labour en lejlighed til at genoverveje, hvilken positiv værdi national identitet kan have i Storbritannien i dag.

Labour har aldrig været et antipatriotisk parti, men ubehaget i store dele af den venstreorienterede intelligentsia over for de fremmedfjendske fordomme, der ofte har været patriotismens dystre ledsager, har stort set overladt det til højrefløjen at definere den britiske identitet. Orwell forsøgte at definere en ny form for venstrefløjspatriotisme, men det er over 70 år siden, og andre og nyere forsøg har alle vist sig forgæves.

Tim Soutphommasanes forsvar for den multikulturelle patriotisme er nu blevet taget op af en række af den britiske Labour-formand, Ed Milibands, rådgivere. Jon Cruddas – Labours skarpeste begavelse – var blandt dem, der inviterede Soutphommasane til at tale ved et politisk strategimøde under et nyligt besøg i London, hvor han også mødtes med Labour-lederen. Den 29-årige fransk-australske tænker er interessant for Labour af flere grunde. Født i Frankrig af laotiske og kinesiske forældre har han intet af den bagage, som mange fortalere for patriotisme bærer med sig. Med rette opfatter han nationalitet som en altid dynamisk proces, snarere end som en tilstand, vi har fået foræret af historien. Men kan hans teorier anvendes i Storbritannien? Og kan de imødekomme de britiske socialdemokraters aktuelle behov?

Nødvendigt, men mangelfuldt

Hele øvelsen kalder på en vis skepsis. Det er næppe første gang, Labour har forsøgt at omdefinere et klassisk konservativt tema og gøre krav på at eje det. Tænk blot på Blair, som allerede, da han var skyggeindenrigsminister, i 1992 begyndte på at fravriste de konservative lov og orden-temaet. Ved valget viste dette sig at være en vindende strategi, samtidig med at Blair også nød godt af periodens økonomiske boble. Giver det mening at fokusere den nationale identitet, når den næste Labour-regerings mest udfordrende problem vil handle om igen at få gang i væksten? Det er der tilsyneladende nogle tæt på Labours ledelse, der tror.

Akademiske debatter om medborgerskab og multikulturalisme er blevet ført i over et kvart århundrede. De store forandringsskred, der har fundet sted i verden løbet af denne epoke, mangler endnu en dybtgående behandling i litteraturen, og i så henseende er Soutphommasanes studie et skoleeksempel på sin genre. Kina bliver nævnt i én sætning, mens Rusland og Indien – to radikalt modsatrettede forsøg på at forene demokrati med national identitet – overhovedet ikke diskuteres. Den lange forhistorie bag den type liberal nationalisme, som Soutphommasane er fortaler for, berøres kun i forbifarten. Giuseppe Mazzini (liberal italiensk statsteoretiker fra 1800-tallet, red.) citeres således kun sporadisk, mens Frankrig – et helt centralt eksempel på et moderne demokratisk og nationalistisk projekt – stort set kun diskuteres i sammenhæng med Nicolas Sarkozys problemer med burkaer.

Nationer fødes i blod

Derimod skiller bogen sig ud med sin nuancerede tilgang til liberalismen, og det er her, der kan være relevant for britiske socialdemokrater. Soutphommasane har absolut ret, når han insisterer på, at liberale værdier – hvordan man så end vil definere disse, men de handler så afgjort om mere end at kunne vælge frit på markedet – nødvendigvis må være indlejret i en fælles politisk kultur med en fælles historie og en følelse af egen identitet. Men som han også påpeger, må den liberale tradition udgøre udgangspunktet. I de senere par år har der udviklet sig nye typer tænkning, som er fjendtlige over for liberalismen. Klogt nok har Cameron og Miliband holdt de værste og mest formynderiske nationalchauvinister i deres respektive partier ude fra enhver form for indflydelse. Liberalismen kan have sine problemer som universel teori, men det britiske samfund er, trods alle dets bekymringer for kriminalitet og indvandring, så grundlæggende liberalt som kun få andre samfund i verden. Et parti, der vender ryggen til dette, afskærer sig fra chancen for at få del i regeringsmagten.

Men Soutphommasane er mindre overbevisende, når han antyder, at nationalstaten er det eneste legitime medie for liberale værdier. Han er klar over, at de nationale kulturer ofte hviler på mytiske versioner af historien. »En redegørelse for patriotiske overvejelser vil fremstå som skæbnesvanger,« skriver han, »hvis den ikke forholder sig til myte-problemet«. Hvad der er brug for, fortæller han os, er patriotisk selvkritik: »I de fleste tilfælde vil en afsværgelse af en national myte ikke også indebære en fornægtelse af det nationale projekt«, hævder Soutphommasane mens hans afvisning har karakter af frase. Vold og udstødelse er ikke tilfældige træk ved en nations opbygning. Så at sige er hver eneste nationalstat i verden skabt igennem en proces, der har involveret krige og overgreb på minoriteter. Tanken om, at hele denne historie bare kan skrælles væk for at afsløre et mere autentisk, bagvedliggende ublodigt, og godartet ’nationalt projekt’, er rent selvbedrag.

Liberale værdier

Pointen har mere end historisk interesse. Når man læser Soutphommasane, får man ikke noget svar på, hvorfor visse liberale stater har formået at klare sig ganske godt uden at have nogen enkel, overordnet national kultur af den slags, han anbefaler. Storbritannien, Canada og Spanien er ikke bare multikulturelle samfund. De er også multinationale statssamfund.

Men for Soutphommasane synes statsborgerskab kun at findes i ental. Han udtrykker mistro over for konceptet om dobbelt statsborgerskab og skriver: »Ethvert behov for at udtrykke flere kulturelle tilhørsforhold kan gøres på andre niveauer end det politisk medborgerskabs (dvs. inden for rammerne af enkeltstats-statsborgerskab)«. Kursiveringen er hans og afspejler den betydning, han tillægger dette spørgsmål. Men at tvinge mennesker til at påtage sig kun én national identitet – uanset hvor multikulturelle rammerne så i øvrigt er – kan naturligvis ikke regnes for noget fremskridt i liberale værdier.

Som så mange andre lande er Storbritannien i høj grad blevet formet igennem en konflitkfuld historie, men lige præcis muligheden for at kunne nyde godt af flere nationale identiteter er en af de vigtigste fordele ved at være britisk i dag. En eventuel aftale om en ny slags balance mellem landets forskellige nationaliteter bør sigte mod at fastholde denne frihed og ikke ofre den på en nationalistisk teoris alter. At insistere på, at statsborgerskab kun kan forankres forsvarligt i én enkelt stat, vil næppe lette processen for skotter, walisere, nordirere osv. Følgerne af lignende teorier i mange andre lande har da også snarere været at bane vej for egentlig løsrivelse og disintegration.

Konservativt fumleri

Det kan udmærket være, at ideen om nationalisme i en relanceret version falder til jorden i den brede befolkning. Hvis det er tilfældet, vil det være en skam. Multikulturel patriotisme er den eneste slags patriotisme, der har en fremtid i Storbritannien, og Soutphommasane rejser spørgsmål af uomtvistelig betydning, som Labour må forholde sig til. Og medmindre en skotsk folkeafstemning om uafhængighed skulle nå at ændre det politiske landskab før næste valg, vil spørgsmål af national identitet ikke være politisk farlige for Labour.

Den konservativt ledede regering fumler, fordi den er løbet tør for muligheder. Den meget roste regeringsomdannelse har ikke forbedret situationen. Selv om Cameron havde håbet på at han kunne banke sit partis urolige højrefløj på plads ved at degradere Ken Clarke og baronesse Warsi, har han ikke formået at formilde ’neo-thatcheritterne’, der synes opsatte på at gentage de konservative borgerkrig, der i sin tid hjalp Blair til magten. Ej heller har Cameron formået at mindske den stigende trussel fra sin ærkerival, Londons borgmester Boris Johnson. Men når regeringen ser ud til at være kørt uhjælpeligt fast, er grunden først og fremmest, at dens økonomiske politik har mistet al troværdighed. Med en koalition, der er for splittet og skrøbelig til at kunne ændre kurs, kan Cameron kun hænge på i håbet om, at et eller andet vil dukke op. Så længe Miliband og Balls kan undgå destruktive interne fejder, kan den siddende regerings strategiske afmagt snart igen åbne vejen til magten for Labour.

Labous udfordring

De Olympiske Lege efterlod os med os med en følelse af, at Storbritannien er et af de bedre steder i verden at leve i. Dette er imidlertid er en følelse, der nemt kan fortage sig, hvis landet går ind i en æra med mere eller mindre permanent nøjsomhedspolitik – et realistisk scenarie og en overhængende trussel, som Miliband og hans rådgivere ikke viser tegn på at tage alvorligt. Deres modvilje mod at løfte udfordringen er forståelig, men al deres ophøjede tale om ny patriotisme vil ikke nytte, hvis den næste Labour-regering ikke når at udvikle en strategi for at håndtere den indskrumpne og svækkede økonomi, som den med sikkerhed vil overtage.

 

John Gray er engelsk filosof © The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her