Læsetid: 6 min.

At ødelægge staten for at redde staten

På få årtier er det lykkedes politiske ekstremister fortrinsvis fra den amerikanske højrefløj at forvandle kontrolmekanismerne i det politiske politiske system til en lammelse, der er ved at gøre det umuligt regere USA
Kampen om gældsloftet. Sidste sommers storpolitiske drama om forhøjelse af den amerikanske stats gældsloft var den foreløbige kulmination i kampen om at slide det politiske system i stykker. Resultatet var, at befolkningens tillid til lovgiverne efterfølgende dykkede til laveste niveau nogensinde.

Kampen om gældsloftet. Sidste sommers storpolitiske drama om forhøjelse af den amerikanske stats gældsloft var den foreløbige kulmination i kampen om at slide det politiske system i stykker. Resultatet var, at befolkningens tillid til lovgiverne efterfølgende dykkede til laveste niveau nogensinde.

Gety Images

8. september 2012

Det gode er, at det dårlige er under kontrol. Der er dårlige elementer i alle politiske fællesskaber, og der er mulighed for misbrug over alt, hvor der er magt.

Det gode ved den amerikanske forfatning er netop kontrollen med magten. Det er et sindrigt system af kontrol og samspil mellem præsidenten, Højesteret og kongressens to kamre, Senatet og Repræsentanternes Hus. Lovforslag skal vedtages både i Senatet og Repræsentanternes Hus, præsidenten har mulighed for at forkaste love med sit veto, som så igen kan blive overtrumfet af et kvalificeret flertal i Kongressen. Senatorer skal godkende præsidentens udnævnelser til betydelige poster i centraladministrationen og regeringen, og endelig har Højesteret mulighed for at afvise love som forfatningsstridige.

Hvis et enkelt medlem af Senatet oplever stærk, principiel modstand mod et forslag vedtaget af flertallet, har det muliged for at udsætte og opsætte vedtagelsen af lovforslaget med det, der kaldes en filibuster. Det er en procedure, som sikrer det enkelte medlem mulighed for at stille sig frem på gulvet og tale sin sag for resten af senatorerne. Det kræver ikke bare flertal blandt de tilstedeværende senatorer, men stemmer fra mindst 60 af Senatets 100 medlemmer at lukke en debat, som er åbnet af en filibuster .

Der er alle mulige fine mekanismer til at sikre, at en enkelt præsident eller et enkelt parti ikke bare kan sætte deres egen politik igennem uden modstand. Dette system kaldes også checks and balances.

Men de fine mekanismer, som skulle beskytte mod misbruget, kan også selv misbruges: Og det er ifølge de to erfarne forskere Thomas E. Mann fra The Brookings Institution og Norman J. Ornstein fra American Entreprise Institute det, der er er sket over de seneste år: Alt det, der skulle sikre amerikanerne mod regeringen, bliver nu brugt til at forhindre, forsinke og nedbryde regeringsmagten.

For 50 år siden var filisbusteren en undtagelse i Senatet. Det var en mulighed, som blev reserveret til ekstraordinære tilfælde. I dag er det blevet til reglen, at man skal have et flertal på 60 senatorer for at få et lovforslag gennem Senatet. Kontrollen med regeringen er således i Senatet blevet til en sand kamp imod regeringen. Det skaber en militant politisk kultur, hvor de to partier bekriger og bekæmper hinanden. Det gør det svært at gennemføre en politik, der er til det bedste for landet, og det gør det let for dem, der er modstandere af staten, at overbevise om, at regeringen er ineffetiv.

Partiet og forfatningen

Mann og Ornstein, som gennem årtier har studeret Kongressen i Washington og haft studiergrupper med senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus, forklarer i deres nye bog It’s even worse than it looks – How the American Constitutional System collided with the New Politics of Extremism, hvorfor det er gået så galt. Deres tese er kort sagt, at det republikanske parti har brugt muligheden for kontrol med magten til at ødelægge magtudøvelsen i USA. De viser i deres bog, hvordan den amerikanske forfatning bliver efterlevet i praksis, og hvordan det republikanske parti har udviklet den indstilling, at det er vigtigere at sikre fiasko for modstanderen end succes for nationen. Hvis bare det går ud over præsidenten, er det lige meget, om det også går ud over amerikanerne.

Denne destruktive tendens kulminerede sidste sommer under den såkaldte gældsloft-krise. Kort fortalt havde den amerikanske stat ikke penge nok til at afholde sine faste udgifter. Det kræver godkendelse i begge Kongressens kamre at hæve loftet for, hvor stor gæld den amerikanske stat må optage. Hvis demokraterne og republikanerne ikke kunne blive enige om det, ville den amerikanske stat bliver erklæret bankerot. Den demokratiske præsident søgte naturligvis en aftale med republikanerne, hvis ordfører tidligt erklærede, at det her ikke var tid til barnlig obstruktion. Det handlede om nationens bedste. Men alligevel udartede forhandlingerne til netop strategiske obstruktioner og endeløse forhaling. En gruppe unge republikanere anført af Eric Cantor og vicepræsidentlkandidaten Paul Ryan, som kaldte sig The Young Guns, benyttede lejligheden til at stille en ultimative ideologiske krav om nedskæringer i den offentlige sektor og sænkelse af skatten. Det var ifølge Ornstein og Mann deres erklærede mål at skade demokraterne så meget som muligt og udstille regeringens uduelighed så effektivt som muligt.

Som bekendt endte de i sidste øjeblik med at lave en aftale om at hæve gældsloftet. Affæren førte til, at USA’s kreditvurdering for første gang nogensinde blev nedgraderet. En måling viste kort efter den laveste opbakning nogensinde til den amerikanske lovgivende forsamling. Kun ni procent mente i oktober 2011, at Kongressen gjort et godt stykke arbejde. Det samme tal lå 50 år tidligere på omkring 75 procent:

»Den offentlige tillid til regeringens evne til at løse de seriøse problemer, som USA står overfor, nåede et historisk lavpunkt. Næsten alle amerikanere følte, deres land var på vej i den forkerte retning.«

Moralen er ulykkelig: Jo mere det lykkes at ødelægge regeringens evne til at løse landets problemer, des nemmere bliver det for dem, der er modstandere af statsmagten, at skabe opbakning til deres projekt.

Republikanernes skyld

Mann og Ornstein ser episoden i 2011 som moment i en stor fortælling: Demokraterne havde gennem fire årtier flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus. De brugte deres flertal til at gennemføre deres ideer, og de respekterede ikke mindretallets ret til indsigelse. De regerede selvsikkert og arrogant. Republikanernes strategi i dag er udviklet som hævn over den magtarrogance.

Republikaneren Newt Gingrich, som blev valgt ind i Kongressen i 1978, indledte intens kamp mod det demokratiske herredømme i den lovgivende forsamling:

»Hans taktik var at ødelægge institutionen for at redde den,« skriver de to forfattere: »han ville intensivere det offentlige had til Kongressen, så vælgerne ville kræve gennemgribende forandringer og smide fjolserne i flertallet ud.«

Gingrich gjorde det ved at samle republikanerne til kamp imod alt, hvad demokraterne stod for. De skulle bruge alle de muligheder for forhaling, forhindring og og genforhandling, som den amerikanske forfatning giver de folkevalgte. Det var både blandt erfarne republikanere og demokraterne en kontroversiel strategi i starten, men efterhånden som forholdet mellem de to partier blev nedbrudt, blev Gingrichs strategis anerkendt.

Stop neutralitet

Mann og Ornstein er ikke intellektuelle aktivister for demokraterne i USA. De er kendt som redelige analytikere af det amerikanske politiske system. Men de insisterer på, at republikanerne har et langt større ansvar for ødelæggelsen af den amerikanske regering end demokraterne. De opforder derfor journalister til at gøre op med den slappe neutralitet, som ikke tør tage stilling. De betragter det som et problem, at journalister altid sætter den ene mening op over for den modsatte mening, som om begge parter altid har lige meget at skulle have sagt. Det frikender på sin vis republikanerne.

De slutter med et håb om, at ansvarlige autoriteter vil tage ansvar og tage afstand fra de destruktive tendenser i politik og afsløre usandhed som regulær løgn.

Det er lidt ironisk, at de ender med at påkalde sig en kontrol med magten fra instanser, som skulle være hævet over det moralske forfald. Det er netop det privilegium, som blev tilstået Senatet, og som gennem de senere år er blevet misbrugt.

Det er således ikke en overbevisende, teoretisk analyse, de leverer. Men deres analyse af alliancen mellem forfatningen og de politiske ekstremister og deres indsigt i Kongressens praksis er så god, at det overstråler det i deres bog, der ikke er helt så godt. Og de har ret: Det er værre, end det ser ud til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Rune Lykkeberg. Jeg er især glad for at han har medtaget at alle synspunkter ikke er lige gyldige og at journalisters bestræbelser på at skabe balance af og til kan forvrænge den virkelighed de forsøger at gengive.

At forvente at medierne skulle gøre op med det opstruktive filibustersystem er vist bare en postdemokratisk fantasi fra dengang medierne påtog sig en rolle som demokratiets vagthund.

Alene overskriften (som jeg tilskriver informations overskriftsredaktion) kan tages til udtryk for medieejernes ulyst til at forsvare demokratiet. Hvor i har filibustersystemet under Obama overhovedet reddet staten?

Heinrich R. Jørgensen

Journalistikkens måske største svøbe er den universelt anvendte praksis der er funderet på, at idet neutralitet og balance opnås ved at spørge part og modpart, må journalistik være at spørge de to parter og gengive deres udsagn. Det er muligvis neutralt, og måske afbalanceret, men det er en hjernedød skabelon af følge, der sjældent resulterer i et resultat der kan bibringe modtagerne de store indsigter eller appellerer til modtagerens selvstændige reflektion.

Det er som at vente i en telefonkø i et langt tidsrum, og med jævne mellemrum høre et lydklip hvor en venlig person har indtalt de konkrete ord: "tak for din tålmodighed; dit opkald ér vigtigt for os". Det er fornemt, at de afsenderne ønsker at formidle det budskab (og budskabet er det korrekte af give), men budskabet skal omsættes til en form, så budskabet formidles og ikke blot erklæres. Effektiv formidling vil ideelt set resultere i, at modtagere forstår budskabet, men formidlinger af budskabet sker ikke ved at erklære det.

Den journalistiske pro-and-con skabelon er en bastant og åndløs iscenesættelse af to holdninger, eller i sjældnere tilfælde, to synspunkter. Hvor synspunkter lader sig begrunde (med fornuft), er blotte holdninger ubegrundede, og således ikke funderet på fornuft, men på fravær af fornuft (ofte betegnet "føleri").

Det er sjældent, at de journalistiske resultater giver plads til at synspunkter kommer til orde -- det bliver som regel holdninger der bliver luftet (uagtet om det er dikteret af mediet format, eller parternes retoriske uformåen). Skabelonen resulterer i en hanekamp på floskler, og modtagerne reduceres til åndløst publikum til et spectacle, hvor det eneste engagement der er muligt for dem, er at forfølge den "dem-og-os" agenda der er lagt op til.

Journalister har givetvist erfaret, at pro-og-contra formularen ikke leverer interessante journalistiske produkter. Om årsagerne er forstået, er tvivlsomt.

Den journalistiske metode er således i høj grad gået fra at høre parterne, til i stedet at følge andre skabeloner.

Enten ved at kreere illusionen om "den neutrale og alvise observatør", enten som "den snaksalige ekspert" eller "den personificerede faglighed", som gives taletid til at causere om emne. Det er endnu en form, der ikke inddrager modtagernes selvstændige stillingtagen, på anden vis, end at modtagere bliver bekræftet i at ekspertene er forstandige personer, idet deres trivielle og kedsommelig udsagn matcher modtagerens forudfattede opfattelser. Ingen blev klogere på noget, og modtageren efterlades med et indtryk om, at vedkommende forlængst er blevet alvidende. Altså intet lært, og den snæversynede antagelse om at yderligere læring er irrelevant, bekræftes.

En anden journalistisk form, er som story-teller. Diverse aktører leverer lidt drama, lidt indignation osv. (ofte med journalisten som en af aktørerne, typisk castet som den ridderlige helt og/eller den empatiske altruist, og med disse komponenter til en fortæller behøring iscenesat, kan journalisten i rollen som fortæller, causist, moralprædikant og/eller andet, præsentere modtagerne for en digterisk anekdote om "den virkelige verdens realiteter".

For slet ikke at nævne formen, hvor en journalist sendes til en geografisk lokation nær hvor noget signifikant forgår, f.eks. at nogle personer afholder et møde. Selve mødet (dvs. samtalen) er det interessante, men da dette ikke er korporligt og kan fremvises, kan de ydre rammer for begivenheden benyttes som kulisse for en uinformeret journalist, der kan oplyse at vedkommende befinder sig foran det modtagerne kan se í baggrunden, hvorbag der skjult for øje og øre foregår noget interessant. Journalisten anvendes som facade (face, ansigt), der fysisk transporteres til en lokation, hvor en facade af arkitektonisk art kan booste journalistens autensitet og relevans, alt imens vedkommende egentligt bekender at de stort set intet ved om hvad der foregår. Særligt festligt og oplysende bliver det, når journalisten spørger tilfældige forbipasserende om hvad de tror sker bag den inpenetrable facade (altså bygningerne), hvorved journalisten kan booste sit professionelle ego ved at kunne fremvise eksempler på, at andre heller intet ved, uagtet at de har besværet sig hen foran kulissen. At de fleste tilfældigt forbipasserende enten er turister der forsøger at opleve noget, eller er lokale der defilerer forbi fordi de er på vej mod noget, forklarer deres tilstedeværelse. Journalistens, derimod?

Heinrich R. Jørgensen

*
(ofte med journalisten som en af aktørerne, typisk castet som den ridderlige helt og/eller den empatiske altruist), og med disse komponenter til en fortællíng behøring iscenesat