Læsetid: 6 min.

Sladder på verdens højeste niveau

Den verdensberømte amerikanske journalist Bob Woodward har skrevet en genopførelse af det største finanspolitiske drama i nyere amerikansk historie, hvor en svag præsident og en inkompetent republikansk ledelse var ved at køre USA ud i betalingsstandsning
Taberen. Woodwards bog handler ikke om magt, institutioner og systemer, men om moral og personer. Han længes efter stærke præsidenter som Reagan og Clinton og ser Obama den svage præsident, der taber til omstændighederne og omgivelserne.

Taberen. Woodwards bog handler ikke om magt, institutioner og systemer, men om moral og personer. Han længes efter stærke præsidenter som Reagan og Clinton og ser Obama den svage præsident, der taber til omstændighederne og omgivelserne.

Joshua Roberts

22. september 2012

Modstanderne sagde om Obama: Han kan holde store taler, men han kan ikke levere politiske aftaler. »For blød,« kaldte de ham, »for flink,« sagde de, og »alt, alt for uerfaren«. Han er mesterlig til at tale os op i den syvende himmel, men han er en klovn nede i de politiske realiteter.

Det er efter fire år efter valget af Barack Obama ikke kun modstandere, der taler sådan om præsidenten. En amerikansk veninde, som selv stemte på Obama, fortalte for nylig ved et selskab:

»Obama troede, han kunne komme til Washington og sige: Jeg er præsident, jeg vandt valget, jeg vil gerne lave kompromis og så ville det hele lykkes. Men hvis man siger sådan til republikanerne, tænker de: Sikke en taber, ham smadrer vi.«

Hvis man fra starten siger, at man vil lave kompromis, opnår man ikke kompromis. Man skal sætte sig til bordet, fremsætte sine krav og gøre klart, at de er hævet over forhandling, og man vil bekæmpe alle, der stiller sig i vejen, med hån, spot og voldsom latterliggørelse. Så kan forhandlingen begynde, og man kan nå et kompromis. I det spil er den amerikanske præsident Barack Obama en håbløs amatør, som hverken kan slås eller forhandle. Det er konklusionen i den verdensberømte amerikanske journalist Bob Woodwards nye bog, The Price of Politics, der gennem samtaler med præsidenten selv, embedsmænd, demokratiske ledere og republikanske ledere genfortæller den dramatiske historie om de forhandlinger, som i 2011 skulle sikre, at USA ikke gik statsbankerot.

Præsidenten, Senatet og Repræsentanternes Hus var tunget til at indgå en aftale, der ville tillade USA at låne flere penge, så den amerikanske stat kunne afholde sine udgifter. De skulle hæve det såkaldte ’gældsloft’.

Missilkrise

Der var ingen ydre fjende, som ville dem ondt, og der var ingen krig, de skulle vinde. Den eneste modstand, de mødte, var fra deres eget politiske system. De skulle nå en aftale, inden de løb tør for kontanter, og alligevel kom de så langt ud over afgrunden, at den amerikanske regering overvejede, om man kunne redde USA’s økonomi ved at sælge landets guldreserver. Det bliver forkastet af finansminister Tim Geithner:

»Den ene grund til, at vi ikke kan gøre det,« siger Geithner, »er, at det ikke vil købe os særlig lang tid. Den anden grund er, at det vil gøre folk fuldstændigt rædselsslagne.«

Geithner er historiens helt: Han bliver beundret af både republikanere og demokrater, fordi han fastholder de store perspektiver og ikke forfalder til små slagsmål. Og så siger han tingene klart:

»Det er én ting for Grækenland at være Grækenland,« udtaler han med henvisningg til den mulige statsbankerot i Grækenland: »Det er noget helt andet for os at være Grækenland. Der vil ikke være nogen, som kan redde os, hvis vi går ned.«

Administrationen indkalder forfatningseksperter fra Harvard for at finde ud af, om de på nogen som helst måde kan hæve gældsloftet uden om Repræsentanternes Hus og Senatet. Det kan de heller ikke. For de politiske kampe mellem republikanernes krav om reduktionen af offentlige ydelser og demokraternes krav om opretholdelse af social omsorg er så tilspidsede, at de to parter ikke kan mødes. Demokraterne vil have højere indtægter til staten for at reducere gælden, republikanerne har aflagt en ed, som forpligter dem til ikke at hæve skatterne. Demokraterne vil ikke skære i Obamas sundhedsreform, mens republikanerne ikke vil røre militæret. Hvis lederne fra de to store partier kan blive enige, kan de være sikre på, at de ikke kan få deres bagland til at stemme for.

En højtstående embedsmand sammenligner gældsloftsaffæren med den cubanske missilkrise fra 1962, men denne gang er det ikke planetens sikkerhed, der står på spil. Det er den amerikanske økonomi. De vidste allerede i januar 2010, at gældsloften kunne blive en trussel mod den amerikanske økonomi, men alligevel formåede de først i sidste øjeblik at lave en aftale.

Den almindelige forklaring blandt republikanere er, at Obama er en pinligt svag præsident, som ikke vil være med til at skære ned, mens den almindelige forklaring blandt demokrater er, at republikanerne var så optaget af at tilføje Obama et politisk nederlag, at de var ligeglade med, om den amerikanske økonomi gik under. Den højreorienterede udlægning er, at præsidenten er blød og svag, mens den liberale udlægning er, at republikanerne er irrationelle og uansvarlige.

Konfliktsky præsident

Bob Woodward udfolder hele forløbet fra Obama sammensatte sit økonomiske hold i 2008 til den endelige aftale blev indgået i sensommeren 2011. Hans udlægning er, at præsidenten er en elendig forhandler, og at republikanernes lederskab er udueligt. Woodward, der gennem fire årtier har undersøgt amerikanske præsidenter journalistisk, anfører, at Obama både savner temperament og strategisk indsigt til at sætte sig igennem. Og når han prøver at sætte sig igennem, gør han det forkert. I en periode under de månedlange forhandlinger insisterer Obama på, at alle parter mødes til diskussion i Det Hvide Hus hver formiddag klokken 11.

Det bliver hans måde at demonstrere vilje og kraft på. Men det kommer der bare ifølge Woodward ingenting ud af. Alle de andre ved, at det ikke fører nogen vegne, at de samme mennesker mødes samme sted hver dag. Præsidenten tror selv, at han nu virkelig sætter sig for bordenden, men både de republikanske og demokratiske forhandlingsledere ryster på hovedet til og fra møderne. De spilder tid, og de mister respekt for præsidentembedet. Obama hæver under forhandlingerne stemmen og fremlægger sit eget udkast til en aftale. En anden mødedeltager svarer hånligt, at præsidenten ifølge forfatningen ikke har mulighed for at lave love. Præsidenten kan kun forkaste de love, han ikke kan acceptere.

Woodward sammenligner Obama med Bill Clinton: Den gamle præsident elskede slåskampen, mens den nye præsident trækker sig ved udsigten til konflikt. Hvis man forestiller sig, at der skulle indrettes et nyt kontor i en fløjbygning i Kongressen, ville Clinton ifølge Woodward kaste sig lykkelig ud i striden med republikanerne, mens Obama ville overlade det til administrative medarbejdere at finde en løsning.

Nicorette og cigaretter

Selvsikkert betror Obama sine folk, at han ved, hvordan man skal håndtere republikanernes leder i Repræsentanternes hus, John Boehner. Han er den gode gamle type countryclub-republikaner, der ryger cigaretter og ser golf på tv. Boehner og Obama mødes mange gange og taler godt sammen. Men som Boehner siger:

»Hvis du vil vide, hvad der er forskellen på mig og præsidenten, så er det, at jeg sidder her og ryger en cigaret og drikker et glas Merlot, og ovre på den anden side af bordet sidder USA’s præsident og tygger nikotintyggegummi og drikker isthe.«

Det interessante er ikke selve anekdoten, men den prominente placering, Woodward giver den i fortællingen: Den bekræfter billedet af en præsident, som ikke er præsidentiel. Men dommen er tilsvarende hård over Boehner: Da Boehner endelig tror, de har forhandlet et kompromis hjem, viser det sig, at han ikke har opbakning blandt sine egne. Han har reelt forhandlet uden mandat. Også Boehner er en formel leder, som ikke kan blive til en reel leder. Og det bliver konklusionen på Woodwards bog: Den politiske krise i USA handler ikke om magt, institutioner og systemer, men om moral og personer. Han forholder sig ikke systemkritisk til USA, men anekdotisk og strategisk. Man får et enestående indblik i forhandlingsteknikken og magtkampene mellem de politiske aktører og institutionerne i USA, men man får ikke mere end det. Clinton og Reagan er heltene, de var stærke præsidenter, som kunne sætte deres vilje igennem, mens Obama og Boehner er tabere, som taber til omstændighederne og omgivelserne. Det er ikke stor systemkritik, det er en slags Mogensen & Kristiansen på den allerstørste scene. Det er sladder, men det er sladder på allerhøjeste niveau.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

At kalde det 'sladder', og at sammenligne det med Mogensen & Kristiansen, hvad en mand med mere end fyrretyve års erfaring i amerikansk politik, der har været stærkt medvirkende til at få afsat en amerikansk præsident, er lige stærkt nok.

Men Obama bliver nok genvalgt, fordi hans modkandidat er endnu mere umulig end han selv er. Og mere kan man åbenbart ikke forlange.

Men bogens dilemma er vel interessant også på dansk grund. Hvis man fx skifter mellem kompromisløse regeringer og kompromissøgende regeringer kræver det en solid taktik ikke at blive kørt over af de urokkelige. Man skal så både kunne fremstå som den pæne modsætning til dem, og samtidig være stålsat nok til solidt at markere hvor skillestregen står, Og det i en politisk maskine, der i sin konstruktion belønner de aggressive.