SPSIDrik: I øllets verden behøver ’tilsætnings- stoffer’ ikke at være et fyord

22. september 2012

Hvad er øl? Her er en konservativ definition, signeret Bryggeriforeningen: »Øl er en alkoholholdig drik, der er fremstillet af malt, humle, gær og vand. Brygprocessen består af tre forskellige processer: Maltning, hvor korn omdannes til malt ved at kornet spirer og derefter tørres og eventuelt ristes. Brygning, hvor knust malt tilsættes vand, hvorved der dannes en urt, der efterfølgende koges med humle. Gæring, hvor man ved at tilsætte gær til urten omdanner urtens maltoseindhold til alkohol og kulsyre.«

Og det er jo rigtig nok. Bortset fra at humlens plads som det krydrende smagsgivende udmærket element kan erstattes af eller suppleres med alt muligt andet. Netop her bliver definitionen åben og inklusiv. Øjensynlig sætter kun fantasien grænser.

Efterårsgodteposen

Man kan f.eks. kombinere kirsebær med byg- og hvedemalt og gemme sit øl i en årrække. Just dette har Herslev gjort med sit nye (dvs. gamle) Vintage-udspil, markedsført som Høstbryg. Langtidslagringen har forlent øllet med elegant vinøsitet, og syrligheden er næsten som i en belgisk sour ale. Der er tydelig mandelsmag med en fin bitterhed, som ifølge bryggeriet stammer fra kirsebærsten, og frugten og syren hvillr i fornem balance. Og så er den dybrøde farve en fryd for øjet. Kirsebærrene blev høstet tilbage i 2006, men i denne øl lever de fuldtonende.

Herslev har mere i efterårsgodteposen. I den orangerøde Høstbryg Hyben får byg- og rugmalten selskab af hybenblomster og hybenskaller. Hybenblomsterne er en pudsig tilsætning, men de tilfører en en velgørende sødme, som afrunder af let humlebitterhed, mens hybenskallerne fremhæver smagen af frugt, bær, nødder og tørret frugt. Igen en helstøbt komposition fra det lille gårdbryggeri ud for Roskilde.

Anders Kissmeyer blev nægtet indrejse i USA, hvor han skulle deltage i forskellige fællesbryg-sessioner, fordi han ikke havde arbejdsvisum. Den amerikanske grænsekontrols idioti har angiveligt affødt en række solidaritetsøl fra amerikanske bryggere i serien Denied Entry. Nu har Kissmeyer også bidraget. Tilsætningselementerne er appelsinskal og granatæblesirup. Genremæssigt befinder vi os mellem belgisk frugt-ale og bière de garde. Aromaen domineres af citrusnoter, frugtsyrlighed og afdæmpet sødme. Granatæblesiruppen er kun diskret til stede som en let medicinsk bismag. Orangeskallen er derimod meget fremtrædende og givet et ret unikt smagsbillede med noter af citronpeber. Ikke et mesterværk, men bonuspoint for den kompromisløse vilje til originalitet skal der være!

Havtang og hamp

Flippet bliver det hos Mikkeller, som til den nys overståede Mangfoldighedsfestival på Rantzausgade havde bidraget med en krydderøl med havtang, hvilket gav et distinkt element af salt, iblandet citrus, rugbrød, et strejf af banan og undertoner af grønne oliven. Øllen var tænkt som og fungerede som et perfekt akkompagnement til den kulinariske mangfoldighed på festivalen med den stærke islæt at krydrede etniske køkkener.

Fra havtang til hamp. Det lille schweiziske kvalitetsbryggeri, Appenzeller, som Lögismose har opdaget, har brygget den virkelig særegne Hanflüte Bier, som er krydret med blomster og blade fra hampplanten. Med sine tjallede aromaer er den i den grad også med til at flytte grænserne for, hvorledes øl kan smage. I næsten er den blomstrende, og i munden saftig med mindelser af ingefær, citrus, harpiks og hvid peber. Euforiserende er den ikke, men euforisk kan man godt tillade sig at være over så forskelligartet øl kan smage.

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

(5/6) Herslev: Høstbryg Kirsebær 2006. 6 pct. 50 cl. Kan købes på bryggeriet, pris ikke oplyst
(5/6) Herslev: Høstbryg Hyben. 6,2 pct. 50 cl. 30 kr. hos Irma
(4/6) Kissmeyer: Denied Entry, 6,5 pct. 66 cl. 65 kr. Superbest
(5/6) Mikkeller: Salty Ocean Weed. 5 pct. 33 cl. Udskænkes på Mikkeller Bar, Victoriagade
(4/6) Appenzeller Bier: Hanfblüte. 33 cl. 5,2 pct. 21 kr. Løgismose Vin, m.fl.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu