Læsetid 4 min.

Status er ikke længere forbeholdt de udvalgte få

I et fragmenteret og diffentieret samfund er status ikke længere en mangelvare. Er man utilfreds med de givne rammer og hierarkier, kan man bare bryde ud og skabe nye, skriver den amerikanske Joel Best en ny bog, der henvender sig til mange flere end sociologer
Magt. De, der kan uddele status, besidder en særlig magt til at definere, hvilke præstationer, talenter eller færdigheder der skal belønnes – en magt, det er svært at give afkald på, for den er nærmest lig med Vorherres ret til at definere, hvad der rigtigt og forkert.

Magt. De, der kan uddele status, besidder en særlig magt til at definere, hvilke præstationer, talenter eller færdigheder der skal belønnes – en magt, det er svært at give afkald på, for den er nærmest lig med Vorherres ret til at definere, hvad der rigtigt og forkert.

Mikkel Østergaard
29. september 2012

Først skete der en demokratisering af samfundets titelhierarki. Autokratiets titler blev demokratiseret til hr. og fru. Og nu, over 200 år senere efter autokratiets fald, er det, som om enhver kan pynte sig med adelige ærestitler, når årets medarbejder bliver udråbt med pomp og pragt, eller skolens bedste elev tildeles en elitepris. Udnævnelser, belønninger og anerkendelsesceremonier handler alle om fordelingen af den dyrebare status. Ved første øjekast en knap ressource, som alle gerne vil have fingre i, men i princippet kan den masseproduceres.

Status er et tilbagevendende tema i den sociologiske litteratur, og nu har den amerikanske professor fra University of Delaware Joel Best skrevet en informativ bog om emnet.

Statusinflation?

Best har en god og simpel pointe. Vores verden er opdelt i forskellige kulturer, lokalmiljøer, interesseorganisationer og fritidsinteresser, og det betyder, at tildelingen af status ikke længere er forbeholdt nogle få, men kan finde sted i alle mulige sammenhænge – hvad Best betegner som forskellige sociale verdener. De sociale verdener kunne også have kaldes klasser, subkulturer, statussfærer, stammer eller sociale scener. Pointen er, at alle former for sociale kontekster giver status til deres respektive medlemmer og hermed etableres et hierarki, der let kan aflæses af de indviede – og som man som udefrakommende gør klogt i at sætte sig ind i.

Status er uden tvivl et af de mest centrale begreber, hvis man skal forstå et hvilket som helst samfunds ’nervesystem’.

Best mener, at den voldsomme differentiering også har ført til en demokratisering af statushierarkierne, for er man ikke inviteret, eller er man utilfreds med de forskellige sociale verdner, man indgår i, kan man bryde ud og skabe sine egne. Pointen lyder banal, men er historisk set ikke så dum, for samfundets forskellige statushierarkier har altid været uhyggeligt konservative – i betydningen urokkelige. Årsagen er, at de, der har autoritet til at uddele status, besidder en særlig magt til at definere, hvilke præstationer, talenter eller færdigheder der skal belønnes – en magt, det er svært at give afkald på, for den er nærmest lig med Vorherres ret til at definere, hvad der rigtigt og forkert. Magten til at definere, hvad der giver status, er nemlig en særlig magt, som angiver, hvad der tæller og kan accepteres som retfærdigt, sandt eller rigtigt, og udgør derved et samfunds moralske rygrad.

Heltedyrkelse

Nu er tiden ifølge Best imidlertid en anden og han angiver en simpel sociologisk opskrift på en gradvise formalisering af en social gruppe, der, hvis den ellers kan holde sammen, kan ende med et sæt vedtægter, referater, møder og ikke mindst et statushierarki med medlemmer, der med tiden kan betragtes som dygtigere eller blive dyrket som helte.

Bests bog er god, let læst og kan ikke kun anbefales til sociologer, der skal holde deres sociologiske blik skarpt. Bogen fungerer som en generel analyse for dem, der gerne vil forstå det amerikanske samfunds overophedede dyrkelse af helte, og dermed også få et svar på spørgsmålet om, hvorvidt der også kan gå eller er gået inflation i statusuddelingen. For hvad sker der med statusbegrebet, når den, der har held til at holde op med at ryge, får et trofæ med hjem af sin støttegruppe, og når skolebørn mødes med anerkendelse og belønning for hvert et ord, der rammer rigtigt på stavepladen? Preller de rosende ord og de anerkendende nik af?

Best har det desværre med at favorisere uddelingen af priser for at knytte status og selvværd sammen med gode præstationer. I sine diskussioner af forekomsten af de utallige prisuddelinger kan han ikke lade være med at understrege de mange positive aspekter, der er ved at belønne og stræbe efter gode præstationer. Han nævner f.eks. de forskellige former for belønningssystemer i det amerikanske skolesystem, og hvordan de kan være med til at bryde den sociale arv. Motivet for hans diskussion er, at middelklassebørn allerede nyder godt af deres præerhvervede status og er afkom af forældre, der er bange for, at de ikke har stimuleret deres børn nok, og derfor har rost dem til skyerne, hver gang de har fulgt mors og fars anvisninger.

Forskellige forudsætninger

Anderledes står det til med de dårligere stillede børn, og her kan skolen ifølge Best spille en væsentlig rolle. Det har han utvivlsomt ret i, og selv om han også referer til kritikken af den voksende industri, der lukrerer på den omsiggribende udpegning af præstationer, der fortjener en særlig belønning og status, er han ofte helt blind for, at der for hver gang man særligt fremhæver 1 ud af 100, er 99 andre, som potentielt er blevet forbigået. Alle er ikke vindere, behøver nok heller ikke at være det, men Best har så stort et behov for at tro på, at enhver kan smide de klassebestemte klæder og avancere i samfundets hierarki, at det går ud over hans analyser.

Og så måske alligevel ikke, for han påpeger flere gange, hvor stor en forskel der er på børns forskellige forudsætninger, når de begynder i skolen – og ikke mindst hvor meget disse forudsætninger betyder for deres fremtidige statusmuligheder – men det er, som om han også gerne vil tro på den amerikanske drøm: at enhver kan rejse op igennem samfundets hierarki og nyde frugten af sine præstationer.

Kritikløs begejstring

I et samfund, som har segmenterede fællesskaber, og hvor statuskapløbet er eskaleret voldsomt de seneste årtier, er der behov for flere helte. De skal dyrkes og har fået fetichkarakter. Helte, superstjerner, kendisser eller andre, som nyder en særlig status, er dog også tættere på skandaler, for har de dopet sig til deres præstationer, fiflet med deres cv’er eller det, der er værre, har de også pillet grundlæggende ved de værdier, som hyldes og lovprises, hver gang vi tilbeder dem som unikke. Her kommer Best ind på noget interessant, nemlig den anden side af et samfund, som tilbeder, anerkender, roser, belønner, hylder og går psykotisk amok over deres helte – for jo højere piedestalen bliver, desto længere er faldet. Den korrigerende mekanisme for statusbobler er kritik, anmeldelser og alle mulige former for top 10-lister, der rangordner gode og dårlige identiteter og – fristes man til at sige – produkter.

Der er nemlig ikke kun knyttet status til en persons identitet, men også til de produkter, vi køber, og som giver et billede af vores statusforhold indvendigt eller udvendigt afhængigt af, om det er produkter, vi fortærer eller ifører os. Best har en udmærket diskussion af, hvordan ranglister er med til både at opretholde og nedbryde statushierarkier.

Joel Best har skrevet en udmærket bog for dem, der vil forstå, hvorfor statusbegrebet er centralt for det amerikanske samfund, men hans forkærlighed for belønningssystemer og nedladende bemærkninger om kritikken af et opskruet belønningssamfund ødelægger meget af bogen. Ærgerligt, for uden dem ville det have været en langt bedre bog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Desværre nej, der finder en refeudalisering sted, hvor vi igen tager for gode varer, hvad ligegyldige magtmennesker siger og gør. Det bliver en kamp at trænge det tilbage.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Det lyder som en bog, jeg godt vil læse.
Ikke fordi konklusionerne er perfekte, men som basis for tanker.

Den sidste sociologi-bog som gjorde stort indtryk var Klaus Kjøllers bog om netværk.
Den er jeg stadig ikke færdig med at tænke over.

Brugerbillede for Tom Paamand

I folkeskolen fik min gamle geografilærer et år gennemført, at den officielle flidspræmie gik til en elev, som havde fået en temmelig ringe karakter - men eleven havde i løbet af året kæmpet sig op til den fra det absolutte nulpunkt. Det er den eneste gang, hvor jeg har kunnet se ideen med sådanne belønninger.

Brugerbillede for Claus Oreskov

I det tidligere Sovjetunionen udstedte: børnehaver, skoler, universiteter, arbejdspladser, kollektiver (statsbrug) kommuner, amter og staten, diplomer for særlige udmærkelser. Især blev almindeligt arbejde belønnet med fine diplomer. Jeg har en lille samling af sådanne diplomer og det er alt fra: rengøring, malkning af køer samt frivillig arbejde i veteran foreningen som udmærkes med et flot diplom. De som fik diplomer kom i aviser f.eks. årets håndværker og blev kendt i lokalsamfundet for deres særlige indsats. Diplomerne var noget man hængte op på vægen, og i mange russiske hjem kan man stædig se disse diplomer som familien med rette er stolte af. En del af sådanne diplomer kunne også berettige til et pensions tillæg når tiden for pension kom. For særlig hårdt arbejde var pensions alderen i sovjetunionen 50 år. Det gjaldt også for kvinder som havde født mere end 4 børn!

Brugerbillede for Martin Kaarup

"Status er ikke længere forbeholdt de udvalgte få"

Skrevet af en der aldrig har oplevet magtelitens status og privilegier.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Der er jo en meget mere udbredt form for status, nemlig den i lønningsposen, som også handler om, at de enkelte stilles til regnskab for sine gerninger og vurderes af en autoritet ud fra nogle smalle kriterier, som på autokratisk vis presses ned over den enkelte. Denne konformitet har vi brugt lang tid på at demokratisere, men i løbet af de sidste 10-15 år har vi oplevet et enormt tilbageslag, hvor den frihed for den enkelte, velfærdssamfundet skulle facilitere, i stedet er blevet brugt til at tvinge folk ind i en nedadgående spiral med stadig mere indbyrdes afhængighed, til magtmenneskers fryd, men almindelige borgeres frustration.

Brugerbillede for steen nielsen

Lidt mere sportspræstation i hverdagen.

Man må stille spørgsmålstegn ved om det bør være det endegyldige mål i alle livets forhold, at vi skal kopiere sportsindustrien og præstere hele tiden og mere og mere.

I filmen Food Inc. vises billeder af kyllinger der er fedet så voldsomt op og så hurtigt, at de ikke kan gå bare få skridt, fordi deres knogle system ikke kan bære den enorme vægt.

I filmen, fortæller man stolt om den enorme effektivitet med hvilken landbruget præsterer og disse effektive produktionsmetoder udgør 80 % af den samlede produktion.

Det at præstere er blevet et succeskriterium i sig selv, hvad der præsteres er ikke afgørende, bare der præsteres mere og produceres flere trofæer.

Brugerbillede for Jesper Wendt

Kapitalisme, er en primitiv adfærd, på linje med vold. Det ene udelader ikke det andet.

Et samfund uden en fair fordeling, vil aldrig blive homogen, men fordrer pression. Symptom behandling, har været opskriften længe, men nu er der ikke længere råd til det. Kimen, til et bedre liv, må være lige muligheder, som minimum. Samtidig med, man må tage højde for, at en del af befolkningen ikke vil kunne bidrage produktivt, men på mange plan, er det gavnligt, ude i de små hjem.

Når man ikke vil dele ressourcerne med sit land, så er man måske ikke en del af noget.

Så status, er altså ikke længere på et regionalt plan. Det økonomiske regime, sætter status banderolen.

Resten, må anses for trøstepræmier.

Brugerbillede for Robert  Kroll

Status kan ses i mange sammenhæng

- status i kraft af udmærkelser som sportsudøver, videnskabsmand, kunstner
-status i kraft af penge
-status blandt kollegferne på arbejdspaldsen i kraft af at være den bedste til jobbet ( det kan være et maskinværksted, et advokatkontor, et restaurationskøkken eller hvad som helst andet)
- status i rockerklubben i kraft af et rygmærke med "fuldgyldigt medlemsskab)
- status i tabloidpressen i kraft af at have de største bryster og mindst tøj på

Vi lever i et antal "cirkler" ( privat, familiemæssigt, professionelt, hobbymæssigt, fritidsmæssigt o s v) og sommetider er cirklerne sammenfaldende og til andre tider er de helt afsondrede fra hinanden - men staus kan findes i alle cirkler

- status er vel dybest set altid, at andre i "cirklen"synes man på en eller anden måde er god til et eller andet,

Det lyder som en interessant bog.