Den europæiske union kan udvikle sig i to retninger. I heldigste fald lykkes det endegyldigt at overvinde nationalstaternes krigeriske historie og ved hjælp af demokratisk samarbejde at tæmme den aktuelle krise.
I modsat fald fører de teknokratiske reaktioner til demokratiets endeligt, eftersom de angiveligt nødvendige tiltag legitimeres med henvisning til den kommende katastrofe, mens enhver opposition erklæres for utilladelig, og der således regeres absolutistisk.«
Så klart beskrives Europas skillevej i en ny bog på 80 letlæste sider, hvor den tyske sociolog og glødende Europa-tilhænger Ulrich Beck skitserer, hvordan eurokrisen har splittet europæerne og tilsyneladende uafvendeligt koncentrerer en hidtil uset økonomisk magt i Berlin.
»Krisen og euroredningsprogrammerne lader konturerne af et andet Europa træde frem, et spaltet kontinent, der gennemskæres af nye grøfter og grænser«, skriver Beck og peger på skillelinjen mellem Nord- og Sydeuropa, mellem eurozonens medlemmer og de øvrige EU-lande og ikke mindst en fundamental kløft mellem afmægtige vælgerbefolkninger og den politiske elite, der gennemtvinger spareprogrammer som betingelser for krisehjælp og mere eller mindre uforvarende spiller befolkninger ud mod hinanden.
Først og fremmest kræver Beck et opgør med nationalstatens perspektiv.
»Den ny samfundskontrakt, der ønsker at vinde individerne for Europa, må forsøge at indvarsle en socialdemokratisk tidsalder på et transnationalt niveau og dermed besvare spørgsmålet: Hvordan kan en realistisk utopi, der bygger på social sikkerhed, formuleres på en ny måde, så den ikke længere ender i en af to blindgyder – i nostalgien efter den nationale velfærdsstat eller i den neoliberale selvudleverende reformiver.«
Merkiavelli
Eurokrisen har åbenbaret et magtfuldt Tyskland, der i løbet af krisen har akkumuleret magt og nu holder kontinentets skæbne i sine hænder. Men Beck påpeger den demokratiske legitimitetsskrise. Mens et flertal af tyskerne i en folkeafstemning ville stemme for, at Grækenland forlader eurozonen, ønsker et flertal af grækerne at forblive i valutafællesskabet.
»Hvordan ville de modsatrettede afgørelser kunne forsones? Hvilket demokrati ville sætte sig igennem? Med hvilken ret? Med hvilken demokratisk legitimation? Eller ville økonomiens tvangsmidler spille en nøglerolle?« spørger Beck indledningsvist.
Heri ligger krisens problem ifølge Beck. En økonomisk krise med globale konsekvenser kan ikke længere forvaltes ud fra et nationalstatsligt perspektiv. Ikke at handle er imidlertid det samme som at overgive sig til den økonomiske tænkning og de eksisterende modeller, der i forvejen har ført Europa dybere og dybere ud i krisens hængedynd.
Så længe to modsatrettede politiske kræfter står over for hinanden, vil krisens økonomiske dynamik fortsætte uforstyrret og hinsides politisk kontrol. Beck skelner mellem »Europa-arkitekterne«, den politiske elite, der kræver yderligere europæisk integration, og de »nationalstatsortodokse«, der vægrer sig ved enhver form for suverænitetsafgivelse til Bruxelles. Midt imellem står den tyske kansler Angela Merkel, hvis tøvende forvaltning af krisenfår Beck til at betegne hende som Merkiavelli, en magtpolitiker, hvis indenrigspolitiske kalkuler trækker på lektien hos den magtkyniske italienske renæssancefilosof Machiavelli.
Men ikke at handle er i krisetider det samme som at slippe tøjlerne.
Tid til ’revolution’
Senest har den tyske finansminister Wolfgang Schäuble i et interview luftet ideen om en europæisk superkommissær med vetoret over nationale budgetter. Det er netop denne form for tænkning, der ifølge Ulrich Beck ikke er tilstrækkeligt vidtgående.
»Også forestillingen om, at Tyskland og andre kreditorlande ved hjælp af finanspagten kan kontrollere andre eurolandes budgetpolitik, er til syvende og sidst begrænset af et nationalt perspektiv. Også her må reglerne i grunden ændres på en måde, der muliggør en fælles europæisk økonomisk politik og finanspolitik.«
Samtidig langer Beck ud efter den økonomiske logik, der hidtil har domineret forståelsen af eurokrisen. De gængse økonomiske modeller, der eksempelvis foreskriver en løsning ved at smide Grækenland ud af eurozonen, er blinde og formår ikke længere at se krisen i et større perspektiv. Selv tilhængerne af en jernhård sparedisciplin må se i øjnene, at konsekvenserne af et græsk exit vil være uoverskuelige. Den nuværende politiske model lider med andre ord af et underskud af den nytænkning, som situationen kræver.
»Den fare, der truer EUs overlevelse, kræver politiske initiativer. Problemet er: Denne indsigt og det politiske system, der bygger på nationalstaten, passer ikke sammen. Af samme grund bliver det, der tidligere blev kaldt ’revolution’, nu til politikernes hverdagsopgaver. En regeringschef må med stilfærdige eller højrøstede udsagn, med små eller store skridt antyde den nationalstatslige politiks fald og må måske endda indlede eller gennemføre den,« skriver globaliseringsteoretikeren Beck, der imidlertid ikke ser tegn på, at politikerne er opgaven voksen.
Risikosamfundet
Beck bygger sin analyse af krisen på sin kendte teori om risikosamfundet. I globaliseringens tidsalder er krisesituationer ikke længere blot nationale, men også globale begivenheder.
Beck peger eksempelvis på Sovjetunionens sammenbrud, den globale finanskrise og klimakrisen som eksempler på begivenheder, der før de indtraf lå uden for den offentlige bevidstheds forestillingsevne. Samtidig peger han på, at konsekvenserne af den type katastrofiske begivenheder er globale.
»Den egentlige katastrofe, skræmmebilledet som males på væggen, er valutaunionens potentielle kollaps, som i en kædereaktion muligvis ville kunne rive den europæiske union som helhed og verdensøkonomien med sig i afgrunden.«
Eurokrisen, understreger Beck, adskiller sig imidlertid fra mange af de øvrige scenarier, eftersom dens ukontrollerbarhed i bund og grund er konsekvensen af en politisk vilje. På trods af situationens alvor fastholder Beck en optimisme, som han undervejs indrømmer, er naiv og utopisk. Stillet overfor overhængende katastrofer påvirkes den offentlige bevidsthed imidlertid også i en grad, der forandrer betingelserne for politisk handling.
»Hvor faren er, vokser også det reddende«, som det hedder hos den tyske romantiker Hölderlin.
Beck sætter sin lid til, at krisen vil føre til nye politiske former, og peger blandt andet på sociale grupperinger, der er fanget i et tilsyneladende magtløst rum mellem finansmarkeder og den politiske elite.
Ikke engang de mest forbenede tilhængere har tilsyneladende selv længere troen på dette luftkastel, som kun fungerer i kraft af grådige levebødspolitikeres krav og højere lønninger.
Uden disse høje EU lønninger til politikerne, var luftkastellet skudt ned forlængst, men i kraft af dem fortsætter den nedafgående spiral uden hensyn til befolkningerne.
Forfatteren rammer lige i plet på mange områder.
Den indre svinehund, hvor man gør andre (romaer, indvandrere, fattige og dem fra fattige lande) til skyldige i alle sine problemer, har nok altid været til stede.
Men der er ingen tvivl om, at krisen motiverer visse politikere til at fremfører disse begrundelser, da de ikke kan tilbyde reelle løsninger på landenes problemer.
Og dette fremføres ikke alene af ultra-højre-politikere i Ungarn og Tjekkiet, men fremføres nu også alm. borgerligepolitikere som de engelske, finske og svenske. der også begrunder beslutninger, eller mangel på beslutninger med noget, der hører hjemme i denne kategori.
Hør blot på dette: "Vores banker skal ikke betale, for banker, der ikke holder en ordentlig økonomi".
Men ser man på de reelle problemer i dette, lyder det temmelig hult og populistisk. For fakta er jo, at den fælles valuta har givet Europa et gigantisk hjemmemarked, som alle lande nyder godt af, og ingen har råd til at undvære - heller ikke UK og Sverige m.fl.
Derfor er der blot at komme til lommerne og finde en reel løsning på problemet. Så kan man altid diskutere, hvem der er ansvarlig for krisen.
Det er ikke nationastaterne, der er problemet, det er forsøget på at tvære gældskrisen ud over befolkningerne, der er det.
vi genere rask væk andre fordi de er store, og de selv samme mennesker gør alt for at vi skal blive store.... jeg siger bare, nedlæg EU tak.
Vi tager den lige igen. Der er ingen finanskrise, der er en arbejdsløshedskrise, og den har EU selv skabt pga. forfejlet økonomisk politik. Men da det jo ikke skal gå ud over de rige, kalder man det en finanskrise og yder hjælp til de rige. Folket kan sejle i deres egen sø.
Det er tid for en revolution. http://ibog.verdenfoer1914.systime.dk/index.php?id=94
Og så får vi lige EU's standardløgnehistorie om at EU er lig med Europa.
Som jeg ydmygt forstår det, så havde man først en finanskrise.
Finansfolkene har så en masse gode venner og lakajer i regeringerne. Disse syntes at det var så synd for finansvennerne, at de skyndte sig at lade staterne betale, så finansvennerne slap. Men staterne havde heller ikke råd, så regeringerne skyndte sig at spare på en måde, så det i stedet for gik ud over de, som ingen penge havde.
Og de er jo nok også mere vant til at mangle end de rige, så det er nok ikke så slemt...
- Menneskeheden står overfor et mentalt kvantespring
Enten finder vi sammen ud af skoven - eller vi løber forvildet i hver sin reting tilbage til den.
Det første vil føre til menneskehedens guldalder - det andet vil føre til et nyt blodbad på naboen
- Vi tale om "Første Globalkrig"
EU. Godnat og sov godt.
Eneste og hurtigste vej til afskaffelse af EU er en kraftig reduktion af lønniveauet, først og fremmest for de folkevalgte og kommisærer. Samt selvfølgeligt at fjerne samtlige skattefordele , der er forbundet med div. hverv i EU.
Der med forsvinder en del vore "ansvarlige politikeres" personlige engagement og interesse i at bevare og udbygge dette misfoster der svælger i at fjerne befolkningernes rettigheder.
Tilbage af tilskyndelse til vore politikkere vil kun være de helt private meningdannende tilskud fra private firmaer, der selvfølgeligt stadig har interessen i denne indkøbsforening for de rige. Disse tilskud vil næppe kunne bevare begejstringen alene.
Der for vil vore politikere hurtig få øje på, hvad de ikke kan se i dag, hvilke urimeligheder EU byder på , som arbejdskrafetns frie bevægelighed, fri kapitaloverførsel og begrænsning i frie foreningers handlinger
Tilsyneladende har alle glemt hvad Europa uden en unions-konstruktion har været i århundreder: Nationalisme, krig, forfølgelser, diverse - ismer.
Det er dejligt at lufte paroler og drømme om et EU-frit Europa, men så er der ingen til at tøjle svinehundene i de enkelte lande. Kun EU holder pt Ungarn og andre sydøsteuropæiske lande på måtten. Please, lad være med at støtte op om de europæiske højreradikales EU-bashing og lad os konstruktivt engagere os.
"Eurokrisen kalder på radikale løsninger".
Om det med eller uden bagtanker, at Information har valgt denne overskrift, kan vi jo ikke vide, men uanset hvad er det da 'morsom', at nogen i Danmark - ud over De Radikale og deres proselytter forstås ' stadig tror på 'Radikale løsninger'.
De Radikales Euro-fetich synes snarere at være en del af problemet end af løsningen. Personligt ville jeg da fx foretrække sociale løsninger.
Stik EU politikerne et godt gammeldags Matadorspil, samt en printer hvor man bare kan trykke nogle flere pengesedler, så kan enhver da regne ud hvordan det går.
At man kun skulle kunne samarbejde igennem suverænitetsafgivelse siger ikke blot alt om eu - konstruktionen, men også alt om den bagvedliggende manglende bevidsthed og forståelse for det egentlige problem. Som er en hovedløs uhensigtsmæssig administration i form af privatkapitalisering af og indbyrdes konkurrence om fællesskabets ressourcer, hvilket pt har ført til en katastrofal mangel på bæredygtighed og alle de deraf afledte katastrofer, som vi daglig plages af.
Eu bruger 1000 milliarder til bankpakker, men kan ikke finde midler til at iværksætte bæredygtig beskæftigelse (kilde P1 i dag).
Den nye finanspagt tillader udlån som er 33 X indestående. LehmannBrothers udlån var 31 X indestående (kilde P1 i dag).
Som Jørgen Steen Nielsen forleden i Deadline pointerede, så er EU klubben så fokuserede (min formulering) på hvad der ligner panisk damagecontrol, at man åbenbart ikke magter at forholde sig til dé underliggende problemer, der har skabt krisen>manglende bæredygtighed
Det er karakteristisk, at det er en tysker, der bliver panisk, når EU støder på problemer. Auswitch og skammen over fortiden har præget generationer af tyskere, med god grund. Halmstrået for tyskerne har været EU. Tyskerne skulle ikke længere være tyskere, men europæere fra den tyske region i EU. Og løsningen forekommer en tysker lige til, for i forvejen en en sachser jo en tysker fra den sachsiske region i Tyskland; så hvorfor ikke europæer fra den tyske region?
Men her gør tyskerne regning uden vært. For danskerne skammer sig ikke over at være danskere, tværtimod. Skotterne lider heller ikke af mindreværdskomplekser; de vil i 2014 afholde folkeafstemning om tilhørsforholdet til Storbritannien. Og Catalonerne vil løsrive dem fra Spanien. Og mange andre tendenser i tiden kan nævnes.
Så, rådet til tyskerne er: se at genvinde jeres selvtillid, og lad så os andre være i fred.
Klaus, dit indlæg starter godt med forklaringen af tyskere som europæere. Men er du sikker på, at ingen danskere skammer sig over at være danskere?
Og ønsker skotterne ikke at være europæere fra Skotland, catalonerne europæere fra Catalonien?
Jeg er ret sikker på, at danskerne er stolte over at være danske. Jeg har aldrig oplevet, at danskere kaldte sig noget som helst andet end danske, men jeg har ofte oplevet tyskere, som kaldte sig sweitsere. Og jeg er ret sikker på at skotterne opfatter sig som skotter i Storbritannien i Europa og catalonerne som catalonere i Spanien i Europa. Danskerne opfatter sig som danskere i Skandiinavien i Europa, og ikke som europæere fra Danmark.
@Klaus
Det er ikke sort hvidt.
Jo, Jeg har da oplevet Tyskere, der fortalte mig at de var "Svejtsiske jøder", imens de så på mig med våde øjne.
Men nogle af de tyskere som jeg syntes har det mest afklarede forhold til deres egen historie, er faktisk børn, eller børnebørn af tidligere Nazister. De er som regel glade for at være tyskere, uden at være specielt stolte.
Det er min erfaring, at Tyskere med noget mellem ørene, selvfølgelig godt kan skille tingene ad.
Men frem for alt, er den Tyske kultur ekstremiteternes kultur, her finder du hele spektret.
Morten Pedersen siger noget meget klogt når det gælder EU.
Hvorfor bliver datidens krige fremhævet som et argument for at en union i nutiden skulle være nødvendig for fred.
Over hele jorden har nabokrige mellem stammer og lande været normalen i perioder.
Og der er så også perioder med fred nu uden unione??
Hvis forudsætningen for fred skulle være en union, er der faktisk udsigt til ufred altid ret mange steder, balkan f.eks. Dette er så ikke tilfældet.
Lidt svært at tage EU til indtægt for at have opfundet samhandel og samværdr