Læsetid: 6 min.

»Formiddagseksistentialisme: Sol, te, cigar, papir«

Filosoffen Peter Sloterdijk er altid på farten. Forfattet på alverdens udskiftelige hotelværelser byder hans tankevækkende optegnelser sig til for feinschmeckere
Filosoffen Peter Sloterdijk er altid på farten. Forfattet på alverdens udskiftelige hotelværelser byder hans tankevækkende optegnelser sig til for feinschmeckere
20. oktober 2012

Rummet tjener som et middel til at forhindre, at alt ikke befinder sig på samme sted, noterer Sloterdijk sig en januaraften på et hotel i Wien. Globaliseringsteoretikerne hævder, at rummet bliver mindre og mindre; men rumfilosoffen og sfærologen Sloterdijk ønsker at gøre verden en million gange mere rum(me)lig. Efter likvideringen af Osama bin Laden i foråret 2011 er han i Frankfurt, hvor han gør sig retsfilosofiske og stormagtskritiske tanker om, at magt ikke er identisk med ret:

»En god dag for hævninstinktet, en trist dag for civilisationen.«

Fortløbende gør han sig tanker om sit kald og skriver med et skævt smil i sine store hvalrosagtige kinder: »Profession: Kryptozoolog. Ekspert i endnu ikke opdagede dyr«, »Profession: Græsplænedoktor på et krydstogtskib«, »Profession: Implantationssociolog« og »Profession: Anomalist«.

Undervejs fælder han en dyrevenlig tåre, mens han indfølende beskriver, hvordan de walisiske mineponyer, der kun én gang om året får lov til at komme op i lyset for at spise frisk græs og hoppe lidt forårskådt rundt i det fri, med opbydelsen af et voldsomt besvær skubbes ned i dybet igen.

Han slår til lyd for en radikal gavegivningsetisk omstilling af skattesystemet i velfærdssamfundet, så man kan komme til at bidrage til det fælles med glæde og ikke pr. tvangsautomatik, og han skriver, at hvor det tidligere var en talemåde at sige, at man gør, hvad man kan, så lever vi nu i en tid, hvor mange tror, de skal gøre det, de ikke kan.

Brugte forhindringer

Sloterdijk er en veloman, og synes altid at have adgang til sin racercykel og til mange spektakulære bjerge, det heldige asen. På en tur langs Rhinen ser han en reklame for ’Brugte forhindringer’ ud for en rideskole, og proklamerer, at dét skal hans erindringer betitles, hvis han nogensinde skulle få lyst til at skrive dem.

Indtil videre drømmer han højlydt om at skrive en bog udstyret med verdensøjne, der lader alle de spredte bevidstheder, som den menneskelige bevidsthed består af, komme til syne. De statsligt inducerede og redningslystne bankpakker kalder han for socialisme for de store, en helt ny form for socialhjælp, og han sammenligner samtidens studenter med kostbare Ming-vaser. Ét kritisk ord, så splintres de. De ønsker ikke, at deres eventuelle fejl bliver eksponeret offentligt. Plagiering kalder han i øvrigt for Plagiapedia. Han beskæftiger sig løbende med EU’s demokratiske underskud og befolkningernes udbredte mangel på interesse for projektet. Efterhånden er vi kommet til at leve i et Europa uden europæere og i nationalstater uden statsborgere. Staten Israel kritiseres højlydt for sin skændige behandling af palæstinenserne.

I Berlin filosoferer han over udtrykket »Size is the message«. En producent af kondomer måtte opgive at sælge en kollektion bestående af størrelserne L, M og S. Køberne af de to sidste typer udeblev. Derefter fik han et semantisk problem bundet på halsen, da kronen på værket efter L og XL enten måtte kaldes trippel-XL eller extraterrestrisk, da de ikke var af denne verden.

I Abu Dhabi fæstnes kontrasterne mellem den indre luksusverden for de rige gæster og den ydre neofeudalisme for de mange på papir med stort ubehag. På det retoriske spørgsmål, om man kan forestille sig Hegel se tv, aner man, at svaret ikke er et rungende ja. På et drillende spørgsmål fra salen om, hvor lang tid hans »frisure har siddet i fængsel«, falder svaret prompte: »Siden 1968«.

Dødsstatistikkerne for al Qaedas virke for årene 2004-2008 fremviser terrororganisationens sande prioriteter. I alt 3020 mennesker blev slået ihjel – deraf 2650 muslimer og 370 vantro.

Pløkumuligt at anmelde

Kort sagt er det pløkumuligt at anmelde, endsige at give et fyldestgørende og koncist indtryk af denne nye bog Zeilen und Tage, forfattet af den på alle måder stimulerende og sprudlende tyske filosof og kulturantropolog Peter Sloterdijk (f. 1947), der denne gang har valgt at udgive nøje filtrerede dele af sine 11 håndskrevne hæfter, nedskrevet mellem maj 2008 til maj 2011.

Tusindvis af optegnelser af både privat (»Ursula ringer«; Sloterdijk sover ind i en tung døs sammen med »Donna Promilla«), kulturkritisk og verdenspolitisk karakter byder sig til på de 639 sider. Hvert skriftstykke står ideelt set og med kollegaen Theodor W. Adornos ord lige langt fra midten, og principielt lader de sig ikke referere uden tab. Der er tale om skriftperler, ofte i form af små afrundede aforismer.

Vælger man at give sig denne bog i vold, transformeres man til en kastebold for forskellige og nærmest af sig selv indtræffende stemninger. Man katapulteres fra den stille idyl ved skrivebordet: »Formiddagseksistentialisme: Sol, te, cigar, papir« til sylespidse samtidskritiske betragtninger over mere eller mindre kendte tyske forfattere, journalister og politikere. De kolossale forventninger til hjerneforskningen får nogle velvalgte ord med på rejsen gennem de scanningsresultater, som ganske mange håber på kan vise sig at være nøglen til at fastslå, hvem vi i virkeligheden er inderst inde:

»Den egne hjerne er som en centralkomité for et parti, der har været for lang tid ved magten.«

Man delfinerer gennem skarpt sansede og smittende landskaber og bøger, altid bøger, dristige begrebslige nybrud og besynderlige pinlig- og privatheder, jeg fint kunne have undværet. Kongenial(t) med Nietzsche elsker Sloterdijk at opholde sig og ikke mindst at filosofere i det fri, når han ikke sover på hotel før og efter de mange foredrag han holder. Ifølge Sloterdijk kommer Individet til verden på tre måder – som åbent for og eksponeret til resonans, som tilblevet gennem træning og som ’effekt’ af det frie rum.

Søger man efter mennesket, finder man i bedste fald en akrobat eller i hvert fald én, der øver sig, siger han. At være menneske er at gennemleve en livslang anden fødsel. Vi fødes ind i en træningslejr, men ikke nødvendigvis i et fitnesscenter.

På trods af de tekstlige kuglelyn, der synes at have ramt siderne i vild forvirring, er Sloterdijk en sindig, nærmest offentligt mediterende tænker, der udstiller accelerationssamfundets vanvid. Om det omskiftelige liv fra hotel til hotel skriver Sloterdijk sørgmodigt og ærligt, at han efterhånden kun bemærker de forskellige farver, som marmorbadeværelserne er udstyret med. Lufthavnen kaldes for en »Daseinsmodus« og flyrejsen for et »Sturz nach oben«.

Hverken Martin Heidegger eller Gud har således levet forgæves.

Nulpunkt er ikke et standpunkt

Hvor den franske filosof René Descartes forestillede sig, at tænkningen skulle og kunne renses for krop, sanser, erindring og historisk arv for dermed at åbne kongevejen til fornuft og sandhed, dér fastholder Sloterdijk, at tænkningen nødvendigvis er både bastardagtig og uren. Den kan aldrig være forudsætningsløs og ren, da vi er filtret ind i hinanden, og historien ligger os i blodet. At leve vil sige altid at være i relationer til de andre og til tingene. Vi spænder immuniserende hinder ud over de rum, vi lever og kommunikerer i.

Et nulpunkt kan aldrig være et standpunkt – hverken inden for filosofien eller i eksistensen i øvrigt.

Anomalisten og implantationssociologen Sloterdijk ønsker således at fremstille og fange anomalierne (registrerende afvigelser fra det normale; brud og spændinger) i det moderne (samfunds)liv, og han implanterer nye tekststykker i samfundets krop.

Med andre ord synes hans æstetiske greb om og i sproget at svare ganske godt til det, der er på spil i den nyeste bog; men ønsker man som læser at stifte bekendtskab med en mere systematisk og langspyttende form for tænkning fra hans hånd, kan det anbefales at gå i lag med blandt andet Kritik der zynischen Vernunft (1983), Sphären I-III (1998-2004) og Du mußt dein Leben ändern. Über Anthropotechnik (2009).

Zeilen und Tage vil med garanti aldrig blive oversat til dansk, da den er notorisk ufolkelig. Til gengæld vil den helt sikkert kunne interessere poetisksindede filosoffer og andre feinschmeckere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

At læse Peter Sloterdijk er altid en berigende oplevelse - dette fænomenale greb om sproget og alle hans rammende ordkonstruktioner er uforlignelig - og så har han en sjælden grænseløs humor med en ironisk distance til verdens anomalier - godt ord, forøvrigt ...

Jan, så kan du måske forklare hvad dette betyder:

"en radikal gavegivningsetisk omstilling af skattesystemet i velfærdssamfundet, så man kan komme til at bidrage til det fælles med glæde og ikke pr. tvangsautomatik"

Er det noget med, at vi kun skal betale skat, hvis vi har lyst?

Peter, hvad angår denne krypticisme må du nok spørge oversætteren, din navnebror Nepper Larsen – Peter Sloterdijk er ikke kendt for at være så uforståelig og upoetisk kryptisk – men stedet er muligvis pløk umuligt at oversætte – bogen skulle jo efter sigende også være notorisk ufolkelig – så Feinschmeckere må her cykle rundt i en fremmedartet og ophøjet sfære …

Måske hentydes til den seneste tyske skattediskussion, hvor flere erklærede millionærer gerne frivilligt ville betale mere i skat – men das Beamtentum kunne ikke håndtere denne form for anomali – de havde ingen lovgivning i disse sære tilfælde – deres skattetænkning er givetvis også både bastardagtig og uren – måske ligefrem af extraterrestisk herkomst – ligesom herhjemme …

Jan, jeg kunne bare huske, at jeg læste om Sloterdijks skattetanker (i Die Zeit, tror jeg) for nogle år siden og at andre tænkere angreb ham.
Jeg begreb det ikke helt og gør stadig ikke. Nu tjekkede jeg lige og fandt dette fra Die Zeit 2010:

"Ich hatte im vergangenen Jahr angeregt, eine allmähliche Umstellung des bestehenden Steuersystems von einem bürokratisierten Ritual der Zwangsabgaben zu einer Praxis freiwilliger Beiträge zum Gedeihen des Gemeinwesens in Erwägung zu ziehen. Sollte ein Hauch von Ironie an meinen ernst gemeinten Thesen zu bemerken gewesen sein, so wäre diese dadurch bedingt, dass ein Autor normalerweise selbst ziemlich gut einschätzen kann, wann er etwas von sich gibt, was aller Wahrscheinlichkeit nach in den Wind gesprochen ist.

Zumindest schien es mir so: Ohne den Beweis durch die Tatsachen hätte es niemand für möglich gehalten, dass eine Wortmeldung zu dem seit Jahrzehnten monoton diskutierten Komplex der unmöglichen »Steuerreform« in Deutschland Aufmerksamkeit erregen oder gar skandalfähig werden könnte."
(Min kursivering)

http://www.zeit.de/2010/49/Sloterdijk-Reichensteuer

Egentlig er jeg ikke blevet klogere, men måske andre vil træde til, eventuelt Nepper Larsen, hvis han læser denne tråd.

Steen, han siger det selv - Wortmeldung - som jeg ser det, en lakonisk-ironisk kommentar til de evige diskussioner om denne uretfærdige skat, jeg også havde på fornemmelsen, det drejer sig om - og som han selv vidste, ingen ville lytte til - selv mente han det sandsynligvis ikke, han elsker jo at udstille anomalierne - f.eks, at lige netop en SPD-Kanzler Schröder afskaffede die Reichensteuer og lettede virksomhedsbeskatiningen i stor stil - det er det hans ironi er rettet imod med - hvorfor kan de så ikke bare betale skat, som de vil og deres moral tillader - men, jeg ved ikke, om dette er tilfældet ...

Synes også Nepper skulle give lyd - og jeg har forøvrigt lige bestilt bogen hos Suhrkamp ...

Kristian Rikard

Selv om jeg sandt for dyden ikke forstår det hele, så synes jeg der er mere swung over Sloterdijk end over Rune Lykkeberg :-)

Har næppe meget med sagen at gøre, men Købernhavns Kommune, der næppe kender Sloterdijk, er gået i hans sproglige fodspor med følgende plakatopråb: WONDERFALL - tag din efterårsfamilie (det står der altså) med til ... og så følger en række arrangementer.

Kristian Rikard

Det er vist en forbrødring med Wonderfull Copenhagen, som sandt at sige ikke holder sig tilbage med semantiske platituder.

Anders Sybrandt Hansen

Jeg ved ikke hvor meget ironi der var i Sloterdijk's skattekritik.

Jeg tror han var blevet lidt for verliebt i Nietzsche og syntes det var synd for os, at den ære, der almindeligvis tilkommer den, der giver en gave, udelukkes med skattebetalingen, fordi den foregår under tvang. Der er ingen ære i at give noget bort fordi man tvinges til det (skat), der er kun ære i at give, når man gør det tvangfrit.

There's that - og for at være fair, så var det vist kun et mindre svinkeærinde.

Der skal ikke helt så lidt ironisk temperament til at beskrive en skatteinddrivning for rige, som baserer sig på ”Spenden” – og det i et skattesystem, som Sloterdijk karakteriserer som nogle tvangsbaserede plyndringer, udsprunget af forne tiders autoritær-absolutiske magtordninger og ikke udgået fra folket – al magt udgår fra skattemyndighederne og ikke suverænen, og det her midt i vores erklærede demokratiske samfund – skattesystemet hjælper til med at overføre middelalderens absolutisme til det postdemokratiske samfund, uden nogensinde at have gennemgået en demokratiseringsproces …

Måske skal man have kendskab til de groteske skattediskussioner i Tyskland for helt at forstå dybden i denne påfaldende ironiske tilgang, set med danske øjne, hvor Sloterdijk bl.a. også kalder systemet et uværdig og modsigelsesfuldt relikt fra det sen-absolutisktiske statskleptokrati og meget mere i samme lattervækkende boldgade – det kender vi vel også herhjemmefra, hvor nogle borgerlige politikere med deres evige mantra om skattenedsættelser på bekostning af udsatte borgere således nu kunne tage en Sloterdijk til deres hjerteløse bryst – alene her burde latteren blive øredøvende …

Desværre – eller måske heldigvis for Sloterdijk - var der mange, der tog ham på ordet, hvilket han øjensynlig ikke havde regnet med, så han måtte jo i stedet gå til yderligheder og give sin ”Wortmeldung” en ”Hauch von Ironie” – al overdrivelse klarer nogen gange begreberne …

En tysk Glistrup er der nok ikke tale om – men bare den sædvanlige analytiske professor uden frygt og bæven, der også denne gang er kommet for tæt på Nietzsche - og det gør man ikke ustraffet dernede – men, hvem ved, nogen burde måske spørge ham selv …

Rune Lykkeberg anmeldte sidste år Sloterdijks bog Die nehmende Hand und die gebende Seite.

Heri hedder det bl.a.: "Det afgørende er for ham, hvordan man kan skabe en overgang fra tvang til frivillighed. I dag kan man ikke vælge, om man vil betale skat.
Man bliver tvunget til det på en måde, som ifølge Sloterdijk er i konflikt med almindelige demokratiske forventninger og krav."

Det må vel handle om, at han synes, det skal være frivilligt, at vi skal betale skat – vi skal have glæden ved give tibage.

Jan, jeg ved ikke, om Glistrup nogen sinde fandt glæden ved at betale skat :-)

http://www.information.dk/270067

Steen - det ændrer ikke ved, at der sagtens kan foreligge en ironisk "Wortmelung" fra Sloterdijks side, som Lykkeberg heller ikke har opdaget - Sloterdijk giver, efter min mening, ingen steder udtryk for, at han anbefaler nogen af de fire modeller, han minutiøst gennemgår - det hele ligner bare for ham en filosofisk hudfletning af tingenes miserable tilstand på skatteligningens område ...

Der var ikke for Sloterdijk et spørgsmål at "skabe en overgang fra tvang til frivillighed" - han var nærmest ligeglad og morede sig uden tvivl kun med at filosofere over dette - at tvang hersker på trods af alle skåltalerne om demokrati i øvrigt - guf for en anomalist ...

Den dér med Glistrup var bare et forkølet forsøg på en helgardering, men den med Nietsche er god nok ...

Det ligner da ikke Niels bare at bukke og skrabe - hvad er problemet med lidt Sloterdijkisk "Flexibilitet des Geistes"? ...