Læsetid: 5 min.

Fremmedgørelse og erfaringstab i det forhastede samfund

Den tyske sociolog Hartmut Rosa leverer en skarp kritik af accelerationssamfundet, men spørgsmålet er, om livet i højhastighedssamfundet ikke også er ganske dragende?
Skyggeliv. Hartmut Rosas kongstanke er, at ikke bare livets hast, men også fremmedgørelsen over det tager til  i den senmoderne verden. Vi befærder i stigende grad ikke-steder og lever steder, hvor vi ikke føler os hjemme.

Skyggeliv. Hartmut Rosas kongstanke er, at ikke bare livets hast, men også fremmedgørelsen over det tager til i den senmoderne verden. Vi befærder i stigende grad ikke-steder og lever steder, hvor vi ikke føler os hjemme.

Mikkel Østergaard

27. oktober 2012

Mennesket er et selvfortolkende væsen i en verden, der aldrig står stille, og samfundsforskeren er et teoretiserende ditto. Begge navigerer de efter moralske landkort, mens de prøver at forstå de betydningsmønstre, de spindes og spændes ind i, hævder den tyske sociolog Hartmut Rosa (f. 1965) fra Jena i bogen Weltbeziehungen im Zeitalter der Beschleunigung (Verdensforbindelser i accelerationens tidsalder).

Rosa har efterhånden – og særligt med gennembrudsværket Beschleunigung (Accelleration) fra 2005 – etableret sig som et navn inden for den fjerde generation af kritiske teoretikere. I kølvandet på forgængerne Theodor W. Adorno & Max Horkheimer, Jürgen Habermas og Axel Honneth – med mange flere – søger han at vitalisere en samfundskritik af det forhastede samfund, vi alle sammen er kommet til at leve i – og ikke mindst dårligt med. Rosa stiller skarpt på vores forhold og relationer (Weltbeziehungen) til den tekniske, naturlige, fysiske, sociale og psykiske verden i accelerationens tidsalder (im Zeitalter der Beschleunigung). Det er hans tese, at det har været fatalt for både sociologien og den kritiske teori ikke hidtil at have haft blik for tidsspørgsmålet og tidskritikken.

Aristoteles forældet og smidt ud

Hartmut Rosa kaldte sin første computer for Aristoteles. Han gik nemlig ud fra, at den skulle være hans værktøj og intime følgesvend mange år fremover. I dag ved han ikke, hvilken computer han skriver på. Han er blevet ligeglad med tingsverdenen og skifter ofte pc. Dertil kommer, at han absolut ikke aner, hvad der sker inde i mobiltelefonen, i bilens og togets elektriske styresystemer endsige i de ’nysgerrige’ algoritmer, der tjekker hans bevægelser på nettet og i de sociale medier.

Det er Rosas kongstanke, at fremmedgørelsen er taget til i det senmoderne samfund, og at der ud over en fremmedgørelse, der beror på vores porøse og erfaringsløse forhold til tingsverdenen, kan tales om en række andre former for fremmedgørelse. Når vi færdes på udskiftelige ikke-steder og arbejder eller gæster steder, hvor vi ikke føler os hjemme, fremmedgøres vores forhold til rummet. Når vi føler os fremmedbestemte og gør en masse ting på jobbet, i det sociale og private liv, vi egentlig ikke har lyst til at gøre, såsom at deltage i endnu en evalueringsrunde eller at tænde for fjernsynet, bare fordi vi ikke orker andet en sen onsdag aften, fremmedgøres vi over for vore egne handlinger. Vore moralske landkort og navigationskriterier korrumperes. Fremmedgørelse over for tiden drejer sig om, at livet speedes op og fragmenteres. Vi bliver rige på forsvindende oplevelser, men fattige på genuine erfaringer. Vi tilpasser os accelerations- og fleksiblitetsfordringerne og forvandles til situative og punktuelle selver.

Endelig taler Rosa om en kobling mellem en social fremmedgørelse og en selvfremmedgørelse. Genuine resonante erfaringer (Resonanzerfahrungen) og vægtige erfaringsudvekslinger med mennesker, vi holder af, bliver der færre af i et samfund, hvor selvet og verden fjerner sig fra hinanden, mens vi hver for sig har travlt med at udvikle os og møde nye udfordringer og ikke mindst med at afvikle vores anmassende to do-lister. Vi køber en overflod af ting og skuffes næsten allerede, inden de pakkes ud. Problemet består i, at vi gør os færre erfaringer med tingene og ikke længere inviterer dem med ind i vores liv. Vi tager os ikke tid til at høre på, røre ved eller lade os anfægte af dem, skriver Rosa side op og side ned, mens de meningsgivende genklange (Resonanzbeziehungen) fortoner sig og truer med helt at dø ud.

Det totalitære accelerationssamfund

Mange andre kritiske samfundsteoretikere har ellers 150 år efter Marx gennemkritiseret og droppet fremmedgørelsesbegrebet og det primært af to grunde; men Rosa argumenterer ganske overbevisende for, at det ikke er nødvendigt at postulere, at mennesket skulle være udstyret med en fast og ahistorisk essens, eller at dets sande behov skulle kunne defineres én gang for alle.

Rosa hævder, at det flerdimensionale fremmedgørelsesbegreb på én og samme tid formår at begribe accelerationssamfundet ved roden, men også at påpege de fænomenologiske indersider af højhastighedssamfundet. Det er hans kritiske ærinde teoretisk at begrunde og empirisk at dokumentere, at det kropslige, emotionelle, sensuelle og eksistentielle menneskelige subjekt bliver klemt, ulykkeligt, forvirret og kortåndet i de moderne Weltbeziehungen.

Hvor liberalisterne besynger det højproduktive samfunds mangfoldighed af friheder og muligheder for den enkelte, begræder Rosa accelerations- og konkurrencesamfundet totalitære karakter, der principielt umuliggør det frie og autonome liv. Totalitært er accelerationssamfundet, da det udøver et massivt og uundslippeligt pres på alle livsområder, samtidig med at det ikke længere synes muligt at kritisere og bekæmpe med politiske midler. Der prædikes vækst, produktivitetsforøgelse og effektivitet fra stort set alle sider af det politiske spektrum. Alle underkastes vi en benhård økonomisk og teknisk sagtvang (Sachzwang) med den konsekvens, at borgeren risikerer at forsvinde til fordel for en egennyttig, asocial og nyttemaksimerende agent i markedssamfundet.

Kritiske kommentarer

Umiddelbart forekommer det mig, at Rosa i sin iver efter at gennemkritisere accelerationssamfundet kommer til at overspille fremmedgørelsen som et altdominerende træk. Der findes mennesker, der elsker deres arbejde, familie og venner, og går stædigt og ufortrødent efter kvalitativ resonans, smuk lyd, intense farver, lange samtaler og dannelse på trods. De mikrosociologiske livs- og modstandsstrategier, som udfoldes i hverdagen inden for kapitalismens og lønarbejdets tidstyranni gives desværre sjældent mæle. Noget helt andet er, at et statisk samfund næppe var eller er til at holde ud at leve i, og at accelerationssamfundet må siges både at have civiliserende og perverterende sider. Det er jo ikke kun tvang og overfladiskhed at være mobil i tanke, krop, sprog og socialitet. Rejserne, møderne og udvekslingerne i accelerationssamfundet er ganske dragende, ikke kun lidelsesforvoldende og overfladiske. Dertil kommer, at hvis fremmedgørelsen virkelig var så total, som den fremstilles i bogen, der består af 10 nyredigerede artikler skrevet igennem de seneste 13 år, hvor skulle Rosa så kunnet have formået at tænke og ytre sin ramsaltede kritik, sit ubehag og sin modstand fra?

Det politiske rum svinder ind

Men den tankevækkende analyse af, hvordan rummet for og tiden til ’det politiske’ i stigende grad svinder ind, er lige på kornet. I et demokrati tager det nemlig tid at drøfte tingene grundigt og at træffe fælles beslutninger. Der er faktisk processer mellem mennesker, der principielt ikke lader sig accelerere – lige fra graviditeter og børneopdragelse til fælles politisk vijlesdannelse og udformningen af en samfundsmæssig fornuft.

Men i et højhastighedssamfund med finanskriser, arbejdsløshed, intensiveret global konkurrence, terroranslag, krigsdeltagelse og mediebevidst doserede skandaler tvinges politikerne til at agere hurtigt. Den teknologisk-økonomiske verden og det evindelige krav om konkurrencedygtighed stresser den politiske verden. Der sker en desynkronisering mellem sfærerne, og ’det politiske’ synes notorisk at komme for sent til at ’styre’ ’det økonomiske’. Politikerne kaster sig ud i reaktiv brandsslukning, kostbare bankpakker og ditto halv- eller helundskyldende oprydningsforsøg i kølvandet på den kriseproducerende kapitalismes arbejdsløshedsskabelse. Rummet og tiden for at bedrive politik eroderes, mens der hykles på alle hylder og samtlige medieflader, når vi fortsætter med at tale, som om det er politikerne og politikken, der i sidste ende bestemmer over økonomien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
Trond Meiring anbefalede denne artikel

Kommentarer

peter fonnesbech

Glimrende og tankevækkende artikel.

"En af mine venner påpegede overfor mig for nyligt,
at der aldrig i Danmarks historien har været udøvet nogen form for tvang med hensyn til anskaffelse af det ene eller andet elektriske apparat til hjemmet.

Det kunne være en brødrister, et tv, en radio, ovs.

Men den går ikke længere."

For i dag er man nærmest nødt til at have en pc , og være i stand til at bruge den,for ellers er man ikke længere kompatibel med myndighederne rent kommunikations-mæssig, og alverdens ulykker kan regne ned over den enkelte , hvis de rigtige ansøgninger, skemaer og andet ikke er udfyldt til tiden og sendt online.

Lise Lotte Rahbek

Ja, interessant artikel.
Men den skal lige tygges på, selvom jeg umiddelbart er enig i accelerationen og den manglende tid til.. eftertænksomhed. I den forstand kan man faktisk godt hylde den escallerende arbejdsløshed.

Det er også blevet overordentligt svært at leve i Dk uden at eje et hævekort til et pengeinstitut.
Anonymiteten i brug af kontanter er ved at forsvinde.