Læsetid: 3 min.

Halvdelen af det, du ved, er sandsynligvis forkert

Den menneskelige viden har en halveringstid på godt et halvt århundrede. Til gengæld fordobles vidensmængden hvert femtende år
27. oktober 2012

Dinosaurerne var koldblodede dyr. Pluto er en planet. Store stigninger i pengemængden medfører inflation. Det meste dna i det menneskelige genom er ’junk’. Saccharin forårsager kræft, mens fiberrig kost forhindrer det. Stjerner kan ikke være større end 150 gange Solens masse.

Ovenstående plejede at være etablerede kendsgerninger. De er de ikke længere – undtagen måske udsagnet om inflation. Og det er symptomatisk, for i den moderne verden ændrer kendsgerningerne sig hele tiden, skriver Samuel Arbesman, forfatter til bogen The Half-Life of Facts: Why Everything We Know has an Expiration Date.

Arbesman er ekspert i scientometri, måling af videnskab, og i sin nye bog redegør han for, hvordan fakta i den moderne verden til stadighed ’skabes’ og ’omskabes’. Da tempoet i ’faktaproduktionen’ er voldsomt accelererende, er der ifølge forfatteren grund til at bekymre sig for, at vi får stadig sværere ved at holde os àjour. Mange af os, frygter han, baserer ganske enkelt vores beslutninger på fakta, vi dunkelt husker fra vores studietid, men som i mellemtiden er blevet afkræftet som forkerte.

Viden på viden på viden ...

Scientometrien blev grundlagt i 1947 af matematikeren Derek J. de Solla Price. Ifølge anekdoten skete det, da han forsøgte at finde plads til samtlige udgaver af tidsskriftet Philosophical Transactions af Royal Society (verdens første videnskabstidsskrift, der er udkommet siden 1662, red.) i sit hus. Han stablede dem efter årgang og kunne hurtigt konstatere, at stablernes højde beskrev en eksponentiel kurve. Price regnede sig frem til, at den videnskabelige viden er vokset støt med en hastighed på 4,7 procent om året siden det 17. århundrede. Dette, beregnede han videre, er ensbetydende med, at mængden af videnskabelige data fordobles hvert 15. år, at de vokser med en faktor 10 hvert halve århundrede.

Med denne stadige vidensvækst er det ikke så sært, at meget af det, vi lærte i skolen og på universitetet, for længst er forældet og overhalet af mere friske erkendelser. Men med hvilken hast bliver fakta omstødt?

Arbesman indfører her begrebet halveringstid – den tid, det tager for halvdelen af atomerne i en given mængde radioaktivt stof at disintegrere – som værktøj til at beskrive opløsningen af kendsgerninger. For eksempel er halveringstiden for den radioaktive isotop strontium-90 lige over 29 år. Ud fra et casestudie af den kliniske viden om skrumpelever og leverbetændelse påviser han, at den tilsvarende halveringstiden for dette vidensfelt er 45 år.

Med andre ord var halvdelen af, hvad læger dengang troede, de vidste om leversygdomme, forkert eller forældet 45 år senere. Eksemplet er interessant og besnærende, men svært at ekstrapolere fra. Arbesmans bog ville have vundet ved inddragelse af flere cases fra den videnskabelige litteratur.

’Fakta’ produceres hele tiden, men som Arbesman viser, mister de fleste meget hurtigt deres status af sandhed, oftest fordi andre forskere ikke kan gentage deres kollegers eksperimentelle resultater. For mange moderne vidensfelter, er påståede videnskabelige data ofte »intet andet end nøjagtige målinger af den fremherskende bias«.

Den ukendte viden

Arbesman dykker også ned i det fænomen, han kalder ’skjult offentlig viden’ og henviser her til, at så mange som 845.175 nye artikler om biomedicinsk forskning blev offentliggjort i 2009.

Det er uundgåeligt, at store mængder af sand information overses i denne syndflod. Forfatteren fremdrager som eksempel, at det frem til 1988 blev ’glemt’, at medikamentet streptokinase var effektivt til behandling af hjertesygdomme, hvis det blev indtaget intravenøst, selv om dette var statistisk påvist allerede i 1973. Med den konsekvens, at utallige liv, der kunne være reddet, gik tabt.

Et yderligere problem er, at mennesker er tilbøjelige til at klamre sig til de udvalgte ’fakta’, der bekræfter deres forudfattede verdensopfattelse. Arbesman bemærker: »Vi insisterer på kun at føje de fakta til vores personlige lager af viden, som harmonerer med det, vi allerede mener at vide, snarere end at assimilere nye kendsgerninger, uanset hvordan de passer ind i vores verdensbillede.«

Så hvad kan vi gøre for at holde os opdateret med de skiftende faktas verden? Ifølge Arbesman bør erkendelsen af vores faktiske videns halveringstid gøre os mere ydmyge og anspore os til at søge nye oplysninger.

Hans tiltro til internettet som kilde til viden er dog overraskende naiv:

»Vi bør holde op med at lære ting udenad og udlicitere vores individuelle viden til internettets kollektive viden«. Virkelig? Nettet er fantastisk til trivia, hvis man f.eks. ønsker en liste over de 10 største byer i USA. Men er den videnskabelige litteratur fuld af falske fakta, så er cyberspace ikke blot et lokkende hængedynd af løgne og propaganda – det er også fuld af regulære fejl.

Der er simpelthen ingen erstatning for skepsis.

© Reason og Information – Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Herligt eksempel med inflation. Den 'viden' har aldrig været rigtig og er det end mindre nu. Der er højst tale om, at fænomerne inflation/forhøjet pengemængde optræder samtidig. Men ikke om, at den høje pengemængde skaber inflation. Man skal have transmissionsmekanismerne med.
Artiklen og muligvis bogen virker teoretisk rodet. Et faktum kan fsv. godt være sandt nok og holde sig sandt nok, det er den teoretiske sammenhæng, der ændrer sig, normalt ved udbygning, ja nogle gange vendes tingene på hovedet. Viden er ikke lig med fakta, men indeholder forståelse.
Som Sugar Man synger: "..and here's a man with a chin in his hand who knows more than he'll ever understand".

Heinrich R. Jørgensen

Derek J. Solla de Price gav tilsyneladende et eksempel på, at den kvantitative, numeriske, empiriske tilgang til videnskabelighed, kan anvendes til at nå frem til værdifulde indsigter. Nemlig at den accelerende mængde publiceringer af observationer og tilhørende tankespind om mulige sammenhænge (teorier) overordnet set ikke tilvejebringer valide indsigter. De store mængder publicerede data, har ikke nødvendigvis nogen korrelation til mængden at anvendelig og nyttig viden i samme. De mange data og de teorier det professionelle videns(præste)skabs flertal erklærer som (næsten) fakta, vil med stor sandsynligvis vise sig at være overfladiske og usande. At bestræbelser på at tilegne sig paratviden, er et veritabelt spild af tid, hvis ambitionen var at erhverve sig nyttige kundskaber.

Arhh - 2+2 er stadig 4.
Derudover det er nemmere og åbenbart klogere at være uklog.
Salig er de enfoldige, men det er vist noget andet.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg samtykker i Nic Pedersens kommentar. Gamle
Sokrates ved man aldrig hvor man har.

Men hvis vi lige skal lege med på den mærkelige artikel, så vil jeg anfægte de første par afsnit. Der er anført nogle eksempler på "etablerede kendsgerninger", der ikke er kendsgerninger længere.

Ordet "kendsgerning" betyder efter min opfattelse noget, der ikke kan bestrides. Men jeg vil bestride, at der findes noget, der hedder "koldblodede dyr". Der findes dyr, der skifter temperatur med omgivelserne, de hedder "vekselvarme". Pluto synes jeg nu stadig er en planet, det er jo bare et definitionsspørgsmål, og hvad har den lille rare planet gjort, siden den ikke må hedde planet mere. Jeg mener der er dannet en forening til støtte for Plutos planetstatus.

At menneskeligt dna skulle være noget "junk", - nej ved I nu hvad. Junk (hvis ikke hård narkotika så engelsk for affald) har jeg aldrig vidst, det meste af vores krop var lavet af. Og saccharin har jeg aldrig brugt eller vidst noget om, og altså heller ikke, at det skulle forårsage kræft, hvilket nok altid har været en temmelig tåget "kendsgerning".

Alt i alt en ret poppet indledning på en sikkert lige så poppet artikel om en poppet bog.

"Mange af os, frygter han, baserer ganske enkelt vores beslutninger på fakta, vi dunkelt husker fra vores studietid, men som i mellemtiden er blevet afkræftet som forkerte."

Ja, det var jo meget bedre i gamle dage, for vi ved jo allesammen, at beslutninger truffet på grundlag af forkerte informationer er meget bedre når de forkerte informationer stadig anses for sande.

Heinrich R. Jørgensen

Ja, symboler.

Jeg har aldrig observeret et to-tal noget steds; ej heller noget fire-tal. Tal er ikke fænomener; de kan ikke observeres; de er ikke og kan ikke være faktuelle; tal eksisterer ikke; tal er en idé.

At man kan tælle genstande og måle mangt og meget, viser at tal og talbehandling er et nyttigt koncept, Hvilket ikke er en ny indsigt -- det var erkendt længe for 1662. Den indsigt er ikke blevet smidt på vrangforestillingernes mødding, uagtet at det er mange halve århundreder siden, at den "viden" blev formuleret.

Videnskab der er funderet på tænkning (læs: filosoferen) er den eneste form for videnskab, der kan tilvejebringe troværdige og holdbare indsigter.

Lars R. Hansen

At to plus to er fire - er et helt faktuelt forhold, altså et faktum - hvad det øvrige faktuelle forhold - at tal er symboler for størrelser og mængder - selvsagt ikke ændrer på.

At to heste på mark, der får følge af to yderligere heste - afstedkommer, der nu går fire heste på marken - er et videnskabeligt og faktuelt forhold for alle end gale eller tosser.

Heriblandt dem - eller måske bare den - som ikke mener at have set et to-tal.

Lars R. Hansen

Jeg må hellere gøre det lidt tydeligere - hvorfor HRJ's er gal på den - ikke at han ikke selv gør det så godt som det nu engang kan gøres.

HRJ påstår '2+2=4' ikke er et eksempel på faktuel viden - da tal er symboler, der endvidere ifølge HRJ ikke er et fænomen, observerbare eller kan eksistere - men er en ide.

Og her er HRJ for sløv til at fatte - at det faktuelle netop beskriver det forhold - at symbolet 2 plus sig selv giver symbolet 4 - hvad symboliserer en bestemt mængde - et faktum.

Heinrich R. Jørgensen

At 2+2 = 4 er en indsigt, man kan opnå uden at skulle/kunne foretage observationer. Altså er der ikke tale om "faktuel viden".

Jeg kan konstatere ved observation, at du (trods formodet grundig akademisk skoling) ikke er bevendt udi filosoferen, begår elementære kategorifejl, ikke formår at skelne mellem idé og fakta, og forveksler model med realitet.

Heinrich R. Jørgensen

Tal udtrykker ikke "størrelser og mængder", men antal eller mængde. Heste er f.eks. tællelige (antal) og målelige (f.eks. et eksemplars vægt på et tidspunkt).

Symboler manifesterer sig ikke i det faktuelle. Det gælder for tal såvel som ord. Ordet "hest" er ikke en hest.

Lars R. Hansen

Faktuel viden er viden, der regnes som et faktum - denne behøver ikke at være opnået ved observationer - omend symboler nu ofte kan observeres, herunder 2-tal, som du mener ikke at have set.

Og din påstand om - tal ikke kan angive størrelse - er mere af dit nonsens.

At ordet hest er et ord, der sprogligt begrebsliggør dyret hest, og ikke er en hest, men et ord - betyder selvsagt ikke, det ikke er et faktuelt forhold, at ordet hest begrebsliggør dyret hest - når jeg påstår fire heste går ude på marken, da påstår jeg ikke, som du må tro, at det er fire ord, som græsser på marken, men ganske faktuelt fire heste.

Lars R. Hansen

Faktuel viden er viden, der regnes som et faktum - denne behøver ikke at være opnået ved observationer - omend symboler nu ofte kan observeres, herunder 2-tal, som du mener ikke at have set.

Og din påstand om - tal ikke kan angive størrelse - er mere af dit nonsens.

At ordet hest er et ord, der sprogligt begrebsliggør dyret hest, og ikke er en hest, men et ord - betyder selvsagt ikke, det ikke er et faktuelt forhold, at ordet hest begrebsliggør dyret hest - når jeg påstår fire heste går ude på marken, da påstår jeg ikke, som du må tro, at det er fire ord, som græsser på marken, men ganske faktuelt fire heste.

Lars R. Hansen

Man ser det for sig; fru Jørgensen forsøger at sende hr Jørgensen i byen efter sko i størrelse 39.

Hr. Jørgensen replicerer:"Sko findes skam ikke, kære kone! Det er bare et ord, fnys, og da slet ikke i størrelse 39, da tal, som heller ikke findes, ej kan benævne størrelse, men kun antal eller mængde, forstå det nu."

Fru. Jørgensen:"Glem det, jeg handler selv ind."

Sjov meningsudveksling.
Jeg ved, at jeg har 5 tæer på hver fod, hvis min hjerne da fungerer normalt ude hallucinationer.
Min nabo siger, at han har 5 tæer på hver fod.
Så ved jeg det. Eller gør jeg ?
Nej, jeg ved at han siger det.
Senere viser det sig, at han havde mistet en tå.
Historien må omskrives.

Søren Kristensen

Jeg har altid hørt at rugbrød er sundt. Min onkel fra Norge var af en anden opfattelse. Han mente rugbrød bruger mere energi på at blive fordøjet end det afgiver. Men nu spiser de jo heller ikke så meget rugbrød i Norge, så måske derfor? Hjerneforskeren og entertaineren Peter Lund Madsen henviser fx. til Goethes angiveligt og historiske forholdsvis lille hjerne (på størrelse med en kvindes!), når han mener intelligens ikke er proportional med menneskehjernens størrelse. Mine observationer, som også omfatter dyr, tyder på noget andet. Nemlig at store hjerner er mere intelligente end små. Ligesom store dyr er mere intelligente end små. Tag bare sådan noget som en møl, den er hurtig. Men klog? Næppe, og mon ikke det hænger sammen med hjernens størrelse eller mangel på samme. Det tror jeg nok det gør. Men sådan er der jo så meget og enten hører det til i den ene eller den anden halvdel af det du tror du ved. Den eneste måde at finde ud af noget som helst på er at undersøge det. Til bunds, som man siger.

Matematik - og moral - er givet a priori - altså at 2+2=4 er givet uafhængig af erfaringen - dvs. ikke givet a posteriori - lissom Kant, der ikke har levet helt forgæves kan man formode - ud fra erfaringen ......

Michael - ikke fordi jeg vil fluekneppe - men allerede i 1500-tallet begyndte man så småt at arbejde med komplekse tal - uden at kalde dem dette - og en matematiker som Euler i 1700-tallet regnede rask væk med komplekse tal, uden at bekymre sig om, hvad hvad det egentlig var for nogen mystiske menneskeskabte tal - de kunne jo ikke genfindes i naturens store bog ...

Først Gauss fik 1831 skabt fast matematisk grund under teorien for komplekse tal ...

Michael Kongstad Nielsen

At noget er givet uafhængigt af vores erkendelse af det, er givet, men at vores mangelsfulde erkendelse betyder noget, er også givet. Tag nu for eksempel regnemodellerene, der styrer regeringens politik. Der baserer sig på særdeles mangelfulde opfattelser af, hvordan mennesker regarerer på forskellige stimuli og vilkårsændringer i deres livssituation. Men ikke desto mindre er det dem, regeringen laver politik ud fra. Så manglende viden kan bære vigtige ændringer i samfundet med sig.

Halvdelen af det, regeringen ved, er sandsynligvis forkert.

Michael - NB, ser jeg først nu: jeg har ikke skrevet af efter dit link! ... og for øvrigt handler La Géométrie om alt andet end komplekse tal - har lige kikket efter i fascimile-udgave af bogen ...

Træernes skam over at miste tøjet, gør at de får mangefarvede sår.

Men hvorfor være stolt i grøn?

Farverne er illusoriske, så legen er min.

Michael Kongstad Nielsen

Jan - man behøver ikke at være tosse, for ikke at
forstå et kuk af disse imaginære tal. Men jeg tror gerne, de findes.

Det bliver virkelig sjovt når nye lærebøger er forældet når de udgives. Men det er jo ikke et nyt fænomen selv om halveringstiden nok er faldet.

Michael Kongstad Nielsen

Træerne er stolte af deres farver, tror jeg bestemt.
Og de glæder sig over den kraft, de suger ud af bladene lige nu i efteråret, som giver dem de pragtfulde farver. De trækker grøde ud af det grønne, og samler det i veddets dyb, så de kan tygge drøv på det inden vinterens stilhed. Og have energi til forårets spring, som de er klar til at give et los, lige om lidt, om et lille stykke tid, træer har ikke travlt.

Niels Engelsted

Der er faktisk mange ting, som vi ved, der alligevel ikke passer. BBC havde et show kaldet QI med Stephen Fry, der blandt andet var baseret på dette faktum. QI er ikke kun overraskende hvad angår konventionel viden men også meget morsomt og udsendes stadig i lange baner.

Ikke for at spolere den poetiske stemning med politikeres perverse udlægning af "Dichtung und Wahrheit" - men en mørklødet kreativ bogholder fra det mørke Jylland kunne for ikke så længe siden i al sin genialitet deklamere - at Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben - det er ikke noget vi tror - det noget vi ved ...

Han er forhåbentlig snart forsvundet - som blade der faldt i fjor ...

Selv om vi næsten ikke kan tåle, at høre mere i dag, skal I altså lige have dette med -

Termodynamikkens 2. Hovedsætning si’r (Helmholz) – hvor der handles, der spildes – den uomgængelige naturlov om altings nederdrægtighed – udviklingen fra mere ordnede tilstande til absolut stilstand – universets varmedød – mao. entropien som mål for uorden stiler altid mod sit maksimum – mennesket overlever kun forbigående, fordi det stjæler orden (mad) fra naturen – og afleverer uorden (affald) – men affaldet fylder snart mest og dræber alt levende – nogle kalder det rammende miljøforurening …

Den reciprokke værdi af et systems såkaldte entropi kan defineres som systemets såkaldte informationsindhold – dette vil altså aftage med tiden – jo længere tid, der går, jo mindre ved vi – og til sidst indtræder den totale uvidenhed – hos nogle politikere før end hos andre …

Samtidig skabes der så mange - tildels aldeles ligegyldige informationer takket være bl.a. TV og dagblade – at menneskeheden og det enkelte menneske, for overhovedet at kunne overleve mentalt, må smide en masse overflødig information bort – hvilket naturligvis er med til at accelerere informationsdøden – ikke pjoskeren ”Information” – så dog en masse af det, folk render rundt og tror uden at vide …

Så med tiden vil under halvdelen, af det, du tror du ved, givetvis stadig være forkert - og det bliver bare værre og værre …

Heinrich R. Jørgensen

Lars,

tal anvendes ikke til at udtrykke størrelse per se. Tal kan anvendes med måleenheder, for at udtrykke højde, længde, bredde, diameter, omkreds, overflade, rumfang, vægt, massefylde og andre. Der oplyser om størrelse, men er ikke størrelse.

Størrelse er en sproglige kategorisering, og/eller et udtryk for relative forskelle. Dvs. et adjektiv.

En lille hest er større end en af fruens to fødder, som statisk set (vurderet ud fra detail-skobutikkernes udvalg af fodtøj til kvinder(s fødder) er store.

Heinrich R. Jørgensen

Jan,

der er forekommet perioder, hvor dumhed er blevet modvirket. Oplysningstiden og den "italienske" renaissance i to eksempler, over de seneste 1000 år.

Den empiriske videnskabstankegang, det prøjsiske skolesystem, kommercialiseringen og dociliseringen af diverse vagthunde, et rigt mål dem-og-os diskurs, grundvilkåret om at skulle mele egen kage, den politiske kastes jerngreb om sproget og massesuggestionens uvirkelighed, er for mig at se årsagerne bag den tiltagende dumhed og suicidalitet. De forhold er ikke naturlige...

Lars R. Hansen

Heinrich,

tal er et abstrakt begreb i matematikkens filosofi, der anvendes til at angive mængde, mål eller størrelse - altid til at benævne noget faktuelt, altså et faktum - fx. antal indlæg i denne tråd, afstanden fra Kgs. Lyngby til Elea eller fruens skostørrelse.

Ligesom tal per se ikke anvendes for at angive højde, længde, bredde, diameter, omkreds, overflade, rumfang, vægt eller massefylde - ligeså er det rigtig nok med størrelser - tal angiver nogets højde, længde, bredde, diameter, omkreds, overflade, rumfang, vægt, massefylde, størrelse eller mængde - men er rigtig nok ikke selv højde, længde, bredde, diameter, omkreds, overflade, rumfang, vægt, massefylde, størrelse eller mængde, men et begreb i matematikken, der anvendes til at angive det tidligere nævnte - din modvilje mod størrelse giver ingen mening.

Tal kan angive størrelse.

Nuvel - tal er - som Jan Weis og Michael Kongstad Nielsen venligt gør os opmærksomme på - os givet - os givet som et af filosofiens aksiomer.

Når du fastholder - 2+2=4 ikke er et faktum - da afviser du uden nogen begrundelse et aksiom i matematikkens filosofi.

Hvis du vil tage alvorligt - og ikke regnes for gal - da skylder du at komme med en begrundelse for din afvisning.

Heinrich

I vores del af verden - i vores del af verden...

Araberne excellerede udi matematik og astronomi og poetik for vel 800 år siden - nærmest som en genopdagelse af de græske glemte overvejelser.

Men jeg kan ikke give jer trøst - summen af problemer i verden ser ud til at være konstant.

Heinrich R. Jørgensen

2 + 2 = 4. Det er sandt. Det kan vides med sikkerhed, netop fordi man kan tænke sig til den viden (læs: indsigt).

Faktuel "viden" kan man ikke stole på. Det er antagelser, arbejdsteser, teorier.

Lars R. Hansen

Mosbak,

nøjagtig det samme som decimalsystemet.

Kongstad,

det var nu vist inderne, der var først med nullet som ciffer i positionstalsystem.

Heinrich,

jeg vil blot fastholde det som et faktum - at to plus to giver fire - og vil endvidere fortsat forlade mig på faktuel viden.

Sider