Hvordan man hader, hvis man hader Obama

En pragtfuld præsident er portrætteret i magasinet Vanity Fair: Han går sent i seng og står tidligt op. Altid foran resten af sit hold, fordi han har orienteret sig om natten, og aldrig ude af form, fordi han træner hver eneste morgen – styrketræning hver anden dag, hjerte og lunger hver anden dag. Han bliver fremstillet som en mand, der læser helt utroligt meget og er ualmindeligt velbegavet. Dannet, velorienteret og veltalende. Men han er ikke bare en urban, snakkede intellektuel. Han er også en fighter på den basketball-bane, som han selv har fået anlagt i Det Hvide Hus. Præsidenten omgiver sig ikke med spillere, der er dårligere end ham selv, så han kan brillere og lave lækre dunk. Han har tværtimod hyret medspillere og modspillere, der er bedre end ham selv, fordi han sætter den hårde kamp over den lette sejr.

Dette vidunderlige menneske, denne ydmyge og alligevel overlegne præsident er Barack Obama.

Samme menneske og samme præsident bliver portrætteret anderledes i den 75-årige amerikanske journalist Edward Kleins bog The Amateur, som har ligget nummer ét på The New York Times’ bestsellerliste uden at blive anmeldt i avisen. Den er elsket af mange læsere, men foragtet af de fleste anmeldere. Bogen har været citeret og er blevet flitigt omtalt på amerikansk radio, men de toneangivende aviser har ikke skrevet meget om den.

Den modtagelse bekræfter sådan set Edward Kleins tese: De fleste journalister er venstreorienterede, de elsker Obama, og de har investeret så meget i ham, at de selv bliver til grin, hvis de erkender, at Obama er til grin. De har jo været med til at bære ham frem som Messias. Men i virkeligheden er han ifølge Klein: en amatør.

Amatøren

Klein har fået sin titel fra en fantastisk scene, hvor han beskriver, hvordan den gamle præsident Bill Clinton prøver at overtale sin kone Hillary Clinton til at stille op imod Obama allerede i år.

Han skulle have fået foretaget en måling, som viser, at Hillary faktisk ville kunne besejre Obama, hvis hun udfordrede den siddende som præsident som demokraternes kandidat.

Hillary afviser det kategorisk: Hun er udenrigsminister under Obama, og hun vil blive udstillet som en selvoptaget opportunist, hvis hun vendte sig imod sin chef. Samtalen mellem Bill og Hillary Clinton finder sted i selskab med nære venner, af hvem én må formodes efterfølgende at have lækket det, der blev sagt, til Klein.

Men Bill Clinton giver ikke op: Hans største drøm er at se din kone som præsident, og han er ikke sikker på, at han vil være i live ved næste valg i 2016. Den gamle præsident har fået foretaget adskillige bypass-operationer.

For øjneneaf sine venner fortsætter Bill Clinton sin kampagnetale til konen om, hvor god og kompetent hun er, og hvor dårlig og inkompetent Obama er. Til sidst råber han, at Obama er en amatør.

Scenen er perfekt for Klein: Den bekræfter for det første alle forestillinger om Bill Clinton som den mest kyniske strateg og systematiske løgner i Amerika. Og den bekræfter for det andet Kleins tese om, at Obama er så inkompetent, at selv hans egne ser ned på ham. Og for det tredje får han et citat, som han på vulgærjournalistisk maner kan gøre til sin titel: Det er ikke noget, han selv har fundet på. Det er Bill Clintons ord, som han blot ydmygt gengiver. Obama er en amatør.

Den nye foundation

Bogen er sat sammen af små kapitler, som hver leverer et stik til ballonen Obama, så luften siver langsomt ud af den flyvende præsident, der efterhånden falder til jorden.

Et gennemgående greb er billedet af den illoyale Obama: Det er fortællinger om, hvordan han glemte dem, der hjalp ham frem, så snart han selv kom til tops. Kennedy-familien støttede entusiastisk Obama under valgkampen, men siden har han ignoreret dem. Han har været utaknemlig, og de er forurettede. Eller den bombastiske præst Jeremiah Wright, som ifølge Klein indførte Obama i kristendommen, men som den kommende præsident brød med, da det blev en politisk farlig alliance. En af bogens afsløringer er Wrights svar på et spørgsmål, som Klein stiller under et interview: Var Obama muslim, da Wright lærte ham at kende? Efter kort tøven svarer Wright: »Det er svært at sige.« Det læser Klein som en tilkendegivelse af, at Obama faktisk har været muslim. Og han tilføjer nye historier om, at Obama virker fraværende, når han i dag går til gudstjeneste. Han er ikke en ordentlig kristen.

Et andet greb er udstillingen af præsident som ’narcissist’. Obama skulle således have indkaldt otte venstreorienterede historikere til et hemmeligt møde, hvor de skulle rådgive ham om, hvordan han selv blev anerkendt som en ’transformative president’, en præsident, der forandrede Amerika. Han skulle spørge dem indgående, hvem de synes, han minder mest om, og hvem han bør sammenligne sig med. Under samtalen skulle Obama have foreslået sloganet A New Foundation som betegnelse for sit eget projekt, hvortil historikeren Doris Kearns Goodwin skulle have svaret, at foundation er makeup for kvinder. Det var en uheldig, men igen afslørende tanke hos præsidenten, at han skulle ville lægge en ny make up.

Avisen Washington Post har efter udgivet af bogen konfronteret Goodwin med historien, men hun afviser selv kendskab til både sin replik og Obamas forslag. I det hele taget hævder hun, at mødet ikke handlede om, hvem Obama gerne ville være, men om amerikansk historie generelt. Hun genkender ikke Kleins gengivelse.

Michelle Obama

Klein angriber også myten om Michelle Obama. Den almindelige fortælling er, at hun er blevet til en stjerne i samme periode, hvor hendes mand er faldet fra firmamentet og ned i realiteternes verden. Men hendes stjernestatus er ifølge Klein ufortjent. Han refererer hendes dyre ferierejser på skatteborgernes regning, og hendes urimelige behandling af talk show-værten Oprah Winfrey. Hun satte hele sin troværdighed ind på støtten til Barack Obama under valgkampen, men siden er hun blevet frosset ud af Michelle Obama. Klein hævder, at præsidenten selv lytter til Winfreys gode råd, men at den jaloux Michelle ikke vil have noget med hende at gøre. Det er således en særligt slem ydmygelse, at Winfrey bliver henvist til at lave aftaler gennem undeordnede, der kun tjener 75.000 dollar om året! Klein understreger, at Winfrey ikke er snobbet, men det er alligevel for tarveligt.

Mens mange kritikere har beskrevet Obama som tøvende, svag og uafklaret, fremstiller Klein præsidenten som en kynisk målrettet strateg, der vil indføre en slags »socialistisk, europæisk velfærdsstat i USA«. Han er ikke farlig, fordi han er svag, men fordi han sætter sine venstreorienterede ideer igennem og ødelægger USA, som vi kender det.

Det er således symptomatisk for Obamas problemer, at det er lykkedes ham t skuffe både højrefløjen og venstrefløjen. De højreorienterede mener, at han er alt for venstreorienteret, mens de venstreorienterede synes, han har solgt ud af sine venstreorienterede idealer.

Men Klein er så optaget af sit tabloide karaktermord, at han egentlig aldrig rigtig rammer Obama der, hvor det gør ondt. Som dokumentation er den på grund af kombinationen af anonyme kilder og ensidige fokus tvivlsom. Men bogen er glimrende som indblik i, hvordan man hader, hvis man hader Obama.