Læsetid: 3 min.

Private gevinster og offentlige tab

Den britiske sociolog Colin Crouch har skrevet en aldeles nøgtern bog om, hvorfor nyliberalismen egentlig ikke blev udfordret, men bekræftet af finanskrisen
Den britiske sociolog Colin Crouch har skrevet en aldeles nøgtern bog om, hvorfor nyliberalismen egentlig ikke blev udfordret, men bekræftet af finanskrisen
13. oktober 2012

Et skifte har fundet sted, og det skifte er beskrevet før. Men det er sjældent gjort så præcist og sikkert, som det den britiske politiske økonom Colin Crouch leverer i sin seneste bog: The Strange Non-Death of Neoliberalism.

Han har gjort overgangen fra 1970’ernes socialdemokratisme til 00’ernes nyliberalisme til genstand for analyse, fordi han vil besvare det for venstreorienterede presserende spørgsmål: Hvorfor gik nyliberalismen ikke ned med krisen i 2008?

Flere konstaterede nyliberalismens endeligt dengang, men i dag kan enhver se, at systemet fortsætter uanfægtet. Hvis man vil vide, hvorfor det er gået sådan, må man forstå dybden og bredden af de systemiske forandringer, vi kalder nyliberalismen. De vedrører både borgerens rolle, statens funktion og markedets stilling.

Inflation og bureaukrati

Den gamle socialdemokratisme udviklede en velfærdsstat, hvor regeringen gennem offentlig efterspørgsel stimulerede vækst og skabte muligheder for stigende lønninger og rettigheder til lønmodtagerne. Staten investerede og løftede borgerne til potente forbrugere og kompetent arbejdskraft. Men den socialdemokratiske økonomi blev ramt af inflation, og den socialdemokratiske stat udviklede et bureaukrati, som ikke løftede borgerne, men nivellerede dem til anonyme numre.

Erkendelsen af inflationen førte til, at man gik væk fra at skabe vækst gennem omfattende offentlige investeringer, og erkendelsen af bureaukratiet resulterede i privatiseringen af offentlige ydelser, som gennem præstationsevaluering skulle sikre effektivitet og produktivitet. Borgerne blev ikke længere set som anonyme modtagere af offentlige service, men som kritiske brugere med rettigheder til at klage og vælge alternative løsninger.

Den kultur er ifølge Crouch i dag så integreret i de vestlige demokratier, at det vil være umuligt at vende tilbage til staten som den store autoritet, der dikterer borgerne institutioner og ydelser. Men han minder om, at staten på visse områder har vist sig markedet overlegent: Staten står stadig for offentlig uddannelse, vejene, sikring af sundhed, lov og orden og fælles regler og mål i kampen mod klimaforandringer.

Men staten skaber ikke længere velstand:

»Grundlaget for velstanden er ikke den socialdemokratiske opskrift, hvor arbejderklassen er støttet af en stimulerende stat, men derimod den nyliberalistiske konservative opskrift, hvor banker, børser og finansielle markeder skaber væksten,« skriver Crouch.

Almindelige menneskers funktion er således forandret: De skal ikke forbedre deres situation gennem fagforeninger og kamp for fælles rettigheder: »De skal gøre sig gældende som brugere, der stifter gæld og agerer på kreditmarkederne.«

Meningen med systemet

Det er forandringen ifølge Crouch: Tidligere var det staten, som stiftede gæld for at skabe vækst. Nu er det borgeren, som optager lån for at skabe vækst. Vores økonomi er stadig drevet af gældssætning og investering, men præmisserne er forandret. Crouch kalder nyliberalismen for en »privatisering af keynesianismen«. Gevinsterne er privatiserede, idet vi selv tjener penge på at låne og sælge gæld videre, men tabene er kollektiviserede. Det er staten, som kommer og betaler, når investeringsbankerne er truet, men efterfølgende har staten ikke magt til at regulere finanssektoren. Det er ikke de store banker, der er »for store til at gå ned«. Det er selve finanssektoren, konkluderer Crouch.

Det, vi plejer at kalde finanskrisen i 2008, viser således ikke, at systemet gik under, men derimod at systemet på sine egne betingelser fungerer. Det producerer økonomisk ulighed, social ulighed og stor politisk afmagt. Men vi er blevet afhængige af finanskapitalismen som motor for forbrugssamfundet og vækstskabelse. Som Crouch skriver:

»Det er blevet umuligt at forestille sig en økonomi, som ikke er domineret af gigantiske virksomheder, der omsætter deres økonomiske magt til politisk indflydelse, og vi kan ikke regne med, at regeringer kan andet end reagere positivt på disse virksomheders krav.«

Det er en meget sort udsigt for en venstreorienteret sociolog, men det er en temmeligt overbevisende samtidsdiagnose.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"»Det er blevet umuligt at forestille sig en økonomi, som ikke er domineret af gigantiske virksomheder, der omsætter deres økonomiske magt til politisk indflydelse, og vi kan ikke regne med, at regeringer kan andet end reagere positivt på disse virksomheders krav.«"

Pressen og mainstreammedierne(s kommercialisme) indgår som et kalkuleret element i en neoliberal kulturalisering, som retter individet mod forbrug, mod individualiseret selvrealisering og utilitarisme i en hyperkompleks informationssværm som fremmer deflektion og hæmmer fordybelse, kritisk refleksion og helhedsorienteret rationalisering. Det er derfor ret kontroversielt at hævde at det skulle være blevet umuligt at forestille sig andre økonomiske samfundsmodeller, andre sameksistensidealer og i det hele taget andre samfundsordener - der er bare alvorlig støj på vore antenner, så at sige. Og pessimismen har vel sin primære gang på jord fordi udviklingen ser ud til at fortsætte med kummulativ kraft, hvilket imidlertid ikke må iagttages som en naturlov, snarere som en i princippet reversibel, sociokulturel proces. Første forandringsskridt er imidlertid at tilstrækkeligt mange får øje på neoliberalismens dissonans og begynder at arbejde for systemoverskridelser.

Hér er et (blandt mange flere) bud på strukturel forandring, som selv mange borgerligt sindede mennesker nok kunne leve og endda trives med:
http://forsker.net/node/27403

Steffen Gliese

Der er absolut mulighed for at rulle tilbage, da vi nu kender problemets omfang.
Beskrivelsen af samfundet som leverandør af ydelser er også forkert, det er tværtimod den anonyme finanskapital langt fra borgeren/forbrugeren, der fremmedgør, mens den støtte, kommunen bød på, hvilede på nærhed og ligefrem service mellem mennesker.

Steffen Gliese

Inflation er ikke en naturlov, bureaukrati ej heller - så med vilje til bevarelse af den socialdemokratiske velfærdsstat, med hånd i hanke i det private forbrug, kunne en finden tilbage på sporet, væk fra neoliberalismens vildveje, sagtens tænkes.
Det ville også være lettere at håndtere det almindelige sociale liv uden de rigide regelsystemer, neoliberalismen er nødt til at benytte sig af, så tillid og uformelle omgangsformer igen kunne blive normen i dette land - som det jo er i mange andre gode lande, vi burde sammenligne os med, der snarere har holdt fast i alliancen socialisme-konservatisme.

Niels Engelsted

Det betyder vel bare, at det ikke er MENNESKELIGT muligt at styre, men at vi mennesker er reduceret til at forsøge at klinke skårene, når systemet bryder sammen, som det syntes på vej til.

Stiglitz har sagt:"De der har lavet redningsplanen for bankerne er enten inkompetent eller i lommen på bankerne." Måske har politikerne reddet neoliberalismen?

Steffen Gliese

Der tales også så meget om riskovillighed - men det må da siges at være et uddateret koncept. Hvorfor skulle folk sætte formue og hus og hjem på spil for en god ide? Mange flere vil kaste sig ud i det, hvis de kan regne med at lande på benene, også hvis det går galt. Og det er i mængden, at de virkelig gode ideer findes. Jo flere, der tager chancen, jo større er chancen for, at columbusægget dukker op.

Stib Bøg,
Det har de nemlig. Fordi de, som alle andre er har penge i knibe i form af pensionsopsparinger, huslån etc. er bange for hvad der kunne ske hvis systemet ikke fortsætter.

De tænker på deres egen kortsigtet vel og ve og ikke langsigtet på samfundsinteresser.

Et pyramidespil fungerer jo så længe man kan holde det i sving, først når det går i stå bliver den store tykke ende af pyramiden ædt med hud og hår.

Problemet er så bare at før eller senere VIL spillet gå i stå og jo længere man holder det i gang jo flere er der i pyramidens tykke ende.