Fra avanceret legetøj til ny industriel revolution

Redaktør på det indflydelsesrige amerikanske magasin Wired, Chris Anderson, forsøger i ny bog at beskrive de helt store perspektiver ved den spirende maker-bevægelses brug af computerteknologi, internet og 3D-printere. Ifølge forfatteren er der muligheder for grundlæggende at ændre på den eksisterende produktionsmodel
Printeren. 3D-printeren er kun i sin spæde begyndese – som papirprinteren i begyndelsen af 1980’erne. Den er dyr og kan kun arbejde i få materialer. Men hvis Chris Anderson har ret i sin optimisme, er det begyndelsen på en udvikling, hvor Vesten kan begyndt at rykke arbejdspladser hjem igen.

Printeren. 3D-printeren er kun i sin spæde begyndese – som papirprinteren i begyndelsen af 1980’erne. Den er dyr og kan kun arbejde i få materialer. Men hvis Chris Anderson har ret i sin optimisme, er det begyndelsen på en udvikling, hvor Vesten kan begyndt at rykke arbejdspladser hjem igen.

Veronika Lukasova
3. november 2012

Internetøkonomien har givet os en ny måde at producere på. Hierarkier er blevet brudt, efter at stort set alle har fået adgang til en computer, og derfor i princippet adgang til de nødvendige produktionsmidler til at skabe det næste Facebook, Dropbox eller Twitter. Det har betydet decentralisering, opløste monopoler og gjort det nemmere at udbrede sine innovative ideer end tidligere. Når alt kan deles og spredes nemt, hurtigt og billigt kan mange flere end de allerede privilegerede være med.

Mange bøger og entusiastiske foredrag har handlet om det revolutionære ved netop denne produktionsform. Men det var jo trods alt bare en lille del af den samlede økonomi. Det fulde potentiale realiseres først de næste 20 år, når computeriseringen til fulde slår igennem i produktionen af fysiske goder, argumenterer Chris Anderson, der er forfatter og chefredaktør på det indflydelsesrige amerikanske teknologimagasin Wired. I sin nye bog Makers: The New Industrial Revolution behandler han de potentialer, han ser i den hastigt voksende Maker-bevægelse og dens brug af teknologi som 3D-printere og 3D-scannere. 3D-printeren gør det samme som de printere, de fleste allerede kender, bortset fra at det er muligt ud fra et digitalt design at printe fysiske objekter i f.eks. hård plastik frem for bare tekst eller billeder, mens 3D-scanneren kan scanne fysiske objekter og gøre dem til digitale filer, som man siden kan modifcere eller lave kopier af.

Maker-bevægelsen er stor i USA og samles i hundredetusindtal på årlige messer, hvor de fremviser og deler forskellige måder, hvorpå du selv kan skabe alverdens fysiske produkter ud fra digitale design. Bevægelsen har også opnået politisk anerkendelse for sit potentiale, og Obama har startet et program, der skal udbrede 3D-printere og andre af værktøjerne i dele af det amerikanske skolesystem. Ifølge Anderson handler det ikke så meget om værktøjerne til at skabe i sig selv, men om at værktøjerne giver en langt større og bredere mulighed for at deltage. »Den største transformation er ikke i den måde, tingene bliver gjort på, men hvem der gør det. Så snart tingene kan gøres på almindelige computere, kan alle gøre det,« skriver han.

Bag de store ord om industrielle revolutioner er der tre kendetegn ved bevægelsen som Anderson betegner som »transformerende«. For det første udbredelsen af digitale værktøjer, som folk bruger til at designe nye fysiske produkter og prototyper. For det andet »de kulturelle normer« som findes i bevægelsen om at dele og videreudvikle på hinandens designs og produkter uden brug af stram intellektuel ejendomsret. Og for det tredje, at fælles standarder breder sig både hos designere og fabrikanter, hvilket gør det nemt og enkelt via internettet at sende sine designs direkte til en fabrik – ofte i Kina, Mexico eller et andet lavtlønsområde – og få sat gang i en begrænset produktion af det produkt, man har opfundet. Et produkt, som man så efterfølgende på selvsamme internet kan opdyrke sit eget niche-marked til. Udbredelsen af digital teknologi i både hjemmene og fabrikkerne har kort sagt gjort det meget nemmere at nå fra idé til fysisk produkt, mens internettet har gjort det simpelt både at dele og udvikle design sammen og i sidste ende markedsføre og afsætte produkterne.

Egne erfaringer

Chris Anderson trækker i bogen både på egne erfaringer fra sit firma 3D Robotics og på sine oplevelser som nørdefar til fem børn. Hans bedstefar var selv opfinder, men fik aldrig til fulde realiseret sine ideer til produkter, da datidens produktionsmodel var så tung og dyr, at kun folk med mange penge og gode kontakter kunne få realiseret ideer. En del af bogen kredser derfor om, hvordan Anderson via den nye teknologi kan gøre alt det, som hans bedstefar kun kunne drømme om: Under en leg med et Lego robotkit i 2007 keder hans børn sig så grumt over de begrænsede handlinger, robotten kan udføre, og da han prøver at imponere dem med et fjernstyret fly, styrer han flyet op i et træ, hvorå det sætter sig fast. Hans børn begynder hurtigt at kede sig, de synes han er pinlig, og han må erkende sit nederlag som nørdefar. Men elendigheden sætter gang i tankerne, og han begynder at udvikle konceptet til hjemmesiden DIYDrones. Et open-source hardware-projekt, der skal forbedre styringen af flyene og gøre det muligt for alle at deltage i udviklingen af, hvad flyene skal kunne, og ikke være begrænsede af producenternes manglende formåen eller fantasi. Han opretter en hjemmeside og kommer i kontakt med hundredevis af andre entusiaster, der hjælper med at videreudvikle ideer, design og koder.

Som så mange andre maker-firmaer lægger han sine design og sit software ud på sin hjemmeside, så andre kan bygge videre og bidrage med tests og fejlfinding. Sammen med sit community på flere hundrede mennesker opfinder han et nyt produkt og får siden rent faktisk etableret en produktion. Firmaet 3D Robotics er i dag et million dollar-foretagende med outsourcet produktion i Tijuana i Mexico.

1985-stadie

Ud over eksemplerne fra Andersons eget liv er bogen fyldt med gennemgange af produkter, der ifølge forfatteren viser vejen til den nye produktionsform. Fælles for eksemplerne er dog, at de er forholdsvis perifære i forhold til den store revolution, Anderson gerne vil skildre. Det er dukkehusmøbler, han selv printer til sine børn på sin MakerBot Thing-O-Matic 3D printer, og det er legetøjsvåben til Lego, som firmaet ikke selv vil producere, men som våbenglade forældre nu selv kan designe og printe. Det er altså ofte ikke eksemplerne i sig selv, men mere måden de produceres på, som ifølge Anderson realiserer det demokratiske potentiale i, at alle ikke blot har mulighed for at skabe, men også købe nicheprodukter. Da den nye produktionsmodel gør det nemmere og billigere at producere færre enheder, gør det også op med masseproduktionen, så produkterne ikke behøver at skulle sælge en million eksemplarer i Walmart for at kunne blive til noget.

At det, der starter med at blive udlagt som den nye industrielle revolution, ender med flere steder at handle om legetøj og dukkehuse, kan virke lidt dumt. Men han erkender selv, at bogen er skrevet på et tidligt stadie i udviklingen. Maker-bevægelsen er kun der, hvor PC-bevægelsen var i 1985. Og 3D-printeren har stadig langt igen – ligesom den almindelige 2D-printer havde i midten af 80’erne. Den er for dyr og kan kun printe i begrænsede farver og materialer. Når den teknologiske udvikling går videre, er han ikke i tvivl om, at vi står over for en grundlæggende omvæltning, der også kan betyde, at arbejdspladser kan rykke hjem til Vesten, i takt med at printerne gør produktionen mere automatiseret og mindre arbejdskraftstung.

Chris Anderson har en lidt irriterende tendens til at gøre alle udviklingstendenser til slogans og sætter måske for hurtigt lighedstegn mellem en særlig udvikling i en del af måden, man producerer på, til hvad der vil blive en helt gennemgribende samfundsrevolution. Men kan man læse henover det, er der ingen tvivl om, at potentialet ved kombinationen af computerteknologi, 3D-printere og internet er stort. Og nogle gange er der brug for, at nogen går forrest, tegner de store linjer op og overdriver lidt, før en bevægelse for alvor får medvind. I den henseende gør Chris Anderson et prisværdigt forsøg.

Chris Anderson

Makers: The New Industrial Revolution.

272 sider

11,80 pund.

Random House Business

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Maker-bevægelsen er en bevægelse af gør det selv-folk og opfindere, der med ny teknologi interesserer sig for selv at skabe ting. Gør det selv-kulturen er gammel, det nye ved Maker-bevægelsen er den betydning det ifølge Chris Anderson vil få, når værktøjerne til selv at producere fysiske produkter bliver stadig billigere at få fat i.

Gør det selv-kulturen handlede primært om at skabe ting til sig selv og det nære, mens den nye teknologi gør det muligt at skalere til langt større produktioner, som kan nå et stort kundegrundlag via internettet.

Bevægelsen er ikke centralt organiseret center, men særligt rund omkring i USA breder der sig ’Maker-spaces’, hvor der er 3D-printere, scannere og laser-cuttere man kan eksperimentere med.

Derudover er der årlige messer og magasinet Make, som udgives af O’Reilly.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Henrik Darlie

Der findes idag printere der kan printe med over 100 forskellige materialer, hårde, bløde, elastiske, elektrisk ledende, isolerende, gennemsigtige etc. Teoretisk set kan man printe en mobiltelefon eller et våben for den sags skyld, og medicin og fødevareprintere (og organprintere) er lige om hjørnet. (hvem sagde dna-printer?)

Så det varer nok ikke længe før nogen forlanger at 3d-printerne allesammen bliver forbundet til internettet, så man kan se at der ikke printes ulovligheder og således at horderne af rettighedshavere kan opkræve deres skatter.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bo Carlsen

Tjah, digitaliseringen af produktionen har nu allerede fundet sted.
Det er i øvrigt morsomt, at ham manden med 3-D robotterne har outsourcet sin produktion til Mexico !???
( Men Mexico har jo også for længst gennemført sin revolution).

anbefalede denne kommentar