Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Eurokrisen er afpresning

For filologen Luciano Canfora er demokratiets essens en lighedsbestræbelse. Tabet af tilkæmpede rettigheder vil få de europæiske lønmodtagere til at indse, at privatkapitalismen ikke kan være historiens endemål, håber han
Moderne Tider
10. november 2012

»Arbejde er ingen rettighed,« har Italiens arbejds- og socialminister, Elsa Fornero, for nylig udtalt, selv om den første artikel i landets forfatning fra 1948 lyder: »Italien er en demokratisk republik funderet på arbejde.«

I over 60 år har arbejde som rettighed været betragtet som udgangspunkt og fundament for bl.a. det italienske demokrati:

»Det virkede, som om efterkrigstidens forfatninger havde medført og cementeret et uafvendeligt skift. Nu ved vi, at et tilbagetog også er muligt, og at det er begyndt,« skriver den klassiske filolog Luciano Canfora i en pamflet om eurokrisen som afpresningsredskab, È l’Europa che ce lo chiede!’ (Falso!) (’Det er Europa, der kræver det!’ (Forkert!)).

Elsa Fornero har siden forsøgt at bortforklare sin udmelding som en fortalelse, men netop derfor er den ifølge Canfora så signifikant: »Den betyder, at styrkeforholdet mellem socialklasserne har forandret sig, og for de klasser, der udelukkende lever af deres arbejdsindsats, til det værre, og for dem, der slet ikke har noget arbejde, til det meget værre.«

Ideologi

Luciano Canfora er professor i græsk og latinsk filologi ved universitetet i Bari med et enormt forfatterskab om historiografi, idéhistorie og politisk teori bag sig. Med udgangspunkt i Aristoteles definerer Canfora demokrati som »folkestyre«, men ser det i modsætning til den brede hovedstrøm i politisk teori ikke som en fremadskridende proces. Demokratiets essens er egalitarisme, mener Canfora, og betragter det følgelig som »et ustabilt fænomen: de fattige klassers midlertidige herredømme i en uendelig kamp for lighed«, som det hedder i hovedværket La Democrazia. Storia di un’ideologia (Demokratiet – En ideologis historie) fra 2004. I oldtidens Athen var demokrati et udtryk, overklassen brugte for at fremhæve »folkestyrets voldelige karakter«, påpeger filologen og anser derfor brugen af termen i moderne kapitalistiske samfund for at være en tom formel, der bliver brugt til retfærdiggøre mere eller mindre maskerede former for oligarki: »Det, der er på spil i dag, er afviklingen af velfærdsstaten,« skriver Canfora om eurokrisen. »I afpresningen af socialstaten er den urørlige betingelse, at profitten skal forblive intakt eller rettere øges.«

Det kontroversielle ved Canforas demokratiforståelse er, at han ikke betragter demokratiet som et neutralt sæt af institutioner og valgprocedurer, men derimod som en ideologisk bestræbelse: »En uvane, som skal modarbejdes, er den, der har raset i 20 år, men efterhånden viser svaghedstegn: At betegne henvisningen til en klar distinktion mellem venstre- og højreorienterede politikker som ’ideologi’ (i overbevisningen om at anvende en stærkt diskvalificerende term). Denne ukultiverede brug af ordet ideologi som et fugleskræmsel eller en beskyttende amulet går straks i gang, når man begynder at tale om konflikter mellem samfundsklasserne, om ’udnyttelse’, om ’profit’ og om uforeneligheden af nogles interesser (dem, der producerer profitten) med andre andres interesser (dem, der inkasserer profitten), skriver Canfora og tilføjer: »Det svarer til beklage, at der stadig findes mennesker, der tænker, og som reagerer og kæmper som følge af det, de tænker.«

Profit

Under eurokrisen er vi ifølge Canfora vidner til det fortrængtes genkomst: »Ideologien, som er blevet erklæret for afdød, vender tilbage i uventede og temmelig tåbelige former som f.eks. Europa som værdi i sig selv!«

I sit udgangspunkt indeholdt den europæiske føderalistbevægelse en bestræbelse på at overvinde den administrative og økonomiske elites modstand mod egentligt folkestyre, påpeger Canfora. Altiero Spinelli og Ernesto Rossi Ventone-manifestet, den europæiske føderalismes grundtekst, er skrevet i samme ånd som efterkrigstidens republikanske forfatninger i Frankrig og Italien, der efter Canforas mening repræsenterer verdenshistoriens seneste eksempler på demokrati som egalitær bestræbelse. Men denne impuls er blevet forrådt, styreformen i de europæiske lande har udviklet sig til en blanding af oligarki og demokrati. Europæiske lønarbejdere, navnlig i den kriseramte, sydlige del af kontinentet, er ofre for »en fjendtlig kampagne«, mener Canfora:

»De bliver opfordret til at give afkald på deres erobringer, et stædigt forsvar ville skade fremtidige generationer – sådan lyder den paradoksale anklage.« Lønarbejdernes rettigheder fungerer som »en falsk skydeskive«, fordi privatkapitalisme og profit fejlagtigt betragtes som historiens endemål: »Det er nødvendigt at lancere en kampagne mod dette farlige angreb,« skriver Canfora og tilføjer:

»Hvis banker og magnater endelig gik med til reducere deres profitter, hvilket vil sige en reduktion af arbejdstiden uden lavere løn og en forøgelse af antallet af arbejdspladser, så ville ungdomsproblemet i det mindste være på vej mod en løsning. Men hvad er dogmet? At man ikke må røre profitten, den er hellig.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Men hvorfor er Socialdemokratierne (i europa) med på den? Hvad er der sket siden de har sluppet håndtaget?

Niels Engelsted

Det er vanskeligt at forstå, at den politiske og økonomiske elite kan tro, at de kan opsige samfundets sociale kontrakt og slippe godt fra det.

Det går da meget godt, det går da meget godt, det går da meget godt...SMAK!

Michael Kongstad Nielsen

Ja, Engelsted, var det ikke Rousseau, der skrev om, "La Contrat Social".

Jeg kommer i tanke om tiden efter sidste krise, altså den i 1930-erne, hvor Dansk Arbejdsgiverforening havde varslet lockout og krævede 20 % lønnedgang (som nu i Grækenland - og også i SAS), dengang gik Socialdemokraterne med Stauning i spidsen ind og fastholdt alle eksisterende overenskomster ved lov. Og lavede en masse andre ting, der minder lidt om dagens finanslov, men langt, langt stærkere selvfølgelig.

Søren Kristensen

Helse, som modsætning sygdom, er heller ikke nogen rettighed, men det har bare vist sig at det godt kan betale sig at anskue helse som om ikke en rettighed så noget der virkelig prioriteres, ud fra en simpel erfaring der tilsiger at forebyggelse er både mere effektivt og billigere end symptombehandling.

Lidt på samme måde forholder det sig med arbejde: Vist er arbejde ingen rettighed, men man gør nok klogt i at betragte det som om det var og ikke nødvendigvis fuldtidsarbejde. Det vigtige er den inklusion der finder sted, uanset hvor mange timer du arbejder. Hvorfor?

Med udbredt arbejdsløshed plejer at følge en række problemer, som er alt for velkendte: fattigdom, stagnation, social uro, misantropi og sidste ende fascisme. Arbejdsløshed er ligesom symptomet på dysfunktion, i hvert fald så længe vi ikke bevidst tilstræber arbejdsløshed og honorerer derefter. Så hvis folk vil have arbejde (og det vil de jo tydeligvis gerne) hvorfor så ikke bare give dem det? Et muligt overskud i produktionen skal vi såmænd nok få brugt og hvis vi ikke selv kan aftage er der sikkert andre rundt om i verden der kan. Det kræver bare at det vi producerer er noget der kan bruges (i forståelsen brug for, naturligvis) og at vi ikke kræver alt for meget til gengæld.