Læsetid: 6 min.

Jokeren i den filosofiske kortbunke

Jacques Derrida var ikke for fastholdere – men nihilist var han ikke. Benoît Peeters har skrevet en fremragende biografi om den franske dekonstruktionsfilosof
Derrida. 1030-2004. Hans ærinde med dekonstruktivismen var ikke at splitte civilisationen ad begrebsmæssigt, men at gøre os lidt mindre arrogant selvsikre.

Derrida. 1030-2004. Hans ærinde med dekonstruktivismen var ikke at splitte civilisationen ad begrebsmæssigt, men at gøre os lidt mindre arrogant selvsikre.

24. november 2012

I maj 1992 indstillede et flertal af universitetslærere i Cambridge den franske filosof Jacques Derrida – ophavsmanden til af den såkaldte dekonstruktionsfilosofi – til en akademisk ærestitel. Trods en ihærdig smædekampagne fra modstandere af ideen lykkedes forehavendet for Derridas tilhængere. Det kunne være interessant at få oplyst, hvor mange af dem, der talte imod hædringen under henvisning til manglende akademisk niveau, der havde læst en enkelt bog eller bare et par essays af ham.

Sandheden er, at det behøvede de ikke. I nogle akademiske kredse hed – og hedder – det sig nemlig, at denne leverandør af fashionabelt fransk ’pølsesnak’ ikke var andet end en charlatan og en nihilist; en mand, der mente, at hvad som helst kunne betyde hvad som helst andet, og at der dybest set ikke eksisterer andet i verden end skrift. Han var en fordærver af ungdommen, der måtte stoppes i opløbet. Som teenager havde Derrida og nogle af hans kammerater fantaseret om at sprænge deres skole i luften med noget sprængstof, de havde fundet. Der var kræfter på Cambridge University, som mente, han havde planer om at gøre det samme med den vestlige civilisation. Den franske filosof havde dog en overraskende sympatisør: Da hertugen af Edinburgh som formelt overhoved for Cambridge Universitet tildelte Derrida ærestitlen – det var samme år, Charles og Diana blev skilt – mumlede han til ham, at dekonstruktionen nu også var begyndt at indvirke på hans egen familie.

Dekonstruktion

Dekonstruktion bygger på den tanke, at intet udelukkende er, hvad det giver sig ud for. Bag hver en tilsyneladende sikker identitet vil der vil altid være en lurende form for andethed. Dekonstruktionen tager fat i det givne systems utilpassede element og bruger dette til at påvise, at systemet er aldrig helt så stabilt, som det fremstiller sig. Inden for en struktur er der noget, som på en én gang er del af strukturen, men også undslipper dens logik.

Det er intet overraskende i, at ophavsmanden til disse ideer var en sefardisk jøde fra det koloniale Algeriet – en person, der således var både halvt inden og halvt uden for det franske samfund. Skønt hans sprog var fransk, kunne han også slå over i arabisk arbejderklasseslang. Fra Frankrig skulle Derrida snart vende tilbage til sit hjemland som værnepligtig i den franske hær, et klassisk eksempel på splittet identitet.

I 1944 blev den 12-årige Derrida bortvist fra sin franske gymnasieskole af det algeriske kolonistyre, som for at overgå Vichy-regimets antisemitiske tiltag besluttede sig for at nedsætte kvoten for jødiske elever. Paradoksalt nok blev effekten af denne brutale afvisning af »en lille, sort og meget arabisk jøde«, som han senere betegnede sig selv, ikke blot, at han kom til at føle sig som permanent outsider; oplevelsen indgav ham også en livslang aversion mod omklamrende fællesskaber. I stedet blev han nemlig optaget i en jødisk skole, hvilket fik ham til at hade tanken om at blive defineret af sin jødiske identitet. Identitet og homogenitet var, hvad han senere ville bestræbe sig på at dekonstruere. Men oplevelsen gjorde ham også dybt skeptisk over for solidaritet.

Outsideren

Skønt Derrida hele livet tilhørte venstrefløjen, havde han outsiderens modvilje mod ortodoksi og organisation. Hans rolle var at være den begavede provokatør, den professionelle systemkritiker, jokeren i kortbunken. I sidste ende blev han den store besynger af ethvert menneskes ’absolutte singularitet’. Derrida var aldrig en mand, der blev medløber for nogen sag. Derrida var aldrig for fastholdere. Normer, doktriner og massebevægelser ville sandsynligvis være undertrykkende, hvorimod marginer og afvigelser var potentielt undergravende. Men English Defence League (en højreradikal britisk bevægelse, red.) er marginal. Der skulle en massebevægelse til for at vælte Gaddafi. Respekt for ytringsfriheden er en ortodoksi, og retten til at strejke er en doktrin.

Fra en beskeden baggrund i Algier flyttede Derrida til den mest prestigefyldte gymnasieskole i Frankrig og derfra videre til eliteuniversitetet Ecole Normale Supérieure. ENS var en stærkt stalinistisk institution på dette tidspunkt, og dette kom til at styrke Derridas modvilje mod at råbe i kor med et større publikum. Da han senere erklærede sig som kommunist, skulle det nok mest forstås på samme måde, som da Kennedy kaldte sig selv for berliner. Da studenteroprøret brød ud omkring ham i maj 1968, stod han da også for det meste på sidelinjen. Men den antiautoritære, libertære impuls fra 68-generationen blev ikke desto mindre en drivende kraft bag hans eget arbejde. Det foregående år havde været hans annus mirabilis, hvor han udgav hele tre af de bøger, der skulle gøre hans navn både æret og forhånet over hele kloden.

Inden længe blev den fåmælte og socialt kejtede unge mand fra kolonierne en yndet gæst ved middagsbordene i de franske skønånders galakse: Jean Genet, Roland Barthes, Julia Kristeva, Maurice Blanchot og andre. Selv den franske regering lod sig besnære af hans magi. Da François Mitterrand kom til magten i 1981, blev Derrida bedt om at oprette et internationalt filosofikollegium i Paris. Dekonstruktion blev tidens store dille fra Sydney til San Diego, og Derrida selv blev feteret som intellektuel superstar. Snart kom der en amerikansk tegneserie med en skummel Doctor Deconstructo som hovedperson. Magasiner om indretningsarkitektur inviterede deres læsere til at dekonstruere begrebet ’have’.

Forræderi

Jeg formoder, at en af grundene til, at Derrida nød sine rejser verden over så meget, var fordi de gav ham kærkomne pusterum fra det parisiske intellektuelle livs giftige, sekteriske, bagholdsangreb og leflende rygklapperier, som denne fremragende biografi så fornemt dokumenterer. Hvad bogen undlader at understrege helt så kraftigt er, hvor dreven en spiller Derrida selv kunne være i disciplinen at jorde intellektuelle rivaler.

To dramatiske øjeblikke skiller sig ud i Derridas efterfølgende karriere. På en rejse til det kommunistiske Prag i 1981, hvor han skulle tale ved et filosofisk undergrundsseminar arrangeret i al hemmelighed, blev han anholdt og sigtet for narkotikasmugling. Det ser ud til, at de tjekkoslovakiske myndigheder opfattede hans nedbrydning af binære modsætninger som en trussel mod selve regimet. Den politibetjent, der havde plantet narkoen i Derridas kuffert, blev senere selv arresteret for narkotikahandel.

Seks år senere blev der igen vendt op og ned på Derridas liv, denne gang som følge af afsløringen af, at hans nyligt afdøde ven, kritikeren Paul de Man, i de første år af Anden Verdenskrig, da han var ganske ung, havde bidraget med antisemitiske artikler til den protyske del af belgisk presse. Rystet over denne nyhed skrev Derrida et langt essay til de Mans forsvar, som i forfatterens iver for at frikende sin ven for nazikollaboration og jødehad må være blandt de mest skamløst fordrejende tekster i moderne tid.

Benoît Peeters har ransaget de omfangsrige Derrida-arkiver og interviewet snesevis af hans venner og kolleger. Resultatet er en vidunderligt overbevisende fremstilling. Den mand, der kommer til live i dette portræt, er en forpint sjæl med pludselige udbrud af munterhed; en forbavsende original tænker med mere end et strejf af forfængelighed, der ikke desto mindre stillede sig selv til fuld rådighed for selv den ringeste elev.

I personlige samtaler udviste han den beundringsværdige kvalitet at være synligt lettet over ikke at skulle tale om intellektuelle spørgsmål. Han var den måske senest tilkomne i en den bemærkelsesværdigerække af anti-filosoffer – fra Kierkegaard, Nietzsche og Marx til Freud, Adorno, Wittgenstein og Walter Benjamin – som for at udtrykke, hvad de havde at sige, blev nødt til at opfinde en helt ny stil, der kunne skrive og filosofere i.

Hyldest til livet

Det er bestemt ikke alt i Derridas forfatterskab, der falder i alles smag. Han havde en irriterende vane med at konstant at gribe til retoriske spørgsmål, hvilket indbyder til parodi: »Hvad vil det sige at tale? Hvordan kan jeg overhovedet tale om dette? Hvem er dette ’jeg’, der taler om at tale?«

Alligevel tog hans modstandere i Cambridges akademiske miljø fejl af manden. Derrida, som døde af kræft i 2004, opfordrede sine venner til at hylde livet og var ikke nihilist. Ej heller havde han noget ønske om at sprænge den vestlige civilisation i luften med en stang begrebsdynamit. Derridas ærinde var blot gøre os mindre arrogant selvsikre i vores tro på, at når vi taler om sandhed, kærlighed, identitet og autoritet, så ved vi præcis, hvad vi mener.

 

© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Det er selvfølgelig flot, at information oversætter en artikel af en biografi, af den herhjemme nærmest ukendte filosof Jacques Derrida skrevet af en Benoît Peeters. Darrida virker, i følge læsningen, som en sympatisk mand, der brugte meget af sin tid på, at advare sine medmennesker mod at lade sig indfange af massepsykoser og bevægelser. Så godt så langt. Men så kommer der nogle mærkværdigheder ind i teksten, som sandsynligvis skyldes oversætterens eller The Guardians artikels mangler og uklarheder. Det er altid svært at sige, når det drejer sig om en artikel, som er oversat ført fra fransk og til engelsk og derefter til dansk, hvor uklarhederne opstår. At den samtidigt er skrevet i 'jeg-form' gør det hele til en noget pløret og glat omvej.
Har er den store besynger af ethvert menneskes 'singularitet', hvilket i gyldendals åbne encyklopædi beskrives, som et matematisk, fysik eller kosmologisk begreb. Så er der i oversættelsen af oversættelsen af en artikel om en biografi en total forvirrende fejl, eller sandsynligvis udeladelse i den danske oversættelse: "Men English Defence League (en højreradikal britisk bevægelse, red.) er marginal. Der skulle en massebevægelse til for at vælte Gaddafi. Respekt for ytringsfriheden er en ortodoksi, og retten til at strejke er en doktrin." English Defence League er slet ikke nævnt tidligere i artiklen og der er ingen sammenhæng til Gadaffis Libyen. Endvidere tror jeg absolut ikke, at Darrida ville have bifaldet Nato-landenes tv-krig og opfølgning med bomber, for at fjerne en diktator i det mest velstående og civiliserede land i Afrika, hvor man blandt andet gav alle en universitetsuddannelse gratis. Slet ikke med hans baggrund fra Algeriet. Så det er og bliver volapyk.
Man burde hellere have forsøgt, at få en dansk filosof til at forklare, hvem Darrida var og hvad han stod for. At beskrive ham som dekonstruktionsfilosof alene, er uforståelig for en almindelig dødelig læser. Det ville svare til, at sige, at Karl Marx var en videnskabelig revolutionær, som vendte Hegels filosofi på hovedet. Det bliver man jo ikke klogere af. Slet ikke hvis man aldrig havde hørt om de to personer før.

Niels Engelsted

Jens Overgaard,
Det er ikke sikkert, at Niels Ivar skal have skylden. Terry Eagleton er en kulturskribent, der altid har sat en ære i at skrive i et vanskeligt sprog og for kendere først og fremmest.

Maj-Britt Kent Hansen

Har desværre endnu ikke nået at læse den danske oversættelse af anmeldelsen/artiklen ovenfor - ej heller den engelske original, men fremgår det nogetsteds, hvem der har oversat - om nogen - selve Peters bog fra fransk til engelsk? Det er vel næppe Terry Eagleton, når han også anmelder, men derfor kan han selvfølgelig godt have fået begreber galt i halsen.

Måske stammer Eagletons anmeldelse fra den bog, som er nævnt under Guardian-anmeldelsen?

Jeg får dog den tanke, at det måske nok engang er gået vældig stærkt med at oversætte på Information.

Jeg forstår ikke helt kritikken. Eagleton er englænder og artiklen stammer fra The Guardian - altså går jeg ud fra at den er oversat direkte fra engelsk? Jeg kan ikke se problemet i "jeg-formen" - det er vel på sin plads i en subjektiv vurdering. Desuden står der kun "jeg" én gang så vidt jeg kan se.
Jeg håber ikke at Jacques Derrida er "nærmest ukendt" herhjemme og i en kort artikel om manden, er det vel relevant at fokusere på hans forhold til dekonstruktion - hvilket Eagleton gør kort og præcist efter min mening.
Dog har du ret i at sætningen om "English Defence league" og de to efterfølgende sætninger virker malplacerede, men det er altså ikke oversætterens skyld: http://www.guardian.co.uk/books/2012/nov/14/derrida-biography-benoit-pee....

Anyways, jeg synes bogen virker interessant og har tænkt mig at investere i den. Så helt dårlig kan artiklen vel ikke være:)

Det ville (a) være en fejlslutning, ud fra, at man blot personligt ikke kender manden, at konkludere, at manden så er "nærmest ukendt" "herhjemme" (medmindre "herhjemme" tages meget bogstaveligt, som "hjemme i mit eget hus"), og her hjælper det lident, (b) at man konsekvent staver mandens efternavn forkert; hvad angår (c) betegnelsen "den absolutte singularitet" får man så nok være undskyldt, hvis man går forkert i Gyldendals, - dog er man ikke ensidigt undskyldt, for betegnelsen, der i artiklen er sat møjsommeligt i anførselstegn, er ganske meningsfuld, for dette, at intet udtømmende vil kunne angives som bestemmelsen af, hvad noget (eller nogen) er; f.eks. (d) Eagleton, om hvem det dog nok kan siges, at hans kobling til English Defence League og omstyrtningen af Gadaffi er meningsfuld i kontekst: Begge dele er let forståelige eksempler på, at en alt for firskåren forståelse af, hvad for en slags kritik Derridas "dekonstruktion" måtte være, går fejl af pointen. Altså, når Eagleton nævner EDL og Gadaffi er pointen: Ja, det er i marginen man skal finde det magtomstødende potentiale, - men også EDL befinder sig i marginen, og: Ja, massebevægelser er normstyrede, ortodokse størrelser, som tenderer til at nivillere den enkelte (i dennes "a. s."), - men uden massebevægelsen var Gadaffi næppe blevet omstyrtet, - og: "Respekt for ytringsfriheden er en ortodoksi, og retten til at strejke er en doktrin": ikke alt, der er margin, er "godt", og ikke alt, der er ortodoksi, er "skidt". Eksempler forudsætter selvfølgelig, at læseren overhovedet forstår dem som sådanne, - og også for dette skal man da være undskyldt, hvis man læser teksten anderledes; men forvent ikke bifald, når du råber op om "totalt forvirrende fejl", - endsige om "volapyk", et i øvrigt anerkendt sprog.

Maj-Britt Kent Hansen

Næh, Derrida er da overhovedet ikke ukendt - ej heller i Danmark.

Fik omsider læst Eagletons anmeldelse - den originale på engelsk og den danske oversættelse. Eagleton oplyser, at Peeters bog om Derrida er oversat til engelsk af Andrew Brown. Det er så udeladt i den danske oversættelse. Det kunne omtalen af EDL og Libyen også have været, da der formentlig er tale om en indforstået reference til Peeters bog eller Eagletons egen, jf. The Guardian.

Derrida ukendt herhjemme?

Er han ikke fast pensum på alskens humanistiske studier?

I den store postmoderne bølge for 30-40 år siden var Derrida da noget af en modefilosof herhjemme, sammen med Baudrillard, Lyotard og Foucault.

/O