Læsetid 5 min.

Vi er meget klogere end du og jeg

Rigtig god antologi skrevet af internationale forskere viser, hvordan almindelige mennesker i fællesskab kan udvikle intelligens og visdom, der står over, hvad de klogeste i ensomhed kan regne ud
Det kloge kollektiv. Tv-quizzen ’Hvem vil være millionær’ trækker på den kollektive intelligens, når deltagerne i en presset situation kan bruge en livline ved at overlade det til publikum at komme med det rigtige svar. Det kommer der som regel noget godt ud af.

Det kloge kollektiv. Tv-quizzen ’Hvem vil være millionær’ trækker på den kollektive intelligens, når deltagerne i en presset situation kan bruge en livline ved at overlade det til publikum at komme med det rigtige svar. Det kommer der som regel noget godt ud af.

Søren Osgood
1. december 2012

Vi har fået øje på den kollektive visdom. Længe har mennesker med fascination set på, hvordan små dyr i samarbejde kan gennemføre forbløffende komplicerede projekter. Myrene kan i fællesskab bygge enorme myretuer, hvilke tilsyneladende kræver både koordination og intelligens. Nu i det første årti af det nye århundrede er vi begyndt at studere os selv og vores egen kollektive intelligens:

»Vi er nået til den brede kulturelle indsigt, at kollektiv intelligens også bruges både effektivt og succesrigt i menneskelige samfund,« skriver forfatteren forfatteren og direktøren Émile Servan-Schreiber som den eneste ikkeforsker i en stor ny antologi fra Cambridge University Press: Collective Wisdom – Mechanisms and Principles.

Forskerne undersøger udviklingen af viden og visdom i forskellige grupper på forskellige områder: vælgere, gamblere, dommere, debattører og forbrugere.

Under ledelse af den verdensberømte norske politiske tænker Jon Elster og den yngre franske forsker Hélène Landemore bidrager samfundsvidenskabsfolk fra forskellige fag og lande til afdækning af det fænomen, som påkalder sig stadig større opmærksomhed: Nemlig det, der bliver kaldt fælles visdom. Det er ikke noget, der er opfundet teoretisk, men noget forskerne på forskellige felter har fået øje på.

Kollektiv hukommelse

Internettet har gjort det tydeligt, at personer i fællesskab kan opbygge en kollektiv hukommelse, der er større end det, de ville kunne rumme hver især. Det oplagte eksempel er brugernes encyklopædi Wikipedia, hvor alle formelt har adgang til at tilføje hvert enkelt opslag oplysninger. Denne encyklopædi tilbyder ofte opslag, der er de autoriserede leksika soverlegne. Det drejer sig ikke kun om sportsstjerner og populære seancer. Også avancerede problematikker og politiske begivenheder fremstilles mere omfattende og redeligt på Wikipedia, hvor amatører, professionelle, entusiaster og andet godtfolk kan bidrage.

Man kan registrere et tilsvarende fænomen på internetportalen amazon, hvor den enkelte bruger på grundlag af sine egne indkøb og informationer om kunder med lignende forbrugsmønster får anbefalet nye bøger og film. Denne anbefaling bygger naturligvis på en kommerciel interesse i at stimulere større forbrug, men fungerer også som inspiration og oplysning. Du finder ud af, hvad andre læser, eller du bliver introduceret for en film om emnet. Der er naturligvis et kommercielt aspekt, som tilskynder til merforbrug, men der er også et element af inspiration og gensidig oplysning.

Disse former for fælles intelligens er simple: Enkelte informationer bliver sat sammen til en større mængde informationer. Internettet bliver på den måde et større og mere systematisk lager af fælles viden, end vi nogensinde tidligere har set. Det er et velkendt faktum, men det er ikke almindelig kendt, hvad det betyder, og hvordan den viden kan bruges.

Amatørernes spådomme

Servan-Schreiber viser i sit essay, at denne samling af information på nettet kan producere nye indsigter. Han skriver om, hvordan markedet for spådomme på nettet leverer forbløffende præcise forudsigelser. De steder, hvor almindelige borgere spekulerer og investerer i fremtidige begivenheder som eksempelvis valgresultater genererer ifølge Servan-Schreiber en kompetent kultur. Brugere følger de andre brugeres forudsigelser og ud fra dem kommer de med deres egne bud. Dette marked for forudsigelser skaber et incitament, som er gunstigt for udviklingen af fælles visdom: Brugerne tjener penge på at gætte anderledes end de andre. Man tilføjer kun information, hvis man har noget nyt at sige. Hvis man bare mener det samme som de andre, kan man lige så godt tie stille. Der er ikke stor økonomisk gevinst forbundet med at gætte ligesom flertallet. Man skal med andre ord adskille sig fra konsensus for at deltage i udvekslingen af informationer: »Forudsigelsesmarkeder er glimrende til at tiltrække forskellige former for ekspertiser, fordi de belønner uenighed og konfrontation snarere end konformitet.«

De almindelige brugeres samlede spekulation er ifølge Servan-Schreiber almindeligt tættere på det endelige resultat end det, der kommer fra de autoriserede eksperter på felterne.

Det stemmer overens med den indsigt, som den amerikanske forsker Scott Page præsenterer i sit bidrag: Han hævder, at tilføjelse af et nyt perspektiv til en gruppe altid bidrager med indsigt. Selv den mindre begavede kan gøre et fællesskab mere begavet, hvis hun ser verden på en anden måde. Det kalder han for »diversitetsteoremet«.

Selv en fordomsfuld amatør kan gøre et selskab af højtuddannede dommere mere indsigtsfuld, hvis vedkommende bidrager med et nyt perspektiv.

De mange bidrag i bogen kredser om definitioner af kollektiv visdom, der går fra faktuel viden over kvalificeret spekulation til etisk dømmekraft. Vi mennesker kan være kloge sammen på mange forskellige måder, der også alle kan forfalde til dumhed.

Aristoteles

De forskellige anskuelser bliver ikke samlet til en tese, men man kan læse Hélène Landemores bidrag som et politisk perspektiv. Det er et afgørende demokratisk spørgsmål om en gruppe af mennesker i fællesskab kan tænke sig frem til løsninger på problemer, som de ikke ville kunne nå frem til alene. Den opfattelse er klassisk formuleret af Aristoteles: »De mange, som ikke individuelt er ekstraordinære begavelser, kan ikke desto mindre, når de bliver bragt sammen, være bedre end de få bedste mennesker, ikke individuelt, men som kollektiv.«

Tesen er, at selv en gruppe af almindelige begavelser i fællesskab kan udvikle indsigter og løsninger, som de bedst begavede alene ikke ville kunne tænke sig frem.

Den modsatte opfattelse er tænkt af mange og særligt præcist formuleret af USA’s fjerde præsident James Madison: »Selv hvis enhver borger i Athen var som Sokrates, ville en folkeforsamling i Athen alligevel være en pøbel.«

Den ene ser, hvordan de enkelte mennesker kan frembringe noget større end sig selv i fællesskab, mens den anden minder om, hvordan selv de største ånder kan forfalde til fordummelse og råberi i en forsamling. Den, der er demokrati-skeptiker, vil fremhæve massens dumhed, mens den demokrati-begejstrede vil betone fælllesskabets positive potentiale.

Det synes givet, at begge scenarier er realistiske: De kloge kan indimellem opføre sig som en udannet pøbel, og ved andre lejlighed kan fællesskabet ende med overraskende indsigter. Både Madison og Aristoteles kan have ret, det er ikke sagen. Det er derimod spørgsmålet om, hvornår vi bliver dummere i fællesskab, og hvordan vi bliver klogere sammen. Det får man gennem denne grundige, vanskelige og tankevækkende antologi bedre øje på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer