Krise + kritik = fremskridt = permanent krise?

Har den gamle formel for historisk fremskridt mistet sin gyldighed, og er vi kommet ind i en ny historisk periode, hvor krisen er blevet mere eller mindre permanent, og hvor kritik ikke leder til et nyt og bedre samfund? Sociologen Peter Wagner hjælper os et stykke på vej
Har den gamle formel for historisk fremskridt mistet sin gyldighed, og er vi kommet ind i en ny historisk periode, hvor krisen er blevet mere eller mindre permanent, og hvor kritik ikke leder til et nyt og bedre samfund? Sociologen Peter Wagner hjælper os et stykke på vej
10. november 2012

Den tyske socialfilosof og sociolog Peter Wagner har skrevet endnu en vedkommende bog om moderniteten. Wagner har følgende kausale ræsonnement i sin nye bog:

Moderniteten hviler på den normative fordring, der åbner op for en forventning om en bedre fremtid og en tro på, at fremskridtet er muligt. Når moderniteten ikke efterlever denne normative forventning, leder det til f orskellige former for kriser. Kriserne afføder kritik, der er med til at adressere krisernes problemer og dermed transformere moderniteten.

Ifølge Wagner kan kritikken imidlertid også føre til nye uforudsete problemer og ikke mindst til, at der i bund og grund bliver sat spørgsmålstegn ved muligheden for fremskridt overhovedet. Og Wagner tilføjer – for måske er det netop det, som karakteriserer vor tid – at det også kan medføre et tab af troen på fremskridtet, fordi de farer, der er forbundet med at fortsætte i samme accelererende spor, er skræmmende og uoverskuelige.

Kritiske skoler kritiserer ikke

Denne kausale kæde får Wagner til at stille et simpelt spørgsmål: Hvad er der sket med kritikken i dag – den kritik, som er forandringens motor, den kritik, der skal vise vejen til en ny historisk epoke? Her går Wagner tilbage til Raymond Boudon, Michael Burawoy og John Goldthorpe, der har forsøgt sig med at kategorisere sociologiens hovedområder. De finder alle, at en af sociologiens opgaver har været at analysere modernitetens forventninger til fremskridtet og ikke mindst de forventninger, som ikke blev indfriet. Denne analysestrategi bliver derfor ifølge Wagner automatisk til en kritisk analyse af modernitetens vrangsider. Men leverer sociologien kritik af krisen?

For at besvare dette spørgsmål vender Wagner sig mod Luc Boltanski og Axel Honneth som repræsentanter for nutidens to dominerende kritiske skoler. Boltanski mener ikke, at sociologer skal levere kritik, men i stedet undersøge almindelige menneskers kritik eller det, han betegner som deres »kritiske kapacitet«. Han træder således et skridt væk fra krisen og kan vel nærmest siges at vente på, at kritikken tager til, så han kan få lov at beskrive den. Altså ingen konkret kritik eller henvisninger fra den kant.

Honneth deler ikke Boltanskis sociologiske tilgang, men hans teoretiske udvikling har heller ikke udmøntet sig i en kritik af den nuværende krisetilstand. Han vedgår ligesom Boltanski, at den intellektuelle kritiker ikke har en given ret til eller et patent på kritik, men at den kritik, som befolkningen giver udtryk for, er vigtig, da den under de rette betingelser kan føre til en kamp om anerkendelse af andre værdier, der skal karakterisere et fremtidigt samfund. Altså heller ingen kritik fra Honneths ringhjørne.

Kritiske teorier uden nogen kritik af krisen? Ikke helt godt, skulle man mene – og det får da også Wagner til at formulere en ny slags sociologi, der skal forbinde modernitetens abstrakte fordringer med de konkrete hverdagsoplevelser. Problemet med det er, at vi blot får endnu en programmatisk anvisning på, hvordan analysen skal strikkes sammen, men ingen kritik, eftersom analysen kun er tænkt som et senere vedhæng.

Tom dialektik

Det er, som om Wagner havner i en beskrivelse af en tom dialektik mellem verdens befolkning og gruppen af intellektuelle. På den ene side har en større del af befolkningen (og Wagner selv) et ønske om en ny kritik, der kan lede til et alternativt samfundssystem, og henvender sig derfor til gruppen af intellektuelle, som svarer igen med, at deres teorier nok skal indfange en kommende kritik, men at vi ikke skal forvente, at de selv vil formulere den.

Kritik af krisen kan altså ikke forventes fra de to dominerende kritiske skoler – og desværre heller ikke fra Wagner selv.

Det får Wagner til at konstatere, at den moderne kapitalisme er kendetegnet ved konstant forandring og dermed også ved en permanent krisetilstand, hvor netop den konstante forandring ses som en værdi i sig selv. Denne konstatering bør nok tages seriøst, for som den politiske filosof Hannah Arendt kortlægger det i bogen The Human Condition fra 1958, er forudsætningen for at rejse en reel kritik, at der eksisterer en vis form for stabilitet, hvor forskellige individer og grupper kan mødes og skabe et fælles sprog. Uden en vis form for stabilitet er kritik simpelthen ikke en mulighed. Hannah Arendts betegner det modsatte fænomen som »risikoen for at miste sin forbindelse til verden«.

Moderniteten synes konstant at være in flux – den ene krise afløser den anden, og ingen kan tilsyneladende forudse, hvad der vil udløse dem. Kriserne og årsagerne til dem synes derfor ikke at blive løst, men at blive til kollektive byrder, som ingen rigtig har lyst til at bære. En sådan proces indfrier ikke modernitetens fordringer om fremskridt, men kan tværtimod karakteriseres som tilbageskridt eller en permanent krisetilstand.

Wagner er utvivlsomt en af de helt store modernitetsteoretikere. Han leverer virtuose analyser og stiller præcise spørgsmål til vores samtid, men har det også med at strø om sig med sin enorme idehistoriske viden, der ofte gør det svært for læseren at kæmpe sig igennem de videnssociologiske betragtninger.

Rent sprogligt er Wagner heller ikke den letteste teoretiker at gå i clinch med. Man kan godt have på fornemmelsen, at han forudsætter, at hans læsere er bekendt med det ’idéhistoriske kollektiv’, hvor alle har været igennem det samme pensum – hvilket som bekendt skaber store problemer for de ikkeindviede.

Bogen kan varmt anbefales til idéhistorikere, filosoffer og sociologer – andre skal være mere end velkomne, da der er meget at hente, men passe på ikke at »brække læsehalsen« på Wagner. Og de, der ikke kender Wagner i forvejen, kan med fordel gå i intellektuel træningslejr ved at læse hans tidligere værker, f.eks. A Sociology of Modernity fra 1993 eller Modernity as Experience and Interpretation fra 2008, et par sublime arbejder.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Modernity. Understanding the Present.

160 sider. 31 euro.

Cambridge: Polity Press

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Lasse Damgaard

- Menneskeheden står i en identitetskrise - der kræver et mentalt kvantespring for at løse.

Kapitalismen er ikke den terapeut der kan hjælpe klienten - selv om den har forført det globale stammeråde til at tro det ville være den rigtige.

Udfordringen ligger i;

-"Hvor meget viden skal der til, før man laver noget man ved er forkert om"-

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Engelsted

Det er en interessant tanke, at vi er kommet til det sted på den nu stejlt stigende eksponentielle kurve, hvor man ikke længere kan stå fast og derfor kastes ud i et kaos, man ikke kan overskue.

Det kunne forklare alle de hovedløse løsninger fra fortidens arsenaler, som den politiske elite forsøge sig med, ligesom den druknende der griber efter et halmstrå.

anbefalede denne kommentar