Mafiaens modrevolution

For 20 år siden forøvede mafiaen attentater mod den italienske stat. Repræsentanter for retsvæsnet, ordensmagten, de politiske institutioner og almindelige borgere mistede livet i en terrorkampagne i 1992-93. Siden har mafiaen indstillet frontalangrebet. Det betyder dog ikke, at de kriminelle organisationer har opgivet at påvirke Italiens institutioner, advarer en dommer ved retten i Palermo, Piergiorgio Morosini, i bogen Attentato alla giustizia – Magistrati, mafie e impunità (Attentat på retfærdigheden. Dommere, mafiaer og straffrihed).

Mafiaen har tværtimod udviklet sig fra at være en parasit på samfundet til at indgå i en symbiose med den økonomiske og administrative elite: »Udgangspunktet er evnen til at forvandle sig til virksomheder af stor økonomisk betydning og dermed blive vigtige spillere både nationalt og internationalt. Fra den position bruger man de betragtelige muligheder for at korrumpere og indgå forbindelser til at støtte personer og partier, der kan hjælpe med at opnå straffrihed,« hævder Morosini og tilføjer: »Ja, for straffrihed er stadig et dyrebart gode for Cosa Nostra. En straffrihed, som ikke kun vedrører medlemmernes personlige frihed, men navnlig handler om at kunne bevare og anvende akkumulerede formuer.«

Helhedsbetragtning

Attentaterne i 1992-93 kan betragtes som mafiaens reaktion på en revolution i italiensk retspleje. I 1982 blev mafiamedlemskab strafbart, i 1988 fik de offentlige anklagere beføjelser til uafhængigt at starte politiefterforskninger, og i 1992 fastslog højesteret, at mafiaen er en hierarkisk organisation. Tidligere havde anklagere på Sicilien og i andre mafiaplagede regioner været så ensomme og udsatte, at det ifølge Morosini var normen at »bruge sin kritiske begavelse på at afmontere indicier«. Men i 80’erne begyndte man at praktisere en form for holdarbejde i opklaringen af mafiakriminalitet, som hjælper til at »opnå en helhedsbetragtning, også ved hjælp af sociologisk og kriminologisk viden om mafiaen som specifikt fænomen«.

Efter attentaterne fik anklagerne flere redskaber: Obligatorisk varetægtsfængsling af mafiamistænkte, udstrakt brug af aflytninger, konfiskering af formuer fra mafiaens stråmænd, flere fordele for angrende medlemmer, hårdere straffe for handel med stemmer samt isolationsfængsling af ledende medlemmer. Svaret på den undtagelsestilstand, som den organiserede kriminalitet havde skabt i Syditalien, var altså en form for nødret. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har således også kritiseret permanent isolationsfængsling af farlige mafiamedlemmer. Men det er »en kendsgerning, at med indførelsen af de nye love blev mafiaorganisationerne sårbare, og mange klaner kom i krise«, hævder Morosini.

Afkriminalisering

Mafiaens modrevolution består i massive investeringer i politisk indflydelse. Bogen opregner en række lovgivningsmæssige tiltag, som i de seneste år har svækket mafiabekæmpelsen. Afkortede forældelsesfrister for økonomisk kriminalitet, de facto afkriminalisering af regnskabssvindel og uadministrerbare regler om brugen af udenlandske bevismateriale er blandt de mest gavnlige tiltag for mafiaen.

Ved hjælp af stråmænd og skuffeselskaber har organisationerne siden 2009 kunnet generhverve konfiskeret ejendom og fik desuden i en periode mulighed for mod et meget konkurrencedygtigt gebyr i forhold til ulovlig hvidvaskning at hente formuer, som var skjult i udlandet, hjem uden at risikere sanktioner. Tidligere ministerpræsident Silvio Berlusconis regering foreslog desuden, at angrende mafiamedlemmers vidneudsagn ikke længere skal have gyldighed som beviser, og at alle mafiasager skal behandles af nævningeting.

»Det virker irrationelt at give nævningeting kompetence i teknisk komplicerede sager vedrørende hvidvaskning, anvendelse af ulovligt akkumulerede midler og ekstern medvirken til mafiakriminalitet,« påpeger Morosini og tilføjer:

»Sagsbehandlingen trækker uundgåeligt ud som følge af lægdommernes manglende ekspertise, og behovet for politieskorter til beskyttelse af de dømmende borgere mangedobles.« Med til billedet hører, at politi og domstole lider af akut mandskabs- og ressourcemangel: »Når retsforfølgelsen bliver usikker, bliver mafiaen den dominerende institution i det område, hvor den har rødder, og en trussel mod erhvervslivet, hvor den hvidvasker sine midler«. Det sidste sker i stigende grad »nord for Alperne«, hvor »fænomenet er stærkt undervurderet«, og lovgivningen derfor er utilstrækkelig, advarer Morosini.

Bevidstheden om en trussel mod demokratiet er ikke så akut som for 20 år siden, men utallige eksempler vidner om mafiaens »vilje til at bemægtige sig demokratiet«, skriver dommeren. Og den økonomiske krise svækker demokratiets immunforsvar, påpeger Morosini: »Hvor der er mangel på arbejde, så mange ligesom i det forrige århundrede er tvunget til at tage til udlandet, afgør handel med stemmer magtforholdene i de demokratiske institutioner.«

Piergiorgio Morosini
Attentato alla giustizia – Magistrati, mafie e impunità
283 sider
16 euro