Læsetid: 6 min.

Tidehverv, pietismen og garderobeteologien

Flere tidehvervspræster har kastet sig over Narnia-forfatteren C.S. Lewis i udfoldelsen af en ny kristen opbyggelighed. Men dyrkelsen af C.S. Lewis er udtryk for en pietistisk garderobeteologi, lyder kritikken
Opbyggelighed. C.S. Lewis (1898-1963) er den engelske forfatter bag de berømte Narnia-bøger. Men hans forfatterskab rummer også en række teologiske og modernitetskritiske værker, der har en central placering i en række danske teologers aktuelle nyorientering mod god gammeldags kristen opbyggelighed.

Opbyggelighed. C.S. Lewis (1898-1963) er den engelske forfatter bag de berømte Narnia-bøger. Men hans forfatterskab rummer også en række teologiske og modernitetskritiske værker, der har en central placering i en række danske teologers aktuelle nyorientering mod god gammeldags kristen opbyggelighed.

1. december 2012

Det er nok de færreste børn anno 2012, som tænker på Jesu lidelseshistorie, når de ser løven Aslan blive trukket af sted mod skafottet i C.S. Lewis’ fortælling om Løven, heksen og garderobeskabet. Men den kristne opbyggelighed er ikke til at tage fejl af. Aslan skal dø, men han dør for vores skyld. Narnia-bøgerne er spækket med bibelske allusioner, så selv børn, der er vokset op uden fadervor og salmevers, nok skal fange budskabet.

Men den engelske forfatter C.S. Lewis er ikke kun for børn. Faktisk står hans forfatterskab, som ud over Narnia-bøgerne også indeholder en række teologiske og modernitetskritiske værker, centralt i en række danske teologers aktuelle nyorientering mod god gammeldags kristen opbyggelighed.

Sidste år stiftede en række præster i og omkring Tidehverv C.S. Lewis-selskabet med det formål at udbrede kendskabet til den engelske forfatter og »forsvare og forklare den kristne tro«. Selskabets næstformand er sognepræst og forfatter Torben Bramming, som er aktuel med den Lewis-inspirerede bog Opgør med den moderne myte. Han mener, at Narnia-bøgerne afspejler den teologi, som udfoldes i hans øvrige skrifter.

»Et godt eksempel er seriens afsluttende fortælling ’Det sidste slag’, som rummer hele Lewis’ dommedagslære. Her oprulles forestillingerne om de sidste tider på jorden, den kristne forestilling om de falske profeter og den falske Kristus i form af æselet med løveskind,« fortæller Torben Bramming.

Garderobeteologi

Næste år vil de forsøge at få den britiske Lewis-forsker Michael Ward til årsmødet i Aarhus. Han er kendt for bogen The Narnia Code, hvor han systematisk gennemgår symboler, figurer og handlingsforløb i Narnia-bøgerne. Den tætte sammenhæng mellem Narnia-bøgerne og Lewis’ øvrige forfatterskab er en væsentlig pointe, understreger Torben Bramming. Ifølge ham handler den fornyede interesse for C.S. Lewis i høj grad også om, at hans modernitetskritik rummer et originalt perspektiv på vores samtid.

»Oplysningstraditionens fortælling om historien som fremskridt er ved at krakelere. Derfor er folk begyndt at se sig om efter alternative forklaringer. C.S. Lewis’ originale måde at præsentere det kristne univers på rummer et sådant alternativ,« siger Torben Bramming.

Lewis inddeler historien i en førkristen, kristen og en efterkristen tid. Den efterkristne tid, som ifølge Lewis begynder i midten af det 19. århundrede, kalder han den moderne myte. Den moderne myte er forestillingen om, at revolutionen, oplysningen og borgerskabets kamp mod ulighed og frihed repræsenterer fremskridtet. Modsat kristendommen, kirken, adelen og kongemagten, som repræsenterer det reaktionære.

»Lewis har et klart blik for, at den udbredte fortælling om det moderne netop er en myte. Og at der er mange aspekter ved den menneskelige eksistens, som ikke kan rummes i den fortælling. Lewis’ teologiske pointe er ønsket om at forpligte mennesket på nutiden, på kald og stand, som det hed i gamle dage, i stedet for at være en dårlig udgave af fremtiden,« siger Torben Bramming.

Men den teologiske pointe er i bedste fald tvivlsom. Og i hvert fald ikke luthersk-evangelisk teologi. Det mener sognepræst Thomas Reinholdt Rasmussen, som kalder dyrkelsen af C.S. Lewis for garderobeteologi.

»I Narnia-bøgerne befinder børnene sig først i den kendte verden, inden de går gennem garderobeskabet til en helt ny verden. Her foretager de sig forskellige ting, og da de vender tilbage, er ingenting ændret. Der er tale om to adskilte verdener, som intet har med hinanden at gøre. Det er præcis det samme, når tidehvervspræsterne hopper ind og ud af C.S. Lewis’ univers,« siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

På den måde passer garderobeteologien perfekt ind i en postmoderne verden, hvor man springer fra det ene rum til andet, hævder han. En postmoderne leg, som isoleret set kan være nok så uskyldig. Problemet opstår ifølge Thomas Reinholdt Rasmussen, når den aktuelle optagethed af forfattere som J.R.R. Tolkien og C.S. Lewis bliver udtryk for en remytologisering.

Her henviser han blandt andet til en af C.S. Lewis-selskabets medstiftere Thomas Østergaard Aallmann, som i bogen Løvehjerter beskriver, hvordan soldaterne i Afghanistan skal indfældes i en Lewis-inspireret mytologi.

»Når Aallmann kalder de danske soldater dragedræbere og derved altså de afghanere, de skal skyde på, for drager, så er der tale om remytologisering. Det er værd at huske på, også kristeligt set, at de afghanere, som de danske soldater slår ihjel, er mennesker. Det forhold skal ikke sløres af vidtløftig mytologi,« siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

Torben Bramming afviser kritikken.

»Beskyldningen om, at vi remytologiserer, er galt afmarcheret. For det forudsætter jo, at Thomas Reinholdt Rasmussen ikke selv står i en mytologi. Lewis gør det klart, at det, vi i dag forstår ved virkeligheden, det er også en fortælling, det er også en myte,« siger Torben Bramming.

For ham er netop krigen i Afghanistan et godt eksempel på, hvordan vi altid allerede er indfældet i en mytologi.

»De danske soldater er i Afghanistan på grund af en meget forenklet myte om, at hvis bare vi giver disse folk noget vand og moderne teknologi, så vil et vestligt demokrati spire frem af sig selv. Alle de latterlige argumenter, som vi kalder virkeligheden. Men er det virkeligheden, eller en myte,« spørger Torben Bramming.

Han fremhæver C.S. Lewis’ evne til at åbne historien og gøre tænkere til alle tider til samtalepartnere. Uden det »kronologiske snobberi«, som følger af den moderne mytes forestilling om, at ene og alene fordi vi lever nu, så må vi nødvendigvis være klogere end dem, der levede før os, påpeger Torben Bramming.

En ny pietisme

En af Brammings egne samtalepartnere er teologen Gustav Brøndsted, som tilbage i 1920’erne var en af Tidehvervs grundlæggere. Sammen med C.S. Lewis udgør han fundamentet i Brammings aktuelle bog, som han selv kalder en opdateret version af Lewis’ og Brøndsteds modernitetskritik.

»Brøndsted gjorde i 1950’erne op med Rudolf Bultmann og den afmytologiseringsbølge, som prægede den tids teologi, herunder også Tidehverv. Brøndsted repræsenterer en gren af det tidehvervske, som hele tiden har været skeptisk over for Bultmanns greb, hvor den kristne myte skal afklædes og oversættes ind i en nutidig virkelighed,« siger Torben Bramming.

Han mener, at det er den gren af Tidehverv, som efter at have været undertrykt i en lang periode, nu igen er ved at vinde fodfæste blandt de yngre generationer i Tidehverv. Ambitionen er todelt. Det handler om at demaskere løgnen om det moderne, for dernæst at bane vejen for en ny kristen opbyggelighed.

Der er en tid til »at rydde skove, og en tid til at vande ørkener«, som Lewis hyppigt citeres for. Ser man indad i den tidehvervske bevægelse, er Gustav Brøndsted kilden til den ambition. Lewis er inspirationen udefra. Men dybest set er de udtryk for samme bestræbelse, påpeger Torben Bramming.

Den udlægning er Thomas Reinholdt Rasmussen grundlæggende enig i. Han mener dog samtidig, at den bestræbelse er problematisk på flere niveauer.

»Opgøret med afmytologiseringen glemmer, at når kristendommen skal afmytologiseres, handler det om dens evne til at tale ind i tiden. Det kan C.S. Lewis eller Gustav Brøndsted ikke. Og det kan Torben Bramming heller ikke. Han står bare uden for den moderne myte og beskylder den for at være dum. Han træder ikke ind i den,« siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

Når der alligevel er så stor en interesse for garderobeteologien, som tilfældet er, hænger det ham sammen med, at den giver folk mulighed for at træde ind og ud af fortællingernes rum, træde ind og ud ad forskellige identiteter. Af samme grund kan den form for postmoderne opbyggelig kristendom sagtens have fremtiden for sig, vurderer Thomas Reinholdt Rasmussen.

Han mener, at den nye opbyggelighed i virkeligheden er udtryk for en kobling mellem Indre Mission og Tidehverv. Oprindeligt opstod Tidehverv som en reaktion mod de fromme, missionske studerende i Danmarks Kristelige Studenterforbund.

De senere grundlæggere af Tidehverv søgte i stedet mod eksistensteologien. Men fundamentet for den aktuelle kobling ligger i pietismen, hævder Thomas Reinholdt Rasmussen. Ifølge ham er eksistensteologien nemlig også udtryk for en pietisme, som handler om, at individet selv skal træffe beslutninger over for Gud. Nu er ringen sluttet. Og koblingen understreges af, at C.S. Lewis siden 1950’erne har været missionsfolkenes foretrukne forfatter.

»Derfor ser du også i dag, at Indre Mission og Tidehverv er enige om stort set alt. Hvad enten det handler om ægteskabet, kvindens stilling eller vielse af homoseksuelle, kan du jo ikke længere høre forskel på en tidehvervsmand og en missionsmand,« siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer