Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tro, hor og manddom

Jóanes Nielsens dobbelte færøske slægtssaga er ikke just noget mønster på orden. Men medrivende er den
Moderne Tider
21. december 2012

En fin dametaske, en appelsin, en gammel kikkert, en vase med blomster, et maleri af Edgar Degas og et bind med digte af Walt Whitman svirrer rundt i knolden på én efter læsningen af Jóanes Nielsens mildt sagt uregerlige roman Brahmadellerne, hvori han følger to færøske slægter gennem næsten 250 år.

Centralt i handlingen står ... nej, jeg giver på forhånd op, for det kan virkelig ikke fastslås, hvem der overhovedet står ’centralt’ i denne viltre multiplet fokuserende parallel-plot-beretning. Hvem man dog lærer tættest at kende, er: lægen Napoleon Nolsøe, som i 1846 under den store mæslingeepidemi nægter at rejse ned til Suuroy for at bistå de nødstedte, selv om han ville modtage 50 rigsdaler i løn pr. måned; hans plejesøn og gårdsdreng Tórálvur eller Tóvó; korporalen og sømanden Nils Tvibur; og fra de nye tider dennes efterkommer, forfatteren, politikeren og styrvolten Eigil.

Af fremtrædende kvinder kan fremhæves Napoleons eller Poles hustru, Henriette (det er hende med tasken), Tóvós vist nok noget debile mor, voldtægtsofret Betta í Geil og Eigils ret så frimodige kæreste Katrin. Da de to første gang møder hverandre, erklærer han sin lyst til at gnave på hendes bøf. Hun ler imødekommende og siger, at spørgsmålet vel mest siger noget om hans madvaner. For almindeligvis gnaver man da ikke på en bøf.

Blandt levende og døde

Det er betegnende for romanen, at ordskiftet falder i en kontekst. Mens vi ellers troede, vi befandt os i midten af 1800-tallet, hvor vi først er med amtmand Pløyen og Nils Tvibur oppe på et fjeld for at hilse solen på gammel hedensk vis, dernæst pludselig skal til Hordaland i Vestnorge, hvor Nils engang har nikket sin far en gevaldig skalle. For bogen farer og fiser reverenter talt frem og tilbage i tid med Tórshavn og Suuroy som de vigtigste scener.

Tro, håb og trolddom (Erik Balling, 1960) hed en stort anlagt og vist i sin grund temmelig mislykket film, som William Heinesen lavede manuskript til, og som de optog på øen Koltur. Tro, hor, håbløshed, manddom og spøgeri er blot et lille udvalg af alt det, der huserer hos Jóanes Nielsen, hvor begæret skummer, og hvor de døde færdes blandt de levende, samtidig med at overnaturlige kræfter synes at have lige så stor magt som det håndgribelige.

Om den i danske læseres øren ret så syrede titel Brahmadellerne er at sige, at dette påstås at være den drillende fællesbetegnelse, som Tórshavns præst hr. Weyhe, i august 1769, dog formentlig i fuldskab, hæftede på Tóvós eller Tórálvurs slægt, da han skulle indføre oldefaren, altså den gamle Tóvó, i kirkebogen. Ligesom brahmaner i Indien var den højeste og mest skriftkloge kaste, hvorfra man rekrutterede hinduernes præster, stod Tóvóernes slægt for noget ganske særdeles og kunne som regel mere end deres fadervor. Men hvor ’delle’ lige stammer fra, er der ingen, der ved. Måske fra italiensk, muligvis fra den lille fjer, som præsten vist gerne havde på.

Slægtens forbandelse

Har romanen et tematisk vingesus, der fejer igennem samtlige dele, må det være slægtsforbandelsen, byrden, som ingen evner at løfte, end mindre at gøre sig fri af. Man bliver set som led af sin slægt og som en demonstration af dens skæbne, og man kan ende med, ligesom sine omgivelser, at bilde sig ind, at fred ikke gives på denne jord og da slet ikke på disse sytten stormomsuste Atlanterhavsøer med omliggende ubeboede skær.

Hvorfor skal det gå Tóvó og Eigil og dem alle sammen så ilde? Hvorfor skal de slå ihjel og slås og aldrig kunne slå sig til tåls? Hvorfor skal de så ofte ligge blodige og forslåede og forbande verdens indretning? På det giver bogen sociale og psykologiske og maskulinitetspsykologiske forklaringer – og alligevel hører disse alle op et eller andet sted, hvor begrebet skæbne må tage over.

Fortumlet, fortryllet

Det skal ikke være nogen stor hemmelighed, at man antagelig får mest ud af bogen, hvis man blot én gang, en regnvåd aften, har gået igennem det gamle Tórshavn og indsnuset lugtene af tjære, tang og brænderøg og brændevin og fisk. Men omvendt kan De så sige, at det klogeste, man som mindre Færø-kyndig læser kan gøre, er at se at komme derop i en fart.

Mens man så er der, men gerne før, kan man vandre igennem denne besynderlige blanding af roman og lokalhistorie, drilsk autobiografi og medrivende skrønesamling. Skuffet, det bliver man ikke, højst fortumlet på højt niveau. I al sin umanerlighed er det en umådelig charmerende og i grunden uimodståelig bog, der uanstrengt formår at spænde fra Kingos »Far verden, far vel« til Dusty Springfield med det omhyggeligt touperede hår – De ved, hende med »You don’t have to say you love me«. Og sådan kunne bogen selv sige: Du behøver ikke at holde af mig, men jeg ved, at du ikke kan slippe mig, før du er færdig med mig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her