Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En allersidste dans med vinene fra året der gik

Moderne Tider
12. januar 2013

»Gid du må leve i interessante tider,« lyder en gammel kinesisk forbandelse, og præcis den slags kan man jo benytte årstidens mange nytårskavalkader og årslister til at gøre en slags status over. Altså: lever vi så i interessante tider? Sker der noget smukt i ens liv? Eller er det bare en dum tid, hvor det bliver stedse sværere at holde pessimismen fra dørene?

Kavalkaderne over sportens, filmens eller for den sags skyld teatrenes 2012 ser ganske fornuftige ud. Der er nærmest grund til at være ’skuffet til den gode side’, som de siger på klummistens fødeegn. Fede film og store sportspræstationer har fyldt året, og der er pæne udsigter til, at tingene kan fortsætte i 2013. Værre ser det ud, når talen falder på det samfundsmæssige og det politiske. Der er simpelthen langt mellem de stunder, hvor man midt i akutjobpanikken tænker »ej, hvor fedt, det peger den rigtige vej«. Det kan man så vælge at deprimeres over – føle at kinesernes forbandelse har ramt én – eller man kan, for en stund i al fald, beslutte sig for mere aktivt at udsøge sig ting, der er værd at glæde sig over: Begavede samtaler eller respektfuldt samvær med ordentlige folk – og så i øvrigt fokusere lidt på ting, der bringer kvalitet ind i ens liv.

I det lille skribenthjem lukkede vi ned for nyhedsstrømmen i julen og nytåret, legede med ungerne om dagen og gik efter børnesengetid på jagt blandt de vine, der i årets løb af den ene eller anden grund ikke blev plads til blandt 2012’s klummer. Altså snarere en opsamlingsrunde end en ’greatest hits’. Fordelt over de mange jule- og nytårsdage kunne det nogenlunde rummes uden alt for tunge hoveder i dagene derpå.

En drømmerejse

Fra Napa Valley i Californien leverede en Panamera 2008 en silkeblød oplevelse, der var mere end interessant. Mørke modner frugter og en vin på Cabernet Sauvignon med lidt andet oven i, og så et navn, der henviser til den Pan-amerikanske highway, der løber fra Alaska til Argentina. Her var plads til at drømme om store rejser.

Jordnært moderne

Mere jordnært, i al fald prismæssigt, er spanske Prima Toro 2010 på 90 procent Tinta de Toro og 10 procent Garnacha. Det er en frugtrig vin, der vil glæde de fleste, og den nænsomme fadlagring viser, hvor langt moderne spanske vindyrkere er nået fra fortidens Rioja tilsat høvl spåner.

Modenhed

Baroloer hører, trods den fornemme byrd, sjældent til husfruens favoritter. Det skyldes måske, at den ofte for dyre vin drikkes for ung, men Fratelli Barales 2008 udgave udgjorde en behagelig undtagelse. Der er masser af barolokarakter, men i en rundet mere moden form, der smager af mere lagring end de kun fire år, den har på bagen. Den er simpelthen mere komplet end mange, der koster det dobbelte.

Stort eller ydmygt

Opsamlingsrunden sluttede på Sardinien, hvor man alt efter pengepung enten kan give sig selv en på opleveren med en Barrua Isola dei Nuraghi 2009 eller lidt mere ydmygt en Montesso Isola dei Nuraghi 2010. Burrua’en er en i sandhed stor vin med fornem, solrig smag og stor elegance, og Montessue’en har mange af de samme kvaliteter uden helt at nå op under skyerne. Vinene er skabt af legendariske vinproducenter og bragte ligesom resten af opsamlingsrunden store smil på læben.

Der findes altså lyspunkter i mørket, og det hjælper at sætte sin egen dagsorden. Både vinene og samtalen blev faktisk langt mere interessante end den egentlige forbandelse; nyhedskanalernes depressionsskabende kværnen.

 

5/6 stjerner: Panamera 2008. 254, 95 kr. www.theis-vine.dk 

5/6 stjerner: Prima Toro 2010. 134,95 kr. www.theis-vine.dk

5/6 Barale Barolo 2008. 224 kr. (v/12 fl.). www.laudrup.dk

5/6 Barau 209. 249,95 kr. www.philipsonwine.com

5/6 Montessu 2010. 79,95 kr. www.philipsonwine.com

 

 

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her