Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Beværtet: Café Victor

Forglemmelige vine og en sej tærtebund. En café med historie er ikke garant for et køkken med personlighed
Billedtekst. Café Victor åbnede i 1981 som fransk storbyrestaurant midt i København. I dag trænger ambitionsniveauet til at blive hævet en smule.

Billedtekst. Café Victor åbnede i 1981 som fransk storbyrestaurant midt i København. I dag trænger ambitionsniveauet til at blive hævet en smule.

Asger Ladefoged

Moderne Tider
5. januar 2013

Hvad er dit nytårsforsæt? Få en personlighed? Drikke mere i hverdagen? Servere mere glosuppe? Aldrig mere læse norske selvbiografier? Købe flere negerboller? Sige abonnementet op?

På Café Victor burde de have et om at hæve ambitionsniveauet, for tiderne skifter, og selv klassisk fransk bistromad skal justeres ind til tidens æstetik og smag, hvis det skal være værd at gå efter.

Jan Sonnergaard har tidligere her i spalterne skrevet om frokostrestauranten (som er mere dansk i det), men jeg tænkte det kunne være sjovt at se, hvad aftenrestauranten (som er mere fransk i det) havde at byde på, så vi spiste der en lørdag aften for et par weekender siden.

Vi snurrede ind gennem karruseldøren og fik hurtigt øjenkontakt med en tjener, der havde et lille cafébord tilbage, som vi kunne spise ved (samme menu som i restauranten). Vi bestilte et par glas Cava, Pinot Noir, Codorníu, der kildede i næsen og smagte af frisk-råsyltede bær, men hurtigt var glemt igen. Sådan er det jo med visse vine. Det er ikke sådan, at de smager dårligt, eller at der som sådan er noget i vejen med dem, man når bare at glemme dem, hurtigere end man kan sige yuppie ki-yay, motherf.....

Vi fik vores forretter på bordet. Jeg havde bestilt en svinerilette, der blev serveret varm. Sønderkogt mørt svinekød og bløde svampe, som var pyntet med frisk persille. Duften steg op af den lille kasserolle, den var serveret i. Dertil var der cornichoner, grov sennep og brød. Mine spytkirtler væltede væde ud i munden på mig, og jeg var i den grad klar til at fortære. Og den viste sig faktisk at være okay lækker. Til den fik jeg rødvin: 2009 Tetuna, Robert Goldenits, en østrigsk fætter, der heller ikke rigtig kunne noget, som Brugsens den billigste ikke også kan.

Tone fik en halv kogt hummer med mayonnaise, en romesco salsa, citron og toast. Den var i modsætning til rilletten kold, rigtig køleskabskold. Det er ikke godt nok. Til gengæld var mayonnaisen hjemmelavet, og romescoen smagte også glimrende. Til den fik hun en 2010, Sancerre, Lucien Crochet at drikke. Den havde en anelse bitter citrus-karakter og gled ned uden at gøre sig yderligere bemærket.

En okay ret og en sløj ret og tre forglemmelige vine – hmmm? Det burde kunne gøres bedre, men vi satsede på, at hovedretterne ville rette op på det hele.

Pancettaens saftige redning

Jeg havde bestilt kalvelever. Den blev serveret i voldsomme mængder, på et mindre bjerg af ’brændende kærlighed’ med pancetta og det hele toppet med frisésalat. Leveren var lige akkurat på den tørre side, men blev reddet af de saftige og virkelig gode pancetta-stykker, der gav saft, salt og modspil til både kartoffelmosen og selve leveren. Til det fik jeg 2009, Shiraz Ferngrove, Frankland River, Western Australia, der i modsætning til de to første vine havde anderledes mere at byde på. Taniner, der åbnede smagen af lever op med mørk krydret smag og nuancer af gamle dyder, der bare klædte lever, mos og pancetta rigtigt fint.

Tone havde bestilt ovnbagt pighvar. Den kom også i vanvittige mængder, og det kan jo godt være lidt svært at få til at se rigtigt elegant ud. En blok af kartoffel lå med fem gedigne stykker pighvar på tallerknen – godt med persillesovs ud over. Den var måske ikke helt raffineret nok til direkte at imponere, men tilberedning og smag var helt fin.

Begge hovedretter var som sagt store. Faktisk var de så store, at vi ikke orkede at spise dem op, men lod de sidste rester gå ud. Nu vil jeg ikke komme ind på bæredygtighed, nose to tail-principper eller fødevaremangel og miljøbelastning her, men det virker lidt sært at få portioner i den størrelse nu om dage. I det mindste kunne de have været stemt ind efter, at vi lige havde spist forret.

Men vi skulle da også have dessert, og Tone hoppede på æble-tarte tatin med rom og rosinis. Det var en fæl oplevelse. Den var også alt for stor. Tærtebunden var tillige grotesk sej og plump i det, og valget af rom og rosinis til var bare en dårlig idé. En let vaniljeis ville have lettet desserten, mens rom og rosinisen kørte den op til kvalmegrænsen. Jeg bestilte crème brûlée med vaniljeis. Overfladen var perfekt sprød og varm, som den skulle være. Men den kolde æggemasse var lidt kedelig i det. Den manglede noget. Et eller andet, bare whatever, der lige kunne overraske. Den kunne for eksempel have været tilsmagt med lavendel eller, ja, bare noget. Her fremstod den nærmest neutral i smagen og var altså kun en kold tekstur, der kunne være lige meget. Vaniljeisen til var derimod dejlig, selv om den jo havde været overflødig, hvis selve brûléen havde været mere spændende i sig selv.

Jeg kan godt lide at slutte et måltid af med noget brændevin, og her på Victor var tjenerens forslag grappa. Han kom med tre forskellige, jeg kunne vælge imellem. Jeg tog den, Paris Hilton ville have valgt, med lyserød etiket, en Grappa di Pelaverga, Bel Colle, der kradsede, hvor den skulle.

Hvis vi havde været på en eller anden tilfældig landevejskro, ville det måske have været en helt okay madoplevelse, især hvis regningen ikke havde lydt på 1.600 kroner. Men nu var det jo på Victor, der trods alt har noget historie med sig og ligger midt i byen på et af de rigtig dyre felter i Matador.

Der er som regel fuldt hus af forholdsvis velhavende mennesker, og så er det alligevel lidt mærkeligt, at køkkenet ikke har et højere ambitionsniveau, eller at maden i det mindste ikke bare sidder lige i øjet. Ja, det kan godt være, at der er mange kunder igennem, og at køkkenet heller ikke er rigtigt gearet til et seriøst cuisine classique – men det bør kunne gøres bedre. Meget bedre faktisk.

Vi sluttede vores aften af med en tur på Bar’vin.

»Hurtigt skænk os noget ordentlig vin – vi kommer lige fra Victor.«

Tjeneren nikkede forstående, og så fik vi noget vin med seriøs personlighed, der eksploderede som fyrværkeri i hjernen. Og se, det er jo nok lige dét, køkkenet og vinkortet på Victor mangler – personlighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her