Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Europa i kamp om velfærd og fordeling

Aldrende befolkninger og middelklassens rettighedstænkning sætter den europæiske socialstat under pres. Der er behov for rettidig politisk handling, hvis velfærdsstatens fordelingskampe skal kunne reguleres demokratisk, advarer tre tyske sociologer
Moderne Tider
19. januar 2013

Eurokrisen har sat frygten for socialstatens fremtid øverst på dagsordenen på den europæiske venstrefløj. I de sydeuropæiske lande skummer utilfredse befolkninger af raseri over de nedskæringer, som Berlin og Bruxelles har dikteret som betingelse for krisehjælp. I det nordlige Europa, især i Tyskland, søger middelklassen i stadig større grad at tilrane sig statslige privilegier, mens midtersøgende politikere undlader at gennemføre upopulære reformer af frygt for vælgernes dom. Samtidig sigter nye europæiske institutioner som finanspagten og den europæiske krisefond mod at udvide Kommissionens magtbeføjelser over de nationale budgetter. Med andre ord har eurokrisen én gang for alle bortsprængt illusionen om, at velfærdsstatens overlevelse er et projekt, der udelukkende kan reguleres som et nationalt anliggende.

Det er netop velfærdsstatens tiltagende politisering, der udgør emnet for en ny bog af de tre tyske sociologer Jens Kersten, Claudia Neu og Berthold Vogel fra Hamburger Institut für Sozialforschung. Især Vogel har tidligere gjort sig bemærket i tyske sammenhænge med skarpsindige analyser af ’velfærdskonflikter’, der opstår i kølvandet på en skrumpende middelklasse med voksende krisebevidsthed og angst for social deroute.

I Demografie und Demokratie. Zur Politisierung des Wohlfahrtsstaates beskriver Vogel og hans medforfattere den efterhånden velkendte demografiske udfordring, som især det nordlige Europa står over for. Antallet af ældre er støt stigende, befolkningen skrumper (i 2050 vil den tyske befolkning antagelig være reduceret fra 80 til 70 millioner), mens de regionale forskelle i levestandarder mellem henholdsvis land og by og Syd- og Nordeuropa efterhånden er så gabende store, at det er legitimt at tale om en decideret kløft mellem forskellige befolkningsgrupper.

De tre sociologer forstår den demografiske udvikling som en langtfra politisk neutral proces, der allerede nu skaber seriøse demokratiske udfordringer for den tyske forfatning, for velfærdsstatens produktivitet og sociale infrastruktur. Af samme grund analyserer de en række konfliktzoner i spændingsfeltet mellem den demokratiske beslutningsproces og den demografiske udvikling, der kendetegner de fleste europæiske socialstater.

Færre hænder

Sociologernes præmis er lige så velkendt, som den er uantastelig: Færre hænder og flere ældre betyder nødvendigvis færre indtægter og flere udgifter for statskassen. Som sådan lægger den demokratiske udvikling i Nordeuropa en enorm byrde på den eksisterende velfærdsmodel, der oplevede sin egentlige guldalder i årene fra 1950-1970. Dermed risikerer de voksende fordelingskonflikter om de begrænsede ressourcer at transformere den demokratiske velfærdsstat til en demografisk velfærdsstat, hvor enkelte interessegrupper dominerer den politiske dagsorden – tl fare for den højt besungne sammenhængskraft.

I særlig grad har en enkelt befolkningsgruppe vist sig at være politisk mobilisérbar, når det gælder forsvaret for egeninteresser.

»Det strukturelle aldersflertal og frem for alt babyboomer-generationen forstår konsekvent det ubegrænsede forbrug af finansielle og økologiske ressourcer som deres naturlige fødselsret«, skriver forfatterne i en karakteristik af middelklassen, der mest af alt nærmer sig det fænomen, som den tyske sociolog Theodor Geigers beskrev som »midtens ekstremisme«.

Trods den demografiske udviklings relative uafvendelighed fastholder Hamburg-sociologerne imidlertid, at velfærdsstatens grundlag kan sikres med demokratiske rammer. Stillet over for den demografiske udviklings polariserende effekt på den traditionelle folkelige konsensus om velfærdsstatens omfordelingspolitik som en nyttig ordning har ikke mindst politikerne et væsentligt ansvar for at tænke i helhedsbaserede og bæredygtige løsninger, der også tager hensyn til kommende generationers behov og interesser:

»Hvis denne proces ikke skal eskalere til generationskonflikt, klassekamp eller strid mellem Øst og Vest, er der behov for demokratisk regeringskunst, der på den ene side synliggør konflikterne, men på den anden side holder fast i en velfærdsstatslig begrundet integrationsmodel, der sigter til social udligning og retfærdig fordeling«, konkluderer forfatterne.

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

  • Med Hannah Arendt på briksen

    13. marts 2021
    Tidens store interesse for Hannah Arendt giver også plads til mindre kendte veje ind i hendes tænkning. Genudgivelsen af filosoffen Julia Kristevas forelæsningsrække over den tysk-amerikanske tænker er en lejlighed til endelig at få pudset dine psykoanalytiske briller
  • Når viljen er fri, bliver Gud lidt mere menneskelig

    6. marts 2021
    Den italienske filosofihistoriker Tommaso Sgarro belyser i ny bog en overset debat fra det 16. århundrede mellem de to katolikker Domingo Báñez og Fransisco Suárez. Den viser, at ikke kun reformatorerne Luther og Calvin, men også katolikkerne har haft deres hyr med den frie vilje som begreb
  • Tysk filosof ser en vej ud af udbytningen, men farer vild i naturromantikken

    6. februar 2021
    Protestbevægelser som #MeToo, Black Lives Matter og Extinction Rebellion viser vejen mod en fredelig revolution i den maksimale udbytnings tidsalder, hævder den tyske filosof Eva von Redecker i en vild og naturromantisk bog, der er mere poetisk end velargumenteret
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Færre hænder og flere ældre betyder nødvendigvis færre indtægter og flere udgifter for statskassen. .."

Påstanden hænger ikke sammen med arbejdskraftens frie bevægelighed i EU og den massive ungdomsarbejdsløshed, som hersker i hele Sydeuropa.

Samtidig er robotteknologien ved at være så langt fremme, at vi kan imødese stigende arbejdsløshed i hele EU, hvis virksomhederne opdateres teknologisk.

Der vil med stor sandsynlighed i stedet blive brug for at dele det arbejde, der er, således at vi kan forebygge stress og arbejdsskader, og samtidig sikre at så mange som muligt kan bidrage til fællesskabet.

Med de fremtidige energi og ressourceproblemer, der kommer, så vil de asiatiske lande ifremover kke længere kunne producere så store mængder af varer. Da vesten pga. stor arbejdsløshed heller ikke kan aftage produkterne, så vil de asiatiske lande fokusere på hjemmemarkedet, og samtidig i stigende grad importere landbrugsvarer, da de ikke længere kan brødføde sig selv.

Derfor bør EU fokusere på fødevarefremstilling, miljø-produkter og energibesparende teknologi, arbejdsdeling og bæredygtighed. Samtidig bør EU fokusere på at sikre alle har en indtægt, som de kan leve af, da voldsom uro ellers vil blive dagligdag pga. højredrejning og vold mod indvandrere.

Ind i mellem virker det, som om mange forskere og økonomer har skodder for vinduerne...