Læsetid: 5 min.

Der findes kun én menneskegud

Hvordan kunne kristendommen udvikle sig fra en radikal folkereligion til elitedoktrin for den vestlige civilisation?
Den grædende Jesus malet på basilikaen i Fødselskirken i Bethlehem.

Den grædende Jesus malet på basilikaen i Fødselskirken i Bethlehem.

5. januar 2013

Selina O’Gradys vidtfavnende og intelligente bog behandler et problem, der har plaget tænkere så forskellige som Edward Gibbon og Friedrich Nietzsche: Hvordan kunne en apokalyptisk sekt i det første århundredes Judæa blive til en af historiens største imperialistiske magtfaktorer, der skulle dominere Vesten, politisk såvel som filosofisk, i to årtusinder? Hendes metode er primært den komparative, og selvom bogen er forsynet med et antiteistisk forord af filosoffen A.C. Grayling, er de spørgsmål, hun rejser, langt mere interessante end hans polemiske anbefaling lader antyde.

Åh, jeg tror jeg bliver en gud

At der findes paralleller mellem Det Nye Testamentes historie om Jesus og andre mytologier er ikke ligefrem en ny indsigt: Allerede for over 100 år siden analyserede Max Müller og James Frazer lighederne mellem egyptiske, græske og endda oldnordiske fortællinger om en døende og genfødt gud. Senest har religionshistorikeren Geza Vermes påvist slående ligheder mellem evangeliets beretninger og historierne om Hanina ben Dosa og Essæernes samfund, sådan som billedet af disse er blevet rekonstrueret ud fra Dødehavsrullerne.

O’Gradys fokus er bredere og mere historisk. Bogen inddrager udviklinger i Rom, Persien, Indien, Afrika og Kina og analyserer forholdet mellem statsmagt og religiøs overbevisning langt mere indgående. Jesus var ikke det eneste ’guddommeliggjorte menneske’ i det første århundrede e. Kr., og O’Grady indleder da også sin fremstilling med guddommeliggørelsen af Augustus Cæsar (der indledte den tradition for kejserlig ophøjelse til gudestatus ved dødens indtræden, som bedst sammenfattes af kejser Vespasian, der angiveligt udtalte disse sidste ord: ’Åh jeg tror, jeg bliver en gud’).

Augustus var ikke den eneste politisk udnævnte person, som blev tillagt guddommelighed. Amanirenas af Meroe, der besejrede romerne i Egypten i 21 f.Kr., blev anset for at være gudinde, og der var blandt faraoerne en lang tradition for egyptiske gudekonger. (Selvom hun som alle gode historikere skyr kontrafaktiske betragtninger, fik O’Gradys bog mig til at spekulere over, hvilken holdning Marcus Antonius ville have indtaget til guddommelighed, hvis han og Kleopatra havde triumferet ved Slaget ved Actium.) I Kina styrkede tronraneren Wang Mang sit krav på magten ved at give kejseren en udvidet status af ’Himlens Søn’.

Jesuskulten

Denne vifte af guder, hvad enten de nu var inkarnerede eller først sidenhen indplaceret på gudernes stjernehimmel, danner et afgørende bagtæppe for begivenhederne i Palæstina. Især var Romerriget god til synkretisme, dvs. til at indoptage lokale guder og tilpasse dem til rigets egen mytologi eller udvide Olympen, så den også kunne rumme dem. Men i provinsen Judæa mislykkedes denne strategi.

Det Første Bud forbyder polyteisme, og i modsætning til andre erobrede folkeslag nægtede jøderne at kapitulere. En af styrkerne ved O’Gradys bog er hendes klare sonderinger mellem forskellige former for religion. Hun gør således effektiv brug af Webers skelnen mellem folke- og elitereligion (folkereligioner leverer – indsæt dit marxistiske favoritcitat her – enten opium til masserne eller et hjerte i en hjerteløs verden, hvorimod elitereligioner er filosofisk eksklusive).

Der findes religioner knyttet til sted og race – O’Grady pointerer med rette, at øget samhandel og urbanisering betød, at sådanne religioner enten måtte tilpasse sig eller uddø – og der findes religioner eller filosofier (især stoicisme og konfucianisme), der hævder universel relevans.’Kristendommen’ eller rettere ‘Jesus-kulten’ præsterer at begynde som en folkereligion, der er lokalt funderet og i modsætningsforhold til staten, for siden at blive forvandlet – ved stygge gamle Paulus’ mellemkomst – til en universalistisk, elitær og statsbærende religion.

Genoplivet Appolonius

Et højdepunkt i O’Gradys bog er dens genoplivelse af Apollonius af Tyana – en skikkelse, der frem til det 4. århundrede vakte stor bestyrtelse for både hedninge og kristne: Lucian påstod, at han var pædofil (man bør dog vogte sig for at tage satirikeres ord for pålydende), Eusebius fordømte ham som en troldmand, Porfyrios brugte ham til at tilbagevise kristne påstande. Der er åbenlyse ligheder mellem Jesus og Apollonius: Begge opstod angiveligt fra de døde, begge udfordrede de konventionelle moralbegreber. Og begge skal have udrettet mirakler og have haft en mirakuløs fødsel. Apollonius var dog langt mere vidt berejst: Han siges således at være nået helt til Indien, før han vendte hjem til Grækenland.

Apollonius forsvandt angiveligt fysisk i et tempel (ifølge en af de tre fortællinger, som hans biografiforfatter Philostratus gengiver, som dog tager sine forbehold – »hvis han overhovedet døde«), og genopstod efter sin død. Men hvor evangelierne insisterer på den genvundne kropslighed hos den opstandne Jesus (Frelseren spiste fisk og lod sine tvivlende disciple tilse hans sår), manifesterer Apollonius sig altid kun som en vision, ingen kan se med undtagelse af den person, som befinder sig i det ekstatiske øjeblik.

Også dette står i skarp kontrast til historien i Apostlenes Gerninger, hvor Jesus siges at komme til syne for en menneskemængde, hvor alle ser ham samtidig. Ligeledes var tanken om, at et menneske kunne være guddommeligt, som O’Grady dokumenterer, almindeligt udbredt i den antikke verden.

Rådgiveren Paulus

Den sagtmodige og milde Jesus bliver i denne version omdannet til Det Absolutte af Paulus. Francis Spufford gør i sin ellers noget ubeherskede bog Unapologetic med rette opmærksom på, at epistlerne er ældre end evangelierne. Ideen om Jesus som Kristus og Gud er altså ældre end den blide næstekærlighedsprædikant, som agnostiske anglikanere holder så meget af. Det kan være dybt problematisk at opfatte Paulus’ ord som evige, snarere end som konkret rådgivning til bestemte kirker på bestemte tidspunkter, især fordi han selv var så omhyggelig med at trække en grænse imellem sin egen tro og Jesu ord. De Nye Ateister er faktisk lige så bogstavtro som fundamentalisterne i denne henseende, hvorimod kirken selv forædler og omdefinerer Paulus’ veltalende ord. Jo, Paulus kan fremstå som kollaboratør med magten. Og ja, man kan i hans værker finde nogle af de mest frisindede følelser udtrykt i den antikke verden. Men tanken om, at han bare skulle have været en macchiavellisk pr-mand for sig selv siger ret beset mere om, hvad der optager os, end om hans forfatterskab.

Kristendommens radikalisme

O’Gradys bog bør læses af både troende og ikke-troende i den åbne og spørgende ånd, den selv er så smukt et eksempel på. Alligevel må jeg rejse en indvending imod dens centrale ærinde. Der findes utallige guddommeliggørelser, mytiske kulter, religiøse reformatorer, mystikritualer og teologisk inspirerede radikale skikkelser i det første århundrede. Men kun en af dem har en menneskegud, der genopstår og giver tilgivelse en så central betydning for sit budskab. Opstandelsen nævnes blot en passant her – romerne burde have lært at opbevare ligene på et sikkert sted – men en redegørelse for kristendommens opkomst, der undlader at komme med passende bud på dette unikke og besynderlige forhold, vil nødvendigvis være mangelfuld. Ved så ofte at hævde, at alternative religioner kunne have fortrængt kristendommen, men af en eller anden grund ikke gjorde det, afstår O’Grady fra at besvare sit eget gode spørgsmål. Og hvad værre er: Hun kommer til at nedtone kristendommens radikalisme til fordel for en generaliserende og overfladisk ensartethed.

Kristendommen havde næppe tilfældigvis den smule mere X-faktor, der gjorde den til en verdensomspændende religion. Den kan meget vel have været det mest overraskende, der er sket i historien.

Stuart Kelly er litteraturforsker og forfatter

© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu