Læsetid: 5 min.

Hvordan europæerne bliver herre i eget hus

Den hollandske historiker Geert Mak og den tjekkiske præsident Vaclav Klaus har skrevet to meget forskellige bøger om et Europa i splid med sig selv
En moralsk ret. For Vaclau Klaus er kampen mod mere europæisk integration en moralsk kamp for sit folks ret til at være herre i eget hus og mod den onde overmagt, han historisk kun kender alt for godt.

En moralsk ret. For Vaclau Klaus er kampen mod mere europæisk integration en moralsk kamp for sit folks ret til at være herre i eget hus og mod den onde overmagt, han historisk kun kender alt for godt.

Petr Josek

26. januar 2013

Det kan gå galt for den europæiske union, siger alle. Det kan ikke undgå at gå galt, for det er allerede for meget, siger skeptikerne, mens tilhængerne siger: Det må ikke gå galt. Vi ved slet ikke, hvor galt det kan gå, hvis den europæiske union bryder sammen. Og vi ved ikke, hvordan det ser ud, når en europæisk union begynder at bryde sammen.

»Hele opbakningen til det europæiske projekt forsvinder hurtigt,« skriver den hollandske historiker Geert Mak i sin nye bog Hvad hvis Europa styrter sammen? »og det sker lige præcis nu, hvor vi har allermest påtrængende brug for den.«

Det demokratiske underskud i Den Europæiske Union er ifølge Mak et endnu større problem end den fælles valuta: »Det vil føre til afslutningen på alle vores drømme. Europa står i sine borgeres øjne ikke længere for solidaritet og retfærdighed.«

De idealer, som europæerne er enige om, kan de ikke genkende i deres fælles politiske institutioner. Det er for Mak en forfærdende udvikling: Det europæiske projekt er kørt derud, hvor borgerne ikke kan støtte det længere, men administratorerne kan ikke regere uden det længere.

Administrativt er Europa blevet et fælles territorium, men det er det stadig ikke politisk. Og der er ingen politiske europæiske ledere, som kan tale direkte til europæerne om kontinentets delikate situation.

De skulle ifølge Mak kunne forklare borgerne i Den Europæiske Union, at samarbejdet aldrig blev skabt for at realisere vores fælles drømme; det blev skabt af folk, der frygtede det eurpæiske mareridt. Med en omskrivning af et kendt citat siger Mak, at Den Europæiske Union ikke skulle føre os til himlen, men forhindre at vi falder ned i helvede. Det er derfor, vi skal prøve at forestille os, hvad der ville ske, hvis unionen falder fra hinanden.

Den nye totalitarisme

Geert Mak skriver som bekymret europæisk intellektuel. Det lykkedes mirakuløst Europa at skabe fred gennem forsoning af gamle fjender i efterkrigstiden, men nu er magtbalancen forskudt: De stærke europæiske stater kan nu gennemtrumfe deres vilje over for de svagere europæiske, og alliancer bliver forvandlet til fjendebilleder.

Den tjekkiske præsident Vaclav Klaus har skrevet en anden bog om Europa. Hans ærinde er kort fortalt, at de østeuropæiske stater endelig blev frigjort fra diktatur i 1989, men nu er underkastet et nyt bureaukratisk regime. Demokrati er for Klaus noget, der kun kan realiseres i nationalstaten. Afvikling af nationalstaten, som efter Klaus’ opfattelse er det, der sker i Den Europæiske Union, er således også afviklingen af det tjekkiske folks selvbestemmelsesret. For Klaus er kampen mod mere og dybere europæisk integration en moralsk kamp for sit folks ret til at være herre i eget hus og mod den onde overmagt, han historisk kun kender alt for godt. EU kalder sig et demokrati, men det er et demokrati uden aktive borgere, skriver Klaus:

»Demokrati uden borgere er en selvmodsigelse, og begrebet en ’borger’ bliver således til en form for manipulation. Historien kender til mange eksempler på nationer uden en stat, men der kan ikke være en stat uden en nation. Der kan ikke være nogen stat uden borgere. Der kan ikke være en stat uden et politisk folk, som forandrer og korrigerer statens nutid og fremtid – gennem en demokratisk proces, gennem de valgte repræsentanter.«

Politiske eliters magtbegær

Den personlige selvbestemmelse som borger er for Klaus forbundet med den politiske selvbestemmelse som del af et aktivt folk, der følger magtudøvelsen og diskuterer den kritisk med andre medborgere. Der er hverken et aktivt folk eller en aktiv diskussion i Den Europæiske Union. Og derfor hævder Klaus, at der heller ikke er personlig frihed.

Klaus understreger, at han ikke fører politisk kamp imod lederen af Den Europæiske Union og Kommissionen. Og han ønsker ikke, at EU bryder sammen. Men der er en grænse for, hvor meget man kan liberalisere et politisk fællesskab, og Klaus hævder, at den grænse for længst er overskredet. Derfra udvikler den Europæiske Union ikke mere frihed, men mere bureaukratisk formynderi.

Klaus’ analyse bygger på en antagelse om, at europæiske intellektuelle i en alliance med europæiske bureaukrater har gennemført en tømning af nationalstaten for politisk magt:

»Politiske eliter har altid vidst, at forskydningen i beslutningskraft fra det nationale niveau til det overnationale niveau svækker de traditionelle demokratiske mekanismer og det øger deres egen magt radikalt.«

Fælles grund

Sådan set er Maks og Klaus’ diagnoser sammenfaldende, men deres perspektiver er forskellige.

Klaus antager, at EU er noget, eliterne har udviklet for selv at få mere magt over almindelige mennesker. Han anerkender ikke, at unionen som samarbejde faktisk også har bidraget til et opretholde nationalstater kulturelt, og han ser ikke unionen som et svar på globale udfordringer.

Det gør Mak til gengæld: Han insisterer på, at vi ikke ville få mere magt selv, hvis vi opgav den Europæiske Union. De europæiske nationalstater vinder indflydelse på deres egen skæbne ved at slutte sig sammen med andre europæiske stater som et fællesskab i den globale konkurrence. Den Europæiske Union bliver for Mak til et passende svar på den globale kapitalisme: En politisk sammenslutning, som giver os mulighed for at tage kampen op med de stærkeste økonomiske aktører: »Det vigtigste er, at politik og demokrati i Europa igen rykker ind i centrum.«

Aktuelt bliver politiske problemer mødt økonomiske løsninger. Og som Mak skriver, kan man sammenligne unionen med et hospital, hvor alle patienter uanset sygdom får samme behandling. Om du har haft et slagtilfælde eller har brækket et ben, er ligegyldigt: Svaret fra Den Europæiske Union er nedskæringer og reduktion af offentlige udgifter.

Berettigelsen for den europæiske union er ifølge Mak ikke kun den fred, som samarbejde skaber. Den er også, at det bliver muligt at udvikle politiske institutioner, der kan lave kompromiser med den globale kapitalisme og sikre fælles sociale rettigheder.

Den økonomiske kapital er den store modstander for Mak, og derfor er den politisk institution legitim. Den bureaukratiske kapital er for Klaus den store modstander, og derfor bliver den store politiske union illegitim.

Det er to europæiske erfaringer, som udvikles og sættes på spidsen i to vidt forskellige bøger: De er enige om, at europæerne skal være herrer i et eget hus. Klaus mener så ikke, at det hus kan være europæisk – han er så skeptisk over for alle politiske eliter og bureaukrater, at han vil overlade det meste til markedet. Mak mener, at det hus kun kan være et europæisk hus, hvis ikke borgerne skal blive underkastet markedets krav og imperativer.

 

Geert Mak

Was, wenn Europa scheitert.

Fra hollandsk af Gregor Steffens. 144 sider. 9,99 euro.

Pantheon Verlag.

 

Vaclav Klaus

Europe – The Shattering of Illusions.

180 sider. 210 kr. i Politikens Boghal.

Bloomsbury

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Når man læser Lykkebergs sympatiske anmeldelse af Vaclav Klaus, der altid nægtede at hejse EU-flaget foran præsidentpaladset i Prag, kan man ikke lade være at mindes sidste gang den gamle frihedskæmper var i Danmark for nogle år siden.

I forbindelse med relanceringen af bogen “Blå planet i grønne lænker” vil der den 2. februar 2010 hos CEPOS være mulighed for at høre Tjekkiets præsident Václav Klaus tale om klimaproblematikken.
Den tjekkiske præsident er en af de skarpeste kritikere af det i hans øjne pessimistiske og overdrevne billede af klimaændringernes konsekvenser for kloden.
I Václav Klaus’ optik udgør en konstrueret miljøideologi i dag snarere en stor trussel mod såvel verdensøkonomien som menneskets frihed.
Dermed er han i modstrid med moderne miljøpolitik og med de dominerende holdninger til emnet.
“Blå planet i grønne lænker” udgives af af Lars Seier Christensen fra Saxo Bank, der også har skrevet forordet. Bogen skal ses som en modvægt til de mange, der argumenterer for, at klimaproblemerne er omfattende og kræver offentlig regulering.
“Det er for så vidt ikke, fordi jeg fornægter, at der er klimaforandringer. Det kan vi jo se. Men jeg vil gerne betvivle, at det er så slemt, som FN og nogle forskere og virksomheder gerne vil gøre det til. Jeg ser med stor bekymring på, at man vil regulere sig ud af alt og sætte lænker på folk. Det strider meget imod min liberalistiske grundholdning,” siger Lars Seier Christensen.
Der vil forud for mødet i CEPOS være mulighed for at få signeret bogen hos Arnold Busck Købmagergade 49 kl. 16.00-17.00.
Vaclav Klaus taler hos CEPOS tirsdag den 2. februar fra 17.30-18.30.
Vi har et begrænset antal pladser, der vil blive fordelt efter ’først-til-mølle’-princippet. Af sikkerhedshensyn skal man ved tilmelding oplyse sin fødselsdato og adresse. En printet kopi af bekræftelsen på tilmeldingen samt gyldig legitimation er et krav for at få adgang til arrangementet.
Bemærk også, at det ikke er tilladt at tage større tasker og frakker med ind i foredragssalen.

Afvikling af nationalstaten, som efter Klaus’ opfattelse er det, der sker i Den Europæiske Union, er således også afviklingen af det tjekkiske folks selvbestemmelsesret.

Klaus ser krystal klart, trods sin liderlige flirt med liberalismen og sin dybt konservative sjæl, den socialistisk nationalstat som den naturlige ramme for et folks særegenhed.

O, du lieber Augustin, Augustin, Augustin,
O, du lieber Augustin, alles ist hin.
Geld ist weg, Mensch ist weg,
Alles hin, Augustin.
O, du lieber Augustin,
Alles ist hin.
Rock ist weg, Stock ist weg,
Augustin liegt im Dreck,
O, du lieber Augustin,
Alles ist hin.
Und selbst das reiche Wien,
Hin ist's wie Augustin;
Weint mit mir im gleichen Sinn,
Alles ist hin!
Jeder Tag war ein Fest,
Und was jetzt? Pest, die Pest!
Nur ein groß' Leichenfest,
Das ist der Rest.
Augustin, Augustin,
Leg' nur ins Grab dich hin!
O, du lieber Augustin,
Alles ist hin!