Læsetid: 5 min.

Mere skarphed, mere omhyggelighed

La Buca er en af Københavns ældste italienske familie-restauranter. Men den skuffer trods flere højdepunkter og fornem vin
Berømmet. I årtier har La Buca i ude for enden af Godthåbsvej lagt standarden for, hvad en ægte italiensk familierastaurant er – i hvert fald på vores breddegrader.

Berømmet. I årtier har La Buca i ude for enden af Godthåbsvej lagt standarden for, hvad en ægte italiensk familierastaurant er – i hvert fald på vores breddegrader.

12. januar 2013

Fornærmende langt ude ad Godthåbsvej ligger en af byens ældste og mest berømmede italienske restauranter, La Buca degli Artisti. I mange år en decideret reference på, hvad en ægte italiensk familierestaurant skal være og præstere. Med skam i stemmen måtte jeg over for Kåre, min medspiser og ven, indrømme, at jeg aldrig havde sat mine ben der. Han var chokeret, men indvilligede i at tage mig under armen og vise mig ind i artistens hule, som navnet bedst kan oversættes til.

Og sørme om ikke der hænger et overflødighedshorn af alskens filmstjerner på Artistens vægge, hvoraf nogle af dem sågar ser ud til at have været gæster på restauranten igennem årene. Det kan jo tage pusten fra enhver bonderøv, men jeg trak vejret dybt, satte mig vel tilrette i de ellers hjemligt indrettede lokaler og bestilte fluks en menu degustazione. Fem retter til 650 kr. Vinkortet fremviser et imponerende udvalg af hjemlandets absolutte klassikkere i alle prislejer, så vi var helt trygge ved at lade aftenens dygtige tjenere strikke en vinmenu sammen til os.

Mellem hæderligt og ligegyldigt

Antipastien kommer vi ikke uden om på La Buca, den er faktisk det første, der møder gæsten, da vognen står lige ved indgangen og siger velkommen. Vi bliver diverteret med rejer i hvidløgsmarinade med artiskokhjerte og radichiosalat. Fin besk balance til de søde rejer og den afdæmpede hvidløg. Røget tun med ricotta, tomat og æble. Der er muligvis ikke noget, jeg har mindre lyst til end en tomat i januar, men røget tun og æble spiller jo godt sammen. Derefter røget gåsebryst på syltet pære, parmesan og rucola. God blanding, omend en bare lidt tykkere skive gåsebryst – denne var millimetertynd – ville have klædt smagsindtrykket. Dernæst en quiche med grønne asparges, og det er så faktisk den grøntsag, jeg har mindre lyst til i januar end førnævnte tomat, men quichen som sådan fejlede bestemt intet. Antipastien afslutter vi med en crosta, en, lidt tør, butterdejspakke med en kedelig tyrolerspæk på toppen og ricotta i midten.

Som på de fleste andre italienske restauranter her i byen er antipastien en blanding af det det hæderlige og det decideret ligegyldige. Også denne aftens tallerken lægger alen til argumentet om at få skrevet antipastibuffeten ud af ligningen på byens italienske restauranter. Det er sket, men det er desværre for sjældent, at jeg får antipasti, der er bedre end dem Kåre og jeg fik serveret på Godthåbsvej – og det var ikke helt spændende nok.

Til antipastien drak vi en norditaliensk chardonnay fra Les Cretes i Valle d’Aosta ved den franske grænse. Typisk righoldig mineralsk med en spinkel, men dog moden frugt. Chardonnay kan godt lide at gro i Norditalien.

Gennemført herlighed

Videre til fettuccine med svampecreme og sommertrøffel. Umiddelbart en ret som lyder som en sikker vinder – og ganske rigtigt. Perfekt kogte fettuccine med en fløjlsblød og kraftig svampecreme, som ikke smagte det fjerneste af bouillon, med generøse mængder af sort sommertrøffel fra Umbrien revet over ved bordet. En gennemført herlighed, som blev spist i passende stilhed. Til den kraftige pastaret fik vi et glas af La Spinettas Barbera Cà di pian 2009. Ung, meget ung faktisk, men allerede nu dyb og med et appetitligt kompleks i den kraftige syre og den modne frugt. Så absolut fin på dagen, men jeg vil gerne komme tilbage om 7-8 år og få et glas mere.

Alle gode familierestauranter bør have en signaturret. Hos La Buca er det lammet. Nærmere betegnet ryggen stegt med rosmarin. Noget så simpelt og noget så godt. Mør, saftig og velkrydret med en herlig smag af rosmarin blev den serveret i al sin pragt og ganske alene, på nær en kvist af føromtalte rosmarin, på tallerkenen. Sådan skal en kødret serveres. Tilbehøret var en vellykket brasekartoffel, og dét er ingen selvfølge, og en sauté af sølvbede. Italienerne er vilde med sølvbeder og spiser dem hele året. Det kan vi, i hvert fald i milde vintre, også gøre herhjemme, så selv om man sjældent ser dem mellem november og marts, kan sæsonen sagtens strækkes, og det er der al mulig grund til at gøre. Til lammet drak vi Barbaresco Ronchi 2009 fra Albino Rocca med masser af mørke bær og søde krydderier, men samtidig med ungdommelig friskhed. Til det kraftige lammekød var det en god følgesvend.

Tid til ost. Syv forskellige. La Buca lyver sig ikke fra det. En god Tallegio blev efterfulgt af et stykke Briscole al Barbera, som er en dejlig fast ost på ko- og gedemælk lagret i Barbera. Derpå en velsmagende Toma efterfulgt af en udmærket peccorino og en hidsig gorgonzola. Herefter tallerkenens højdepunkt, en Vento d’Estate, som er en fed råmælksost lagret med sødligt sætergræs fra Veneto skarpt forfulgt af et godt stykke kvalitetsparmesan. Til sidt et stykke senneps- og honningsyltet pære til at friske ganen op med. Alle ostene var af høj kvalitet, men jeg må alligevel tilføje et lille suk, for selv om det altid er at foretrække at få sine oste ved stuetemperatur, som her, så skal de altså tildækkes således, at der ikke kommer skind på de blødeste af dem. Disse oste havde stået utildækket for længe.

Stram op

På vinvejen til osten skiltes Kåre og jeg, således, at han forlystede sig med et glas Amarone 2008 fra Allegrini med al dens herlighed til følge og jeg fulgte tjenerens gode råd og drak et glas sød Passito på 100 procent picolit fra Ermacora i Friuli. Det er en besværlig drue, som dog er hele besværet værd, når det kommer ud af flasken og smager som den, jeg fik på La Buca den aften. Sød, ja, men med en flot og kompleks bitterhed og masser af citrusskal og honning.

Den uundgåelige tiramisu var aftenens finale. Den var svampet og luftig i konsistensen, præcis som den skal være, med en anelse kaffe og spiritus i smagen – kunne den have trukket lidt mere smag? Vi drak et glas Morsi di Luce 2008 fra Florio på øen Pantelleria på 100 procent zibibbo, eller muscat om man vil. Den kom for mit vedkommende til at drukne lidt i den fremragende Passito fra osten, og fremstod derfor en smule ordinær, om end de søde vine fra den vindomsuste ø ud for Tunesien, kyst plejer at holde et pænt niveau.

Vi slutter med et par gode, og ganske billige, grappaer og en espresso og præsenteres for en regning på 2.400 kr. Det efterlader Kåre og mig med indtrykket af, at La Buca skal stramme lidt op. De skal være skarpere på råvarevalget, omhyggeligere, og så skal de droppe antipasti-sambulancen ved indgangen. Det bliver for slapt og tilfældigt til, at jeg i længden har lyst til at bruge ovennævnte beløb på Godthåbsvej, når jeg kan tage andre steder hen og få bedre kvalitet billigere. En fem retters til 650 kr., sommertrøflen uanfægtet, skal kunne præstere noget mere. Højdepunkterne og den rare, kompetente betjening til trods, cykler vi let slukørede ind mod byen igen og spekulerer på om La Buca er cykelturen værd en anden gang.

 

 

La Buca degli Artisti

Godthåbsvej 209, Vanløse

Ti.-sø. 17.30-23.30

Bordbestilling: 38 33 20 22

www.labuca.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu