Læsetid: 6 min.

Her er det nedturen, der trækker

Detroit var midt i forrige århundrede bilindustriens boom-town – i dag er den tidligere metropol, engang USA’s fjerdestørste, på vej til at blive forvandlet til en spøgelsesby med appel til forfaldsæstetikere
Dansesalen på Hotel Fort Wayne. Gennem årtier tiltrak det den noble del af den nu ruinerede bilbys dansepublikum. I dag tiltrækker stedet kun forfaldsæstetikere

Dansesalen på Hotel Fort Wayne. Gennem årtier tiltrak det den noble del af den nu ruinerede bilbys dansepublikum. I dag tiltrækker stedet kun forfaldsæstetikere

Timothy Fadek

12. januar 2013

I 1920 var Detroit den fjerde største by i Amerika. På kun et årti var dens indbyggertal blevet fordoblet. Indvandrere, deriblandt mange afroamerikanere fra de landlige sydstater, blev tiltrukket af dens moderne nye bilfabrikker med deres uhørt høje lønninger. Ikke kun Ford og General Motors slog sig ned i den maniske, mekaniserede og overbefolkede storby, det samme gjorde mange journalister og forfattere. I 1934 skrev Anne O’Hare McCormick fra New York Times om Detroits »demokratiserede luksusforbrug, dens tankstationer på hvert hjørne og butikskæder, biografpaladser ... er lige så meget verdensmetropol som nogen anden by på kloden ... Paris dikterer måske en sæsons klædestil, men Detroit producerer et helt livsmønster.«

Og det gør byen også i dag. Dog må det siges, at mønstret er noget anderledes. Detroit har så mange ledige grunde, skriver Mark Binelli, at »hele Paris kunne klemmes ned i dens byggetomter.« For det moderne Detroit er ikke længere verdensberømt for sin mani. Men for sin entropi: forladte skyskrabere, kollapsende huse, forladte virksomheder og nedlagt infrastruktur – det hele langsomt ved at synke til bunds i, hvad han betegner som ’den urbane prærie’: et post-menneskeligt landskab, hvor ruiner overtages af vildtvoksende beplantning og dyreliv. Forfald er som bekendt fotogent. Således også det smukke, apokalyptiske Detroit er ’ruin-porno’, som lokale kritikere benævner fænomenet, er blevet internet-dille og et yndet motiv på forsiden af glittede magasiner og coffee-table-bøger.

Kun sjældent er disse spøgelsesbyturister opmærksomme på, at byens tilbagegang siden midten af det 20. århundrede også har været en social katastrofe, der måske nok er forløbet i slow-motion, men øjensynligt har været uafvendelig. På det seneste er det endda gået stærkere: Siden 2000 har en fjerdedel af Detroits befolkning forladt byen, hovedsagelig til fordel for mindre ødelagte nabobyer. For dem, der bliver tilbage, kan livet i Detroit være dystert. I 2008, skriver Binelli, havde byen havde »den højeste mordrate i landet« og »90.000 brande«, deraf mange ildspåsættelser. Detroit var »det racemæssigt mest delte større byområde i landet ... Skolesystemet havde længe været USA’s værste ... Den seneste borgmester, Kwame Kilpatrick, var netop påbegyndt sin afsoning af en tremåneders fængselsdom efter en sex-og korruptionsskandale.«

Har bedst fat i nedturen

Siden den globale økonomiske afmatning satte ind i 2008, har Detroit lidt yderligere. Arbejdsløsheden i byen er i dag tæt på 50 procent. De allerede lave ejendomspriser er styrtdykket. Offentlige nedskæringer som følge af den svindende befolkning – en ondartet, men bureaukratisk logisk udvikling – har efterladt Detroit med et så ringe niveau for offentlige tjenester, at lange strækninger af gadebelysning holdes slukket.

For et tilbagegangsmærket, ængsteligt USA og for pessimister i hele den vestlige verden, står Detroit som en skræmmende fortælling. Dens storhed og fald er følgelig et ideelt emne for enhver faglitterær forfatter med historiske færdigheder, lidt lokal street credibility og et par gotiske adjektiver til rådighed. I de første kapitler fungerer opskriften da næsten også lidt for godt. I modsætning til mange af Detroits seneste opdagelsesrejsende har Binelli selv rødder i byen. Han skriver for Rolling Stone Magazine og bruger en karakteristisk hektisk, men informationsspækket prosa. I begyndelsen lyder bogen dog mere som et godt bogoplæg end som en god bog: autoritativ, men selvbevidst, flakker den uroligt mellem fortid og nutid, mellem scenebeskrivelser og opsummeringer, mellem energisk promovering af sit emne og verdenstrætte kommentar til rivaliserende Detroit-portrætter .

Binelli følger byens opblomstring fra dens grundlæggelse i 1701 som en fransk pelshandlerstation med ideel beliggenhed mellem to af de store søer, til den selvmytologiserende ’Motor City’ i Detroits korte storhedstid. Igen er tonen lidt for hurtig og friskfyragtig: ». Da en fred med høvding Pontiac langt om længe blev forhandlet på plads, skete der stort set intet i de næste 30 år eller så ...« Den smarte, konverserende stil kan også blive for løs og sjusket.

Bogen har bedre fat i Detroits nedtur. I 1967, da det sidste industriboom, som byggede på ubæredygtig rustningsindustri til USA’s krige, efterhånden var ebbet ud, blev byen ramt af raceoptøjer – »de værste i amerikansk historie indtil dette tidspunkt«. 43 personer blev dræbt, næsten 3.000 bygninger blev brændt ned, og soldater med kampvogne måtte indsættes på gaderne, hvor der blev udkæmpet ildkampe som et skræmmende ekko af Vietnamkrigen. For mange af Detroits kritikere – relativt velstående hvide mennesker, der siden forlod byen – blev 1967 byens point of no return: Det øjeblik, da det sorte Detroit tankeløst begyndte at bruge sin egen baghave som en losseplads. Men Binelli fortæller en mere nuanceret og overbevisende historie. Både den hvide flugt til forstæderne uden for bygrænsen og den lokale bilindustris tilbagegang, skriver han, var begyndt et årti eller mere før urolighederne. Til trods for, eller måske på grund af, en reformvenlig borgmester i 1960’erne – den hvide liberale Jerry Cavanagh, der her bliver overbevisende portrætteret som en af en række af karismatiske, men tilsyneladende fortabte borgerretsforkæmpere – havde den afroamerikanske vrede for længst nået kogepunktet. Fra denne dag kom ordet ’opstand’ til at erstatte ordet ’optøjer’. Og sådan er opfattelsen stadig i dag, når mange ældre sorte Detroit-borgere taler om 1967, skriver Binelli.

En god lyter

Byen er nu 85 procent afroamerikansk og »styres af en sort politisk elite«. Binelli er en 42-årig italiensk-amerikaner med venstreorienterede tilbøjeligheder. Han redegør skarpt, men også fair for denne elites utilstrækkeligheder og dens ekstreme administrative udfordringer. Heldigvis er han mere interesseret i portrættere end i at polemisere, og bogens anden halvdel rummer da også en række fint-tegnede skildringer af livet i ruinerne. Trodsige og isolerede boligejere sidder på deres verandaer omgivet af tilgroet tomhed. Som om Detroit er ved at blive invaderet af de landdistrikter i sydstaterne, som mange af byens indbyggere oprindeligt kom fra. Et nødtørftigt brandvæsen holdes stædig ved live i Highland Park-distriktet, »Detroits eget Detroit« – et separat og endnu mere udsat byområde, der er omgivet af storby på alle sider. Brandmænd arbejder fra telte og en trailer, der er slå op inde i et lag i en overbegloet industripark, »det tidligere hjemsted for Chryslers verdenshovedkvarter«.

Binelli er både en fintmærkende seismograf og en god lytter. En nabo fra et ghettokvarter i byens indre kerne, hvor han slår sig ned for at researche (i dag bor han i New York) viser sig at være ingen anden end Derrick May, den legendariske opfinder af Detroits techno-musik. I slutningen af 1980’erne gjorde Mays skeletagtige, speedede lyd – der, som Binelli påpeger, er det perfekte lydspor på natlige køreture gennem den halvt forladte by – ham en overgang til stjerne i Europa. Men Detroits særlige technogenre er for længe siden blevet bare endnu en slags dansemusik. Da han af May bliver inviteret over for at se en af byens store, uhindrede solnedgange, møder han Mays venner, der sidder på klapstole på fortovet og drikker øl af plastikkrus. »Kun i Detroit ... kan en skumringstime ved randen af en otte-sporet boulevard forekomme nogen oplagt til en hyggestund. Myldretidssporene bliver kun sjældent brugt: »Kun en sjælden gang forekom en bil at flyde forbi os.«

I storbyer er den ene mands entropi selvfølgelig den anden mands store chance. I de senere år er Detroits store, grå semi-vakuum begyndt at suge i kunstnere, aktivister, eksperimentelle kokke, urbane landmænd, filmskabere, ja selv et par større virksomheder til sig. Alle tiltrækkes de af de lave boligpriser og forfaldets æstetik. Binelli er opmærksom på de muligheder for genfødsel, som en sådan udvikling bringer med sig. Men et møde med en sort mangeårig indbygger afslører underliggende spændinger. Detroits berømte ruiner, fortæller hun ham, har efterladt »ar« i de lokale indbyggeres sind, fordi de fungerer som en slags daglige påmindelse om byens fiaskoer. Samtidig opfører nogle af de nye kreative storbyhipstere sig, »som om de befinder sig ude i det yderste grænseland, hvor de kan gøre lige, hvad de vil,« siger hun. »Men Detroit er ikke et eller andet abstrakt kunstprojekt.« Det er Binellis fortjeneste at levendegøre denne indsigt for os.

© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ellen Braae
Ellen Braae anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Billederne ligner det jeg så i den forladte by Prypiat (50.000 indbyggere) et par kilometer fra kernekraftværket i Tjernobyl.