Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Det tykke øl

Ambitionerne er tårnhøje, når Mikkeller laver spiritus. Det er forventningerne dog også ...
Moderne Tider
5. januar 2013

Siden den såkaldte ølrevolution startede i slutningen af 1990’erne her til lands med etableringen af Danske Ølentustiaster og nye, ambitiøse bryggerier som Bröckhouse og Ørbæk har ét navn mere end andre fået ry som det eksklusive, eksperimenterende bryggeri – københavnske Mikkeller.

Det stædigt omrejsende bryggeri med opskrifter skruet sammen i en lejlighed på Vesterbro har siden starten i 2006 fremturet med at presse – og sprænge – grænserne for, hvordan vi tænker på dansk øl. Succesen har været stor, så bryggeriet licensproducerer nu rundt om i verden og har sågar udvidet med sin helt egen eksklusive ølbar og lanceringen af en hel spirituslinje, Mikkeller Spirits.

Herfra er nu kommet en serie brændevin destilleret på den traditionsrige Imperial Stout Black, en voldsom kraftkarl på omtrent 18 pct. Den er destilleret i samarbejde med det lige så ambitiøse destilleri og bryggeri Braunstein fra Køge, hvorefter den er lagret i ti måneder på tre forskellige tønder.

Ideen med at bruge øl som basis til destillerede drikkevarer er nu ikke så tosset igen, eftersom den mask, der benyttes i produktionen af kornbaseret spiritus groft sagt er en slags sur og stærk øl. Men at benytte en øl lavet specifikt til at drikke, og så en så stærk øl, kan godt synes lidt hovedløst. Det er dog samtidig en spændende udfordring for redaktionen her, så vi fyldte glasset og lagde nakken tilbage.

Let at drikke, nem at glemme

Black Spirit Rum Cask har tilbragt sin ungdom på caribiske romtønder, hvilket ikke har sat mange aftryk på hverken farve eller dråbe. Aromaen er helt fri for blomstrede eller friske noter, men med masser af mælkechokolade, kastanje og honning – den kommer vi til igen. Smagen er en smule spids og pebret på tungespidsen, men giver lidt efter lidt plads til en cremet Nutella-agtig sødme. Skoven er stadig langt væk, men det er eftersmagen også, og graden af tøndelagring er faktisk en smule skuffende. Den er ufokuseret, let at drikke og nem at glemme.

En noget flottere, gylden kulør finder man i brændevinen lagret på olorosofade fra Spanien, og her er der også flotte, tunge gardiner i glasset. Aromaen er syrlig og frisk, med et strejf af æble, men også her er der en meget tydelig duft af honning – min stærkt entusiastiske ekspertkilde mente, at det var duften af honningbiernes ’håndholdte’ voks til småreparationer, propolis. Smagen er blød og afmålt sødladen med et strejf af noget lidt formuldet og en sødlig smag fra sherryen – fadet trænger her langt klarere igennem end hos den romlagerede. Eftersmagen er let bitter, som cox orange-æbler, med en behagelig tanninagtig prikken i gummerne. Men igen rejser spørgsmålet sig: Hvor er øllet henne? Hele formålet med den spøjse metode står lidt uklart, når selve det, der adskiller den fra mængden, ikke kan mærkes.

Den sidste i serien er lagret på bourbonfade, og også den stiller op med en lidt for lys, kønsløs dråbe. Aromaen er lovende med strejf af rosenblade, grainwhisky – sjovt nok, da den jo er lagret på majswhiskyfade – og den allestedsnærværende honning, men det er en flygtig og kortvarig duft. Smagen er i og for sig behagelig nok, ja, det er de for så vidt alle tre, men også her savner man noget krop, erfaring, alder. Bevares, man kan smage bourbon, og især smage fadet, men det er en smule skuffende, at der ikke er mere af hverken det ene eller det andet; lagringen eller øllet. Det er et skudsmål, der i varierende grad kan påhæftes alle tre versioner: Kunne man dog blot få dem med meget kortere lagring – eller meget længere. Men det er der heldigvis rigelig tid til at lege med endnu.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her