Læsetid: 5 min.

Beværtet: En gammel italiener på Nørrebro

Quattro Fontane. Om det er et ægte romersk trattoria eller med årene er blevet et ærkekøbenhavnsk familiested er ikke til at sige, men det er et folkeligt køkken, man kan stole på
Til alle. Her kan man falde ind alle ugens dage – også på umulige tidspunkter. Kommer du tidligt, er der familier med bedsteforældre og småbørn; kommer du sent, sidder der måske et enkelt par eller et par singler, der får sig en pizza, mens de tjekker fodbold eller andet i selskab med deres iPhone.

Tine Sletting

23. februar 2013

Et ægte romersk trattoria. Det er der mange, der gerne vil være, men få rammer det så godt som den gamle restaurant Quattro Fontane i Guldbergsgade på Nørrebro. Her kan man falde ind alle ugens dage og gerne på ret umulige tidspunkter. Kommer du tidligt, er der familier med bedsteforældre og småbørn, kommer du sent, sidder der måske et enkelt par eller et par singler, der får sig en pizza, mens de tjekker fodbold eller andet i selskab med deres iPhone. Jeg kan ikke huske, jeg nogensinde er kommet, mens der stadig var lys og fået beskeden ’køkkenet er lukket’. For de fleste, der arbejder der, synes det at være en livsstil, og tjenerne er de samme, som da jeg var ung, for ikke at sige lille.

Garderoben ovenpå er stadig nogle knager mellem ekstrastole og køleskabe, toiletterne stadig ubarmhjertigt kolde og velkomsten stadig lige varm.

Alle aldre

I gamle dage, måske er det endnu sådan, det er længe siden, jeg har prøvet det, var der en fantastisk ordning med, at man ringede og bestilte bord til fredag aften, hvilket på ingen måde betød, at man så havde et bord, når man kom, men at man bare rykkede lidt foran i den livlige kø, der blev holdt hen med kir i bistroglas. Kirren findes i hvert fald stadig.

Denne søndag aften beder jeg om at sidde ovenpå, da det er mit yndlingssted. Helst i stuen ud mod gården. Her sidder et venindepar, der forspiser sig i tiramisu til dessert og bagefter beklager sig over, at det vist lige var mere, end de burde have fortæret. En far sidder med sin store søn og hygger sig med, at nu er han stor nok til sådan en aften. Et kærestepar sidder og kysser hen over bordet, vinterferiebarnet i den lille tremandsfamilie erklærer, at hun har spist hele sin pasta, fordi der var dejligt meget pasta og ikke for meget kødsovs, og fire gymnasieveninder snakker om små og store ting over fire store colaer og noget pizza/pasta.

Sådan sidder alle aldre her og er et billede på ens egne aldre samme sted. Jeg har selv prøvet alle konstellationerne her, bortset fra at sidde med den næsten voksne søn. Min er stadig otte og stadig glad for bambinopizza og bambinois.

Om foråret er det øverste vindue åbent, så forårsluften sniger sig ind fra den grønne gård. Ikke endnu. Jeg sidder og venter en rum tid på mine ledsagere og studerer menuen og forsøger at kigge på den med nye øjne. Der findes jo ting her, jeg ikke har prøvet. For eksempel denne her: kæmpereje med hvidløg, hvidvin og friske cherrytomater. Det lyder berusende. Prøv også at være fuld og sige det på italiensk: gamberoni lallallijo, al lilijo … all’aglio! Pizza- og pastapriser er mindst fra det forrige årti.

Som vi plejer

Jeg bestiller en halv flaske hvidvin til at starte på og bestemmer mig for, at der ikke er nogen grund til at gøre noget som helst andet, end vi plejer: pizza med kødsovs til min mandlige ledsager, bambinopizza med salami til drengen og Ravioli alla Genovese til mig og dertil en flaske Valpolicella fra Allegrini.

Den nye tjener kom og fortalte mig, at min mobil ringede ude i garderoben. Det var ledsagerne, der ville rapportere om det åbenlyse faktum, at de var forsinkede. Så kom de, og vi bestemte os også for nogle forretter. Tomatsuppe, vitello tonnato og focaccia. Her mellem forretterne savner jeg gamle indslag som en halv portion Calamares eller den gamle Insalata Quattro Stagioni. Men tomatsuppen er en klassiker, tyk og cremet og med spor af friske, blendede tomater. Vitello tonnatoens sovs var stimulerende frisk og syrlig og ikke spor for fed. Foccaciaen er en tynd pizzadej, hvor hele begivenheden er olivenolien ovenpå, der lige netop er blevet varm og aktiveret af at være kommet på den varme bund bagt med frisk rosmarin. Det er mad, hvis raffinerede enkelhed man kan blive helt rørt af.

Vores garvede tjener, én af dem, der har været der altid, virker lidt træt i dag. En flaske vand uden vandglas. Men hænderne er stærke af at bære. To glas og en flaske vin i samme hånd. Det plejer at være classico’en, der serveres, men i dag var det så superior’en. Samme beskedne pris af 259 kr. for en flaske.

For første gang prøvede vi at vente, længe endda, på vores hovedretter. Her plejer det ellers at gå stærkt. Fulde og dernæst tomme tallerkener pisker op og ned ad trappen i et tempo karakteristisk for det romerske temperament, men i aften er her så roligt, at det vist smitter. Den unge tjener forklarer os, at vores hovedretter skam har det godt, men bare mangler lidt for at være helt ovenpå. Køkkenet havde lige glemt dem lidt, og det kan jo ske, især på sådan en travl aften, siger han og kigger sigende rundt i den godt affolkede restaurant. Tok tok tok.

Det hele smagte, som det plejede, fantastisk på den gammeldags måde, absolut ikke det finere køkken, og jeg ville også blive fornærmet, hvis det var det.

Hjælp, hvor er gymnasiepiger blevet kloge og modne at høre på, eller også var de her bare nogle særligt gode eksemplarer. Og hvor de lytter til hinanden og giver hinanden plads i alle de her små og store ting. »Det er ikke fordi jeg føler mig ensom nu,« lyder det trist, »jeg føler mig bare uden ham.« Vræl, det er smukt sagt!

Velsignet

Nu er den gamle, lille, italienske mand kommet frem. Jeg ved ikke hvem han er, men han kommer ofte her sent og bare er her og ligner stedets ånd. Så er det snart lukketid.

Jeg har levnet halvdelen af min store portion ravioli for at have plads til ost og bestiller det og en halv flaske Amarone som dessert. Drengen løber ned ad trappen for at bestille og designe sin bambinois. Osten er noget med to ikke nærmere præsenterede skæreoste, en fremragende gorgonzola og så har kokken lånt lidt af sin grana padano ud. Meget jævnt, men til gengæld meget. Amaronen er en god Tenuta Sant’ Antonio 2007 til den endnu bedre pris af 258 kr. for en halv flaske. En grappa oveni velsigner fordøjelsen for min voksne ledsager.

Vi lægger glade 1.207 kroner for meget mad og meget vin og forlader det gamle trattoria med de obligatoriske slikkepinde i munden. Om det er et ægte romersk trattoria, eller om det ikke med årene ganske enkelt er blevet et inkarneret københavnerklenodie for flere generationer ved jeg ikke. Men det er mig i den grad en stor ære at tildele Quattro Fontane fem flotte slikkepinde for deres store indsats for et folkeligt køkken, man kan stole på i alle aldre.

Restaurant Quattro Fontane

Guldbergsgade 3, Nørrebro
Ma.-lø. 12-24. Sø. 16-24
Bordbestilling: 35 39 39 31

www.quattro-fontane.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu