Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Fremtiden ifølge Al Gore

Med en imponerende evne til at kombinere historie, videnskab og fælles erfaringer har USA’s tidligere vicepræsident formuleret en intelligent analyse om klodens problemer, sprængfyldt med slående ideer og fakta
Tillid. Al Gore synes at have tillid til, at historien vil fortsætte ad de spor, den franske revolution og den amerikanske uafhægighed stak ud. Kineserne kan meget vel læse historien på en anden måde.
Moderne Tider
9. februar 2013

Ifølge pålidelige rapporter er Beijings nye ledelse begyndt at læse Alexis de Tocqueville. At Kinas elite søger vejledning hos den aristokratiske franske tænker er ikke så mærkeligt.

I sin klassiske tekst L’Ancien Régime et la Révolution (Det gamle regime og revolutionen) fra 1856 pointerer Tocqueville, at faren for en revolution ikke er størst, når fattigdommen og fortvivlelsen er dybest, men derimod når forholdene bedres – især hvis nogle samfundsklasser har nået en langt mere begunstiget position end andre. At det har relevans for Kina, er indlysende.

Men hvad det har af politiske implikationer, er straks sværere at sige, da Tocqueville også advarede om, at for en dårlig regering er faren størst i selve det øjeblik, hvor den indleder reformer. I den fase kan skærpet undertrykkelse være en klogere fremgangsmåde. Denne foruroligende tvetydighed kan forklare, hvorfor kinesiske læsere, der kæmper for at gennemskue deres herskeres hensigter, har gjort Tocquevilles bog til en national bestseller.

Kan tænkningen følge med?

Fra et vestligt perspektiv er det mest bemærkelsesværdige måske, at Kinas herskere overhovedet læser en forfatter som Tocqueville. Det er f.eks. vanskeligt at forestille sig en David Cameron afsætte tid til at studere en 1800-talstænker. På samme måde som en stor del af Vestens politiske klasse i øvrigt ser den britiske premierminister ud til at være uimodtagelig over for den blotte forestilling om, at man kunne lære noget af historien.

Men har Vestens ledere ingen nysgerrighed over for klassikerne, kan de i det mindste blive nødt til at læse Al Gore, der efter otte års studier og tænkning netop har udgivet en helt ny vejledning, som selv politisk forvirrede hoveder med sikkerhed vil kunne have udbytte af at granske.

Al Gore: The Future – Six Drivers of Global Change

Gore begynder med at opregne seks drivkræfter for forandring, som tilsammen gør verden fundamentalt forskellig fra den måde, den var indrettet for bare et par årtier siden: en mere globaliseret økonomi; et globalt elektronisk kommunikationsnetværk; en rivende udvikling inden for robotteknologi; en ny politisk økonomi, hvor indflydelse og initiativ flytter fra vest mod øst; en ikke-bæredygtig befolkningstilvækst og ressourceudtynding; fremskridt inden for biologi, biokemi og materialevidenskab, som gør det muligt for mennesker at omforme livets strukturer som aldrig før; og endelig et radikalt ustabilt forhold mellem den menneskelige civilisation og jordens økologiske systemer, især dens atmosfære og klima.

Spørgsmålet er nu: Kan vores tænkning overhovedet holde trit med tempoet i disse tæt forbundne og gensidigt forstærkende forandringer?

Advarer mod reduktionisme

Gore minder os om, at astrologerne i det gamle Babylon brugte et dobbeltur. Et, der målte tidsskalalen for menneskelige anliggender – og et andet, der registrerede de himmellegemebevægelser, som babylonierne troede, formede de jordiske begivenheder.

I dag begynder tidsskalaerne for planetariske forandringer og menneskelige hændelser efterhånden at falde sammen, mener han, og ændrer vi ikke vore intellektuelle vaner, kan resultaterne blive katastrofale.

Interessant og plausibelt nok er en af de alvorligste hindringer for nytænkning, som Gore fremhæver, den mekanistiske selvforståelse, som kendetegner en stor del af videnskaben. Han advarer imod »hovmodig og overdreven tiltro til fuldstændigheden i vores egen forståelse« og skriver:

»Heller ikke den fundamentalistiske position er unik for den religiøse reduktionisme. Troen på, at en videnskabelig forståelse i almindelighed bedst opnås ved at opdele fænomener i deres komponenter og underdele, har undertiden ført til en form for selektiv opmærksomhed, der gør iagttageren blind over for de nye fænomener, der kan opstå i komplekse systemer og i deres interaktion med andre komplekse systemer.«

Det er kloge ord. Blandt de mange eksempler, der kan nævnes i denne forbindelse er den økonomiske videnskabs forsøg på at efterligne en forenklet version af naturvidenskaben. Denne tilgang er endt i en dobbelt fiasko. Ikke blot formåede den ikke at forudsige den økonomiske krise. Den var end ikke i stand til at erkende, at en sådan krise overhovedet var en realistisk mulighed.

I kraft af et formidabelt talent for at kombinere historie, videnskab og fælles erfaringer har Gore formuleret en lysende intelligent analyse, som er sprængfyldt med slående ideer og fakta.

Fremtrædende temaer

Den tidligere amerikanske vicepræsident udforsker, hvordan verdens konventionelle olieproduktion allerede nåede sit toppunkt for 30 år siden.

Han ser på de risici imod ferskvandsforsyningen, der er forbundet med hydrofracking, kortlægger den hastige udvikling inden for cyberkrigsførelse, redegør for de potentielle farer og fordele ved bioteknologi og muligheden for at gensplejse menneskehjerner og mange andre af de faktiske realiteter og sandsynlige udviklinger og muligheder, som vil bestemme vores fremtid.

At sammenfatte denne indholdsmættede og ambitiøse bog på en måde, der yder dens detaljerigdom retfærdighed, er umuligt. Der er simpelt hen ikke noget alternativ til at læse den.

Nogle temaer skiller sig ud som særligt fremtrædende. I modsætning til religiøse fanatikere, som sprutter af vrede, når emnet befolkningsbegrænsning bringes på bane, erkender Gore, at væksten i det globale folketal er en af verdens helt store udfordringer.

»Alene i det forrige århundrede firedoblede vi den menneskelige befolkning. For at sætte dette i perspektiv tog det 200.000 år for vores art at nå at blive den første milliard, mens vi på bare de første 13 år af dette århundrede er blevet lige så mange flere.« Med den ukontrollable befolkningstilvækst og verdensomspændende industrialisering har menneskeheden iværksat »et ikkeplanlagt eksperiment med hele planeten«.

Trods klimabenægternes uophørlige rænkespil findes der intet videnskabeligt grundlag for at betvivle realiteten om de menneskeskabte klimaændringer. Nogle af dem, som anerkender beviserne for disse, foreslår, at vi i stedet for at forsøge at standse de aktiviteter, der fremkalder den globale opvarmning, bør satse på at tilpasse os denne proces, efterhånden som den udfolder sig. Efter Gores opfattelse er denne strategi ikke en farbar vej.

»Vores verden er på spil. Ikke selve planeten. Den vil fint kunne overleve uden nogen menneskelig civilisation, men det vil blive i en forandret tilstand.«

Ny rolle for USA

Gore mener, at dette nemesis kan undgås, hvis USA kan mobilisere de indre ressourcer til at forny sin globale lederrolle. »Den bedste chance for succes, hvis vi vil skabe en positiv fremtid og undgå en katastrofe,« skriver han, »ligger i at genetablere en transcendent kapacitet for globalt lederskab i USA.«

Gore synes overbevist om, at de seneste års lammende splittelse i amerikanske politik kan overvindes, og begivenhederne kunne måske se ud til at bevæge sig i den retning. Efter at være gået op imod højrefløjen i opgøret om den finanspolitiske afgrund, kan Obama sejre igen ved at gennemføre en nye forhøjelse af gældsloftet. I så fald vil den amerikanske regering få ny vitalitet, selv om USA stadig vil være mere politisk polariseret end nogen anden større stat.

Der er dog et større problem, som vil gøre det vanskelig for Amerika at genvinde sin tidligere førerrolle. Den amerikanske nedtur er ikke bare en selvforskyldt proces, der kan vendes i kraft af en national viljeshandling. Hvad der uigenkaldeligt har ændret Amerikas position, er globaliseringen, herunder fremkomsten af Kina, Indien og andre nye stormagter på den internationale scene.

Nye barrierer

Dette er ikke blot et spørgsmål om økonomi. Gore mener, at en global civilisation er ved at vokse frem, men forestillingen om, at udbredelsen af globale markeder og globale kommunikationsnetværk i sig selv opløser kulturelle barrierer, er en ren ideologisk antagelse.

En af de mere markante udviklinger i de seneste år har været kinesiske og russiske lederes selvbevidste og fornyede hævdelse af deres kulturers særskilte selvstændighed. Selvsagt er det også en bestræbelse på at redde deres egne autoritære systemer. Men den nye betoning af disse forskelle er mere end en tvivlsom politisk retorik.

I Europa er giftige former for nationalisme genopstået som reaktion på presset for større integration. Så i stedet for at fremme en ny universalisme kan resultatet af den økonomiske liberalisering gå hen og blive blive en genoplivelse af gamle skel.

Trods alt, hvad han skriver om de kræfter, som er i færd med at ændre vores verden, synes Gore at have tiltro til, at historien vil fortsætte stort ud ad den bane, den har fulgt siden Stormen på Bastillen og grundlæggelsen af Amerikas Forenede Stater.

Her er kontrasten til Kinas ledere slående. For dem synes den franske revolution hovedsagelig at have betydning som en advarsel. Deraf deres interesse Tocquevilles værker. Fordi de opfatter historien inden for en ramme af dynastier og epoker, tillægger Kinas herskere ikke de sidste par århundreders historie nogen særlig betydning.

Det er en holdning, som tidens gang udmærket vil kunne retfærdiggøre. Men selv disse tilhængere af det meget lange perspektiv vil have meget at lære af Gores bog – en tour de force, som ingen regering kan tillade sig at ignorere.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Al Gore: The Future – Six Drivers of Global Change. 592 sider. 30 dollar. Random House.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Som det vel er typisk for en amerikansk tænker, glemmer Al Gore klasseforskellenes og de økonomiske skels betydning. I USA findes klassemodsætninger ikke, basta, ikke engang i de intellektuelles tankegang. Men økonomisk ulighed er dog et af verdens største problemer, og dertil kommer ulighed i indflydelse og rettigheder. De tre ting var bærende for den franske revolution, de var bærende for det arabiske forår, og de kan blive bærende for en forandring i Kina.

Gore lyder ikke til at give noget væsentligt nyt til debatten. Og han ender selvfølgelig med at fremføre nye argumenter for, at USA skal have en global førerrolle. Andet er ikke salgbart i en USA´sk boglade.

Niels Engelsted

Er det Gores forsøg på at blive en comeback-kid som Nixon, der formåede at stille op og vinde et præsidentvalg år efter, at han forsmædeligt havde tabt et? Hvis så, må vi selvfølgelig--alternativerne taget i betragtning--håbe, at det lykkes ham.

Michael Kongstad Nielsen

Nixon vandt adskillige valg til kongressen ved at beskylde modkandidaten for at være kommunist. Det var nok, så var sejren hjemme. På positivsiden var en normalisering af forholdet til Kina. Den venlighed og imødekommenhed overfor landet i midten kunne de godt bruge i dag. Metoden med at beskylde modstanderen for at være kommunist virker ikke helt så godt længere, da Obama overlevede en sådan beskyldning.