Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Höst: Ny Nordisk til uhørt lave priser

Der er ikke så meget at vælge i mellem, men det er heller ikke nødvendigt, når det hele spiller. Cofocos nyeste restaurant satser på det enkle
Rart. Her er rart, tjeneren er sød, og indretningen med levende træer, zink, rå mur og genbrug er den fine – men måske lidt damebladskedelige – ramme om det hele.
Moderne Tider
2. februar 2013

Lad os sige, at vi allerede sidder ved bordet og har fået brød (lækkert, olieret og salt), som vi er i gang med at dyppe i persilleolien, og tjeneren kommer med danskvand og cava, René Barbier, SA, til Tone og mig.

Cavaen slår måske ikke benene væk under os, men her er rart, tjeneren er sød, og indretningen med levende træer, zink, rå mur og genbrug er den fine (men måske lidt damebladskedelige?) ramme om det hele. Hende tjeneren serverer nu en lækker lille appetitvækker: Kalvetatar rørt med østers til mig, anrettet under en tynd skive kålrabi med tørret purløg og den samme anretning i vegetarversion til Tone hvor kalvekødet er skiftet ud med røget kartoffelsalat. Kødversionen er i hvert fald usædvanlig god.

Bonusservering

Tone har bestilt den faste menu på tre retter til 275 kr (edderbankemig billigt!), og jeg er sulten og har bestilt, ehmm altså, alt fra a lá carte kortet.

Tones første ret på menuen er kammuslinger vendt i brændt hø, serveret i en muslingeskum med jordskokker og pyntet med karse. Velkomponeret, varm og rigtig fin smag, og jeg kan især godt lide den detalje, at kammuslingerne er vendt i brændt hø, så de ligger som små sorte lækkerstykker i den hvide skum i stedet for at forsvinde i hvide nuancer.

Jeg får jomfruhummer med lun salat af rosenkål, hasselnødder og sprøde, lange, snoede kartoffelstrimler og en let og luftig sauce på kylling. Det spiller, det må jeg sige. Jomfruhummerstykkerne har tand og er perfekt varme. Rosenkålsbladene er sprøde og delikate. Kartoffelstrimlerne giver yderligere sprødhed på en virkelig lækker luftig måde. Mens saucen giver kraft til det hele i en virkelig velafbalanceret smag.

Inden de næste retter bliver serveret, får vi lige en bonus-servering. Denne gang havregrød på svampe – Shitake og Karl Johan. Anretningen bliver serveret i en slags kop med ske til, og det er savlende mundfulde, der smager efter mere, og der er heldigvis rigelige mængder i koppen. Alligevel begynder vi at få mere end nok af den intense smag, da vi nærmer os bunden.

Enkle vine

Tone kører videre med cava, mens jeg får rødvin. Höst har et ganske udmærket lille vinkort, og der er endda et par bud på naturlige vine (som jeg foretrækker). Jeg får en Bottleneck, Domaine Leonine – St. André, Roussillon, 2011 (80 kr. glasset). Jeg kan måske godt forstå, at der er nogen, der kan have det lidt svært med ’klumper i vinen’ og den slags. Bottleneck er én af de naturlige vine, der måske nok kræver en fan, men altså det hele foregår jo i hovedet på den, der drikker, og med den rette forventningsafstemning er Bottleneck en fantastisk vin, selv om den i første omgang kan opleves lidt fad og gæret i det. Giv den lidt tid, giv den lidt plads, og forestil dig noget i stil med flydende trøffel, så har du et meget godt billede af, hvor vi er henne.

Samme vin går også rigtig godt til min næste servering, okseslag. Gode gedigne stykker i en morkelsauce, flot serveret med brændte løg, syltede bøgehatte og stængler af brøndkarse. Det er dejligt mørt kød, der har godt selskab på tallerknen. Alle de dunkle smagsnuancer går ekstra godt med min rødvin.

Tone får en fiske-version af menuens hovedret, der ellers var komponeret med svin. Det stegte svinebryst er ganske enkelt skiftet ud med torsk og har følgeskab af rødbedekompot med sennepskorn, syltede dehydrerede rødbeder og rygeost. Svinebrystet kunne nok have båret mængden af rødbeder, men torsken drukner lidt i rødbedesmag, og det er jo altid faren, når man skifter ud i grundbestanddelene.

Vi begynder efterhånden at være godt mætte, og for Tone synes tanken om øllebrød til dessert uoverskuelig, men inden vi når dertil, skal jeg da lige have ost. Og jeg vil også gerne prøve en ny vin. Det er så heldigt at de tilfældigvis lige ved et uheld har åbnet en Beaune 1. cru ’Theurons’, Bourgogne, 1999 som jeg kan få et glas af, selv om den ellers kun sælges flaskevis (Sig mig, ved de, at jeg skal anmelde?).

Håret i suppen

Jeg mindes ikke at have fået serveret ost på den måde før. I stedet for den klassiske trekant af en udvalgt ost med lidt tilbehør af forskellig art, har de på Höst komponeret en decideret oste-ret af smuldret Vesterhavsost blandet med pærestrimler og overdrysset af ristede solsikkekerner. Det ser ikke bare indbydende ud, det smager også godt. Men hvis jeg skal have noget for alvor at udsætte på den her aften, så er det måske ikke helt vellykket alligevel, selv om ideen er god. Det er som om, at retten er lidt for våd i det, og at solsikkekernerne er for dominerende i smagen. Måske ville det ikke have været så udtalt, hvis portionen havde været mindre?

Øllebrøden lokker stadig ikke. Vi afbestiller den og bestiller i stedet bare kaffe til Tone mens jeg vil spise min dessert af peberrodsis. Men tjeneren insisterer og vil virkelig gerne servere den øllebrød for os, bare så vi kan smage den, for det er hendes egen yndlingsdessert.

Min persillerodsis med syrlig æblekompot, æbleeddikemarengs og kørvel er en fryd for øjet og fantastisk fin på alle måder. Smagen og balancen mellem sødme og syrlighed er perfekt. Jeg får en Jurançon Doux, ’Lou Mansengou’ Domaine Larroudé til, der er rigtig god, sødmefuld med overmodne frugtnuancer – eller hvad det nu end hedder i almindeligt vinlingo.

Tone får sin stempelkaffe og nogle sygeligt lækre maltkarameller til og ja, så den der øllebrød. Hmm, jeg ved ikke. Jeg har aldrig brudt mig om øllebrød. Jeg gik i børnehave ved siden af Carlsberg i forrige århundrede, og når de bryggede øl, lugtede der fælt af øllebrød, og det var bare det værste, vi børn vidste. Så gik vi rundt hele dagen og holdt os for næsen. Men altså, vi må da lige smage. Og hold nu kæft, det smager godt. Kold øllebrød mættet med mælkechokolade, lun hvid chokoladeskum med rå lakrids og ymeris – vi sluger det hele, selv om vi ikke kan spise mere.

Höst er den nyeste Cofoco restaurant. De serverer new-nordic mad til uhørt lave priser, regningen for vores aften blev på 1.220, kr. Gode råvarer og et enkelt innovativt køkken er den simple opskrift. Der er ikke meget at vælge imellem, men hvem behøver også telefonbogs-tykke menukort når det hele ellers ringer.

Höst

Nørre Farimagsgade 41, København K.
Bordbestilling: 89 93 84 09

www.cofoco.dk/hoest

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære AM;
Synes lige du skulle ha' denne flotte omtale af Höst.
KH Sol

Jens Overgaard Bjerre

Jeg har altid sprunget Politikens anmeldelse af restaurant-mad over, fordi jeg synes, at det var alt for dyrt og for påtaget i sit ordvalg. Nu kommer der en anmeldelse her fra i Det Nye Information, som overgår alt med hensyn til fraser. Sprogbruget er et forsøg på, at beskrive en slags situation af yderst seksuel nydelse, men hvor Fanny Hill's ynder har taget navn til Fanoe Mountains.

På den måde er det en morsomt. Maden: "Denne gang havregrød på svampe – Shitake og Karl Johan. Anretningen bliver serveret i en slags kop med ske til, og det er savlende mundfulde, der smager efter mere, og der er heldigvis rigelige mængder i koppen. Alligevel begynder vi at få mere end nok af den intense smag, da vi nærmer os bunden." Om vinen: "Giv den lidt tid, giv den lidt plads, og forestil dig noget i stil med flydende trøffel, så har du et meget godt billede af, hvor vi er henne." Og "Alle de dunkle smagsnuancer går ekstra godt med min rødvin." Om prisen: "Höst er den nyeste Cofoco restaurant. De serverer new-nordic mad til uhørt lave priser..regningen (...) blev på 1.220, kr."
Så det må man gøre et par gange om ugen. Take a cab to Cofoco and try some New-Nordic Mad.

Jeg må holde op med at kommentere, det gør stadig ondt, at Information er blevet en slags smart udgave af Københavner avisen Politiken. Og, at det nu er de unge, med fod under eget bord, som skal vise de gamle, at det nu er dem, som har overtaget butikken. Men det er samme omgang Politikens øllebrød, bare tilsat lakrids og ymer.