Læsetid: 5 min.

Klasse handler ikke om, hvordan du tjener penge. Det handler om, hvordan du bruger dem

Journalisten Harry Wallop tager turen fra sin egen overklasseopvækst til frostretter og dåsemad i en farverig analyse af de sociale strukturers snørklede og fintmaskede net i bogen ’Consumed’
Forbrug. Klassesamfundet har forandret sig, skriver Harry Wallop, der opdeler befolkningen i grupper alt efter, om de bruger deres penge på discountindkøb, italienske espressomaskiner eller besøg på dyre privatklinikker.
16. februar 2013

Den britiske journalist Harry Wallop er dobbelt kvalificeret til at beskrive det engelske klassesamfund, som han gør det i sin nye bog, Consumed.

Han er forhenværende redaktør af forbrugerstoffet i The Daily Telegraph, og han kender bedre end nogen anden til de sociale tegn på anseelse i almindelige forbrugsvalg. Og så er han som barn af en aristokratisk familie desuden et godt gammeldags overklassemenneske.

Consumed er først og fremmest et hæsblæsende journalistik vue over, hvordan klasse tager sig ud nu om dage. Hans beskrivelser bygger på interviews og casestudier, officielle statistikker og historisk baggrund uddraget af avisarkiver og af historikerne Dominic Sandbrook og David Kynastons arbejder.

Bogen er også på finurlig vis en personlig historie, hvor Wallops aristokratiske forældre og hans svigerforældre fra arbejderklassen spiller en væsentlig rolle.

Hans uangribelige tese er denne: At det klasseløse samfund, som profeter som John Major og Karl Marx drømte om, ikke er realiseret. Og heller ikke bliver det. Men at noget ikke desto mindre har forandret sig. I vores forbrugersamfund afhænger klasse ikke længere af, hvordan du tjener dine penge, men snarere af hvordan du bruger dem.

Og, siger Wallup, »det forekommer mig at være en slags fremskridt.«

Hvordan dette finder sted i praksis, viser Wallop i en tour de force gennem kapitler om mad, familie, ejendom, bolig, tøj, uddannelse, ferie, fritid og arbejde. Hans fokus på forbrug gennem shopping, der bliver slået an allerede med bogens undertitel, er temmelig løst – men det er kun passende. At klasse er indlejret i blandt andet uddannelse og ejerskabsforhold er trods alt stadig en væsentlig del af historien.

I dag trækker store reklamebureauer enorme mængder data ud af et utal af kilder for, postnummer for postnummer, at segmentere Storbritannien i snesevis af grupper med mærkater som f.eks. ’Tyngede optimister’, ’Spraglede subtopiaer’ og ’Multietniske overfyldte lejligheder’. Wallop affærdiger alle disse mærkater (om end jeg ville ønske, han havde fundet plads til at give dem hele armen i et appendix) og opfinder sine egne klassemæssige grupperinger.

Wallops system

I toppen finder vi de internationale superrige, som han har kalder Portland-privatisterne efter den privatklinik, hvor de foretrækker at føde deres børn.

Næste trin er de ’vi bruger den offentlige skole’-godhjertede typer, som man kan finde på Look At My Fucking Red Trousers Tumblr. Rockabilly’er kalder han dem efter de feriesteder i Cornwall, som gruppen indtager sommer efter sommer. I midten har vi så Middleton-klasserne – også kendt som den lavere middelklasse, der har klaret sig godt

I den anden ende af skalaen er dem, der læser tabloidaviser, spiser frostretter og køber ind i store discountsupermarkeder. De er tilfredse med at være, som de er. De lever af dåsemad for at deres børn kan gå i mærkevarer.

Og endelig – ja, dig: Du hykleriske halvstuderede røver. Min velstående, venstreorienterede, kokkeknivsejende, upraktisk-italiensk-espressokande-brugende ven. Også du er sovset ind i klassesamfundet.

Wallop hævder, at The Guardian er den avis, der er allermest besat af klasse. Dens læsere er, i det store og hele, hvad Wallop kalder ’brændefyret komfur-typer’. Som du måske har gættet, er der noget seriøs social stereotypi på spil her, diskret tilsmagt med decideret snobberi. Wallop holder sig ikke for fin til at bruge begreber som ’underklasse’ og ’af lavere klasse’. Til tider bedriver han social analyse, andre steder kan han ikke dy sig for at fælde smagsdomme om kulturel kapital eller mangel på samme.

I The Telegraphs kantine er vægtvogterordningen »alene for sekretærer og underordnede i marketingafdelingen«, og senere i bogen funderer han over »hvem andre end underordnede medarbejdere inden for regnskab, der tager en banan med på arbejde pakket ind i en lille dertil indrettet plastikæske«.

Han udpeger John og Pauline Prescott som »arketypiske Blackpool-snobber« (»den mest synlige del af Middleton-klasserne, som er klatret til tops, men som har været fuldstændig ude af stand til at ryste deres tabloide baggrund af sig: for meget makeup, løsthængende kjoler og endnu mere løsthængende hår«).

Hvidløgspresseren som milepæl

Bogen er fuld af vittige bemærkninger om duftlys, cavi-art og Jo Malone-parfume. Analytisk er der spor, der bliver ladt uefterforskede. For eksempel er hans valg af 1954 som starttidspunkt for analysen meningsfuldt, men der er ikke desto mindre gode grunde til at anlægge et væsentlig længere blik på historien om klasse og synligt forbrug.

Små milepæle i socialhistorien – såsom chicken kiev-færdigretten, hvidløgspresseren og de første pakkerejser – bliver håndteret med stor behændighed. Der bliver også bragt en række sjove og interessante detaljer frem i lyset. Jeg vidste f.eks. ikke, at hvert eneste medlem i Tony Blairs første regering havde opgjort fodbold som en af deres interesser i Who’s Who. Ligeledes var jeg vild med Wallops afsløring af, at Hendes Majestæt Dronningen siger »lokum« (’loo’), og at Hertuginden af Bedford køber ind i Costco.

Bogen indeholder også god gammeldags journalistik fra marken. Men noget af det mest originale og underholdende materiale – jeg havde nær sagt ’ufrivilligt morsomme’, men jeg tror Wallop er helt klar over, hvad han har gang i – er imidlertid de dele, som omhandler hans egen baggrund. Han beskriver sig selv som en, der – i kraft af f.eks. at have et arbejde, en usnobbet kone og et ikke-stateligt hjem – har bevæget sig fra overklassen til et sted mellem Rockabilly’en og Brændefyret komfur-typen. Alligevel byder han på en overflod af anekdoter om »diverse jarler, grevinder og viscount’er (den britiske adelsrang under jarl, red.)« fra hvem han modtog julegaver gennem sin barndom; han introducerer sin fætter jarlen, »der nærede så stor veneration for Greggs pølsehorn, at han investerede dele af familieformuen i virksomheden«; betror os, at hans far som yngre søn af en jarl har »omtrent den lavest mulige titel«; og genkalder sig den frygt, han i sine første skoleår nærede for folkeskolebørnene »og de Vimto-dåser, som de smed over hegnet nede omkring den ottende green på vores golfbane«.

Wallop praler endda med, at han og Prins Charles mistede deres forhud til samme omskæringsekspert – hvilket jeg ikke kan undlade at tænke må være en fantastisk åbning på en samtale, hvis han en dag bliver inviteret til reception i St James Palads.

 

© The Guardian og Information – Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Clemen
  • Bo Johansen
Jakob Clemen og Bo Johansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alan Strandbygaard

Man kan altså ikke bruge de penge man ikke har anderledes.

"De fattige er sgu så kedelige. De burde være gode ved sig sig selv en gang imellem."

randi christiansen, Elisabeth Andersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
brian fritzner

Måske er det bare mig? Profeter som Karl Marx og JOHN MAJOR?? Er det den forhenværende britiske premierminister der hentydes til, eller har jeg endnu et sort hul i min viden om profeter?

Steffen Gliese

Oversætterfejl af de grovere: "public school" er ikke offentlige skoler, men kostskolerne.

Rasmus Kongshøj og Marianne Rasmussen anbefalede denne kommentar
John S. Hansen

Omskæring af kongelige har tidligere i historien været praktiseret med nogen succes - snittet har dog ligget tættere ved hagepartiet.

Gry W. Nielsen, Elisabeth Andersen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Klasse handler ikke om, hvordan du tjener penge. Det handler om, hvordan du bruger dem

Det er det, jeg siger! Man kan da ikke være "rigtig arbejder", hvis man har lånt hundredetusindvis af kroner til hus, bil og store fladskærme.

Rasmus Kongshøj

Sikke en gang pølsesnak. Både Wallop og Sam Leid forveksler kultur med markedssegmenter.

Grundlæggende set handler klasse om ens position i samfundsøkonomien. Det afgørende skel er stadig, og har altid været, om man enten arbejder, får løn og er underlagt en chef, eller om man ikke arbejder, får del i merværdien af andres arbejde og selv er chef.

Ens klasseforhold, og deraf følgende økonomiske interesser, kommer ikke an på om man spiser færdigretter eller har brændekomfur.

Ganske vist er der forskellige former for forbrug, der er knyttet til forskellige klasser, men det har igen en hel del at gøre med de økonomiske realiteter. Den almindelige arbejder har nu en gang ikke råd til at forbruge de samme ting som de rige.

Det er en populær tanke at det klassiske skel mellem arbejdere og borgerskab er 'forældet', og at vi enten har fået et klasseløst samfund (hvilket man skal være enten dum eller løgnagtig for at hævde), eller at klasser i dag mest handler om personlig smag. Denne forplumring af klassebegrebet har ikke megen forbindelse med virkeligheden, og gør at arbejdere begynder at identificere sig med borgerskabet, og dermed glemmer at kæmpe for sine egne økonomiske interesser.

randi christiansen, Gry W. Nielsen og Gustav ML anbefalede denne kommentar

Har ikke læst bogen endnu endnu, men hvis jeg har fanget pointerne korrekt har forfatteren ramt noget grunlæggende i beskrivelsen af klassesamfund. Denne skelnen og snobberi mellem klasserne forsvinder ikke, fordi man rykker et økonomisk og boligmæssigt et hak op eller ned i hierarkiet af de gamle inddelinger i aristocrats, upper class, upper middle class, middle class, lower middle class, working class, lower working class, lower class.

Det er godt ramt: "Klasse handler ikke om hvordan du tjener pengene men hvordan du forbruger dem."
Snobberiet er ikke kun oppe fra og ned. Der er snobberi og foragten for folk der ikke retter sig efter reglerne i den enkelte klasse. Der er uskrevne regler, der siger at som f.eks lower working class "må" du ikke spare op til eller stræbe efter noget der fortrinsvis er karrektaristisk for klasserne over dig.
Du må gerne have en dyr fladskærm men stadig ikke et dyrt skæddersyet jakkesæt som lower working class. Du må også gerne leve dedikeret sundt og økologisk når bare du fastholder at du stadig har kærligheden til enkelte dåsefremstillede madvarer som du kender fra din barndom.

Uanset hvad, så bliver flertallet spundet ind i disse hirakier og klassebegrænsninger.
Forfatteren ser ud til at kunne gennemskue hykleriet og den indbyrdes kamp mellem ligestillede. Kampen for at holde de andre nede eller ude, som gælder for alle lag.
At forfatteren med dyb ironi placere sig selv som tidligere hørende til aristokratiet men nu tilhørende en lavere klasse er morsomt. En latterliggørelse af klassesnobberiet som kun en ægte britisk aristokrat kan beskrive det: Den største foragt er for de øverste lags snobberi da de burde vide bedre men de nedre lag er delvis undskyldt, de ved ikke bedre.

randi christiansen

Klasse handler ikke kun, om hvordan man tjener sine penge (det er f.eks, rigtig dårlig stil at tjene penge på at være samfundsundergravende finansatlet) OG om hvordan man bruger dem - såfremt man altså har et valg. Dårlig kvalitet er dårlig stil - det gælder for alle områder. Men har man kun fem kroner, må man nøjes med det billige brød fyldt med stråforkortere, konserveringsmidler og andre tilsætningsstoffer - og sådan videre ...