Læsetid: 3 min.

Ti krisemyter undermineret

Krisen er ikke kun en krise i finanssektoren og økonomien – den er ifølge den tyske økonom Heiner Flassbeck også en krise i vores almindelige oplysning
16. februar 2013

Man kan bare spørge en husmor fra Schwaben. Så nemt er det ifølge den tyske forbundskansler Angela Merkel, hvis man vil have begreb om, hvad der er gået galt.

Det kræver ikke store intellektuelle ord eller indsigt i de teknokratisk-administrative realiteter. Merkel siger, at enhver forstår den store krise, hvis man bare lytter til husmorens visdom: Man kan ikke i længden leve over evne. Hvis man bruger flere penge, end man har, kommer husholdningen i krise. Og sådan er det gået i den store økonomi. For længe brugte for mange for mange penge, og nu skal alle stramme op og spare.

Denne udlægning af krisen er blevet en vedtagen fortælling. Den er blevet det, som den tyske økonom, forhenværende kontorchef i det tyske finansministerium og nuværende leder af FN’s konference for handel og udvikling Holger Flassbeck kalder for en af »myterne om krisen«.

Myten om, at vi har levet over evne, er iscenesat af kansleren, og den forbereder effektivt den politik, hun vil have ud af krisen: Hvis sygdommen bestemmes som overforbrug, bliver medicinen nedskæring i offentlige udgifter og moralsk modstand mod alle budgetoverskridelser:

»Sådan en politisk forståelse kan man kun forklare med ideologi eller dumheden i den herskende økonomi – eller begge dele på samme tid,« skriver Flassbeck i sin aktuelle bog Ti myter om krisen.

Enten vil kansleren ikke forstå problemerne rigtigt, fordi hendes syn på sagerne er dikteret af en ideologisk indstilling, som altid kræver reformer af den offentlige sektor og reduktion af offentlige udgifter, eller også er hun for ubegavet til at forstå økonomien .

Flassbeck selv forklarer, hvorfor vi ikke skal bruge husmoren fra Schwaben som makroøkonomisk orakel: Hvis alle nationer på samme tid bliver enige om, at de har levet over evne, og på samme tid skærer ned i deres udgifter og investeringer, bliver den samlede omsætning mindre. Der er nogle lande, der altid bruger flere penge, end de har, og andre, der aldrig gør det. De første skal selvfølgelig strukturere deres udgifter, men de andre skal investere deres overskud for at skabe ny vækst.

Den tyske regering har ifølge Flassbeck under krisen påtvunget de sydeuropæiske lande det samme umulig krav, som de rige lande traditionelt har påtvunget udviklingslandene: Man kræver, de skal tilbagebetale deres lån, men man vil ikke importere deres varer, så det bliver ikke muligt for dem at opbygge kapital til tilbagebetaling af lån.

Den herskende læres endeligt

Flassbeck præsenterer ti dominerende myter om krisen, som han derefter analytisk piller fra hinanden. Hans idé er, at den finansielle krise er blevet til en oplysningskrise, fordi vi misforstår krisens årsager og følgelig accepterer forkerte løsninger. Bogen er et klassisk stykke oplysningsarbejde til samtiden, der underminerer vores myter og giver ny indsigt i vores problemer:

»Oplysningen har først en chance,« skriver han i indledningen, »når alle den herskende læres forsøg på at forklare grundlaget for krisen endegyldigt og spektakulært åbenlyst er brudt sammen.«

Det arbejde påtager Flassbeck sig selv: Den første myte er, at regeringerne har været irrationelle og uansvarlige, mens markederne har været rationelle og funktionelle.

Det hedder sig, at markederne er effektive, fordi de cirkulerer relevante informationer og reflekterer de virkelige forhold. Det afgørende i vores tids finanskapitalisme er ifølge Flassbeck bare ikke, om informationerne er korrekte eller reflekterer produkter og producenters værdi redeligt, men derimod om de andre aktører tror på informationerne:

»Her bryder teorien om det rationelle marked sammen,« skriver Flassbeck: »Det er nemlig kun rationelt at købe x på markedet, hvis man forventer, at andre også køber x – selv om man egentlig er af den overbevisning, at de informationer, som ligger til grund for x, kan være helt forkerte.«

Alle kan tage fejl på samme tid, fordi det fejlagtige kan blive det rigtige, hvis bare de andre også tror på det. På den måde bliver den bevidstløse flokmentalitet til finanskapitalismens normaltilstand.

En tredje myte er i den anledning, at krisen er en gældskrise, men som det fremgår, er det for Flassbeck en markedskrise. Alle de andre myter er velkendte og Flassbecks angreb er overbevisende. Han har ikke noget imod husmødre fra Schwaben, men ved bogens afslutning er hun faldet som krisehåndteringens praktiske chefideolog.

Serie

Seneste artikler

  • Aristoteles sammenblandede ikke Gud og det levende

    28. september 2019
    Også uden for de traditionelle akademiske institutioner kan der bedrives hæderlig og grundig forskning. Forskning, der ifølge Annick Stevens tjener sit eget frigørende formål, selv om det handler om en så gammel traver som Aristoteles
  • Ingen kapitalisme er heller ingen løsning

    21. september 2019
    Kapitalismen smadrer miljøet, undergraver lokalsamfundet og udhuler demokratiet. Den 85-årige schweiziske sociolog Jean Ziegler storsælger med sit frontalangreb på den kannibalistiske kapitalisme, men hans kunstige samtalebog leverer hverken sammenhængende analyser eller skyggen af løsninger
  • Læst udefra: Læs Kant, som du vil, men afliv ikke hans tænkning

    22. juni 2019
    Med Immanuel Kant blev tænkningen menneskelig, siges det. Denne begivenhed er lige så central for den vestlige filosofihistorie, som den kan være vanskelig at formidle. Ny introduktion fejler, hvor andet populærfilosofi undertiden også gør
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Mosbak
  • Jørn Vilvig
Niels Mosbak og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Carstensen

Får vi Flassbeck's bog i dansk oversættelse,eller skal man tygge sig igennem det germanske ?

Først og fremmest er 'krisen' - for såvidt angår det økonomiske - en profitkrise; det er kapitalens, finansverdenens og erhvervslivets konstante pres for øget profit som sender sprednings- og kaskadeeffekter ned gennem samfundsstrukturerne. Men naturligvis er det bl.a. ringe oplysning blandt befolkninger; manipulation og forførelse og banaliseret ondskab, som tillader at manøvrerne finder sted. Ancient news.

Steffen Gliese

Grunden til, at det er Schwaben, der må holde for, er, at indbyggerne dér går for at være ualmindeligt nærige.
Lykkeberg går ikke ind i den sidste myte - den om gældskrisen; men hvis konklusionen er, hvad den burde være: at det er penge til at købe de tilgængelige varer, der mangler i vores overflodssamfund, kan det ikke siges tit nok.

Flemming Andersen

De 100 rigeste kan udrydde verdens fattigdom 4 gange

Denne krise er en moralsk krise, intet andet.

Hvis mennesker fulgte deres intuitive fornemmelse ville vi sikkert være bedre stille end under samtlige planer og økonomiske doktriner.

Enhver der er stinkende rig, kan stille sig selv , spørgsmålet om retten og adkomsten til fenomenet at han er specielt udvalgt og hvordan denne rigdom bedst forvaltes.
Hvis ikke hans samvittighed er i stand til at formidle de rigtige svar, må han betragtes som defekt og samfundet bør hjælpe ham til at træffe disse rigtige beslutninger
Dette ville sikker gøre det lettere for andre at følge eksemplet.

Men det er da spændende tanker denne mand har, bare trist at vi får de ti krisemyter beskåret til to i reduceret form, men måske er de for hård kost for os, så de skal lempes ind i debatten over nogle måneder??