Læsetid: 3 min.

Vi anbefaler: Fjernsyn til småbørn

Hvad skal vi småbørnsforældre sætte på, når vi gerne vil have bare 30 minutters fred? Moderne Tider anbefaler og vurderer fjernsyn for de mindste ud fra de tre væsentlige kriterier: Effekt (hvor længe gider de at se det); kvalitet (kan de bruge det til noget) – og omgængelighed (kan vi forældre holde ud at høre på det). Der gives karakterer fra 1 til 5, med 5 som det højeste
Hvad skal vi småbørnsforældre sætte på, når vi gerne vil have bare 30 minutters fred? Moderne Tider anbefaler og vurderer fjernsyn for de mindste ud fra de tre væsentlige kriterier: Effekt (hvor længe gider de at se det); kvalitet (kan de bruge det til noget) – og omgængelighed (kan vi forældre holde ud at høre på det). Der gives karakterer fra 1 til 5, med 5 som det højeste
9. marts 2013

Teletubbies

Serien, som deler vandene. Lidt dårlig samvittighed har vi forældre gerne, når vi sætter det på, men nøj, hvor er det effektivt. Hvis man virkelig gerne vil sove en time mere søndag morgen, er intet bedre. Man skal dog kunne placere barnet i et andet rum – ørepropper er ikke nok til at holde de afskyelige gentagelser i hysteriske tonelejer ud. Teletubbies er også progressivt: Tingy Wingy siges at være homoseksuel og Dipsy er lidt mørk i huden. Det er selvfølgelig sympatisk nok, men politisk korrekt støj er stadig støj. Egnet for 1-3-årige.
Effekt: 5, Kvalitet 2, Omgængelighed: 1

Drømmehaven

God serie for de helt små, lavet af holdet bag Teletubbies. Man fornemmer til tider de kradse lyde og udråb, der er karakteristiske for storebroren – men Drømmehaven er langt mere afdæmpet, til tider nærmest meditativ. Figurernes navne er fjollede: Igglepiggle, Upsy Daisy, Makka Pakka, The Tombliboos osv. Men der er fine sange til hver figur, og når toget The Ninky Nonk kører gennem haven, er begejstringen stor. Egnet for 1-3-årige.
Effekt: 4, Kvalitet: 3, Omgængelighed: 4

Thomas Tog

Thomas Tog er både belærende og moraliserende. Et af seriens tog laver noget dumt eller selvisk, og ender med at fortryde. Det kan lyde irriterende, men i modsætning til programmer som Brandmand Sam, Postmand Per og Byggemand Bob (som også gerne har en morale), kan man lidt bedre acceptere det i Thomas Tog. Måske fordi Poul Dissing i sin oplæsning (han læser kun nogle af dem –  på andre er det Tommy Kenter) har en snært af ironi i stemmen. Og så tør serien ligefrem at lære børnene om samfundshierarkier og underkastelse: Togene frygter at blive skrottet af Kontrolchefen – en streng mand i jakkesæt. Som regel ender det dog med, at han roser: »Thomas. Du har været et nyttigt lokomotiv.« Hvad mere kan man ønske sig? Egnet for 2-5-årige.
Effekt: 3, Kvalitet 4, Omgængelighed: 4

De gode gamle

Er man selv født i 70’erne, kan man dårligt lade være med at sætte Cirkeline eller Bennys Badekar på i ny og næ. Det er kvalitet, ikke sandt? Effekten er svingende, men samvittigheden langt bedre. Og så kan man ligefrem sætte sig og se det sammen med sit barn – hvilket er direkte umuligt at holde ud, når Byggemand Bob og Teletubbies spiller. Ser man Bennys Badekar, er det noget, man gør sammen – og kan snakke om: »Hvorfor er der så mange underlige farver, far?« »Det er fordi dem, der lavede filmen, røg utroligt meget hash, min søn.« Egnet for 2-40-årige.
Effekt: 3, Kvalitet: 5, Omgængelighed: 5

Byggemand Bob

Godt er Byggemand Bob ikke, men det er stort set lige så effektivt som Teletubbies, og det larmer en anelse mindre, men her er vi altså ude i marginalerne. Hvorfor skal der altid være en, der snakker i falset med? Børn – måske særligt drengebørn – er vilde med de mange maskiner, Tromle, Rumle, Kranberg osv. Titelsangen er den mest irriterende af alle titelsange i alle børneudsendelser. Nogensinde. Egnet for 2-6-årige.
Effekt: 4, Kvalitet: 3, Omgængelighed: 2

Hr. Skæg

Hr. Skæg er det bedste danske børne-tv, der er lavet i nyere tid. Det er både lærerigt og underholdende. Som forælder skal man lige kunne klare de mange gentagelser – (de siger, at det skulle være så godt med gentagelser, men man kan ikke lade være med at tænke, at økonomien også spiller ind.) Men børnene elsker det, og selv små børn lærer rent faktisk bogstaverne. Hr. Skæg selv er den mest geniale figur i en DR-børneudsendelse siden Bamse. Egnet fra 2-7 år.
Effekt: 5, Kvalitet: 5, Omgængelighed: 4
 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg havde engang en eksamen, hvori der var en opgave omkring flow-netværk. Min forelæser havde stillet et spørgsmål, hvor man skulle angive hvilket tog, der kom først blandt Gordon, Thomas og Percy. Jeg sagde til ham, at det var en sjov reference.
Så spurgte han mig, om jeg hvade fattet den sjoveste del af referencen.
Det var han lidt tøvende med. Jeg havde åbenbart ikke fattet det sjoveste.
Han sagde: "Ved du ikke, at Gordon er et eksprestog?"
Det vidste jeg ikke.
Men som det fremgik af eksamensopgaven, så var Gordon det tog, der nåede hurtigst frem, når man havde udregnet flowet i netværkets graf.