Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Bladkongen, de rigtige konger er bange for

Veloplagt biografi om Rupert Murdoch forsøger at trænge ind bag magtmenneskets motiver og afdække den politiske påvirkningskraft fra en mand, som måske bare er dybt forsmået
Telefoner og kloner. Sådan beskriver en tidligere medarbejder de to redskaber Rupert Murdoch har til at sikre sig, at alle hans udgivelser holder samme ideologiske linje.
Moderne Tider
2. marts 2013

Hvor politisk magtfuld har Rupert Murdoch været, når det kommer til stykket? Efter over et halvt århundredes rænkespil – fint dokumenteret og katalogiseret i David McKnights nye bog bog – kan spørgsmålet virke naivt. Det er såmænd også kun par uger siden, at den angiveligt uendeligt manipulerende mediemagnat holdt en række celebre middage i sit hjem i London i Mayfair, hvor æresgæsterne efter tur var Boris Johnson, George Osborne, William Hague og Michael Gove. Med andre ord: Hele raden af udfordrere til Davids Camerons ustabile ledelse af de konservative.

Ikke desto mindre har den udtalte tiltro til Murdochs almægtighed på det seneste fået noget af et grundskud. F.eks. så han skidt ud, da han påtog sig en rolle som leder af Mitt Romneys heppekor – »han ser bedre og bedre ud dag for dag, mens Obama synes blottet for nye ideer«, tweetede Murdoch kun 11 dage før Obama med sikker margin sikrede sig genvalg. Værre var det, da Murdoch i 2011 helt uhørt måtte stå skoleret over for et britisk parlamentsudvalg og redegøre for sin rolle i årtiers største medieskandale: sagen om tabloidflagskibet News of The Worlds ulovlige bestikkelser og telefonaflytninger. Og der er flere ubehageligheder i vente: De første af en stribe retssager mod Murdochs britiske løjtnanter og politiske partnere, Rebekka Brooks og Andy Coulson, ventes indledt senere på året.

Om et par uger bliver Murdoch 82 år, men han synes stadig i fuld vigør, og hans mor, Elisabeth, døde så sent som i december sidste år i en alder af 103. Intet tyder på, at Rupert Murdoch overvejer at trække sig tilbage. Men trods bogens undertitel – Hvordan en mands tørst efter rigdom og magt former verden – siger denne bog mere om Murdochs fortid end om hans nutid. Nok er den tænkt som polemik, men over store stræk lyder den mere som nekrolog.

Historien tager sin begyndelse i Australien i 1950’erne, efter at McKnight har skitseret Murdochs tidlige biografi: en velhavende, indflydelsesrig far med anglofil smag; et ambitiøst, men frustrerende ophold på universitetet i Oxford, hvor Murdoch »stillede op til posten som sekretær for Oxfords klub for Labour-tilhængere, men endte med at blive erklæret ikkevalgbar, fordi han åbent kæmpede for stemmerne«.

Bogen interesserer sig indre for hans livshistorie og mediekarriere end de fleste andre Murdoch-biografier, men det gør den kun mere fokuseret og veloplagt. Dens emne er fremfor alt politisk indflydelse og skildringen af, hvordan Murdoch er blevet stadig bedre til at opnå den.

’Først og fremmest frustreret’

McKnight, der er professor i journalistik ved University of New South Wales, viser, at magtmenneskets manipulationstalent havde brug for finpudsning. Faktisk agerede Murdoch overraskende klodset og uberegnelig i sin tidlige politisering. I Australien og siden i Storbritannien skiftevis faldt han for og forkastede partiledere, skiftede mening om store politiske spørgsmål, og svingede fra venstre til højre og tilbage igen, ja, nogle gange kunne han endda finde på at gå i begge retninger på én gang. Under den britiske minearbejderstrejke i 1972 satte hans avis, The Sun, alt ind på at mobilisere den offentlige opinion til støtte for minearbejderne. Men næsten samtidig, i Australien, beklagede han sig til en af sine redaktører over alle »de langhårede og blødhjertede ting i avisen ... der står alt for meget om aboriginere ... aboriginere læser ikke vores aviser.«

Andre gange vidner Murdochs vaklen dog snarere som en udviklet sans for helgardering. Under den amerikanske primærvalgkamp i 1980 støttede Murdoch-avisen New York Post Jimmy Carter som demokratisk kandidat i New York. Det var to dage, efter at de to mænd havde spist frokost. »Da en ven spurgte, hvordan frokosten med Carter var gået, skal Murdoch have svaret. ’Helt fint, men han får et helvedes chok, når det går op for ham, at jeg støtter Reagan (som præsident).«

Murdoch har en svaghed for selvbestaltede frelsere af nationen. Det gælder, uanset om de kommer fra højre som Ronald Reagan eller fra venstre som Gough Whitlam, Australiens uortodokse Labour-premierminister i midten af 1970’erne. I 1967 hyrede Murdoch Whitlams privatsekretær, John Menadue, og i 1999, længe efter at have forladt magnatens tjeneste, gav Menadue dette skudsmål af Murdoch:

»Han var og er stadig først og fremmest en frustreret politiker.«

På Australia Day i 1972 holdt Murdoch en tale, hvor han agiterede for » genfødslen af en stærk australsk nationalisme – noget, der har ligget i dvale i det meste af dette århundred med svære omkostninger for Australiens fremskridt og oplysning til følge«. Den sociale generalisering klinger muligvis af vordende politiker, mens det selvhøjtidelige sprog antyder også, hvorfor han aldrig blev det. Den utålmodighed og foragt, Murdoch undertiden kan behandle politikere med, kan ifølge Knight meget vel bunde i personlig frustration: Han har ikke format til at bive en Berlusconi.

McKnight henter de fleste af sine Murdoch-citater og fakta fra let tilgængelige kilder: andre Murdoch-bøger, artikler fra Murdochs aviser, memoirer fra Murdochs tidligere medarbejdere. Alligevel er portrættet blevet frisk, levende og fri for de sædvanlige biografiforfatteres had-kærligheds-forhold og grublerier om mandens mystiske karisma. Til tider kan bogen virke fragmenteret og ufærdig, men læst som et 260 sider langt anklageskrift er den lige så saglig, som den er nådesløs. Kun lejlighedsvis tilfører McKnight kolorit til sin beskrivelse, som da han skildrer Murdoch som James Bond-filmskurk, der sidder klar ved kontrolpanelet med »syv tv-monitorer monteret på væggen af sit Los Angeles kontor«. Det er ved invasionen i Irak i 2003, et projekt han har lobbyet for i et helt årti.

Hårdt ryk mod højre

Murdoch rykkede resolut mod højre fra midten af 1970’erne, da bølgen af nyliberale revolutioner begyndte at rulle. Han vendte sig imod Whitlam, Carter, Labour og imod de britiske fagforeninger. McKnight påviser, hvordan den højreradikale amerikanske republikanisme kom til at præge Murdoch mere end Thatchers britiske konservatisme. Fra den vredladne Richard Nixons betrængte præsidenttid tog han den tanke med sig, at en ’venstreorienteret elite’ – snarere end en borgerlig businesselite af folk som Murdoch selv – havde kapret den offentlige dagsorden i de vestlige demokratier. Fra Reagans verdensbillede overtog Murdoch en skinger antikommunisme, en undertiden naivt optimistisk tro på kapitalismens lyksaligheder og en urokkelig overbevisning om USA’s moralske ret til at håndhæve sit verdensherredømme. I 1985 blev han amerikansk statsborger.

Hans beundring for Margaret Thatcher var forbeholden. Ifølge McKnight følte Thatcher og Murdoch en dyb gensidig hengivenhed, der dog nok var mere oprigtig fra hendes side end fra hans. Afveg hun fra, hvad han så som den sande vej til en moderne konservatisme, kunne han hurtigt vise sig både kritisk og illoyal. Glemt var hendes udslagsgivende støtte til hans kontroversielle overtagelse af det ærværdige The Times i 1981. I 1983 fik hendes manglende entusiasme over USA’s invasion af den diminutive caribiske ø Grenada, som Reagan havde ophøjet til en stor, sovjetallieret sikkerhedstrussel, Murdoch til at sprutte af raseri. Hun måtte være »løbet tør for pudder«, »gået fra forstanden« og have glemt at »lytte til sine venner«, lød det. Selv da Thatcher vandt sin tredje knusende valgsejr i 1987, flirtede Murdoch med andre højrefløjspolitikere: Han gav således hemmelig finansiel støtte til David Hart, en politisk lykkeridder, der efter en tid som rådgiver fik foræret en klumme i The Times, hvor han fra 1983 til 1989 kunne lufte nyliberale drømme som f.eks. privatisering af hele uddannelsessystemet.

Bogen beskriver fint, hvordan Murdoch formidler sin politiske vilje videre. Både når det sker igennem hans eget konglomerat, News Corporation og igennem andre kanaler. Den uhyggeligt enslydende ideologi hos hans aviser og tv-kommentatorer vedligeholdes »ved hjælp af telefoner og kloner,« som den tidligere Murdoch redaktør Eric Beecher udtrykker det. Hans mediechefer vælges ud fra deres evne og vilje til at foregribe Murdochs tænkning. Det hænder dog også, at en mere direkte intervention er nødvendig: »Jeg giver instrukser til mine redaktører over hele verden«, som Murdoch udtrykte det i 1982.

Samtidig udøves politisk pres på omverdenen igennem et omfattende samarbejde mellem Murdochs medier og højreorienterede tænketanke, eller gennem en støtte til udvalgte kandidater, som undertiden går langt ud over traditionelle journalistiske rammer. I 1980, skriver McKnight, bakkede Murdoch op om Reagans kandidatur ved at »mødes med hans hjælpere for at diskutere, hvordan man kunne maksimere den republikanske stemmeandel i det traditionelt demokratiske New York. En vigtig del af dette var Murdochs alliance med New Yorks demokratiske borgmester Ed Koch ...«

McKnight drister sig ikke til at fremlægge konklusioner om Murdoch-maskinens præcise indvirkninger på udfaldet af demokratiske valg, selv ikke i forbindelse med The Suns berygtede angreb på Neil Kinnock og Labour i 1992. Men han påpeger, at alene maskinens eksistens trækker den politiske debat til højre: Selv anti-Murdoch-vælgere og -politikere og anti-Murdoch journalister må forholde sig til medieimperiets dagsorden og tankegang.

Uvurderlig analyse

Bliver denne tankegang imidlertid for ekstrem eller excentrisk – en permanent risiko hos mediemagnater, der ikke udfordres nok – svinder hans indflydelse dog ind. Sidst i 1980’erne ansporede Murdochs dogmatiske antikommunisme ham til en eklatant fejlbedømmelse af den sovjetiske reformleder Mikhail Gorbatjov: Manden var »en værdig arvtager til Stalin«, hed det. »Der er intet nyt i hans politik«, konkluderede en leder i New York Post i 1987. Men Reagan forhandlede med Gorbatjov alligevel. Ved præsidentvalget i 1988 satsede Murdoch forgæves på tv-evangelisten Pat Robertson som republikansk kandidat. I 1992 opgav han republikanerne til fordel for den uafhængige Ross Perot, der floppede med en tredjeplads. Selv i Storbritannien var der i 1990’erne var antydninger af, at Murdochs æra stod for fald. Thatchers efterfølger, John Major var forfærdet over Murdochs kommercielle og politiske magt og ville stække den: »Får jeg flertallet bag mig,« sagde han privat i 1995, »vil jeg knuse Rupert Murdoch og sørge for, at han ikke har en eneste avis tilbage.«

Men Murdochs sårbare fase varede ikke længe. I 1996 lancerede han Fox News, der pumper sit konservative evangelium ud 24 timer i døgnet, og hans indflydelse på amerikansk politik blev atter markant. I 1997, da Tony Blair blev valgt i Storbritannien, var hans regering betydeligt mindre fjendtlig over for Murdoch end Major, og følgelig gav Murdoch den en stærk om end betinget støtte. I 2010, kort efter at Murdoch igen var skiftet tilbage til de konservative, blev Blair gudfar til et af Murdochs børn, som den aldrende, men stadig vitale magnat havde fået med sin tredje kone, Wendi Deng.

Trods alle de ydre og ofte åbenlyse tegn på Murdochs indflydelse, er der stadig noget uudgrundeligt over hans præcise politiske rolle. Dette er til dels et udtryk for hans status som en figur, der svæver over vandene. Dels for sammenfaldet mellem hans anskuelser og tankegangen hos mange vestlige politikere under den lange nyliberale epoke fra sidst i 1970’ern til sidst i 00’erne. McKnight citerer her den tidligere australske premierminister Paul Keating: »Man kan indgå aftaler med Murdoch, uden at det nogensinde bliver sagt, hvori de består.«

Så hvilken slags politisk dyr er Murdoch? En dreven spiller af spillet for spillets egen skyld? En selvisk forretningsmand, der blot søger større råderum for sine koncerninteresser? En rastløs søgende sjæl på jagt efter nye helte og ideologiske visheder? Et magtbegærligt menneske med stærke meninger og et hof af rygklappere? Murdoch er nok lidt af det hele. Ret beset lykkes det ikke for McKnight at fastslå det præcise blandingsforhold. Men som portræt af Murdochs person og som analyse af hans politiske påvirkningskraft er bogen uvurderlig, og en dag, når Murdoch er væk, vil den kunne bidrage til at belyse, hvorfor så mange var så ivrige efter at danse efter hans pibe.

 

© The Guardian og Information, Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

Tankevækkende og interessant hvad enten men er politisk på bølgelængde eller ej.

Henrik Darlie

Blair 'godfather' til murdochs barn: noget for noget.

henrik hansen

"Samtidig udøves politisk pres på omverdenen igennem et omfattende samarbejde mellem Murdochs medier og højreorienterede tænketanke, eller gennem en støtte til udvalgte kandidater, som undertiden går langt ud over traditionelle journalistiske rammer."
Og det er så det, man i Vesten kalder "frie medier".
For nyligt udtrykte den nyligt genvalgte Ecuador præsident, at det var tid til en "demokratisering af medierne".
Enig!

Niels Engelsted

Man kan formentlig skrive en tilsvarende interessant og "forklarende" psyko-profil til hver eneste af de store magtspillere. Ofte efter devisen: Man gjorde et barn fortræd.

Og det gør ikke den fjerneste forskel.