Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Efterladte essays fra vor tids største historiker

Med humor og elegance satte han ord på flere hundrede års europæisk historie. Eric Hobsbawm døde sidste år i en alder af 95 – posthum udgivelse slår fast, at han helt frem til det sidste brillerede med sin viden og sit vid
Moderne Tider
30. marts 2013
Eric Hobsbawm opfandt det ene mere originale begreb efter det andet – ’opfindelsen af det traditionelle’, ’social banditvirksomhed’, ’det lange 19. århundrede’ og ’det korte 20. århundrede’– og formåede på imponerende vis at holde rede på historiens kaos af uregerlige detaljer.

Eric Hobsbawm opfandt det ene mere originale begreb efter det andet – ’opfindelsen af det traditionelle’, ’social banditvirksomhed’, ’det lange 19. århundrede’ og ’det korte 20. århundrede’– og formåede på imponerende vis at holde rede på historiens kaos af uregerlige detaljer.

Jillian Edelstein

Eric Hobsbawm var den bedst kendte, mest berømte historiker i det 20. århundrede. Ikke kun i Storbritannien, men i hele verden. Hans hovedværker – fire monumentale bind – dækker Europas historie i en global kontekst fra Den Franske Revolution i 1789 til kommunismens fald to århundreder senere og er løbende kommet i nye oplag siden deres første udgivelser. Mere end et halvt århundrede efter at den udkom første gang, figurerer Revolutionernes århundrede (1962) stadig hyppigt på universiteternes læselister. Ekstremernes århundrede (1994) er blevet oversat til flere end 50 sprog.

Hobsbawm var lige så berømt i Italien – på Youtube kan man se ham tale om Antonio Gramsci på italiensk – som han var i Brasilien, hvor Ekstremernes århundrede blev en bestseller, da præsident Lula udnævnte bogen til det værk, der havde præget hans egen tænkning dybest. Hobsbawm opnåede æresgrader i adskillige lande fra Uruguay til Tjekkiet. Han blev æresborger i Wien og vandt Balzan-prisen, Europas mest eftertragtede (og største) pris i de humanistiske fag. Han fik tildelt Frankfurt Bogmesses Pris for Europæisk Forståelse. I Storbritannien blev han Companion of Honour, hvilket svarer til et ridderslag. Da han døde 1. oktober 2012, var der fyldige nekrologer i aviser over hele kloden.

Der er flere grunde til, at Hobsbawm nåede en så verdensomspændende prominent status og popularitet. Han skrev med ekstraordinær humor, elegance og udtrykskraft.

Disse kvaliteter er endnu en gang åbenlyse i den posthumt udgivne samling af essays og foredrag om europæisk kultur i det 20. århundrede, Fractured Times: Culture and Society in the Twentieth Century.

Frapperende sætninger lyser på alle sider. Karl Kraus’ offentlige liv var »en livslang monolog henvendt til verden«. Kulturer er ikke bare »supermarkeder, hvor vi forsyner os for at tilfredsstille personlig smag«. »Med politikkens demokratisering blev magten i stigende grad til et offentligt teater.«

Hobsbawms talent for prægnante eller provokerende spidsformuleringer forlod ham aldrig.

Opfindelsen af det traditionelle

Når hele denne evne til at trække både væsentlige og overraskende pointer frem har så stor global appel, er det, fordi den bunder i substans: Hobsbawns historiske fantasi var dybt original og forbavsende frugtbar. Mange andre historikere har med tiden udviklet indflydelsesrige begreber, men Hobsbawm hittede på utallige: ’den generelle krise i det 17. århundrede’, ’den dobbelte revolution’ (Den Franske og Den Industrielle Revolution som de formative begivenheder for den moderne epoke), ’opfindelsen af det traditionelle’, ’primitive rebeller’, ’social banditvirksomhed’, ’det lange 19. århundrede’ (1789-1914) og ’det korte 20. århundrede’ (1914-1989) – disse er blot et beskedent udvalg. Hans evne til at se det store billede og udtænke et indrammende koncept, der kunne holde rede på historiens kaos af forskelligartede og uregerlige detaljer, var dybt imponerende.

Det er tydeligt, at Hobsbawms talent for dette på mange måder udsprang af hans livslange tilhørsforhold til marxismen, som i hans hænder blev til et subtilt og fleksibelt redskab til at tilrettelægge og fortolke et stort historisk materiale. Derved opstod en hel intellektuel verden uendelig fjern fra de stive ortodokse doktriner på det sovjetiske historikerakademi og dets tankeløse satellitter i andre Warszawapagtlande. Ikke så sært, at disse partitro historikere ikke rigtig anede, hvad man skulle stille op med ham.

Men marxismen kom, må det også indrømmes, til at forlene en stor del af hans værker med et teleologisk anstrøg, hvis gehør er svindende i den postmarxistiske verden. Hans bondemilitser var for eksempel primitive oprørere, netop fordi historien endnu ikke havde nået det stadium, hvor socialismen leverede de intellektuelle redskaber til at gøre deres oprør moderne. Dette afholdt ham dog ikke fra at behandle dem med en sympati og fascination, som er milevidt fra en dogmatisk marxistisk eftertids enorme nedladenhed.

Disse kvaliteter er ingen steder mere tydelige end i den afdæmpede – men mærkbare – nostalgi, der præger denne udgivelses suveræne essays om jødisk liv i Centraleuropa i det 19. og tidlige 20. århundrede – det samme miljø, han selv blev født ind i.

Hvad Hobsbawms marxisme også gjorde, var imidlertid at forvandle ham fra en livslang optimist – mens det stadig var muligt for nogle, selv med forbehold, at forestille sig og håbe på en socialistisk fremtid – til en forvirret pessimist, da sådanne perspektiver fortonede sig fra 1990 og fremefter. Hobsbawms pessimisme træder tydeligere igennem i denne bog end i noget andet værk fra hans hånd siden kommunismens fald. Den finkulturelle erfaringshorisont, siger han, er »i opløsning«. Klassisk musik har ikke længere en fremtid, kun en fortid. I mange dele af verden afvikles statsstøtte til kunsten for at blive erstattet af markedskræfter med katastrofale virkninger. (»Det kommer næppe til at ske i Storbritannien,« skrev han, men i dette tilfælde viste han sig ikke at være pessimistisk nok.)

Ikke desto mindre var hans vision for kulturlivets fremtid for dyster. Moderne kompositionsmusik samler måske ikke så mange tilhørere i koncertsalene (som han gentagne gange påpeger), men når ud til millioner i form af filmmusik. Ser man på billedkunst og teater, er der ikke mange tegn på kunstnerisk tilbagegang. Som så ofte før kan hans argumenter i lige så høj grad ægge til modsigelse, som de kan overbevise – tegnet på en virkelig kreativ historiker. Som den amerikanske økonomiske historiker David Landes engang bemærkede: Når man lægger en Hobsbawm-bog fra sig, er det med samme følelse som efter en energisk omgang squash: Man er udmattet og oplivet på samme tid.

Endelig, og vigtigst af alt, udsprang Hobsbawms globale appel ganske enkelt af den overvældende spændvidde ved en historisk viden, der omfattede et svimlende antal lande og kulturer. Jeg har selv undervist og skrevet om moderne europæisk historie i 40 år, men da jeg læste denne bog, lærte jeg mange ting, jeg ikke vidste før – om forfattere som K.E. Franzos, Gregor von Rezzori eller Miroslav Krleza; om jødiske stemmers afgørende rolle ved valgene i midt-1800-tallets Torino; om grundene til, at mormoner altid er skurke i Sherlock Holmes’ historier; om cowboymytens appel til den europæiske følsomhed og meget mere – næsten på hver eneste side stødte jeg på nye oplysninger.

Hobsbawms encyklopædiske viden var resultatet af en umættelig nysgerrighed over for alt, hvilket utvivlsomt var med til at holde ham i live så længe, både intellektuelt og fysisk, og så skyldtes den selvfølgelig også hans kosmopolitiske opvækst i Wien, Berlin og London. Denne kosmopolitisme var langtfra enestående hos britiske historikere af hans egen og den efterfølgende generation, men Hobsbawms gik videre end nogen andens.

Historikere af sammenlignelig alder såsom Owen Chadwick, Denis Mack Smith, Raymond Carr og Michael Howard, der lykkeligvis stadig alle er i live, skrev i efterkrigstiden en perlerække af banebrydende værker om det europæiske kontinents historie. De videreformidlede bredden af deres indsigter til en yngre generation – min egen – og bidrog dermed til at skabe en hel falanks af britiske historikere, hvis værker er lige så velkendte i de lande, de skriver om, fra Spanien til Rusland, Tyskland til Italien, Polen til Rumænien, som de er i England eller USA: Paul Preston, Ian Kershaw, Norman Davies, Dennis Deletant, Lucy Riall, Geoffrey Hosking og mange andre.

Denne pionerindsats gjorde britiske historikere til de mest indflydelsesrige og mest læste i verden i dag. Deres dominans er et produkt af en bred historisk uddannelse i de britiske skoler, hvor der sideløbende med britisk historie er blevet undervist i europæisk historie og verdenshistorie i årtier.

Denne stolte tradition er truet af den nuværende konservative undervisningsministers nye ’nationalt orienterede’ historiepensum, der truer med at frembringe en snæversynet og uvidende generation af unge, som kommer til at forlade skolen uden noget som helst historisk kendskab til de lande, der ligger hinsides de britiske kyster. Jeg kan allerede høre Eric Hobsbawm vende sig i sin grav.

 

 

© The Guardian og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

 

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Pæn omtale af en bandit!