Læsetid: 5 min.

Europa kan gribe ind, hvis ...

Den tyske idehistoriker Jan-Werner Müller har skrevet en original og indsigtsfuld bog om Den Europæiske Union og udfordringen fra Ungarn
EU som modmagt. Demonstrationer i Ungarns hovedstad, Budapest, mod Orbán-regeringens forfatningsændringer. Her er bliver EU-flaget brugt som protestfane mod statsmagten.

Lázár Gerg

16. marts 2013

Det store spørgsmål stiller han konkret. Og det bliver ikke mindre af at blive konkret, det bliver mere påtrængende. Og måske bliver det lettere at forstå.

Det store perspektiv er demokrati og Europa, og den konkrete anledning er Ungarn. Titlen på den tyske idehistoriker Jan-Werner Müllers nye bog er således et insisterende spørgsmål: Hvor ender Europa.

Det kan forstås på tre måder: Den første betydning er, hvor grænsen for det europæiske samarbejde skal trækkes. Den Europæiske Union bliver tættere og dybere, og det er ikke givet, at den på samme tid kan blive bredere og mere mangfoldig. Hvis vi skal være mere fælles om penge og politik, kan vi nok ikke så være så mange flere lande i unionen.

Den næste betydning går på udviklingen i Europa og minder om, at den nuværende krise kan føre til unionens undergang.

Den sidste betydning er den konkrete: Hvor meget kan Den Europæiske Union bestemme i Ungarn? Det peger på konflikten mellem det enkelte lands ret til at bestemme selv og den Europæiske Unions pligt til at beskytte grundlæggende rettigheder. Vi hylder det parlamentariske demokrati, hvor borgerne vælger deres egne ledere, som igen bestemmer, hvilken politik der skal føres. Det er demokrati som folkestyre. Men vi hylder også retsstatens kontrol med den enkelte borgers rettigheder, som beskytter hende mod krænkelse og overgreb.

Hvis Ungarn vælger en regering, som udfordrer universelle liberale principper for retsstaten, kan Den Europæiske Union så melde sig som overdommeren, der sætter de uanstændige ekstremister på plads?

Det forsøgte EU i 2000, da østrigerne gav Frihedspartiet så mange stemmer, at det kunne danne regering. Og det virkede hverken på den ene eller den anden måde: EU’s autoritet blev svækket, og Frihedspartiets legimitet blev styrket.

Nu står EU over for det, der ligner en tilsvarende udfordring: Den demokratisk valgte ungarske premierminister Victor Orbán har annonceret systemforandringer, som strider imod grundlæggende europæiske principper. Han vil ændre sammensætningen i den ungarske forfatningsdomstol, og han vil politisere landets ellers uafhængige centralbank. Netop i denne uge har han krævet begrænsning i forfatningsdomstolens magt og foreslået kriminalisering af hjemløshed.

Denne udvikling truer ifølge Jan-Werner Müller ikke kun retssikkerheden i Ungarn, men også den europæiske selvforståelse: EU skulle være en slags »hellig ø for fred, frihed og velstand«. Forestillingen har været, at man ikke kunne falde tilbage til et autoritært regime, hvis først man var blevet medlem af Den Europæiske Union. Men sådan er det ifølge Müller ikke mere: »EU er ikke – eller i det mindste ikke længere – en garant for det liberale demokrati.«

Et problem for EU

Hidtil er lande blevet mere demokratiske og bedre til at leve op til retsstatslige principper for at komme ind i EU. Nu skal vi måske vænne os, at et land inden for EU kan udvikle sig i diktatorisk retning.

Det er et problem for EU, men det er, som Müller anfører, også et problem i EU. Ungarn blev efter kommunismens fald fremhævet som forbillede for overgangen til et liberalt, kapitalistisk samfund. Det gjorde bare ikke alle borgerne trygge og tilfredse.

»Den, der spadserer gennem Budapest,« skriver Müller, »genkender grundene til, at der tales om EU-kolonialisme, for supermarkeder og apoteker er ejet af østrigere eller tyskere. EU-udvidelsen var tænkt som en sikring af demokrati og retsstat – og sådan har den overordnet set fungeret. Men man må også kunne forstå dem, der oplever det som en udvidelse af den kapitalistiske kampzone.«

Udvidelsen kan været god for den almene retssikkerhed, men den har også udsat ungarske virksomheder for konkurrence fra andre europæiske virksomheder. Det, der juridisk fremstilles som en sejr, kan økonomisk for den enkelte ungarer opleves som en trussel.

Efter kommunismen blev Ungarn etableret som ’konstitutionelt demokrati’ efter tysk forbilede. Det blev en liberal stat med en stærk forfatningsdomstol, der skulle sætte retsstaten over folkestyret og garantere borgernes rettigheder. Ingen anden forfatningsdomstol i verden afsagde så mange domme om året, og i intet andet land fik juristerne så meget magt over parlamentet.

Men så lovede den nye premierminister Victor Orbán et opgør med de jurister, som satte grænser for lovgivningen, og han krævede politisk magt over landets pengepolitik. Det valg, som bragte ham til magten, kaldte han et ’systemskifte’, og han bebudede, at han som præsident ville fulde ’revolutionen ved valgurnene’. Den gamle forfatning krævede 80 pct. flertal for at blive lavet om, men den åbnede for, at hver enkel paragraf kunne forandres med 66 pct. flertal. Nu dyrkede han ikke længere det liberale ideal om lige og frie borgere, men en kommunitaristisk forestilling om et særligt ungarsk folk med en særlig historie og kultur.

Den økonomiske udfordring besvares med kulturel oprustning, og det ’konstitutionelle demokrati’ udfordres af de folkevalgte i parlamentet. Det er ifølge Müller ikke bare en isoleret ungarsk problematik, men en blandt flere versioner af en fælles europæisk problematik.

Formynder eller frigører

De europæiske ledere er rituelt alarmeret over udviklingen: De fordømmer Orban og kalder ham totalitær. Men det interessante er ifølge Müller, om EU kan gøre noget, og om EU bør gøre noget for at påvirke udviklingen i Ungarn.

Müller skitserer fire almindelige indvendinger imod EU’s ret til at intervenere i Ungarn: EU fungerer selv som et diktatur og kan derfor ikke påberåbe sig retten til at sætte andre på plads. Den anden er, at vi nok hylder demokrati som ide i Europa, men vi er dybt uenige om, hvad demokrati betyder. Og derfor kan EU ikke hævde monopol på den rette forståelse af demokrati. Den tredje er, at den form for interventioner i sig selv er udemokratiske, fordi de fratager folk retten til selv at vælge ledere, som selv kan bestemme, hvad de vil. Den sidste indvending er, at EU er hyklerisk. Man truer med sanktioner over for de små lande, som ikke kan svare igen, men man ville aldrig turde true Italien med sanktioner.

Over for de fire indvendinger pointerer Müller, at Ungarn selv har anerkendt principperne for den Europæiske Union. Interventionerne er således ikke formynderiske, hvis de minder om, at ungarerne selv har valgt at gøre disse principper til grundlæggende.

Men Müller sætter tre betingelser for, at en intervention skal være fornuftig: EU skal ikke regere på hensigterklæringer eller identitetspolitik, men kun på handlinger. Man skal ikke dømme regeringer på, om de er højreradikale eller gammelkommunistiske, men kun på deres politik. Den anden betingelse er, at krænkelser eller overgreb skal have en systematisk karakter. EU skal ikke reagere på vilkårlige enkeltsager. Den sidste betingelse er, at EU skal være sikre på, at staterne ikke selv korrigerer deres politiske udskejelser. Hvis vælgerne demonstrerer imod Orbán, skal EU holde sig tilbage og se, om demonstrationerne virker. Først når det står klart, at oppositionen ikke kan vælte regeringen, og civilsamfundet er sat ud af spil, kan EU indføre sanktioner og ventilere fordømmelser.

Ved således at studere det ungarske problem åbent og interesseret afdækker Müller Den Europæiske Unions demokratiske autoritet. Det er en præstation for en lille intellektuel bog, at den viser os, hvad vi kan gøre, og hvordan vi skal gøre det.

 

Jan-Werner Müller

Wo Europa endet. Ungarn, Brüssel und das Schicksal der liberalen Demokratie.

79 sider. 7,99 euro.

Edition Suhrkamp

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"EU-kolonialisme" wow !! ...og mere af samme skuffe: "en udvidelse af den kapitalistiske kampzone" og ungarske virksomheder udsat for (ulige) konkurrence, samt urimelige privatiseringer med afgiftstigninger på el gas og vand tilfølge...

...meget kan man sige om fascismen, men alene truslen kan få det til at gibbe i selv de mest tykpandede borgerlige kuponklippere og få helt nye vinkler på bordet - hvem siger i øvrigt at den korporative stat skal være erhvervsstyret - for der er jo ingen der tænker på at afskaffe demokratiet:

http://www.information.dk/454192

Sejt forlag: "Suhrkamp" - nu klassekampen er så upopulær.

steen ingvard nielsen

Man må dog som det mindste kunne sikre folks basale rettigheder og kunne sikre sig at demokratiet fungerer, man må vel have oplevelsen af at folket reelt har et valg hvad endten der føres den ene eller den anden politik.

randi christiansen

Jo, men når nu de europæiske stater har sat sig i en gældsklemme, som betyder, at enten driver man sparepolitik, eller også mister man troværdighed på de finansielle markeder, som man er i lommen på. Hvad er der så tilbage andet end at ekspropriere gælden - der i sin ´dna´ alligevel er illegitim.

Man kunne også spørge sig, hvordan det kan hænge sammen, at der kan fiskes ufattelig mange milliarder op af lommen på skatteborgerne til at understøtte de korrupte finansielle aktører men ingen til at understøtte denne selvsamme skatteborger?

Systemet har bevist sin egen ubrugelighed og må derfor omlægges - fællesskabets ressourcer er der til overflod, men de skal anvendes til fælles bedste og ikke ligge frit tilgængelige for enhver rovdyrskapitalist (bemærk venligst at udtrykket nu er stuerent, efter at M.Lykketoft i ny kronik her i bladet har anmeldt en engelsk økonom, der netop har anvendt det i titlen på sin nye bog.)

Nærmer tiden sig, for at vi får den usminkede sandhed på bordet, får smidt svindlerne på porten og implementeret ´Den Store Omstilling´, som er eneste alternativ til et selvødelæggende system?