Læsetid: 6 min.

Et manifest for institutionerne

De to amerikanske økonomer Daron Acemoglu og James A. Robinson har skrevet en bog om nationernes velstand og vækst, hvis greb er så overbevisende enkelt, at det også bliver forsimplet
Triumfen. Det første menneske i rummet, Juri Gagarin, rejste verden rundt som en rockstjerne. Her er han på statsmandslignende besøg i København i selskab med førstedame Helle Virkner Krag. Sovjets triumf i rummet bidrog til forestillingen om at kommunismen økonomisk kunne matche kapitalismen.

Aage Sørensen

2. marts 2013

De havde den højeste vækst i verdenshistorien. Fordi deres regering var så målrettet og deres produktion så effektiv, blev de beundret af deres tilhængere og frygtet af deres modstandere. Det kunne have været det kinesiske regime i dag, som vestlige ledere misunder på grund af handlekraften hos de ledere, der ikke skal vælges og ikke kan blive draget til ansvar af borgerne. Både ideologiske modstandere og økonomiske konkurrenter frygter, at den autoritære økonomiske vækst skulle være vejen frem i det 21. århundrede.

Men det er Sovjetunionen i perioden fra 1929 til 1960, som de to økonomer Daron Acemoglu og James A. Robinson fortæller om i deres bog Why Nations Fail – The Origins of Power, Prosperity and Poverty, som allerede er ved at blive anerkendt som en ny klassiker i litteraturen om betingelserne for økonomisk velstand, politisk stabilitet og institutionel frihed.

De to fremhæver Sovjetunionen som eksempel på en eksplosiv vækst, der ifølge deres begreber nødvendigvis måtte gå i stå igen. Det gik ellers så stærkt i Sovjetunionen gennem tre årtier, at det længe blandt vestlige økonomer ikke var en ualmindelig forestilling, at kommunisterne var lige så gode til at skabe vækst som kapitalisterne. Men så faldt det hele sammen. De kunne skabe vækst i en periode, men ifølge Acemoglu og Robinson kunne de ikke skabe betingelser for økonomisk bæredygtig vækst. Og det er sådan set bogens overordnede pointe: Lukkede økonomiske institutioner fører til lukkede politiske systemer, som ikke kan skabe fornyelse og udvikling:

»Den vigtigste lære er,« skriver de to økonomer, »at ’ekstraktive’ institutioner ikke kan generere vedvarende teknologiske forandringer af to grunde: manglen på økonomisk incitament og eliternes modstand.«

Eftersom de russiske arbejdere ikke havde økonomisk gevinst ved at skabe fornyelse og forandring, afholdt de sig fra det. De havde ingen personlig interesse i at udvikle og forbedre produktionen.

De sovjetiske ledere forsøgte at straffe de arbejdere, der ikke tog ordentligt fat, og gennem 1960’erne havde mere end en fjerdedel af de russiske arbejdere modtaget forskellige former for straf, fordi de ikke lavede nok. Man prøvede at erstatte økonomisk incitament med juridiske sanktioner, men det skabte et rædselsregime uden dynamik og motivation.

Den anden grund er, at eliterne i lukkede systemer er modstandere af enhver form for forandring, fordi de frygter, det vil true deres privilegier. Formlen for økonomisk vækst og teknologisk udvikling er ifølge de to forfattere det, som er blevet kaldt ’kreativ destruktion’. Man skaber noget nyt, som gør det gamle overflødigt. Den stadige udvikling finder sted som afvikling af gamle dyder og fag. Det fører til en destabilisering af det økonomiske hierarki, som igen truer det politiske hierarki. Diktatorer vil således bekæmpe de udviklingstendenser, som ellers er til det fælles bedste. På den måde er det, der gavner diktatorerne, i konflikt med det, der gavner de samfund, hvor de regerer. Der er en fundamental og destruktiv interessekonflikt. Det er derfor, de regerer imod deres egne borgeres interesser og velfærd.

Uvidenhed og klima

De to forfattere indleder deres stort anlagte fortælling om, hvorfor det lykkes for nogle og mislykkes for andre nationer at skabe velfungerende samfund, med en kritik af de dominerende forklaringer på nationaløkonomisk succes og fiasko. De vil rydde bordet for dårlige forklaringer.

En prominent tese forklarer succes og fiasko med klimaet: Der skulle være en forbindelse mellem landenes naturbetingelser og deres evne til at præstere økonomisk vækst. Den tese afviser Acemoglu og Robinson med henvisning til konkrete forskelle mellem eksempelvis Nord- og Sydkorea. De to lande har samme naturbetingelser, men vidt forskellige økonomiske og politiske instiutioner. Det samme gælder forskelle internt mellem afrikanske stater og forskellen mellem det nordlige Mexico og det sydlige USA.

En anden tese går på, at de fejlslagne stater er resultater af uvidenhed. Det hævdes, at diktatorerne ikke ved, hvad der er bedst for deres egne befolkninger. De mangler simpelthen indblik i politik, teknologisk udvikling og økonomi. Svaret er selvfølgelig oplysning.

Acemoglu og Robinson konstaterer sarkastisk, at det nok ikke tilfældigt, at den forklaring er udviklet af økonomer, der selv lever af at sælge viden. Den holder heller ikke.

De to påpeger, at det ofte vil være en trussel mod autoritære lederes egen position, hvis de fulgte den oplyste vejledning. Det afgørende er således ikke, hvad de ved og ikke ved. Det er, at de ikke har nogen personlig interesse i at gøre det, som eksperterne foreskriver.

En tredje tese peger på ’kulturen’ som forklaring på nationernes økonomiske vækst og teknologiske udvikling. Kulturen skulle være en slags fælles skæbne for befolkninger, som dikterer dyder og kvaliteter og bestemmer de politiske betingelser. Også denne tese afvises af Acemoglu og Robinson med henvisning til interne forskelle mellem lande med samme kulturelle udgangspunkt. Der er stor økonomisk vækst i Sydkorea, hvor man indtil for få årtier havde samme kultur som i Nordkorea, der til gengæld ikke oplever økonomisk vækst.

Institutioner, institutioner

Over for alle de teser, som de afviser, sætter de ’institutionstesen’: Det hele handler om, hvordan samfundet organiserer sig, og hvilke institutioner det etablerer.

Acemoglu og Robinson taler om positive og negative spiraler: Hvis man etablerer en retsstat til beskyttelse af ejendomsretten og basale frihedsrettigheder, får borgerne tryghed og inspiration til at udvikle sig selv og skabe fælles goder. Og hvis borgerne bliver belønnet økonomisk af egen succes, vil de være mere tilbøjelige til at skabe succes for fællesskabet. Hvis man derimod har en lille elite, som regerer samfundet, vil den ikke være interesseret i at mægtiggøre sine borgere, fordi det kan underminere dens egen magt. Den skaber derfor systemer af lukkede institutioner uden mulighed for at drage de ansvarlige til ansvar. Ofte vil de berige sig selv ved at sælge landets guld- eller olieressourcer og undlade at investere gevinster i uddannelse og udvikling.

De forklarer den generelle forskel på Nordamerika og Latinamerika med de forskellige kolonialister: De spanske og portugisiske kolonialister i Sydamerika tømte landene for værdier og undertrykte befolkningen. De havde ikke brug for at løfte befolkninger og sikre deres rettigheder for at berige sig selv. Og da kolonialisterne blev smidt ud, gik det, som det også er gået i afrikanske stater: De nye regenter opførte sig ligesom kolonialisterne. Også de udbyttede deres egne befolkning og forsvarede deres privilegier ved at modsætte sig fornyelse.

Kolonialisterne i Nordamerika var ikke bedre mennesker end kolonialisterne i Syd. Deres udbytningsstrategi virkede bare ikke, så de blev tvunget til at arbejde med de lokale indbyggere i stedet for at arbejde imod dem. Situationen fordrede, at de organiserede sig mere jævnbyrdigt, hvilket igen udviklede åbne institutioner med plads til mangfoldighed og personlig frihed.

Tomme begreber

Why Nations Fail er et manifest for politisk frihed og politiske institutioner. Den gør menneskene til politiske herrer i egen historie, og den frigør os fra naturen, kulturen og myten om uvidenhed. Den tilbyder en enkel modstilling mellem åbne og lukkede økonomier, som bruges til at forklare alt fra Romerrigets fald over kommunismens kollaps til en forudsigelse af, at vi ikke skal være så bange for kineserne i det lange løb. Det vil ifølge forfatterne sikkert gå kineserne, som det gik i Sovjetunionen.

Men denne enkelhed er også en fundamental svaghed ved bogen: Forfatterne bruger begreber om de åbne og lukkede institutioner til at forklare hele historiens gang, uden at de rigtig analyserer forskelle mellem lukkede samfund eller nuancerer modsætninger mellem politisk og økonomisk frihed. Der er jo vidt forskellige typer lukkede samfund: Singapore og Nordkorea er begge udemokratiske stater, men derudover aldeles forskellige. Det er lykkedes kineserne at skabe en vis refleksivitet i deres lukkede centraladministration, som sikrer dem mod de lukkede samfunds tendens til at udvikle inkompetence og uduelighed.

Forfatterne bygger hele deres tese på begreber, som de ikke udvikler og diffenrentierer ordentligt. De bliver så generelle, at de bliver tomme. Verdenshistoriens mange forskellige vilkår, episoder og situationer bliver bragt på en lidt for let fællesnævner. Der er mange andre åbenlyse indvendinger mod bogen: Den beskæftiger sig ikke med den faldende vækst i åbne, liberale og demokratiske samfund over de seneste årtier, og den forholder sig ikke til forskellen mellem store politiske enheder som Den Europæiske Union og Kina og små enheder som Singapore eller Schweiz.

Det gode ved bogen er det enorme overblik og den suveræne enkelhed i fremstillingen af komplekse problematikker; det dårlige er, at enkelheden bliver til forsimplinger, som risikerer underminere udsigten fra det vidunderlige overblik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Heinrich R. Jørgensen
Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

...Tomme begreber
Why Nations Fail er et manifest for politisk frihed og politiske institutioner. Den gør menneskene til politiske herrer i egen historie, og den frigør os fra naturen, kulturen og myten om uvidenhed.

Er man meget nørdet ud i begrebet selvbedrag kan bogen sikkert læses kontrafaktisk, som en studie i den amerikanske drøm om kapitalismens overlegenhed…
- men, "Tak for advarslen."

Karsten Aaen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Rasmus Larsen

Bill Atkins:

Det er ingen tvivl om, at forfatterne er glade for kapitalismen, men det er ikke en ubetinget glæde. Jeg var til en forelæsning med Daron Acemoglu, hvor han faktisk blev spurgt om, hvordan han troede, at USA ville udvikle sig. Det var ikke et helt rosenrødt billede pga. den voksende ulighed, et ringe politisk system og fremgangen af ekstrative institutioner.

"... af to grunde: manglen på økonomisk incitament og eliternes modstand.«

Det synes mig at begge disse grunde er ved at indfinde sig i vestlige samfund.
Der er ganske vist formelt stadig økonomisk incitament, omend det stort set kun virker for de allerede rige, at eliterne gør modstand imod enhver fornuftig politik som ville gavne folket ser man meget tydeligt ikke blot med regeringens vækstpakke, men generelt i hele den vestlige verden, eliterne regerer kun for og på vegne af eliterne og for eliternes velfærd