Læsetid: 5 min.

Det kunne have været anderledes

Kan marxismen bruges som øjenåbner i dag? I første bind af en mammutudgivelse minder professor Curt Sørensen os om, at demokratiet snarere er en tilfældighed end en selvfølgelighed. Og han gør det godt
Valg. Der er ingen grund til at tage demokratiet for givet, argumenterer Curt Sørensen i bogen ’Stat, nation, klasse’, der gør op med forestillingen om historien som en uafladeligt fremadskridende udvikling frem mod det moderne liberale samfund.

Marie Hald

30. marts 2013

Det Arabiske Forår har lært os, at vejen eller rettere vejene til demokrati er mange og lange. Det er en lektie, vi skal lære igen og igen, for som Curt Sørensen viser i første bind af sit trebindsværk Stat, Nation, Klasse, så har vi en tendens, som borgere og forskere, til at ensrette og harmonisere vejen til demokratiet og glemme alle de faktorer, forhindringer og vildveje, der ligger mellem vores førdemokratiske fortid og i dag.

Vi glemmer, at det på ingen måde var givet, at det skulle gå sådan, hvorfor det er væsentligt fra tid til anden enten at iagttage demokratiseringsprocesser eller at læse om vores egen knudrede vej.

Curt Sørensens bog med undertitlen »Udviklingens veje frem mod moderne samfund og moderne politik« bringer to mastodonter i spil. På den ene side en storslået og refleksiv diskussion af de samfundsvidenskabelige moderniseringsteorier, som han tager under kærlig behandling. Her kritiseres de evolutionistiske moderniseringsteorier, »det vil sige grundforestillingen om én ’fremskridtets vej’ i historien, en uafladeligt fremadskridende udvikling frem mod det moderne liberale samfund og den liberale politik«. Det gøres særdeles kompetent og fair og kan og bør læses af alle med hang til store samfundsteoridannelser.

Herfra udvikles så en alternativ teoridannelse, hvis kerne er udviklingens vilkårlighed. Det vil sige det forhold, at ingen udvikling er givet, men udvikler sig i en stadig vekslen mellem sociale forhold og social handlen, og det i en så kompleks sammenhæng, at enhver evolutionisme modsiges af såvel historiens gang som den sociale kompleksitet selv. At fremskrive og demonstrere værdien af dette udviklingsanalytiske perspektiv kan siges at være bogens teoretiske pointe.

Vi er alle undtagelser

Jeg er ikke helt overbevist af bogens egne definitioner af moderne samfund og demokrati, der for mig at se er for specifikke. Begreberne er for afhængige af deres vestlige udtryk – lige præcis den fælde, som Sørensen ønsker at undgå med sine definitioner. Til gengæld er deres anvendelse i analyserne så empirisk følsomme og historisk nuancerede, at han den vej undgår evolutionismens basale greb, der er at starte i egen navle og så forstå udvikling en baglæns fra os i dag til os dengang, hvorfor alle, for hvem forløbet formede sig anderledes, må forstås som undtagelser.

Sørensen viser såvel analytisk som empirisk, at vi alle er undtagelser. Der er kausalfaktorer og historiske udviklingskræfter, men de sætter sig ikke bare igennem. De formidles, anvendes, fordrejes, skifter plads etc. gennem konkrete historiske forløb, hvilket Sørensen viser ved at sammenskrive tre store komplekser: klassestruktur, stat- og nationsopbygning, herunder krigens betydning, samt staternes placering i det internationale økonomiske og politiske system.

Den anden mastodont i bogen er den empiriske analyse, udviklingsteorien anvendt på de historiske vilkår, hvor Curt Sørensen givet et velkomment bidrag til demokratiets historie ved at inddrage den halvdel af Europa, der ofte glemmes i disse historier, nemlig Mellem- og særligt Østeuropa.

Der er fire store empiriske fokuspunkter: Tyskland, Central- og Østeuropa, Rusland og Østrig-Ungarn. Igennem bogens analysekapitler veksles der løbende mellem redegørelser for den historiske udvikling, diskussion af forskningslitteraturen omkring denne udvikling samt analyser af udviklingen, afsøgning af kausalfaktorer, vurdering af deres relative vigtighed med mere. Det giver en levende tekst med en god rytme mellem lange historiske udviklingsforløb og fortættede analytiske diskussioner. Det giver også en del gentagelser af såvel pointer som positioner, men i en bog på 1.100 sider kan det formodentlig ikke undgås og er måske endda en god hjælp for læseren.

Som en kritisk indvending kunne man måske have ønsket sig, at disse dele var blevet mere sammenskrevet frem for at blive serveret konsekutivt, da teorien er klart sekundær i den historiske fremstilling og den historiske empiri klart sekundær i den analytiske diskussion. En sammenskrivning kunne måske have vist, hvorledes Sørensen har arrangeret og udvalgt den historiske fremstilling, og hvorledes empirien belyser teoridannelsen.

Udogmatisk marxisme

Curt Sørensen er som professor emeritus i politisk teori på Statskundskab på Aarhus Universitet yderst velbevandret i den enorme forskningslitteratur, han refererer og anvender. Sørensen er også i teoretisk henseende marxist, hvilket måske får nogle til at afskrive bogen og projektet. Det bør de ikke. Sørensens anvendelse af det marxistiske forskningsprojekt er udogmatisk og selvreflekterende, og han viser, at Marx og marxismen ikke er nær så evolutionistiske og deterministiske, som man ofte får indtrykket af. Sørensen anvender kritisk en lang række samfundsforskere af enhver observans, men det er vist fair at sige, at der er tre helte, der særligt stikker ud, nemlig Karl Marx, den polsk-tyske politiker og teoretiker Rosa Luxemburg samt den engelske historiker Perry Anderson (og det er ikke tre dårlige valg). Brugen af disse og andre viser, at en refleksiv omgang med det marxistiske forskningsprojekt er væsentlig også for aktuelle samfundsanalyser.

Det er ikke kun en historisk begivenhedsanalyse på makroniveau. Sørensen giver os også en analyse og diskussion af de sociale aktørers handlinger og forestillinger. Men her indtræder en måske lidt uheldig differentiering mellem højre- og venstrefløj. Højrefløjens politikere og teoretikere nævnes og beskrives, men altid sekundært og ofte med (berettiget) fokus på forhold som antidemokratisme, antisemitisme, imperialisme og andet, hvorimod der er dybe og interessante diskussioner af Marx, de tyske og østrigske socialdemokrater/marxister samt de russiske bolsjevikker, der behandles med udgangspunkt i egne tekster og dels med henblik på at forstå deres syn på historiens udvikling og deres samtid og dels som diskussionspartnere i forhold til Sørensens egen analyse. Denne skævhed er uheldig. Den kan måske forklares og forsvares ved, at disse stemmer er glemte i dagens debat og forskning som analytiske ressourcer, men det giver en markant skævhed i fremstillingen mellem dem, der bare beskrives med sekundærlitteratur, og dem, der bringes ind i samtalen og analysen gennem deres egne skrifter.

Så mammutten vandrer. Ikke kun fordi dette er en kæmpebog – og endda kun første tredjedel af værket – men også fordi bogen demonstrerer nytten af de store totalanalyser af kæmpefænomener. Og så selvfølgelig fordi den så ofte begravede Marx viser sig levende som inspiration for analyser, der er vedkommende også i dag. Bogen er derfor for alle dem, der interesserer sig for demokratiets historie, for forskningen i samme, og som gerne vil vide mere om den fornemmelse, man fra tid til anden får, inden det hurtigt glemmes igen, nemlig at demokratiet ikke er en selvfølgelighed, men måske en (lykkelig) tilfældighed.

Bind 2 udkommer til sommer og behandler mellemkrigstidens udvikling. Bind 3 udkommer til næste år og analyserer demokratiets udvikling fra 1945 til i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Maaløe
  • Olav Bo Hessellund
  • Niels Mosbak
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Niels-Holger Nielsen
  • Bill Atkins
  • Steen Sohn
Erik Maaløe, Olav Bo Hessellund, Niels Mosbak, Heinrich R. Jørgensen, Niels-Holger Nielsen, Bill Atkins og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer