Læsetid: 5 min.

Beværtet: Dejlig japansk hverdagsmad

Et lille nyt sted med take away-salg og plads til 20 gæster serverer enkle simple hverdagsretter på japansk – og udgør et tiltrængt alternativ til den evindelige sushi
Det er egentligt ikke til at sige, om Issa er en restaurant eller et take away-sted. Men maden, stedet og serveringen har en befriende hverdagspræget stemning.

Det er egentligt ikke til at sige, om Issa er en restaurant eller et take away-sted. Men maden, stedet og serveringen har en befriende hverdagspræget stemning.

20. april 2013

Af Børge Igor Brandt

Jamen vadå, vi skal ha White Angel,« sagde Staffan, verdens stærkeste svensker, og fyldte mit glas med halvt vodka og halvt gin. »Uh, ah, det minder mig om en drink, jeg engang selv opfandt ’B.T. –så sker der noget’ halvt Bombay halvt Tanqueray, skååål.« Vi var til fest hos Pind, og der kom fade rundt med ølpølser og både Staffan og jeg tog en håndfuld hver, men Hannah var mæt: »Jeg kommer direkte fra min yndlingsrestaurant.«

»Nå hvad er det for en?« spurgte jeg, mens jeg nippede til min drink og prøvede at undertrykke en ølpølsebøvs.

»Det er en japansk restaurant, der ligger nede ved Skt. Jørgens Allé lige ved søerne, den hedder Issa”;.

»Erj, det er bare løgn!« sagde jeg, mens den bøvs alligevel slap ud, »der gik jeg lige forbi tidligere i dag. Der var helt nedrullede gardiner, og jeg troede først, det var en massageklinik. Men hvad, det er din yndlings?«

Japansk ikke-stil

Hannah tømte sin White Angel og så direkte ind i mine øjne, gennem de store Cirkelinebriller og sagde: »Børge, det er den bedste japanske restaurant i byen. Kokken hedder Suzuki, han har arbejdet på Umami, han har lige åbnet den, og han laver det bedste japanske hverdagsmad, du kan forestille dig.«

»Hey, der skal vi ned og spise, og du skal med …« Og i det samme brød anlægget sammen første gang den aften. Det blev en late nighter, og ja, man var noget tung i hovedet dagen efter, men Issa havde jeg ikke glemt. Her sidste weekend tog vi så derned, og ud over Hannah havde jeg også inviteret Ane med.

»Okay, det er et ret lille lokale,« sagde jeg, inden vi trådte ind i det oplyste og helt hvide, nærmest blændende lyse lokale. Indretningen er ikke rigtigt hyggelig, faktisk er selv den mindste detalje sådan ret ved siden af.

Eller også er det bare en noget mindre stram helt ny japansk indretningsstil, eller en ikke-stil, eller bare helt uforståelig? »Men hvad synes du så om menukortet?« spurgte Ane, da vi havde sat os i ’baren’, hilst høfligt på de to, der var på arbejde den aften, og givet os til at studere de hjemmeprintede og plastiklaminerede menukort. Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle svare og gloede på en stor fladskærm, der viste japansk tv, der også var totalt uforståeligt. Var det en japansk form for Deadline, et børneprogram eller en slags Paradise hotel?

I modsætning til lokalet var tjeneren og Suzuki virkelig rare og sympatiske. De sagde dog ikke så meget – de talte vist bedst japansk. Vi fik serveret grøn te og fik bestilt nogle forretter, som vi kunne dele. Og så sad vi egentlig ikke længere og savnede lækkert design og et cool soundtrack.

Ane så forgæves efter bestikket og skulede mod alternativet: »Ahaa, så mødes vi igen, spisepinde, gamle ærkefjender.« Vi fik en skål med perfekt dampede og lune edamamebønner. »Sådan nogle bønner der, synes jeg altid ligner stroppeløse bikinitoppe,« sagde Ane og pressede godt med citron ud over dem.

En lækker detalje

»Mums,« sagde jeg og dryssede tilsvarende godt med havsalt på, og så begyndte vi at spise dem med fingrene. Bagefter fik vi Gyoza, dampede dumplings, med en sygelig lækker soja til. En lækker detalje, at de også lige er pandestegte, tænkte jeg og sagde noget om, hvor lækkert det var. Det gav sprødhed til den bløde dej den detalje, og sojaen sørgede for en syrlighed, der var helt perfekt til kyllingefarsen og den milde krydderurteblanding inde i.

»Skal man også dyppe tangsalaten i sojaen?« spurgte jeg Hannah, »jeg har engang hørt, at det er kvalmefremkaldende for en japaner at se folk dyppe ris-delen af sushi i soja,« og uden at jeg vidste af det, havde jeg allerede gjort det, og seaweed-salaten med de små ristede sesamfrø i gik også godt til sojaen, selv om jeg stadig ikke er helt sikker på, om den skulle derned. Vi fik også indbagte, dybtstegte rejer, der var knasende sprøde og saftige uden at være fedtede. De blev serveret med en tatarsovs og en form for japansk rævesovs samt en mere almindelig salat med agurk, tomat og rucola, som jeg måske godt kunne have været foruden, men den var frisk, og tatarsovsen blev skrabet af tallerkenen til sidst med de resterende agurker, så ned kom den nu alligevel. Og så fik vi også store, tykke skiver friteret laks, der blev serveret på samme måde som rejerne og var lige så perfekte i smag og konsistens.

Alkoholbevillingen er stadig ikke på plads på Issa, men til gengæld er der grøn te ad libitum, og mens Suzuki stod og tilberedte maden ude i køkkenet, skænkede den kvindelige tjener opmærksomt op i vores glas.

»Der er ikke så meget at vælge imellem på det menukort,« bemærkede jeg til Hannah. »Nej, men til gengæld skifter han jævnligt ud, og Suzuki går også gerne uden for kortet, hvis man har særlige ønsker. Jeg spiste her med en veninde, der var glutenallergiker, og dengang gik han straks ud i køkkenet og fixede en special menu til hende.«

Ikke altid sushi

Bagefter fik vi hovedretter. Jeg en chicken namban, der er et paneret og dybstegt kyllingebryst, serveret udskåret i tykke, saftige skiver. Ane fik chicken tsukune, som var saltede, saftige og virkelig velsmagende kyllingekødboller med samme tilbehør som jeg: ris, der kom direkte fra riskogeren, som stod i baren, en lille tallerken med krabbe, en misosuppe, appelsinbåde samt tatarsovsen og salaten, som forretterne også kom med. Hannah fik en stor dyb tallerken fyldt til randen af dampende varm cremet suppe – chicken cream stew, der smagte meget hen af kyllingefrikassé. Jeg kunne måske godt have tænkt mig noget grønt pynt på den ret og noget sprødt, friskt something for at give lidt kontrast og modspil.

Der er ingen dessert på kortet, men til gengæld fik vi en skål karameller og bolsjer med regningen.

Det var befriende at spise noget andet japansk hverdagsmad end den evindelige sushi, men stedet har måske mere karakter af et takeaway-sted end en decideret restaurant, selv om der er plads til små 20 siddende gæster. Udover retterne på menukortet kan man købe bento boxe lige til at tage med hjem, hvis man gerne vil spise hjemme, men ikke orker at lave mad selv. Og så er det tilmed virkelig billigt: En bento box koster 80 kroner. Og vi tre trillede ud stopmætte efter at have betalt 550 kroner – ialt.

»Når man sådan sidder i baren med ryggen til Skt, Jørgens Allé kan man godt lade lidt som om man er i Japan,« blev vi enige om og cyklede ud i natten.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer